Temahaver: En japansk have

Temahaver: En japansk have

Grønt er godt for øjnene, siger man, og passer den teori, så vil dine øjne blive ualmindeligt glade for at gå på opdagelse i en japansk have. Her er det nemlig de grønne nuancer, der dominerer, og det udtryk skaber rum til ro og fordybelse. I vores moderne verden, hvor alting bimler og bamler, er det derfor oplagt at søge inspiration i en japansk have. Søge tilbage til naturen og det grønne.

Mangler du inspiration til en japansk have, er det heldigt, at vi nu skal kigge nærmere på, hvad sådan en have egentlig er for en størrelse. Vi skal omkring særlige kendetegn, omkring opbygning af en japansk have og til sidst fremhæves japanske planter, der ikke kan undværes, hvis du vil have en japansk have derhjemme.

 

Hvad kendetegner en japansk have?

Hvad kendetegner en japansk have?

Denne grønne farve er gennemgående i den japanske have.

En japansk have er kendetegnet ved en orden, en formfuldendthed og en stringens, der kræver, at haveejeren har betydeligt mere rygrad end de regnorme, der kryber rundt under jordoverfladen. Det alene er grund nok til, at jeg aldrig ville kunne indrette mig med en japansk have. Jeg holder simpelthen for meget af, at tingene vokser lidt vildere, lidt friere, lidt mere farverigt og ikke mindst af, at planterne kan spises.

Når du bevæger dig gennem en japansk have, vil du hurtigt opdage, at det er den grønne farve, der dominerer. Hist og pist vil et farveglimt kigge frem, måske en høstanemone eller en astilbe kan skimtes mellem alt det grønne, men ellers er det primært former og figurer, der bestemmer. Less is more, kendetegner en japansk have, og det minimalistiske look efterlader ikke plads til mange planter – og slet ikke planter med sprællende farver.

 

Klip, klip, klip

Kan du lide at nusse rundt i din have, beskære buske og i det hele taget arbejde med detaljerne og de enkelte elementer, så er det noget for dig at lave en japansk have. Her får du nemlig lov til at beskære og klippe buske og træer for at fremhæve og understrege deres former.

Det betyder, at en japansk have ofte er meget kunstfærdig i sit udtryk. Buksbom og laurbærkirsebær er oplagte planter til japansk have, da de netop kan klippes og formes i knivskarpe kupler og figurer, men også hortensia og rododendron er planter, du ikke må overse.

 

Lav en japansk have

Lav en japansk have

Hosta er en plante, der passer glimerende i denne minimalistiske havestil.

Opbygningen af en japansk have kan variere meget både i udtryk og i størrelse. Selv den mindste have kan indrettes som en japansk have – og endda komme til at virke større end den reelt set er. Den japanske have er nemlig opbygget sådan, at den skaber en illusion af at være stor, fordi de japanske planter ofte placeres sådan, at de skaber en dybde i forhold til hinanden.

I det hele taget er det en god ting at have in mente, når du vil indrette en have, – japansk eller ej – for det giver ro, at øjet aldrig møder en mur af planter, men derimod hele tiden kan gå på opdagelse dybere og dybere i alt det grønne.

 


TIP Stenlygter og japansk havekunst er med til at skabe den rigtige japanske stemning i haven.


 

Lav en japansk have

Høstanemoner kan sprede lidt farve i alt det grønne.

Små grusstier, stenbede med grus mellem planterne eller trædesten gennem tætklippet, grønt græs er også med til at understrege, at det er en japansk have, du går rundt i. Det vigtigste er, når du laver en japansk have, at de elementer du vælger, falder naturligt ind i haven.

Når du vil lave en japansk have, er det ikke kun de japanske planter, der har betydning for det færdige resultat. Sten, klippefremspring, floder og vandbassiner hører nemlig også hjemme i en japansk have. Man kan argumentere for, at det er de færreste her i landet, der har klippefremspring og floder inden for rækkevidde i deres have, men små eller større bassiner og sten placeret på udvalgte steder er bestemt nok til at skabe den rigtige stemning.

 

Vælg de rigtige planter til en japansk have

Vælg de rigtige planter til en japansk have

Hortensia findes i mange varianter & farver. Her i en kraftig, lyserød udgave.

Selvom min have ikke kan betegnes som japansk, har jeg alligevel mange af de japanske planter, og du kan sagtens lade dig inspirere af nogle enkelte elementer uden at lave en japanske have selv.

Når du skal vælge planter til japansk have, er det som nævnt de grønne planter, der dominerer. Hasselurt og timian er begge gode som bunddække, da de er lavtvoksende, og fint kan vokse mellem trædesten og omkring buske. Hasselurt befinder sig desuden godt tilpas i skyggen, og kan derfor fungere som bunddække under de store træer, som også altid findes i en japansk have.

Det kan for eksempel være japansk løn eller japansk ahorn, fyrre- og nåletræer og cypres. Pagodebuske og magnolia er desuden nogle af de smukkeste planter, og har du plads, vil det være oplagt at tænke dem ind i opbygningen af din japanske have – også selvom blomstringstiden for magnolia ikke altid er lang. Træer er i det hele taget ikke til at komme uden om i den japanske have, for de skaber skygge i haven, så du kan sidde og drikke te selv på de varmeste dage.

 


TIP Japansk løn eller japansk ahorn er klassiske planter til en japansk have.


 

Mangler du mere inspiration til grønne planter, kan jeg anbefale bregner, elefantgræs, hosta og bambus. Når du vil bryde det grønne en gang imellem er træpæoner, kæmpestenbræk og skimmia fine og farverige forslag, jeg selv har i min have, men som ikke vil overstråle det enkelte, japanske udtryk. Derimod er de med til at indramme haven og fremhæve det grønne, når de på udvalgte steder spreder lidt farve.

 

🍃 Følg med på Instagram & få mere inspiration til haven 🍃

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *