9 Rødbeder

En klassiker – Opskrift på syltede rødbeder

De er måske lidt oldschool, men jeg kan altså godt lide de syltede rødbeder. Sprøde og knasende med en syrlig, krydret rødbedesmag, det fungerer altså bare – også selvom, det ikke er en opskrift, der blev opfundet lige her og nu.

De syltede rødbeder er en klassiker, og har du også et godt øje til sådan en lidt ”mormor-agtig” syltesag, så får du her min opskrift på syltede rødbeder.

 

Opskrift på syltede rødbeder

Opskrift på syltede rødbeder

Det er nemt at sylte rødbeder.

Min opskrift på syltede rødbeder er ikke helt identisk med den, mine bedstemødre brugte. De lavede den gammeldags version, hvor rødbederne kom i en eddikelage og måske – når bølgerne gik højt – fik de selskab af nogle sorte peberkorn.

Min version af syltede rødbeder er langt mere krydret end mine bedstemødres, men krydderierne spiller så fint op mod den mørke, næsten jordagtige smag i rødbederne, at jeg tror, de ville have godkendt det.

Du bestemmer selv, om du vil tilsætte krydderierne til lagen. Hvis ikke du tilsætter krydderierne, står du tilbage med den gammeldags opskrift på syltede rødbeder, og de kan altså også sagtens spises.

 

Det skal du bruge

→ 1 kg. rødbeder

→ ¾ liter eddike

→ 400 gram sukker

→ Eventuelt krydderier (4 stjerneanis/6-7 nelliker/1 spsk. fennikelfrø/2 spsk. sennepsfrø/10 sorte peberkorn)

→ Salt

 


TIP Du behøver ikke at bruge alle krydderierne. Du kan nøjes med at vælge dem, du bedst kan lide.


 

Sådan laver du syltede rødbeder

✓ Start med at vaske rødbederne, men du skal ikke skrælle dem. Bare sørg for, at der ikke er jord på dem.

✓ Er rødbederne rene nu? Godt, læg dem så i en gryde og dæk dem med vand. Tilsæt salt (1 spsk. pr. liter) og lad rødbederne koge i 30-60 minutter. Kogetiden afhænger af størrelsen – de store rødbeder skal koge længere tid end de små.

✓ Drik en kop kaffe, læs en havebog eller brug ventetiden på noget andet.

✓ Så! Nu er rødbederne færdige med at koge. Hæld vandet fra og tænd straks for den kolde hane, så de dækkes med koldt vand.

✓ Når du kan holde om rødbederne uden at brænde nallerne, flår du dem (gnider skrællen af), skærer dem i skiver og lægger dem i skoldede sylteglas.

✓ Bland eddike, sukker og krydderier og kog lagen indtil, at sukkeret er opløst.

✓ Hæld lagen over rødbederne og luk glasset med det samme.

 

Syltede rødbeder er god vintermad

Syltede rødbeder er god vintermad

Syltede rødbeder kan opbevares på glas i lang tid.

Det er altid i løbet af efteråret og vinteren, at jeg finder opskriften på syltede rødbeder frem. På den tid af året er der ikke noget, der skal gøres i haven, og derfor har jeg god tid til at rykke ind i køkkenet. Nu er det nemlig tid til at sylte grøntsager og koge saft af det frugt, jeg høstede i løbet af sommeren, og som nu er gemt rundt omkring som vintermad.

Rødbeder har en meget mørk og dyb smag, og måske netop derfor passer deres smag så godt til vintermånederne, hvor solen er gemt langt væk. En bid af en syltet rødbede er ikke smagen af summende bier og lyse aftener i haven, tværtimod er det smagen af regn på ruden og jord, der klæber til støvlerne.

Den slags smage og den slags mad skal der også være plads til, og lige så meget som jeg nyder at drikke hyldeblomstsaft i juni eller plukke de første, røde jordbær, er opskriften på syltede rødbeder med til at sætte smag på vinteren.

 

🍃 Følg med på Instagram & få mere inspiration til haven 🍃

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *