Plant gule & smukke solsikker

Plant gule & smukke solsikker

Jeg har svært ved at forestille mig en sommer i haven uden solsikker. For når de første skyder i vejret og vender de store, gule blomster mod sommersolen, så synes jeg, at det er blevet sommer sådan for alvor.

Solsikker er nemme at dyrke, kræver ikke meget pasning og så vokser de meget hurtigt. Nogle dage synes jeg næsten, at jeg kan se, hvordan de bare vokser sig højere og højere. Det er sjovt at følge med i og begejstringen ved at føle sig lillebitte, når man står under en kæmpe solsikke, den bliver man aldrig for gammel til.

Vil du også have solgule solsikker i haven? Så guider jeg dig herunder til, hvordan du kan plante solsikker i din have.

 

Solsikke fra frø til blomst

Solsikke fra frø til blomst

Solsikke fra frø til blomst – her frø til at plante i jorden.

Når du kører rundt i sommerlandet, – og særligt uden for Danmark – har du måske lagt mærke til de solsikkemarker, der lyser op? Jeg synes, det er så fint et syn, og selvom det ikke helt kan lade sig at gøre at få en solsikkemark i haven her hos mig, så planter jeg alligevel altid en del solsikker rundt omkring. Lidt har også ret.

 


TIP En solsikke følger solen, så blomsten altid vender mod solen. Det betyder, at solsikkens blomster vender mod øst om morgenen, hvor solen står op, og mod vest om aftenen.


 

Derfor vælger jeg altid at plante solsikker flere forskellige steder i haven, så jeg kan se de gule solsikkeblomster næsten lige meget, hvor i haven jeg er. De fleste år vælger jeg at plante dem rundt om køkkenhaven, hvor de står som et højt, gult hegn og lokker bier til, men jeg finder også altid plads til et par solsikker blandt stauderne.

 


TIP Du kan plante solsikke i køkkenhaven og høste frøene, når de er modne.


 

Jeg synes, det giver en god effekt at blande stauder og sommerblomster, og solsikken er bestemt ikke nogen undtagelse. Solsikkes blomster er desuden også fine op ad husmuren eller langs et stakit, hvor de smilende kan byde gæster velkommen hele sommeren.

Der findes mange forskellige arter af solsikker – fra de lave til de meget, meget høje, men lige meget, hvilken art du vælger at dyrke, er solsikkens rejse fra frø til blomst den samme. Så lad os se nærmere på, hvordan du kommer fra frø til blomst.

 

Dyrkning af solsikke

Dyrkning af solsikke

Dyrkning af solsikke er nemt & flotte er de.

Dyrkning af solsikke er ikke svært. Det vigtigste er, at du sørger for at plante solsikke et sted, hvor der er fuld sol. Navnet siger faktisk det hele, for sol er det, de trives bedst med.

Men sol er ikke det eneste, det kræver at få succes med dyrkning af solsikker. Nej, god jord skal der også til. Særligt de høje solsikker kræver en jord med meget næring, så de kan vokse til de imponerende meter, som de kan nå.

Du skal plante solsikker i jord, der er vendt med kompost, og har du valgt en sort, der bliver meget høj, kan det blive nødvendigt at tilføre gødning til solsikkerne i løbet af sæsonen. Jeg gøder med hjemmelavet brændenældegødning, som jeg laver i foråret.

 


TIP En buket med solsikker holder længe og er smuk i en vase på bordet. Pluk jævnligt en buket til dig selv, når solsikkerne er i sæson eller giv væk til en, du holder af.


 

Solsikke er en plante, der er rimelig hårdfør, og dyrker du de lavere sorter, er det ikke nødvendigt at binde dem op. Vælger du derimod som mig at plante solsikker, der bliver meget høje, er det en del af pasningen at binde dem op, hvis de dyrkes et sted, hvor de er udsæt for kraftig blæst. Det er heldigvis kun noget, du behøver at gøre én gang.

 


TIP Solsikker er meget hårdføre, og nogle sorter får stilke, der er tykke som mindre træer.


 

Solsikker er i sæson fra juli til efteråret, hvor de sætter mange blomster, jeg bruger i buketter – enten alene eller sammen med andre stauder og sommerblomster. Jeg dyrker mine som sommerblomster, så mine solsikker takker af i løbet af efteråret, når nattefrosten kommer luskende.

 

Plant solsikker i haven

Plant solsikker i haven

Udplantning af solsikker, der er forspirede kan gøres fra slutningen af maj afhængig af vejret.

Solsikkens vej fra frø til blomst kan gribes an på to forskellige måder. Enten kan du vælge at så solsikke direkte på friland eller også kan du vælge at forspire solsikker i potter indendørs. Jeg vælger altid den sidste løsning.

 

Solsikke med gule blade

Har din solsikke gule blade? Så kan det være et tegn på, at du enten har vandet den for meget eller for lidt. Har du helt styr på vanding, er det også en mulighed, at bladene bliver gule, fordi solsikken har fået for meget gødning.

 

Vil du så solsikke direkte på friland, kan du gøre det fra midten af maj, men begynder du dyrkningen i vindueskarmen eller drivhuset, er det fra begyndelsen af april, at det sker.

Fordelen ved at forspire og vente med udplantningen af solsikke på friland til begyndelsen af juni eller slutningen af maj er, at de kommer hurtigere fra start. Når du planter solsikker udenfor, skal de ”kæmpe mere”, hvorimod forspiringen giver dem en blødere start på tilværelsen. Det endelige resultat er der som sådan ikke nogen forskel på, så det er fuldt ud en smagssag, om vil forspire eller plante solsikker direkte på friland udenfor.

 

Såning af solsikke – sådan gør du

Såning af solsikke – sådan gør du

Såning af solsikke er første skridt på vejen mod de gule blomster.

Såning af solsikke er nemt. Alt du skal bruge er god jord, vand, solsikkefrø til såning og en potte, du kan forspire i. Fremgangsmåden for såning af solsikke er den samme, hvad enten du vælger udplantning direkte på friland eller forspirer planterne først.

 


TIP I den første tid skal du sørge for, at din solsikke får vand nok. Jorden må ikke tørre ud, men den må heller ikke være drivvåd.


 

Vælger du forspiring, skal du så solsikker i potter. Tag 2-3 solsikkefrø og læg dem i en potte, du har fyldt med jord. Lav en fordybning i jorden og læg solsikkefrøene i en sådybde på 2-3 centimeter. Dæk med jord, tryk let på overfladen, så jorden lukker sig omkring frøene og sørg så for at holde jorden fugtig.

For at få solsikkerne til at udvikle sig til kimplanter er det vigtigt, at jorden ikke tørrer ud. Samtidig må du heller ikke vande så meget, at jorden bliver plaskvåd, så frøerne rådner i jorden i stedet for at spire.

 


TIP Forspirer du i drivhus så hold øje med temperaturerne, der kan svinge meget i foråret. Solsikke tåler ikke frost, og de små planter skal ind i varmen, hvis temperaturen dykker.


 

Du kan eventuelt lægge plastik over potterne, men fjern det så snart, at du ser, at solsikkerne kigger frem. Kimplanterne skal udvikle sig uden plastik over sig.

 

Fra forspiring til udplantning af solsikke

Fra forspiring til udplantning af solsikke

Solsikker tiltrækker bierne.

Efterhånden som planterne vokser, skal solsikkerne plantes i potter, der er større. Samtidig plejer jeg at skille kimplanterne ad, så hver solsikke får sin egen krukke at vokse videre i. De er klar til udplantning, når de spæde kimblade har udviklet sig til rigtige solsikkeblade.

I forhold til pasning er det nu, at solsikkerne kræver mest af dig. For når du forspirer indendørs eller i drivhuset, er det vigtigt at afhærde blomsterne inden, at de plantes ud på det blivende voksested. Når du afhærder, vænner du gradvist solsikkerne til at være udenfor. Først skal de ud i et par timer, hvor de står i læ og uden direkte sollys, og stille og roligt får de længere tid uden for og længere tid med mere og kraftigere sollys.

 


TIP Husk vanding af solsikker i den første tid efter udplantning så de ikke tørrer ud.


 

Efter afhærdningen er det tid til udplantning af solsikkerne. Du kan plante dem enkeltvis rundt omkring i haven eller sætte dem sammen i en stor klynge alt afhængig af, hvilket udtryk du gerne vil have. Afstanden mellem solsikkerne varierer efter sorten.

 

Lav dine egne solsikkefrø

Lav dine egne solsikkefrø

Solsikkefrø lagt til tørre.

En af de gode ting ved at dyrke solsikker i haven er, at du kan lave dine egne solsikkefrø. Inden efteråret rigtigt tager fat med nattefrost og blæsevejr, samler jeg store buketter af solsikker, der er afblomstrede.

Blomsterhovederne lægger jeg til tørre, så jeg kan gemme frøene til vinter – både til mig selv, til fuglene og ikke mindst til mine høns. De elsker solsikkefrø! Solsikkefrø skal tørres et luftigt sted eller i ovnen.

 


TIP Du kan tørre solsikker i efteråret og gemme de afblomstrede hoveder til dekorationer.


 

Jeg sørger dog altid for at gemme nogle solsikkefrø til såning, så jeg igen til foråret kan få nye blomster. De solsikker jeg har, er sommerblomster, så de kan ikke formeres på anden måde end gennem frø. Derfor er det vigtigt, at jeg husker at gemme nogle solsikkefrø til det formål.

 

Sorter – Hvad skal jeg vælge?

Sorter – Hvad skal jeg vælge

Solsikkes latinske navn er Helianthus.

Store blomster, små blomster. Høje, lave, midt i mellem. Gule, brune, orange, røde farver. Solsikker er flotte lige meget, hvilken form og farve de har, og når solsikker med mange blomster står og nikker i sommeren, kan man ikke andet end at smile en lille bitte smule. Selv på en regnvejrsdag.

Som du måske kan fornemme, findes der mange arter, når det kommer til solsikker, og du skal selvfølgelige vælge en sort, der passer til din have. Vil du have solsikker i køkkenhaven, er det måske en god idé at vælge en sort, der ikke bliver alt for stor, så den skygger for de andre afgrøder, lige som en lav sort også er at foretrække, når solsikken skal stå mellem stauderne.

 


TIP Vil du have solsikke i krukke, er det en god idé at vælge en lav sort, som passer til krukken.


 

Højden på en solsikke kan variere efter, hvilken sort du vælger, men de allerhøjeste kan blive 4-5 meter høje. Til krukker er det bedst at vælge en solsikke med en højde, der ikke er så markant, så der kan du plante en lav sort, der kun bliver omkring 40 cm. høj. Det er både fint og sommerligt at plante solsikker i krukker på terrassen og altanen og et godt alternativ til de store solsikker på friland.

 


TIP Der findes solsikker med flere blomster end blot de gule. Solsikker kan også fås i orange, røde og brune farver. Det er flot at blande flere sorter og sætte de forskelligt farvede solsikker i en vase sammen.


 

Solsikke som flerårig staude

De fleste kender solsikker som etårige sommerblomst, og det er også sådan, jeg dyrker dem her i haven. Der findes dog flerårige solsikker, der kommer hvert år. De kaldes staudesolsikker og denne type solsikker formerer sig ved rodstokke. Vil du derfor ikke gå og huske på at plante solsikker i foråret, er det altså en mulighed at plante staudeudgaven i stedet.

 

🍃 Følg med på Instagram & få mere inspiration til haven 🍃

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *