Sensommerskønhed – Plantning & pasning af sankthansurt

Sensommerskønhed – Plantning & pasning af sankthansurt

Fra det tidlige forår til sensommerens sidste stråler skinner ned fra himlen, er sankthansurt med til at give liv i min have. Den sætter gavmildt store blomster, som skaber farve og fylde i buketterne på bordet, og så er den tilmed nem at passe.

Jeg er derfor rigtig glad for sankthansurt, og er du ny haveejer, vil du sikkert blive lige så glad for den, som jeg er. Sankthansurt kan findes i de fleste haver, – både nye og gamle – og vil du gerne plante sankthansurt i din have, får du her en guide til, hvordan du skal gøre.

 

Hvorfor hedder det sankthansurt?

Man skulle næsten tro, at sankthansurt blomstrer til Sankt Hans, men sådan hænger det ikke sammen. Sankthansurt har fået sit navn fordi, man i gamle dage tog varsler af planten omkring Sankt Hans.

 

 

Vælg den rigtig placering til sankthansurt

Vælg den rigtig placering til sankthansurt

Find en placering til sankthansurt, hvor er der tørt og solrigt.

Sankthansurt, Sedum telephium, er en af de nemmeste planter, jeg har i min have, for den vokser og blomstrer uden, at jeg behøver at gøre ret meget. Den trives både i krukker og på friland i staudebedet, og derfor er det let af finde en placering til sankthansurt i haven.

I min have har jeg en meget tung og fed lerjord, og det er de færreste planter, der bryder sig om at få rødderne i den slags jord. Sankthansurt har jeg dog ikke haft nogle problemer med at få til at gro her, selvom en let jord dog er det, den foretrækker.

Har du meget tung lerjord, som du vil plante sankthansurt i? Så vil jeg anbefale, at du løsner jorden og tilføjer sand, så jorden bliver lettere at vokse i. Sankthansurt skal nemlig placeres i jord, der ikke er våd, og udfordringen med lerjord er netop, at den ofte er meget våd.

 


TIP Du kan plante sankthansurt i jord, der er meget sandet, hvis du gerne vil lave et stenbed. Den vokser nemlig uden problemer i den meget løse jord.


 

Når du skal vælge den rigtige placering til sankthansurt, skal du udse dig et sted i haven, hvor der er tørt, varmt og solrigt. Sankthansurt skal ikke placeres i skygge for selvom, den tåler halvskygge, har den det bedst i fuld sol.

 

Plantning af sankthansurt

Plantning af sankthansurt

Plantning af sankthansurt kan gøres fra forår til efterår.

Når du har valgt den rigtige placering af sankthansurt, er det tid til plantning. Det er en utrolig nem plante at få til at vokse, og selve udplantningen er meget let at gå til.

 

Sådan skal du plante sankthansurt

  • Fat en spade og grav et hul, der er stor nok til, at sankthansurten kan være i det. Det er vigtigt, at rødderne ikke knækker, bliver bøjede eller på anden måde beskadiget under udplantningen. Intakte rødder giver sankthansurt de bedste betingelser for at få godt fat i jorden.
  • Sæt planten i hullet og sørg for, at alle rødderne kan være der.
  • Fyld hullet med jord, stamp jorden let omkring planten og vand, hvis jorden er meget tør.

 


TIP Plantning af sankthansurt skal ske fra forår til efterår, når der ikke er frost i jorden.


 

Jeg har sankthansurt flere steder i min have. Nogle steder står den alene i store klynger, andre steder jeg har plantet sankthansurt sammen med stauder, der giver et fint farvespil mod sankthansurts grønne og røde nuancer. Lammeøre er en af de planter, jeg blandt andet har valgt at sætte sammen med sankthansurt. Det er både et pænt og praktisk valg, da begge blomster kan lide det tørt.

 

Vand & gødning

Jeg har altid syntes, at sankthansurt havde nogle sjove blade og stængler. De er ret tykke og har et næsten voksagtigt udtryk. Det skyldes, at sankthansurt er i familie med sukkulenterne, mange har indendørs. Den type planter kan gemme vand i de tykke blade og stængler, og de kan derfor klare sig i lang tid uden at få vand eller gødning. Det er ret smart, synes jeg.

Det betyder nemlig, at det ikke er nødvendigt at vande sankthansurt – heller ikke, når det er tørt. Den kan nemlig selv opsamle et vanddepot, som den kan tære af i trange tider.

Af samme grund har den heller ikke brug for gødning, for det er en meget nøjsom plante, der kan klare sig med meget lidt. I foråret kan du eventuelt give sankthansurt lidt kompost, hvis du synes, at den ikke havde en flot blomstring året før. Jeg har aldrig haft brug for at tilføre gødning til sankthansurt i min have – og de blomstrer flot år efter år.

 

Plant i krukker

Plant i krukker

Har du en altan uden for meget skygge, kan du sætte sankthansurt i krukker.

Det kan være en god idé at plante sankthansurt i krukke. Jeg har gjort det flere gange, når jeg har haft en krukke, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle plante i. Det gode ved at sætte sankthansurt i krukke er nemlig, at den ikke skal vandes, og derfor kan du nemt tage på sommerferie uden at tænke på, at de krukker da også skulle vandes… For det er ikke nødvendigt. Sankthansurt passer nemlig sig selv, mens du slapper af på ferien.

 

Sankthansurt har en lang blomstring

Sankthansurt har en lang blomstring

Sankthansurt blomstrer fra juli til september.

Noget af det bedste ved sankthansurt er, at den har så lang en blomstringsperiode. I det tidlige forår, mens det næsten stadig er vinter, begynder sankthansurt at kigge frem som spæde, grønne skud af den mørke jord. Og så går det stærkt.

I løbet af de næste måneder vokser den til en højde på 40-50 centimeter og begynder at danne blomsterhoveder, der til at starte med faktisk ligner broccoli. Helt grønne er de, men de vokser sig gradvist mørkere og mørkere i løbet af sommeren. Det er noget af det, jeg bedst kan lide ved sankthansurt; at den gennem hele sæsonen konstant udvikler sine farver og former. Det gør det spændende og foranderligt at følge med i udviklingen.

Omkring blomstringen samler bier og sommerfugle sig i sankthansurt for at finde mad, og særligt sidst på sommeren er sankthansurt god til insekterne. Det er nemlig her sidst på sæsonen, at det kan være svært for dem at finde mad, og sankthansurt er derfor en god hjælper, hvis du gerne vil øge biodiversiteten i haven.

 

Deling af sankthansurt

Deling af sankthansurt

Deling af sankthansurt skal gøres forår eller efterår.

Det bedste er at få en ny plante i haven. Derfor giver jeg ofte en bid væk af de planter, jeg har mange af, så andre haveejere kan få glæde af dem i deres have.

En af de planter jeg ofte udsætter for deling, er sankthansurt. Det er altid i foråret eller i efteråret, at jeg gør det, men jeg synes, at deling af sankthansurt er nemmest i foråret. På den årstid er den nemlig ikke stor og fyldt med blomster, der kan knække over.

 


TIP Når du deler sankthansurt, skal du sørge for, at der er rødder på hver ny planteklump.


 

Det er også forår og efterår, der er de bedste tidspunkter for flytning af sankthansurt.

 

Nem formering af sankthansurt

Nem formering af sankthansurt

Formering af sankthansurt er utroligt nemt.

Deling er én af de måder, jeg bruger, når jeg vil have flere sankthansurt, men formering kan også foregå på anden vis. Du kan nemlig lave stiklinger af sankthansurt.

Når sankthansurt blomstrer, plukker jeg ofte store buketter ind, som står længe og pynter fint. Vil jeg gerne lave stiklinger af sankthansurt, sørger jeg for at skifte vandet i vasen jævnligt, så det altid er friskt. Stille og roligt vil sankthansurt sætte rødder, og når der er dannet lange, hvide tråde i vasen, kan du sætte de nye planter ud i haven eller give dem væk til andre, der gerne vil have dem.

Formering af sankthansurt er meget nemt, og derfor kan du hurtigt få mange planter i din have, for det er sjældent, at formeringen ikke lykkes.

 

Beskæring af sankthansurt i foråret

Beskæring af sankthansurt i foråret

Svaret på, hvornår sankthansurt klippes ned, er foråret.

Det er nødvendigt med beskæring af sankthansurt i foråret, men heldigvis er det en opgave, der hurtigt er overstået. Det kræver nemlig kun, at du klipper de visne stængler og blomsterhoveder af inden, at planten begynder at skyde. Jeg klipper stænglerne af ved jordoverfladen.

Det er bedre at klippe visne stængler og blomster af i stedet for at trække dem op. Du kan nemt komme til at beskadige de ny skud, hvis du trækker stænglerne op.

 


TIP Sankthansurt klippes ned, når nye skud begynder at vise sig, og frosten er et afsluttet kapitel.


 

Det er vigtigt, at du venter med beskæring af sankthansurt til foråret, for de visne stængler beskytter planten mod frost. Desuden ser sankthansurt om vinteren flotte ud, når de står med sne i de visne blomster eller når frosten glimter i frøstandene.

 

Sorter & arter

Sorter & arter

De mange sorter & arter af sankthansurt har hvert deres kendetegn.

Sankthansurt findes i flere sorter og arter, der alle har deres eget udtryk. Nogle er kraftigt mørke, andre lysere og nogle sankthansurt er hvide. De sankthansurt jeg har i min have, er rosafarvede eller meget mørkerøde, og de skaber derfor en dejlig sensommerstemning i haven, når sommerblomsterne begynder at takke af for sæsonen.

 


TIP Du kan finde vild sankthansurt i naturen, hvor den vokser på tørre og solrige steder.


 

Nogle af de mest populære sorter og arter af sankthansurt er Brilliant, Carmen, Stardust, Herbstfreude og Matrona. Herbstfreude, Brilliant og Carmen er sankthansurt med røde blomster, der er helt klassisk for sankthansurt. Matrona er lidt særlig, fordi det er en sankthansurt med røde blade, og Stardust er en hvid sankhansurt, som også skiller sig ud fra mængden.

 

Så er der serveret

Så er der serveret

Sankthansurt er ikke giftig & kan derfor sagtens sættes på middagsbordet.

Det er ikke altid, at man ved det. At de planter, der vokser ude i haven, og som er smukke i buketter, faktisk kan spises. Hvis du lige nu sidder og tænker på, om sankthansurt er spiselig, så kan jeg fortælle dig, at det er den.

 


TIP Lige som morgenfruer og kornblomster, er sankthansurt spiselig.


 

Du kan bruge sankthansurt i mange opskrifter, og det er lækkert at bruge det som ingrediens i det tidlige forår, hvor der ikke er så meget andet at spise i haven. Bladene har nemlig et sprødt knæk, og sankthansurt i salat er derfor slet ikke nogen dårlig idé.

Du kan faktisk finde sankthansurt vildt i naturen, så har du ikke den fine plante hjemme i haven, kan du tage på en sanketur for at finde den og tage den med hjem til middagsbordet. Men jeg er nu alligevel glad for, at jeg har sankthansurt i min have – både for synets og smagens skyld.

 

🍃 Følg med på Instagram & få mere inspiration til haven 🍃

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *