Små lækre skovjordbær

Små, lækre skovjordbær

Jordbær er mit yndlingsbær. Jeg kan simpelthen ikke få noget bedre. Sødt og blødt som om, at alt sommerens varme er samlet deri. Skovjordbær er ikke jordbær, men alligevel. De har fået plads i min have, for skovjordbær er rigtig god som bunddække, og bærrene har faktisk også en fin smag.

Vi skal en tur ud i frugthaven nu. Vi skal ud og se på skovjordbærrene.

 

Skovjordbær i haven

Skovjordbær i haven

Små, røde skovjordbær.

Der er nok mange, der får minder om ture til Sverige, når de tænker på skovjordbær. På, hvordan man har gået der i skoven med rumpen i vejret for at finde de største og rødeste bær, som skulle laves til skovjordbærmarmelade, der kunne smøres på friskbagte pandekager.

Skovjordbær vokser også vildt i Danmark, så det skal ikke kun være for deres skyld, du tager turen til Sverige. Du kan nemlig finde dem i enge, på skrænter og naturligvis i skove rundt omkring i Danmark. Nå ja, og så i haverne selvfølgelig.

 


TIP Der skal plukkes en del skovjordbær før, der er nok til kager og marmelade, men har du tålmodig, kan det lade sig at gøre. Jeg plukker løbende af de små planter og bruger skovjordbærrene på yoghurt eller som pynt på en kage.


 

Man skelner nemlig mellem to typer af skovjordbær; de vilde skovjordbær, der oftest vokser i naturen og pyntesorterne, som oftest vokser i haverne. Begge typer kan spises og plantes i haven. Måden du kan kende forskel på de to typer er ved at se på formen; pyntesorterne er som regel aflange, hvorimod de vilde er runde.

 

Tid til at plante skovjordbær

Tid til at plante skovjordbær

Skovjordbær hedder også Fragaria vesca.

Skovjordbær er en petit lille plante, der ikke bliver mere end 5-15 centimeter i højden og 25 centimeter i bredden. Selvom den ikke ser ud af meget, skal du ikke lade dig snyde, det er nemlig en hårdfør lille ven, der godt kan klare frost om vinteren.

Skovjordbær trives i de fleste haver, så længe jorden ikke er for sandet, og både sol og skygge bliver den glad for. Jeg har plantet mine skovejordbær under nogle bærbuske, og de gror, som var de betalt for det – vel at mærke uden, at jeg har rørt en finger.

 


TIP Du kan sagtens plante skovjordbær i krukker og altankasser.


 

Det er meget nemmere at dyrke skovjordbær end almindelige jordbær, så ved du med dig selv, at du ikke får passet jordbærrene, så de giver et ordenligt udbytte, vil jeg anbefale skovjordbær. De passer nemlig sig selv.

 


TIP Skovjordbær blomstrer fra maj med små, hvide blomster, der udvikler sig til bær. Det fortsætter helt til august, så det er en lang sæson med skovjordbær.


 

Det eneste du skal være opmærksom på, når du skal plante skovjordbær, er, at de ikke er så vilde med at tørre ud. Begynder de at hænge med bladene, skal du derfor vande dem. Har du plantet skovjordbær som bunddække under bærbuske, er det dog sjældent nødvendigt at vande dem, når først de har etableret sig.

 

Sådan formerer du skovjordbær

Sådan formerer du skovjordbær

Skovjordbær formeres gennem udløbere.

Præcis som almindelige jordbær, formerer skovjordbær sig med udløbere. Mange udløbere og skovjordbær kan hurtigt få monopol på et stort stykke af haven, hvis du ikke er opmærksom på det.

 


TIP Skovjordbær kan købes billigt, men kender du en, der allerede har dem i sin have, kan du helt sikkert få en aflægger.


 

Vil du formere skovjordbær tager du udløberne og planter dem ud det sted i haven, du gerne vil have dem til at vokse.

 

Skovjordbær som bunddække

Skovjordbær som bunddække

Du kan plante skovjordbær som bunddække.

Det er hverken for smagens eller udbyttets skyld, at jeg har skovjordbær i haven. Det skyldes langt mere lavpraktiske grunde – nemlig, at jeg ikke gider at luge under mine bærbuske. Jeg bruger skovjordbær som bunddække til at bekæmpe ukrudt, og det virker præcis lige så godt som barkflis og hvad man nu ellers bruger som bunddække i haven.

Skovjordbær breder sig hurtigt som et grønt tæppe, men på grund af plantens størrelse er det ikke muligt for den at kvæle større buske og blomster, og de kan derfor fint vokse sidde om sidde.

Det bedste ved at bruge skovjordbær som bunddække er imidlertid, at de kan spises. Det er nu en gang lidt sjovere at have bunddække, som kan spises, end bunddække, der ikke kan. Og lige præcis derfor har jeg skovjordbær i min have.

 

🍃 Følg med på Instagram & få mere inspiration til haven 🍃

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *