Knas! De smager en smule af asparges, og kan spises rå eller tilberedt på flere måder. Uanset, hvordan du kan lide dem, er grønne buketter broccoli en lækker bid at sætte tænderne i.
Er du klar til at komme i haven og dyrke dem selv? Så kom med! Nu ser vi nærmere på, hvordan du planter, passer, vander, gøder og høster, for heldigvis er det slet ikke svært at få succes med de kernesunde kålplanter.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Dyrk broccoli i haven
I dag er Brassica oleracea var. Italica en af de mest almindelige grøntsager i køkkenet, men faktisk er den flerårige kål en forholdsvis ny ven herhjemme. Oprindeligt er plante fra Italien, hvor man har dyrket den i mere end 2.000 år, men først omkring 1960 broccoli til Danmark. På det tidspunkt kunne man kun købe den som frostvare, og vi skal helt frem til 1980’erne, før den blev solgt frisk i supermarkederne.
Til gengæld har det set bedre ud i de danske køkkenhaver, hvor kålen har vokset siden 1920’erne. Forståeligt nok, for det er både en nem og velsmagende afgrøde at gøre plads til.
Broccoli vokser villigt i de fleste haver, og stiller ikke store krav til jordtypen, så længere den er velgødet. Sandet, let jord holder ikke så godt på vand, og det kan give udfordringer, da planten har brug for meget vand for at gro optimalt. Derimod holder lerjord generelt en høj fugtighed, og er derfor god at dyrke kål i.
Hvordan dyrker man broccoli?
Der er to måder, du kan komme i gang med at dyrke broccoli på. Enten begynder du havearbejdet i den varme vindueskarm, og forspirer frøene fra marts, eller også venter du til slutningen af april, når det er lunt nok til at så på friland.
Du kan både så og udplante indtil slutningen af juni, men det er vigtigt, frøene kommer i jorden inden Sankt Hans, hvis du vil være selvforsynende.
TIP Broccoli tilhører kålfamilien, og skal derfor passes på samme måde som andre medlemmer af familien med rigelige mængder af gødning, vand og stor planteafstand. I tørre tider skal du endda vande forbyggende, for planten kan ikke tåle at mangle vand.
Broccoli smager skønt, men det er alligevel begrænset, hvor mange man kan nå at spise på én gang. Derfor er det en god idé at så frøene med 1-3 ugers mellemrum fra maj til Sankt Hans. På den måde strækker du høsten over en længere periode, og kan nyde den sprøde spise i stedet for at ende med ét stort udbytte her og nu.
For at planlægge dyrkningen er det rart for dig at vide, at der går 65-70 dage fra såning til høst.
Forspiring og såning af broccoli
Ahh, forår! Det er den tid på året, hvor der skal plantes broccoli, så er du klar til at så frø?
Kan du ikke vente med at komme i gang, kan du heldigvis allerede fra marts begynde at forspire indendørs. Vælg en god såjord, som du fylder i spirebakker, før du lægger et frø i hver rubrik. Læg dem i en dybde på 1-2 centimeter, dæk med et tyndt lag jord og vand forsigtigt.
Vær opmærksom på, at jorden hele tiden er fugtig, så planterne kan spire.
Trin for trin: Sådan forspirer du
Snart strækker de små spirer sig mod lyset, og når du kan se, rødderne kryber ud af spirebakkens bund, skal du plante dem i større potter.
På havesprog siger man, at planterne prikles, når du flytter dem til større potter. Det kan sagtens være, at det skal gøres flere gange, før du udplanter på friland i slutningen af april eller begyndelsen af maj.
Videre med udplantning af broccoli i køkkenhaven
Før planterne permanent kan flyttes fra vindueskarmen eller drivhusets trygge, lune rammer, skal de hærdes. Det betyder, at du gradvist vænner dem til det vilde liv under åben himmel. Måske lyder det ubetydeligt, men det er vigtigt, hvis du vil have stærke og robuste planter – og det tænker jeg, du gerne vil, ikke?
Foråret kommer – Tid til at hærde plante
Udplantning i køkkenhaven kommer først på tale, når faren for nattefrost er drevet over. Broccoli kan ikke tåle frost, så lyt godt efter, når metrologerne toner frem på skærmen.
Guide: Udplantning og såning i køkkenhaven
Skulle det alligevel ske, at sen nattefrost sender rystelser gennem græsset, kan du dække de unge planter med fiberdug. Den hæver temperaturen lidt, og beskytter dermed de nyudplantede afgrøder.
Jeg dækker også altid med insektnet lige efter jeg har plantet, så kålsommerfugle og kålfluer ikke får frit spil. Nettet beskytter mod angreb fra skadedyr, og sikrer, at jeg får høsten for mig selv.
Du kan læse mere om, hvordan jeg forebygger sygdomme og skadedyr længere nede i artiklen.
Såning og udplantning på friland
Der er ikke den store forskel på forspiring indendørs og såning og udplantning på friland. Dyrkning udendørs starter med, at du laver en sårille på 1-2 centimeters dybe. Vand den grundigt og vent så på, at væsken trænger ned i jorden, før du placerer frøene med den rigtige planteafstand. Dæk dem med et tyndt lag jord, før du vander endnu en gang.
TIP Broccoli blomstrer let, eller løber i stok, som det rigtigt hedder, hvis den mangler vand, har det for tørt eller planterne står for tæt.
Uanset om du har sat forspirede broccoli på friland eller har sået frøene direkte i køkkenhaven, skal rækkerne holdes fri for ukrudt. Hvis jorden ikke er ren, kan frøene ikke spire, og planterne ikke udvikle sig optimalt. De har simpelthen ikke kræfter til at bekæmpe ukrudtet, så de har brug for din hjælp.
Lug derfor jævnligt omkring dem eller brug jorddækning til at holde uvelkomne planter væk.
Find den rigtige plantestand
Vil du spise sideskuddene eller kun høste hovederne? Det skal du beslutte, før du udplanter på friland. Planteafstanden afhænger nemlig af, hvad og hvor meget du vil plukke, når afgrøderne er udvoksede.
TIP Der er forskel på, hvor høj broccoli bliver. Nogle sorter bliver større end andre, men en god tommelfingerregel er, at de bliver mellem 80-90 centimeter i højden.
Er det kun det første hoved, du vil høste, kan du nøjes med en afstand på 25 centimeter mellem planterne. Skal du have sideskuddene med, må plantestanden øges til næsten det dobbelte og være 40-50 centimeter.
Afstanden mellem rækkerne skal være 50-60 centimeter afhængig af, hvilken sort du dyrker.
Derfor er sædskifte vigtigt ved dyrkning af broccoli
Du skal ikke kun planlægge dyrkning af broccoli for at undgå, at alle kålhovederne er modne på samme tid. Planlægning er nemlig lige så afgørende for, at du kommer til at høste sunde kål i det hele taget.
Nu skal du høre, hvorfor.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
Kåldyrkning kræver sædskifte for at lykkes år efter år. Faktisk skal der gå otte år mellem, at du dyrker kål eller broccoli i den samme jord. Hvis ikke du overholder ”spillereglerne”, øger du risikoen for, at dine planter får kålbrok, og derfor må du rotere mellem køkkenhavens forskellige afgrøder.
Planter til drivhuset – 28 grøntsager, frugter og blomster du let kan dyrke
Det lyder lettere sagt end gjort, og jeg medgiver, at det kan være vanskeligt at huske, hvor og hvornår, du dyrkede – især som tiden går. For at undgå at plante kål samme sted flere år i træk, skriver jeg i en havedagbog, hvor jeg tidligere har dyrket dem. Du kan også notere det på frøposerne. Vigtigt er det bare, at du ved, hvor afgrøderne voksede i de tidligere sæsoner.
Selvom du gør dit bedste, kan det ske, at kålbrok finder vej til haven. Er uheldet ude, skal du vente minimum seks år, før du igen kan plante broccoli eller andre typer af kål.
Pasning af broccoli med vanding og gødning
Vand, vand, vand! Det er det vigtigste ved pasning af broccoli.
Planterne går nemlig i stok, hvis de udtørrer, så derfor må du sørge for, at jorden hele tiden er fugtig. For at minimere vandingen kan du dække jorden med græsafklip, halm, blade, planterester eller tang i de tørre sommermåneder, for jorddækning hjælper med at holde på fugten. Du kan også så grøngødning under kålplanterne, og særligt er kløver eller andre lave vækster gode valg.
Dyrk squash – Den nemmeste grøntsag i køkkenhaven
Jorddække hjælper med at holde jorden fugtig, så vandet ikke fordamper, men bliver omkring planterne. Det er imidlertid ikke den eneste fede fordel ved valget. Afdækningen lægger også et pres på jorden, som forhindrer ukrudt i at kigge frem, så du slipper for at ligge på knæ og luge i tide og utide.
Broccoli bliver ikke så høj, at den kan skygge for ukrudt, og spirer skidtet omkring den, vil den mistrives. Ukrudt stjæler næring fra kålplanterne, og derfor er det vigtigt, du holder jorden omkring afgrøderne ren. De har nemlig brug for meget mad, hvis de skal udvikle sig tiptop.
Sådan laver du din egen gødning
Broccoli er ikke lige så næringskrævende som hovedkål, men alligevel skal de gødes med 2-3 liter kompost per plante. Har du ikke kompost, kan du i stedet tilføre flydende gødning i forbindelse med vanding.
Vælg mellem flere sorter og arter
Der findes to typer af broccoli, der er avlet med hver deres formål. Du kan enten dyrke vinter- eller sommerbroccoli.
Som navnet næsten antyder, kan den toårige vinterbroccoli tåle frost, men den kan være svær at dyrke. Er vinteren meget hård, er det nemlig ikke sikkert, den leverer et stort udbytte. Sorten udvikler små sidehoveder, der er klar til høst året efter, at du plantede dem.
TIP Broccolini, der også kaldes babybroccoli, er et miks mellem kinesisk kål og broccoli. Hybriden smager en smule af asparges, og har længere, tyndere stilke og mindre buketter end almindelig, flerårig broccoli.
Lettere er det med sommerbroccoli, der først udvikler et stort hoved og derefter mange små sideskud. Du kan høste begge dele i løbet af sommeren og efteråret. Sorten er etårig og skal plantes på ny hvert forår.
Foruden de to arter findes der et væld af sorter, som hver især har forskellig smag og udseende. Den mest almindelige sort er grøn, men du kan også dyrke røde, lilla og hvide varianter.
Undgå sygdomme og skadedyr
Vi er vilde med broccoli, men det er skadedyr desværre også, og særligt er to skadevoldere årsag til hovedbrug hos kåldyrkeren: Kålfluen og kålsommerfuglen.
Heldigvis kan angreb forebygges, og herunder kan du læse, hvordan du beskytter afgrøderne og får sunde, friske resultater.
Kålbrok
Kålbrok, som findes i jorden omkring planten, er en hyppig årsag til mistrivsel i bedet. Sygdommen er årsag til svulster på rødderne, som bevirker, at planten ikke kan suge næring og vand til sig. Du forebygger med sædskifte, og hvordan det foregår, har jeg skrevet om længere oppe i artiklen.
Kålflue
Kålfluen er en slyngel, for den lægger larver, som angriber rodnettet, så planten ikke kan optage vand. Du kan se på afgrøden, at kålfluen har været på spil, hvis væksten går i stå og bladene bliver gule eller violette. I sidste ende kan angrebet resultere i, at den går ud.
Kålsommerfugl
Kålsommerfuglens grønne larver er et bekendtskab, man helst vil undgå i køkkenhaven. De kan være meget svære at se, når de snor sig på planterne, men så snart du koger broccolien, bliver larverne lysere.
Det er ikke lækkert med de små dyr, der ligner orm, men heldigvis efterlader de sig spor, så du kan spotte dem. Larverne lever af at spise kålbladene, så kan du se tandmærker – og her mener jeg huller – på bladene, er der ballade. Sammen med ekskrementer, der ligger som mørkegrønne klumper på bladene, er det tegn på, at planten er under angreb.
Forebyg angreb på dine kålplanter
Insektnet er vejen frem, hvis du vil undgå, at kålfluen og kålsommerfuglen får fri buffet i kålbedet. Nettet dækker du med, så snart der er sået eller udplantet, for på den måde forhindrer du skadedyrene i at lægge deres æg i planterne.
Har du ikke insektnet på lager, skal du sætte kurs mod planteskolen for at skaffe et, for net kan ikke erstattes af fiberdug. Der bliver alt for varmt og fugtigt under dugen, og det kan få broccoliplanterne til at rådne.
Høst broccoli på det rigtige tidspunkt
Den broccoli du sætter tænderne i og spiser med velbehag, er faktisk blomsterknopper, der ikke er sprunget ud endnu. Derfor er det vigtigt, du holder godt øje med planten, og høster så snart, den er klar. Hvis ikke du gør det, går den i stok. Det betyder, at den begynder at blomstre, og det må endelig ikke ske, for du kan ikke spise broccoli, der er gået i blomst.
Opbevaring af grøntsager om vinteren
Hvornår broccoli er klar til høst, afhænger af, hvornår du såede frøene. Var det i begyndelsen af maj og udplantede du i starten af juni? Så er det i august, det er sæson for høst. På dette tidspunkt udvikler planterne sig hurtigt, og mindst tre gange i ugen skal du tjekke, om de er modne.
5 nemme krydderurter, der kan overvintre
I efteråret er planternes vækst ikke lige så eksplosiv, og du behøver derfor kun at se til dem en gang om ugen. De udvikler sig langsommere på denne årstid, fordi temperaturen er lavere end om sommeren.
Tip til opbevaring efter høst
Broccoli kan holde sig lang tid efter høst, hvis du lægger den i køleskabet. Har du plukket mere, end du kan nå at spise her og nu, kan du blanchere buketterne i to minutter og fryse dem ned efterfølgende. På frost kan de holde sig i 10 måneder.
TIP Hvordan smager broccoli? Lidt af asparges, hvilket også er årsagen til, at man fra tid til anden kalder den aspargeskål eller aspargesbroccoli.
Frisk broccoli skal være grøn, så når farven forsvinder og bliver gul, er det tid til at få grøntsagen spist. I køleskabet kan den holde sig i op til 10 dage, hvis ikke du opbevarer den sammen med citrusfrugter, æbler og tomater.
Den sunde kål er lækker i maden
Der findes et væld opskrifter med den sunde kål, og anvendelsesmulighederne er mange. Italienske retter og broccoli er et godt match, så spis den endelig til pasta eller som fyld i ravioli. Du kan også tage turen endnu længere væk fra Danmark, og bruge buketterne til wok og andre asiatiske opskrifter, hvis ikke du sætter tænderne i dem uden tilberedning.
Syltede rødløg – Et perfekt, pink tilbehør
De kan nemlig spises rå, og du kender med sikkerhed den klassiske broccolisalat, hvor friske buketter vendes med dressing og drysses med bacon eller urter.
TIP Løbende gennem sæsonen kan du høste sideskud, som smager herligt, men de store hoveder kan først plukkes fra august.
Du kan også bage broccoli, blandt andet i tærter, hvor de tilfører en dejlig smag og en god tekstur, eller du kan servere dem kogt som et grønt tilbehør til forskellige retter.
Et lille tip til tilberedning er at dele buketterne, så de har samme størrelse, før du koger dem i 3-5 minutter eller steger dem på en varm pande. På den måde bliver de møre på samme tid. Husk også, at stilken er længere tid om at blive mør end buketterne, og derfor med fordel kan skrælles eller skæres i tynde stængler.
Hvad er sundt ved broccoli?
Du har med en sund kålsort at gøre, når du høster hovederne, men hvad er egentlig så sundt ved broccoli? Først og fremmest er de sprængfyldte med vitaminer, som holder kroppen rask og rørig. Blandt andet har de et højt indhold af vitamin B og C, der styrker immunforsvaret.
TIP Du bevarer flest af de sunde egenskaber, hvis du spiser grøntsagen rå i stedet for at koge, stege eller tilberede den.
Selvom grøntsagen primært består af vand, og derfor har et lavt kalorie- og energiindhold, mætter den alligevel meget. Den er nemlig rig på proteiner og fibre, som både styrker fordøjelsen og giver en god mæthedsfølelse.
Skriv et svar