Rundt omkring i haven lyser de skønne blomsterhoveder op, og når vinden vifter ind over bedene, vipper kornblomsterne lidt godmodigt. Svajer frem og tilbage, stille og roligt.
Jeg er vild med de himmelblå blomster, og siden jeg var barn, har jeg altid sået dem sammen med morgenfruer og løvemund. Du kan også nemt få de fineste, farvede blink fra kornblomsterne i din sommerhave, og nu kigger vi nærmere på, hvordan du gør.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Få kornblomst i haven
Kornblomst eller blåklint – med det latinske navn Centaurea cyanus – er en del af kurvblomstfamilien, hvor andre sommerskønheder som solsikke og asters også hører til. En gang voksede den vildt i marker og grøftekanter sammen med valmuerne, men i dag er den primært kendt som en af havens skønne sommerblomster.
TIP Hvilken farve vil du have? Kornblomster er ikke kun blå. De kan også være hvide, pink, lyserøde, lilla eller flerfarvede.
Vil du have kornblomst i haven? Det er en af de nemmeste sommerblomster, du kan så fra frø, for den kræver næsten ingen pleje og pasning. Sæt den i køkkenhaven og den vil lokke bier til. Plant den i staudebedet og den vil fungere som en perfekt snitblomst eller lad den vokse i havekrukkerne på terrassen.
Såning af kornblomst fra frø
Du kan så kornblomster direkte på friland fra marts til maj, og det er ikke nødvendigt at forspire dem først. Vil du gerne forspire frøene og få meget tidlige blomster? Du skal i gang med forspiringen fra marts til april. Planterne sættes på friland, når de er store nok, og frosten har sluppet sit tag i jorden.
Læs mere om forspiring af sommerblomster
Når du skal så de skønne sommerblomster, skal frøene i jorden med 1 centimeters dybe. Planteafstanden skal være mellem 10 og 12 centimeter, og afstanden mellem rækkerne skal være omkring 40 til 50 centimeter. Kornblomster får en højde på 40-70 centimeter, og da de let busker sig, kan de hurtigt komme til at fylde en del.
Duften af Provence – Platning & pasning af lavendel
Efter såning af kornblomsterne er det vigtigt, du sørger for at vande godt. De tåler nemlig ikke udtørring i den første tid. Senere på sommeren kan de bedre klare noget tid uden vand, selvom det ikke er optimalt.
Sådan skal du så kornblomster
Er det tid til at få frøene i jorden? Herunder kan du trin for trin læse om såning af kornblomst fra frø.
Sådan skal du så kornblomster
- Start med at rive jorden let, så den er løs og nem at plante i.
- Lav så en sårille på 1 centimeters dybde, som du vander godt.
- Er vandet trukket ned i jorden? Læg så frø fra kornblomster i rillen.
- Dæk frøene med jord, som du trykker let fast med bagsiden af riven.
- Vand grundigt.
Det er vigtigt, at blomsterne få vand nok i den første tid efter udplantning, så de får energi nok til at spire frem. Du skal også sørge for, at der ikke er noget ukrudt, som overtager magten og kvæler de små planter.
En alternativ måde at få frøene i jorden på
Du kan både vælge at så kornblomster i snorlige rækker lade lade dem vokse uregerligt i et stort bed. Måden at få et stort og vildt bed på, er ved at rive jorden, drysse frø fra kornblomster – og andre sommerblomster – ud over stykket og til sidst rive efter med let hånd.
TIP Kornblomster er selvsående, så de kan finde på at kigge frem i foråret helt af sig selv. De er dog nemme at luge væk eller flytte til et andet sted i haven, hvis du ikke vil have dem der, hvor de spirer frem.
Det er naturligvis ikke sikkert, at alle frøene kommer ordentlig i jorden på den måde, men du får med stor sandsynlighed et væld af kornblomster i løbet af sommeren. Er du ikke vil med uregerlighed i have? Så må du gå mere organiseret til såning af kornblomster. I så fald er rækker vejen frem.
Gode råd om plantning af kornblomster
Plantning af kornblomster er ikke svært, så længe du husker, at de trives bedst i sol. Vil du have mange blomster til dine buketter? Så er en placering et sted med sol den vigtigste forudsætning for, at det kan lykkes.
Smukke, gule morgenfruer i haven
Til gengæld stiller de ikke store krav til den jord, de plantes i. Du kan derfor plante kornblomster de fleste steder i haven, så længe de får rigeligt med sol. Det vil dog til en hver tid være en fordel at plante dem i næringsrig jord, der ikke er alt for våd. Som de fleste andre sommerblomster værdsætter kornblomster nemlig en veldrænet jord.
Lathyrus – En snerlende sommerskønhed i haven
Det kan være en god idé at have in mente, at kornblomster kan blive høje. Samtidig har de en meget spinkel stængel, som gør, at vinden nemt kan lægge dem fladt ned – særligt sidst på havesæsonen. Det kan derfor være en fordel at plante dem et sted, hvor de ikke kan gøre skade på andre planter, når stænglerne giver op.
Det er nemt med pasning af kornblomster
Vil du have en nem sommerblomst i haven? Kornblomster kræver ikke meget pasning, og det er derfor en af de nemmeste sommerblomster, du kan plante. Det vigtigste er, at du placerer dem et solrigt sted i haven og forsyner dem med vand gennem hele sommeren. Gør du det, vil de kvittere med en rig blomstring.
Gladiolus – Havens smukke diva
Er du en artig haveejer, der kun vil dine blomster det bedste, sørger du selvfølgelig for at luge mellem planterne. Det er især vigtigt, mens kornblomsterne er små, men efterhånden som de vokser til, dækker de selv for ukrudtet.
Gødning er ikke noget, du behøver at bekymre dig om, med mindre du har plantet kornblomster i krukker. Her kan det nemlig være en fordel at tilføje flydende gødning et par gange i løbet af sæsonen. Pasning af kornblomster på friland inkluderer ikke gødning, når jorden er næringsrig nok.
Blomstringstid for kornblomsten
Kornblomstens blomstringstid løber fra slutningen af juni til september, men du kan altså også godt plukke en lille buket i oktober, hvis du er heldig.
TIP Vil du forlænge blomstringstiden? Du kan forlænge dine kornblomsters blomstringstid ved at nippe visne blomsterhoveder af. Det får dem til at sætte nye blomster.
Kornblomsterne er nemlig så fine i buketter, og er du til rustikke, landlige buketter, er de nærmest uundværlige. Sammen med et par kornaks, andre sommerblomster eller lathyrus er de farverige blomster et fint indslag, der lyser op på sommerbordet.
Sommerens skønneste buketter
Blå er den mest udbredte farve, når det kommer til kornblomster, men de findes også i hvid, lyserød, bordeaux og lilla. Farverne er temmelig kraftige, og det giver blomsten noget kant til det lette og flimrende løv.
Vil du have farverige buketter? Når du blander de forskellige farver fra kornblomster, får du nogle ganske vidunderlige buketter. Der er noget landlig romantik over dem på samme måde som pelargonierne, der også kan være svære at stå for.
TIP Kornblomster er spiselige, og de pynter fint på kager og desserter eller i brød og salater.
Personligt er jeg særligt begejstret for de helt mørke, bordeauxfarvede, som jeg synes er uendeligt smukke.
Er kornblomst spiselig?
Vidste du, at kornblomst er spiselig? Du kan sagtens bruge de fine sommerblomster i maden. De har nemlig en fin smag. Særligt er de flotte som pynt på desserter og kager, men de kan også give salaten et flot farvespil.
Farverige & spiselige tallerkensmækker
Du kan også tørre kornblomster og bruge dem i te. Det er vigtigt, du sørger for at blomsterne er helt tørre, før du pakker dem ned til opbevaring – ellers kan de nemlig ikke holde dig. De tørrede kornblomster skal opbevares i en lufttæt beholder.
Hvad er en kornblomst?
Der var engang, hvor man ikke behøvede at spørge, hvad en kornblomst er. For alle vidste det. Den blomstrede nemlig i markerne sammen med valmuerne, og når kornet bølgede, bølgede blomsterne med. Sådan var det engang. I dag er der kun et par enkelte farveglimt tilbage i kornmarkerne, og kornblomsterne er så godt som væk. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har set de blå kornblomster stikke hovederne frem mellem kornets gyldne aks. Desværre.
Løvemund – Et farvebrøl af en blomst
For kornblomster kan ikke lide sprøjtegifte. Og det får de, når de forsøger at kigge frem på markerne, hvor de bliver anset som ukrudt. For det går ikke, at kornblomsterne mænger sig med kornet, for her skal der kun være korn. Det kan du jo nok forstå, ikke?
10 skønne blomster til dine krukker
Men det er ikke alle, der forstår det, og langs nogle marker kan du se brede bånd af blomster. I alle mulige farver. I alle mulige størrelser. Og blandt de blomster vokser kornblomsterne også. Mange steder må du plukke blomsterne, og et stort skilt med PLUK SELV BLOMSTER indbyder til, at både store og små blomsterelskere kaster sig over de fine blomster. Dem, der kigger frem, fordi de ikke er sprøjtet væk.
Det er godt, for så behøver vi ikke længere at spørge, hvad en kornblomst er. For vi ved det. En kornblomst er den fineste, blå sommerblomst. Ukrudt eller ej.
Stephanie
Hej.
Vil det være muligt at så kornblomst i drivhus, så den kan blomstre i april måned?
(blomster til Bryllup)..
Mvh Stephanie
hverdagshaven
Hej Stephanie.
Godt spørgsmål. Personligt har jeg ikke selv erfaring med det, men det er da et forsøg værd. Afhængig af, hvornår du skal bruge blomsterne i april, kan du prøve at forspire fra slutningen af februar/begyndelsen af marts. Sørg for at dække planterne med fiberdug og tænd eventuelt stearinlys i drivhuset, hvis det bliver koldt, så temperaturen bliver hævet 1-2 grader. Kornblomster er jo sommerblomster, så de har brug for varme, hvis de skal spire.
Held og lykke med det!
Mange hilsner
Christine.
Maj
Hej
Hvordan ser frøene ud af kornblomst?
Mvh
Maj
hverdagshaven
Hej Maj.
Det er virkelig svært at forklare, hvordan frøene ser ud, men hvis du kan forestille dig et lille riskorn med en “dusk” i den ene ende, har du et meget godt billede på, hvordan de ser ud.
Jeg håber, at det kan hjælpe dig, ellers må du skrive igen, så kan jeg sende dig et billede.
Mange hilsner
Christine.