Når sommeren går ind i sidste halvdel af sæsonen, begynder jeg at holde øje med hybenbuskene. Det er nemlig der, at de orangerøde bær begynder at lyse op på buskene, så jeg må ud for at fylde en kurv med hyben.
Jeg bruger hyben til mange ting, men én af favoritterne er hybenchutney. Det har en dyb, krydret smag, som er perfekt tilbehør til boller i karry, på en gourmethotdog eller til ost. Derfor må jeg hvert år finde min opskrift på hybenchutney frem, så jeg kan få fyldt et glas eller to, jeg kan spise i løbet af vinteren
Du har måske allerede gættet, hvad vi skal nu? Vi skal en tur i køkkenet.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Få min opskrift på hybenchutney
Før du kan gå i gang med at lave din egen hybenchutney, skal du rense hyben. Inde i den lille frugt sidder der nogle hvide kerner, som skal fjernes. De kan nemlig ikke spises.
Når du har renset og skyllet bærrene, er du til gengæld klar til at gå i gang med det virkelig sjove – at lave chutney. Her får du min opskrift på hybenchutney.
Det skal du bruge
→ 200 gram hyben
→ 1 rødløg
→ 2 dl. vand
→ ½ dl. balsamico
→ 50 gram rørsukker
→ 1-2 chilier
→ 2 fed hvidløg
→ 2 centimeter ingefær
Sådan laver du hybenchutney
Nu skal vi i gang. Herunder fortæller jeg dig et step af gangen, hvordan du laver hybenchutney.
Sådan gør du
✓ Halver rødløget og skær det i strimler. Ikke papirstyndt, de må godt have lidt bid.
✓ Skær ingefær, chili og hvidløg i skiver eller hak hele molevitten i mindre stykker – det handler om smag og behag.
✓ Lad nu alle ingredienserne mødes til en fest i gryden, hvor de simrer den næste halve time.
✓ Men du venter på, at tiden går, kan du skolde et par glas i kogende vand, som din hybenchutney kan hældes i, når den er færdig.
✓ Tid til at smage. Mangler den noget? I så fald – tilføj det.
✓ Ellers kan du hælde hybenchutneyen på glas, lukke dem og sætte dem på køl.
TIP Hvis du opbevarer din hybenchutney i køleskabet, kan den holde sig i 14 dage.
Hybenchutney med chili – hot or not?
Jeg kan godt lide, når min mad er krydret, og særligt når det er koldt og ruskende udenfor, synes jeg, det er helt på sin plads med krydret mad. Derfor er min opskrift på hybenchutney med chili. Det giver lidt kant, at chutneyen varmer i kroppen og brænder svagt på tungen. Ikke for meget, ikke for lidt, bare lige en markering, som spiller godt sammen med chutneyens søde smag.
TIP Hyben er sprængfyldte med gode ting som C-vitamin og A-vitamin, og i løbet af vinteren er det godt at få fyldt de depoter op.
Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til stærk mad eller ej. Derfor skal du selvfølgelig kun lave hybenchutney med chili, hvis du kan lide chili. Er du ikke til stærk mad? Så udelader du selvfølgelig bare chilien eller vælger nogle, der ikke er så stærke.
Sådan bruger du hybenchutney
Da jeg var barn, fik vi altid mangochutney, når der var boller i karry på menuen. Det var på en gang både eksotisk og virkelig lækkert, synes jeg. Måske er det også derfor, at jeg lige siden har været glad for chutneyer på alle mulige måder, fordi de både er søde, krydrede og til tider stærke.
Opskrift på søde, syltede hyben
I dag laver jeg selv mine chutneyer af de ting, jeg dyrker i haven eller finder i naturen her, hvor jeg bor. Det har så betydet, at mangochutney er skiftet ud med en chutnety, hvor hyben og chili er smagsgiverne.
En dejlig opskrift på syltede pærer
Det er dog helt okay, den fungerer nemlig også super godt til boller i karry. Desuden er hybenchutney til ost også lækkert, og jeg sætter den gerne på frokostbordet, når jeg har gæster. Den søde, krydrede smag hybenchutney har, matcher nemlig ost rigtig fint, og er derfor en god måde at slutte måltidet af på. Du kan jo selv prøve.
Man skal yde, før man kan nyde…
Man skal yde før, man kan nyde, siger et gammelt ordsprog, og lige når det kommer til hyben, så må jeg sige, at det passer. De skal nemlig renses før, de kan bruges.
Inde i hyben sidder en masse, hvide kerner, som skal fjernes. Det er et forfærdeligt arbejde, jeg på ingen måde ser frem til, men jeg er til gengæld så vild med smagen af hyben, at jeg alligevel giver mig i kast med rensningen år efter år.
Så bare klø på! Belønningen venter, og den er det hele værd. Det lover jeg.
Noget om de bedste opskrifter
Jeg har lavet hybenchutney med chili i mange år efterhånden, og opskriften er griflet ned i min håndskrevne kogebog, der foruden opskrifter er fyldt med pletter og aftryk fra fedtede fingre. Det er hyggeligt med sådan nogle bøger, hvor opskrifterne er skrevet ned løbende, men samtidig er det også lidt svært at holde styr på, hvor de kommer fra.
Min bedste opskrift på hyldeblomstsaft
Nogle har fået ophavsretten med undervejs, som for eksempel Bedstes toscatærte eller Mors galopkringle med kanel og æbler. Andre er tabt i glemslen undervejs eller er skrevet om så mange gange – tilføjet og trukket fra – at det er umuligt at sige, hvem opskriften er lavet af.
Et perfekt, pink tilbehør – Nem opskrift på syltede rødløg
Sådan er det med min opskrift på hybenchutney. Jeg aner ikke, hvor den kommer fra. Så måske sidder du derude og tænker, at den har jeg stjålet fra dig. Det er muligt. Under alle omstændigheder: jeg bringer den ydmygt og med stor tak. Som skrevet i begyndelsen: jeg bruger netop denne opskrift på hybenchutney med chili hvert eneste år, fordi jeg synes, den smager ganske fortræffeligt.
Skriv et svar