Hvad er hyben? Spørgsmålet er enkelt, men svaret er kringlet. For faktisk er det en betegnelse for 10 forskellige vilde roser, som alle har spiselige frugter og blomster.
Busken springer ud først på sommeren, og sætter store, smukke, duftende blomster, som samler insekter i store sværme. Bagefter modner de sunde, smagfulde frugter i forskellige farver. Vil du høste dem i naturen eller endda i haven, skal du læse med nu, hvor jeg fortæller dig alt om hyben.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Alt du skal vide om hyben
Du plukker hyben fra vilde roser, og frugterne er enten runde eller ovale. De består af blødt frugtkød med en midte af hårde, hvide kerner og det kendte kløpulver. Måske du har hørt frygtelige historier fra skoletiden om pulveret? Som navnet siger, klør det nemlig, når det kommer i kontakt med huden. Derfor er det en god idé at rense frugterne med handsker på.
Inspiration: 32 spiselige blomster & planter
Afhængig af arten bliver busken op til 1,5 meter høj, og med sine rynkede, mørkegrønne blade og kraftige torne er den let at kende i naturen. Under blomstringen dannes store, duftende roser i gule, pink, rosa eller røde farver. Hyben er i blomst fra juni til juli, og herefter dannes bærrene, der kan have varierende størrelse.
TIP Vi har flere forskellige navne for frugten i Danmark, men på engelsk hedder hyben rosehip.
Både i haven og naturen er det en nøjsom plante, der trives under de fleste forhold, så længe den får lys. Tørke, hård frost, saltholdig luft, vind og meget andet slår den derimod ikke ud.
På grund af de hårdføre egenskaber er planten populær som læhegn og hæk i sommerhusområder, og herfra har den spredt sig til den vilde natur. I dag finder du den langs de danske kyster, i klitter og ved strandoverdrev, men også i grøftekanter og skovbryn dukker den op.
Er det en invasiv plante?
Hyben har sin oprindelse i Asien, hvor man i begyndelsen af 1800-tallet importerede den til Danmark. Alligevel var det først i løbet af 1950’erne, da sommerhusområderne blev populære, at planten fik fodfæste herhjemme.
Man fandt nemlig ud af, at hyben som hæk eller læhegn var perfekt i udsatte, magre områder. Derfor ser du ofte planten langs de danske kyster, hvor den har spredt sig fra sommerhusområderne.
Det er også grunden til, at du finder hyben på Naturstyrelsen liste over invasive arter. Den spreder sig hurtigt både under jorden og gennem kernerne. Planten er meget modstandsdygtig og trives under barske forhold, så derfor er det svært at få bugt med den.
Nyd de skønne hybenroser
Hyben blomstrer i juni og juli, så vil du bruge de smukke hybenroser i madlavningen, er det først på sommeren, du skal sanke. Når blomsterne visner, dannes frugterne. De modner i løbet af juli og august, og står planten beskyttet, kan du plukke dem helt til november – de tåler nemlig let nattefrost.
TIP Pas på, du ikke skader frugten, når du høster rosenbladene. Pluk bladene ganske forsigtigt.
Alligevel vil jeg anbefale dig at høste tidligt, for jo længere tid du venter, jo større er sandsynligheden for, at frugten bliver angrebet af orm. Du kan læse mere om sankning længere nede i artiklen.
Rynket rose – Rosa rugosa
Rynket rose, Rosa rugosa, er den mest almindelige vildrose i Danmark. Det er en grøn, løvfældende busk med stikkende torne, elliptiske småblade og spidse akselblade. I løbet af juni og juli blomstrer den – og sikke en duft! De store roser sender en parfumeret duft rundt i sommerluften, og bierne flokkes omkring dem.
Kaprifolie – En duftende skønhed
Efter blomstringen dannes hyben. De er runde med en orange farve, som bliver mere rød, når frugten modner.
Hunderose – Rosa canina
Modsat rynket rose, som er indført fra Asien, er hunderose, Rosa canina, naturligt forekommende herhjemme. Her har vi med en klatrende busk at gøre på 1,5-5 meters højde, som har kraftige torne.
Den trives som sine artsfæller både i tør, sandet og leret jord, men har brug for meget lys for at vokse optimalt. Den tåler hårdt blæst, og er derfor egnet som beplantning i læhegn.
TIP Hunderose spreder sig hurtigt enten gennem rodudløbere under jorden eller ved at klatre i andre træer. Det er derfor nødvendigt med beskæring for at holde den nede.
I juni og juli sætter den lyserøde eller hvide blomster, og senere på sæsonen modner de karakteristiske aflange hyben på 1-2 centimeter. Farven er rødorange.
Planten har fået sit særlige navn, fordi man i det 18. og 19. århundrede anvendte den mod hundegalskab.
Klitrose – Rosa pimpinellifolia
Klitrose, Rosa pimpinellifolia, er en sart hybenbusk sammenlignet med de to foregående arter. Den har en spinkel grenbygning og bliver maksimalt 1 meter høj.
Blomsterne springer ud fra maj til juni i hvide og lysegule nuancer. De dufter henrivende! Frugterne dannes efterfølgende, og det særlige ved dem er, at de er meget små og mørkebrune, mørkelilla eller sorte.
Tid til høst af modne hyben
Hyben er i sæson længe, så du har ikke travlt med at få dem høstet. De modner i august, men langt ind i oktober og november kan du stadig plukke friske forsyninger. Faktisk har de kun godt af lidt kulde, for det øger indholdet af C-vitamin. Det er først, når frosten sætter ind, at de hårdføre planter smider frugterne.
Lækker & nem opskrift på havtornmarmelade
Modne hyben er enten orange eller røde, men nogle arter sætter mørkelilla, brune og sorte frugter. Du plukker frugterne ved at vride dem af busken, og vil du undgå at stikke dig på de skarpe torne, synes, du skal bruge en saks.
Plant hybenroser i haven
Haveroserne, som vi har forædlet gennem tusindvis af år, er skabt til at sætte smukke blomster, men ingen frugter. Det er altså den vilde hybenrose, du skal plante, hvis du vil være selvforsynende.
TIP Busken har en tæt grenstruktur, og derfor er det oplagt at plante den som hæk. Særligt i de store haver, hvor den kan brede sig i læhegn, er den et godt valg.
Desværre er ikke alle arter egnet til udplantning i haven. Naturstyrelsen fraråder, at du vælger rynket rose, som er invasiv. I stedet skal du udse dig en ikke-invasiv art eller sort, for eksempel ’Fru Dagmar Hastrup’.
Gode sorter du kan plante i haven
- Æblerose (Rosa rubiginosa)
- Hunderose (Rosa canina)
- Klitrose (Rosa pimpinellifolia)
Du kan købe hybenroser på planteskolen, hvor du også kan få vejledning til, hvilke farver blomsterne har. Særligt er de hvide sorter et iøjefaldende og smukt valg. Vil du vide mere om de forskellige arter, har jeg skrevet om det længere oppe i artiklen.
Forslag til hvid hybenrose
- Alba
- Schnee Eule
- Louise Bugnet
- Blanc Double de Coubert
- Ritausma
Dyrkningen giver sjældent problemer, for planterne er ekstremt hårdføre og nøjsomme. Du vil derfor ikke have udfordringer med plantesygdomme, skadedyr eller tilbagefrysning om vinteren. Det er komplikationer, der kun er de forædlede haveroser forundt.
Udplantning af hyben i haven
Du må gerne plante hyben i haven, men du skal væbne dig med tålmodhed. Der går nemlig nogle år, før du kan plukke store skåle med modne frugter. Er du klar alligevel? Så lad os se på, hvordan du gør.
Kom godt i gang med frugthaven
Det bedste tidspunkt at plante hybenroser på er i efteråret, når jorden er varm og fugtig. Passer plantetidspunktet omkring september og oktober ikke i din havekalender, kan du heldigvis plante året rundt, så længe der ikke er frost i jorden. Du skal blot huske, at jo varmere det er, jo sværere får busken ved at etablere sig.
Du skal give busken en solrig placering. Her vil den trives bedst, men den kan også vokse i halvskygge, selvom det vil påvirke blomstringen og dermed høstudbyttet. Planten foretrækker almindelig havemuld såvel som næringsfattig jord, og kan derfor udplantes de fleste steder i haven.
Sådan planter du
Det eneste du skal bruge, når du planter hyben, er en god spade og en fyldt vandkande. Herunder kan du trin for trin læse, hvordan du skal gøre.
Sådan gør du
- Udse dig en god placering til busken og grav et stort plantehul.
- Placer planten i hullet, så den står i samme dybde, som den stod i potten.
- Vand grundigt.
- Når vandet er opsuget, fylder du hullet og trykker jorden fast omkring busken.
- Vand afslutningsvist.
Det kan blive aktuelt med vanding i de følgende uger, så busken etablerer sig godt. Det er ikke nødvendigt med gødning, da den selv opsuger de næringsstoffer, den har behov for gennem rodnettet.
Tips til pasning & pleje
Hyben er nem at dyrke, for den trives i alt slags jord og tåler både blæst og luft med højt indhold af salt. Netop derfor finder du den ofte langs den danske vestkyst, hvor den vokser i klitter og mager, sandet, tør jord. Den har ikke brug for gødning, men det kan være en fordel med beskæring for at holde den nede.
TIP Planten tåler tørke, så selvom du planter hybenrose i krukker, skal du ikke bekymre dig om vanding.
Du skal beskære busken til 10-20 centimeter over jorden hvert 2.-3. år, så du sikrer, at den danner ny vækst. Nedklipningen skal ske i marts eller april, før blomstring og frugtsætningen begynder.
Vær sikker før du sanker vilde urter i sæson
Det er populært at sanke vilde urter i sæson, men før du drager af sted med kurven under armen, har du brug for viden. Du skal altid være helt sikker på, at du ved, hvad du plukker.
Heldigvis er hyben ikke giftig, og kan ikke forveksles med andre planter. Det kan være svært at skelne de forskellige hybenbuske fra hinanden, men ingen arter i Danmark er farlige. Du kan derfor høste med ro i maven.
Sådan får du kernerne ud af hyben
Før du kan sætte tænderne i de lækre frugter, skal du have kernerne ud af frugten. Dem kan du ikke spise, og det skyldes de små hår, som sidder på dem. De klør, når de kommer i kontakt med huden, og det er grunden til, at man siger, hyben er fyldt med kløpulver.
TIP Uanset om du sanker rynket rose, hunderose eller klitrose i naturen, kan de bruges på omtrent samme måde i madlavningen.
Du skal afsætte god tid til at rense frugterne, for det tager tid at få dem helt rene.
Vil du undgå at få farvede fingre, kan du bruge handsker. Det gør arbejdet en lille smule mere besværligt, men er frugterne meget modne, kan det være en fordel.
Sådan gør du
- Vask frugterne grundigt i koldt vand.
- Skær stilk og blomst af i hver ende med en skarp kniv.
- Halver frugten på midten, så du står med to halve hyben.
- Brug en teske til at fjerne kernerne.
- Vask frugterne afslutningsvist, så kløpulver og de sidste kerner fjernes.
Du kan lægge de halverede hyben med kerner i fryseren nogle timer, før du vil rense dem. Når de er frosne, er det lettere at ryste kernerne ud og derefter fjerne de sidste med en teske.
Lækre opskrifter med hyben
Hvor skal jeg begynde? Der er så mange opskrifter med hyben, som er god til alt fra gele til suppe, snaps, saft, sirup, likør og te. De kan både spises rå, men også koges, syltes, saltes eller tørres.
Se alle mine opskrifter med hyben
Jeg laver selvfølgelig hybenmarmelade, som er perfekt på et stykke friskbagt brød eller i en pandekage. De søde, syrlige nuancer er smagen af sensommer. Jeg laver også syltede hyben, som jeg serverer sammen med vaniljeis eller kage, men også i roulader og lagkager bruger jeg det som syltetøj.
En chutney må jeg også altid lave. Krydret og god i den kolde vintertid, som venter. Jeg serverer den til wok, gryderetter eller bruger den i burger, madpandekager eller som dressing til vinterens salater og fade med rodfrugter.
Det er ikke kun bærrene, der smager dejligt. Den smukke hybenrose er også spiselig, og kan både bruges som pynt på kager og desserter eller forvandles til sirup, sukker og saft.
Det skal du vide om opbevaring & holdbarhed
Hyben kan holde sig længst, hvis de forarbejdes eller fryses. Friske må du opbevare dem i køleskabet, hvor de skal bruges i løbet af 2-3 dage. Hybenroseblade skal bruges med det samme, da de sarte blomster ikke har en lang holdbarhed.
TIP I en halv deciliter hyben er der lige så meget C-vitamin, som i 35 appelsiner. Det gør dem til en af de frugter, der har det højeste indhold af vitaminet. Samtidig indeholder de også A- B- og E-vitamin, kalcium, magnesium og mange andre næringsstoffer og fibre. Særligt fibrene er en fordel for fordøjelsen.
Vil du gemme hyben på frost, skal du huske at rense dem først.
Superfood & naturmedicin
Hyben er supersunde, for som så mange andre af naturens vilde urter er de fyldt med vitaminer. Særligt har de et højt indhold af C-vitamin. Det mindskes dog ved kogning, så vil du have fuldt udbytte af de gode ting, skal de tørres, syltes eller spises som pulver. Hybenpulver kan anvendes i smoothies, brød, kager og som drys på morgenmaden.
Dejlige opskrifter med hyldeblomst
Lægevidenskaben har længe haft kig på de orange bær, og undersøgelser viser, at hyben til mennesker med slidgigt sænker patientens indtag af medicin.
Det er ikke kun patienter med gigt, der kan have glæde af de sunde frugter. Mange vælger at indtage dem som kosttilskud, da de også har en antiinflammatorisk virkning. De modvirker derfor betændelsestilstande i kroppen, og nyere forskning tyder også på, at de kan påvirke blodtrykket positivt.
Vil du mærke de gode effekter fra den sunde superfood, kan du købe hybenkerneolie, hybenpulver eller hyben i kapsler. Du kan selvfølgelig også bare tage en kurv under armen, sætte kurs mod den vilde natur og høste en stor portion selv.
E Schmidt
Mon dog? – 6-10 cm er godtnok nogen kæmpe bær
“Hyben er i blomst fra juni til juli, og herefter dannes bærrene, der oftest har en diameter på 6-10 centimeter.”
hverdagshaven
Hej,
Ja, det er vist en røverhistorie. Godt set, det bliver rettet med det samme 🙂
Mange hilsner
Christine.
Jane Andersen
Hejsa. Kan man tørre frøene og selv så dem?
hverdagshaven
Hej Jane.
Ja, det kan du sagtens.
Mange hilsner
Christine.
Kim
Hej Christine..
Nu står hyben tit langs vejene og områder hvor der sprøjtes..
Er det noget man skal lade være med at sanke?
hverdagshaven
Hej Kim.
Jeg sanker ikke selv ved marker eller områder, der bliver sprøjtet, og heller ikke ved veje, hvor der er meget trafik eller forurening.
Mange hilsner
Christine.
Merete Staal
Har læst at man bare kan kværne hyben kernerne og bruge sammen med marmeladen bare de er kogt og pulveriseret. Er det rigtigt ??
hverdagshaven
Hej Merete.
Jeg har læst flere steder, at man godt kan gøre, som du beskriver, men kun når bærrene bliver kogt efterfølgende. Jeg har dog aldrig selv prøvet, så jeg kan ikke love, hvordan resultatet bliver.
Mange hilsner
Christine.
Anja Foged
Kan man lave hybenmel selv
hverdagshaven
Hej Anja.
Det er ikke noget, jeg selv har erfaring med, men jeg tror helt sikkert, at du godt kan lave hybenmel eller hybenpulver selv. Du skal tørre hybene først og derefter male dem fint.
Mange hilsner
Christine.
Henriette Pedersen
Hej Christine – vi har en hybenhæk ved sommerhuset, der er lidt tyndbenet… nogen ideer tilsat hjælpe den igang/ vækst påny ? Mvh Henriette
hverdagshaven
Hej Henriette.
Du kan prøve at beskære den, det vil sandsynligvis sætte gang i nyvækst, så hækken busker sig. Hyben kan tåle at blive beskåret ned til 20 centimeter over jorden, og det bedste tidspunkt at gøre det på, er faktisk her i april.
Jeg håber, at det kan hjælpe.
Mange hilsner
Christine.
Tina
Hej hvis jeg plukker hyben tidligt, vil der så komme flere? Jeg bruger dem til mine heste, de må godt få dem umodne. Så det vil være en win win hvis den giver flere.
hverdagshaven
Hej Tina.
Der kommer kun ét bær per blomst, så du kan desværre ikke få flere hyben af at plukke dem tidligere. Det kunne ellers have været dejligt.
Mange hilsner
Christine.
Camilla
Hej Christine
Hvordan tørrer man hyben for at lave te af dem? Er det bare at lade dem ligge eller skal de i ovnen?
Mange hilsner Camilla
hverdagshaven
Hej Camilla.
Du kan godt lade dem ligge på bordet, men det gør meget hurtigere, hvis du tørrer dem på laveste varme i ovnen. Hvor lang tid, de skal have, afhænger af ovnens temperatur, men det er vigtigt, de er helt tørre, så de kan holde sig. Har du en dehydrator, kan du også tørre dem i den, det gør jeg selv.
Mange hilsner
Christine.
Jane
Hej
Kan jeg selv lave hyben buske, ved at plukke hyben og lægge dem i jorden? Eller skal jeg købe dem?
Vh Jane
hverdagshaven
Hej Jane.
Det kan godt lade sig at gøre, men jeg har ikke selv erfaring med det.
Mange hilsner
Christine.