Den første frost har allerede lagt sig på græsset og snoet sig omkring træernes tomme grene. Efteråret er godt i gang. Det er den tid på året, hvor mejse, solsort, rødhals, gråspurv og alle de andre småfugle får sværere ved at finde mad.
Derfor må vi hjælpe dem lidt her i kulden. En måde at gøre det på er ved at lave fuglekugler. Det er et nemt og hyggeligt lille projekt, som både store og små kan være med til – og fuglene, de siger tak for mad!
Vil du gerne forkæle fuglene her til vinter? Så lav dine egne fuglekugler. Herunder giver jeg dig opskriften på, hvordan du gør.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Lav dine egne fuglekugler
Når det begynder at blive koldere, er det en fast tradition for mig at lave fuglekugler, som jeg hænger op i haven. Det er så hyggeligt med lidt liv her om vinteren, hvor der jo ellers godt kan være lidt stille i haven.
Fuglene lærer hurtigt, hvor de skal søge hen for at finde mad, og der kan nogle gange være både trængsel og alarm for at komme til, når solsorte og rødhalse møder op til spisetid samtidig.
Det kan dog hurtigt blive en dyr fornøjelse at holde fuglene mætte gennem en hel vinter, hvis du skal købe fuglekugler til alle de småfugle, der finder vej til din have. Derfor kan det være en god idé at lave fuglekugler selv. Det er nemlig meget billigere end at købe fuglekugler, og i løbet af en time kan du have fuglemad til lang tid.
Vil du lave dine egne fuglekugler? Så får du min opskrift på fuglekugler herunder.
Sådan laver du fuglekugler
Der er mange måder at lave foderkugler på. Vil du have bæredygtige alternativer uden brug af plastickrus? Det kan du læse mere om længere nede i indlægget, men først skal vi i gang med at lave fuglemad.
Det skal du bruge
→ 5oo gram fedt
→ 500 gram fuglefrø
→ Snor
→ Et lille stykke pind
→ Gryde
→ Grydeske
→Plastickrus
Sådan gør du
✓ Grib fat i gryden, kom fedtet i og lad det smelte stille og roligt.
✓ Imens fedtet smelter, stiller du dine plastickrus op på rad og række, binder et stykke snor fast i en lille pind og lægger pinden ned i kruset, så snoren hænger ud over krusets kant.
✓ Når fedtet er smeltet, rører du frø, kerner, brødkrummer og andre lækkerier i.
✓ Lad fedtblandingen køle lidt af, så den ikke er brandvarm, når du hælder den ned i krusene. Sørg for, at snoren er i midten af kruset.
✓ Nu skal fuglekuglerne have lov til at sætte sig, så stil dem uden for i kulden eller send dem en tur i køleskabet. Det tager et par timer for fedtet at stive helt.
✓ Til sidst kan du trække kruset af og voila; du har nu de fineste, hjemmelavede fuglekugler, som du kan hænge op i haven.
Vil du have et lille tip? Du kan variere de frø og kerner, du bruger i dine fuglekugler, så du tiltrækker forskellige typer af fugle i din have. Herunder fortæller jeg dig mere om, hvilke frø du kan bruge.
Min opskrift på fuglekugler
Jeg bruger fedt i min opskrift på fuglekugler, og det gør jeg, fordi fedt er en god energikilde til fuglene i de kolde måneder. Samtidig binder fedtet også fuglefrøene, så de kan hænge sammen til – ja, fuglekugler.
5 nemme krydderurter der kan overvintre
Har du noget restfedt liggende? Du kan bruge meget forskelligt slags fedt, og jeg synes, du skal tage det, du har. Det er dog mest almindeligt at lave fuglekugler af svinefedt, kokosolie eller palmin.
Vælg de rigtige frø til fuglekugler
Hvilke frø er de bedste? Du kan købe en vildtfugleblanding, men jeg bruger altid det, jeg har i mine skabe og skuffer. Derfor kan min opskrift på hjemmelavede fuglekugler også godt variere efter, hvad jeg lige har til rådighed den dag, jeg laver dem. Heldigvis tager fuglene det ikke så tungt.
Gode frø du kan komme i dine fuglekugler
→ Hampefrø
→ Solsikkefrø
→ Græskarkerner
→ Hørfrø
→ Nødder
→ Havregryn
→ Brødkrummer
Fuglekugler med eller uden net?
Du kender nok godt de fuglekugler i net, man kan købe i butikkerne, ikke? De der mejsebolde i grønne net af plastic. De er ikke specielt bæredygtige, så for at undgå at have fuglekugler i net hængende derhjemme i haven, kan du lave dem selv. Det er nemlig bæredygtigt og især, hvis du ikke bruger plastickrus, sådan som jeg ellers har skrevet i min opskrift på fuglekugler herover.
Sådan binder du årets smukkeste efterårskranse
Jeg har tidligere lavet fuglekugler i plastickrus, men jeg synes, det var så dumt med de tomme, fedtede krus, der blev tilovers, når fuglekuglerne var færdige. Jeg vil jo fodre fuglene, ikke min skraldespand. Derfor begyndte jeg at lede efter alternativer, så jeg kunne undgå at bruge plastic.
De alternativer jeg fandt frem til, sparede mig for en del plastic og samtidig viste det sig også, at fuglekuglerne blev meget flottere.
3 bæredygtige alternativer til mejsebolde
De tre bæredygtige alternativer til fuglekugler med net eller plastickrus tager alle sammen udgangspunkt i materialer, jeg omgiver mig med i min hverdag. Jeg har altså ikke været på indkøb for at skaffe de ting, jeg skal bruge, og det har derfor også sparet mig for et par håndører at skifte plastickrusene ud.
Sådan pilefletter du et kræmmerhus til fuglekuglerne
1. Brug udstikkere & kageforme
I min køkkenskuffe ligger der forskellige udstikkere og kageforme, og det gør der måske også i din. Dem fyldte jeg med fedtblandingen, som var størknet let, lavede et hul i blandingen og trak en snor igennem hullet. Efter et par timer kunne jeg lirke kageformene af, og nu stod jeg med nogle flotte fuglekugler formet som hjerter og grantræer.
2. Brug kogler fra skoven
På en efterårsdag er det hyggeligt med en tur i skoven, og en dag jeg alligevel gik rundt derude for at sparke til de gule blade i skovbunden, kiggede jeg efter et par kogler. Dem kan man nemlig bruge til at lave foderkogler med, når man kommer hjem.
TIP Koglerne skal være tørre og åbne, når du bruger dem til fuglekogler. Er de lukkede, når du finder dem i skoven, kan du tage dem med ind i varmen indtil, de åbner sig.
Bind en snor godt fast i koglen og mas så den let-størknede fedtblanding ind i koglen. Fuglekoglerne er virkelig flotte at hænge op i træerne, og når fuglene har spist alt fedtet, er koglerne stadig hyggelige at kigge ud på.
3. Brug kokosnøddeskaller
Har du spist en kokosnød, skal du ikke smide den tomme skal ud. Fyld den i stedet med fedt, som var det et plastickrus, og hæng den op i haven.
TIP Du kan fint lave de forskellige slags fuglekugler på samme tid. Det ser nemlig flot ud, når de forskellige typer hænger side om side i haven.
Der er rigtig mange gode måder at lave fuglekugler på uden net og plastic. Det her var bare tre idéer til, hvordan du kan gøre, men med lidt kreativitet kan du sikkert også finde på andre idéer, så du kan undgå at bruge plastic, når du laver fuglekugler selv.
Sådan får du bedre biodiversitet i haven
Fuglekugler er et hyggeligt DIY-projekt
Do it yourself eller DIY fuglekugler, som det også kaldes, når man laver sine egne fuglekugler, er et nemt og hyggeligt projekt i efteråret. Nu, hvor vejret ikke tillader, at man arbejder så meget i haven, er det derfor godt med en aktivitet, der kan klares inde i varmen. For selvom udelivet er mindre her i den kolde tid, må det alligevel godt være hyggeligt at kigge ud i haven.
TIP Hæng dine hjemmelavede fuglekugler og foderkogler op tæt på dit hus, så du kan se, når en gråspurv eller en mejse lander for at spise.
Samtidig er det også sjovt for børnene at se på de mange fugle, der samler sig for at spise de fuglekugler, de selv har været med til at lave. Du kan nemlig sagtens lave fuglekugler med børn – de vil uden tvivl synes, det er spændende at være med til. De enkelte trin fra start til slut i processen er nemme at gå til, så selv de mindste med lidt vejledning kan være med til at lave fuglemad.
Skriv et svar