Du kan godt begynde foråret nu. Jeg har været i gang et stykke tid – med at drive forårsgrene og løgplanter frem. I haven har jeg skåret buketter af grene, der ved første øjekast ser tørre og triste ud, men som snart begynder at skyde og folde deres farverige blomster og grønne blade ud.
Du kan også drive forårsgrene frem i din vindueskarm, og her i indlægget fortæller jeg dig, hvordan du nemt kan få en blomstrende buket forår i vinterkulden.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
En tidlig start på foråret
Selvom det er koldt og frysende, og sneen nogle år ligger hvidt derude, kan du godt begynde foråret inde i varmen ved at tage løgplanter og forårsgrene ind vil drivning. Jeg gør det hvert år, og der er altså noget særligt fint over at se, hvordan foråret folder sig ud i vaser på stuebordet, mens vinteren suser forbi ude i haven.
Det kan nemlig være svært at vente på, at foråret rigtig begynder, men alting kræver tålmodighed – også drivning af forårsgrene. For jo tidligere på året du begynder at drive grene frem, jo længere tid tager det. Her i vintertiden er mange planter, træer og busker gået i dvale, præcis lige som dyrene og nok også mange af os mennesker.
Heldigvis kan man fremskynde vejen mod foråret en lille smule ved at sætte grenene i en solrig vindueskarm, så de kan suge lyset til sig. Det opmuntrer grenene til at springe ud lidt hurtigere.
Sæt forårsgrene i vand

Før du kommer så langt, at du kan sætte forårsgrene i vand, skal du finde beskærersaksen frem – og det skal ikke være den halvrustne, sløve saks. Nej, den skal være skarp. Forårsgrene til drivning skal nemlig ikke brækkes eller vrides af. De skal skæres med et skarpt, skråt snit, for det gør det nemmere for grenene at suge vand, når de kommer ind.
Med favnen fuld af grene går turen tilbage til varmen, men før de fine forårsgrene er klar til at komme ind i stuen, skal de klimatiseres i et køligt rum. Det gør overgangen fra ude til inde mindre hård, og grenene kan dermed holde sig bedre. Efter 1-2 dage kan du tage dem helt ind.
TIP Beskærer du træer eller buske om vinteren, kan du tage nogle af de afskårne grene med ind og drive frem i vindueskarmen.
I løbet af en uge eller to vil grenene begynde at skyde. Hvis du skifter vandet ofte og sørger for, at der ikke er nogle blomster eller blade under vandet, som kan rådne, kan du forlænge grenenes holdbarhed.
Vælg de rigtige forårsgrene til drivning

Nogle forårsgrene folder deres blomster ud i fine farver, andre nøjes med lysegrønne blade i forskellige nuancer. Jeg kan lide begge dele – de kan nemlig noget hver især.
Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvilke forårsgrene du kaster sin kærlighed på. Afhængig af, hvilken måned vi befinder os i, får du nemlig større succes med nogle grene end med andre. Her får du en liste over, hvilke måneder du kan drive forårsgrene og vintergrene frem.
Vintergrene til drivning fra december
- Vinterjasmin
- Mirabelle
- Troldnød
Vintergrene til drivning fra januar og februar
- Birk
- Hassel
- Forsythia
- Blodribs
- Kirsebær
- Kornel
- Pil
Forårsgrene til drivning fra marts
- Pære
- Æble
- Magnolia
Forårsgrene til drivning fra april
- Bøg
- Syren
Forårsgrene er både søde i små buketter og i store vaser, hvor blomster og knopper får lov til at brede sig, lige som en enkelt forårsgren i en simpel vase skaber et minimalistisk, dekorativt look. Du kan vælge grene efter din indretning, stil og humør og vælge grene både med og uden farver.
Drivning af løgplanter – Sådan gør du

Det er ikke kun forårsgrene, der kan drives frem i vintermånederne. Løgplanter er også en let måde at få lidt farve på her i den mørke tid. Jeg graver løgplanter op i haven, når de første skud begynder at kigge frem, og sætter dem i krukker og vaser.
TIP Pynt din opsætning af løgplanter med mos, sten og bark for at holde på fugten.
Løgplanterne skal graves op på en dag med tøvejr, så det er muligt at komme i jorden. Efter opgravningen sættes planterne i en potte eller vase og så lægges frisk jord omkring.
Haven i marts – 10 ting du kan gøre
På samme måde som forårsgrenene skal løgplanterne også lige klimatiseres i et køligt rum før, at de er klar til at komme helt ind i varmen.
6 gode løgplanter til drivning

Du kan drive mange forskellige løgplanter, men disse 6 er både nemme at få succes med og smukke at se på.
Haven i april – 10 ting du kan gøre
6 gode løgplanter til drivning
- Krokus
- Scilla
- Vintergæk
- Erantis
- Julerose
- Hyacint
Efter blomstringen sætter jeg løgplanterne ud i haven igen, så de kan skyde til næste år. Det er både en billig og bæredygtig måde at drive foråret frem på. Blot skal du huske, at på samme måde som du satte løgplanterne i et køligt rum, før du tog dem ind, skal de også stå køligt, inden de plantes ud igen.
Haven i maj – 10 ting du kan gøre
Det er virkelig nemt at få forår her i vintertiden, og jeg kan ikke andet end at blive glad, når grønne, røde og gule forårsgrene og løgplanter folder blomster og blade ud. Det er nemlig et sikkert tegn på, at foråret er på vej. Og for alle os, der ikke helt kan vente på, at vinteren slipper sit tag i haven, er det godt, at vi kan snyde en lille smule ved at drive forårsgrene og løgplanter frem, mens vi venter.
Skriv et svar