De kønne krokus kigger frem i foråret, og folder sine gule, hvide, blå og lilla farver ud som en blomstrende løgplæne i forårssolen.
Det er en skøn plante, og den lille blomst kræver ikke meget pasning og pleje. Den er yderst nøjsom, formerer sig hurtigt og spirer enten forår eller efterår. Vil du have krokus i haven, fortæller jeg dig her, hvor du planter og passer den flerårige staude.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Få krokus i haven
Det kommer nok bag på de fleste, at krokus, Crocus, er en staude. Mange tror nemlig, at den lille blomst på 10-20 centimeters højde er en løgplante, fordi knolden kan overvintre. Men netop det, at den overvintrer, er herligt, for det betyder, at krokus er flerårig, så du år efter år kan nyde synet af den.
TIP Inden krokus blomstrer kan det være svært at kende forskel på den lille blomst og græsset. Du kan imidlertid altid kende krokus på den sølvstribe, som tegner sig på midten af bladet.
Hvornår krokus blomstrer afhænger af den sort, du planter i haven, for du har faktisk to valgmuligheder, hvis du vil nyde de lilla, hvide, blå eller gule farver i bedene.
Plant smukke, gule påskeliljer i haven
Du kan enten vælge at plante krokus, så de blomstrer samtidig med de andre forårsblomster fra slutningen af februar til april, men du kan også sætte sorter, som blomstrer i efteråret fra september til november. Vil du have en lang blomstringstid, kan du plante begge både vårkrokus og høstkrokus, som sorterne kaldes, og på den måde kan du nyde de farverige blomster en stor del af året.
Sådan får du en tidlig blomstring på krokus
Det fine ved krokus er, at de kan spire, selvom temperaturen ikke er mere end 5 grader. Det betyder, at du kan få en meget tidlig blomstring, og faktisk kan du fremskynde blomstringstiden med et lille trick.
Guide: Drivning af forårsløg og forårsgrene
Du får en tidlig blomstring på krokus, hvis du giver dem et lille forspring og dækker jorden omkring løgene med gran, så frost, sne og kulde ikke kan forstyrre spiringen. Det tykke grantæppe skaber et beskyttet, varmt rum, som opmuntrer dine krokus til at spire og blomstre et par uger tidligere, end man normalt kan forvente.
Den rigtige placering af krokus
Stauden tåler hverken for meget sol eller for meget skygge, så derfor er den bedste placering til krokus i halvskygge. Hvis krokus placeres i direkte sol, vil blomstringen med stor sandsynlighed udeblive, og planter du dem i skygge, vil det forkorte blomstringen. Derfor er en mellemting optimalt.
TIP Som med mange andre forårsblomster kan du med fordele placere krokus i græsplænen. Det passer nemlig med, at blomsten visner ned, når du skal til at slå græsset i haven efter vinteren.
Du kan både plante krokus i græsplænen, i krukker og i havens bede. Min anbefaling er, at du vælger hårdføre sorter til udplantning i bede og plæner, mens det er bedst at placere de ikke-hårdføre krokus i krukker. På den måde kan du tage de sarte sorter ind, når det bliver koldt.
Plantning af krokus
Du skal være opmærksom på én ting, når du skal plante krokus. Det er, om sorten er efterårsblomstrende eller forårsblomstrende. Der er nemlig forskel på, hvornår de skal sættes. Krokus med blomstringstid i foråret, skal sættes i efteråret fra september til november, mens krokus, der blomstrer i efteråret, skal lægges fra juli til august.
TIP Krokus er smukkest, hvis de plantes i grupper. Plant gerne 10, 20 eller flere krokusløg sammen, så farverne flot kan folde sig ud under blomstringen.
Krokus blomstrer 1-2 år efter udplantning.
Du vil hurtigt opdage, at krokusløg er meget små, og netop derfor tørrer de let ud. Det er derfor vigtigt, du planter dem så snart, du har købt dem. Kan du ikke plante dem med det samme? Opbevar dem tørt og mørkt, til du får tid til at komme i haven igen.
Sådan sætter du krokusløg
Løg fra krokus er ikke svære at sætte, så det er bare med at komme i gang, hvis du drømmer om et blomstrende tæppe. Sæt løgene med en planteafstand på 5 centimeter, så er du godt på vej.
Sådan sætter du krokusløg
- Riv jorden let, så den er fri for klumper, sten, grene og ukrudt.
- Sæt spaden i jorden og grav et hul på 8-10 centimeters dybde.
- Placer krokus i jorden med spidsen opad.
- Fyld hullet med jord, som du trykker godt fast omkring løgene.
- Vand afslutningsvist.
Planter du krokus i græsplænen, skal du naturligvis fjerne et stykke af græstørven, før du sætter løgene. Det kan også være en god idé at drysse en blanding af havejord og sand i hullet, før du lægger krokusløgene og ”lukker af” med græstørven. Det giver planterne bedre mulighed for at etablere sig.
Kom godt fra start med pasning af krokus
Præcis lige som andre løgplanter må krokus ikke vokse i våd jord. Den bedste placering er derfor i en veldrænet, porøs havejord, som ikke er alt for tung. Har du en meget våd havejord? Så vil jeg anbefale dig at blande grus eller sand i jorden før plantning. Det vil de små krokusløg uden tvivl sætte pris på.
TIP Havekrokus er ikke så vinterhårdfør som botanisk krokus, men til gengæld sætter de større blomster. Begge sorter er imidlertid flerårige og skyder frem hvert eneste år.
Det er ikke nødvendigt at gøde jorden, for en almindelig havejord indeholder som regel næringsstoffer nok til blomsterne. Der sker dog ikke noget ved, at du giver planterne kompost eller gødning, hvis de små blomster står meget tæt eller er plantet i græsplænen. Her kan der nemlig være kamp om næringen, og så er gødning af krokus en god idé, så du får en smuk blomstring.
I gang med formering af krokus
Du kan hurtigt få mange farver i haven, for krokusplanten spreder sig flittigt. Heldigvis er det ikke det værste, der kan ske, og jeg sætter stor pris på de blå, gule, lilla og hvide krokus, som skyder frem i haven.
15 flotte forårsblomster til haven
Formering af krokus kan både gøres gennem frø og sideløg. Frøene sidder i en kapsel lige under jordoverfalden, men du kan først se den, når frøene modner fra maj til juni. Vil du høste frø fra krokus, må du derfor vente på, at frøkapslen kommer til syne.
TIP Det er bedst at dele og flytte krokus, når de er afblomstrede. Du skal derfor vente med at flytte de små blomster til først på sommeren.
Den nemmeste måde at få flere planter på, er ved at formere krokus gennem sideløb. Vælger du den metode, graver du en løgklump op, når planterne er afblomstrede. Skil forsigtigt blomsterne fra hinanden og genplant dem på nye steder i haven.
Du kan selvfølgelig også formere planterne ved at købe krokus på planteskolerne.
En lille note om krokus’ oprindelse
Der findes et væld af krokusarter, som blomster i Europa, Nordafrika, Kina og Mellemøsten, hvor den vokser vildt i naturen. Det gør den også her i Danmark, selvom det faktisk ikke er en hjemmehørende plante.
Vælg de rigtige sorter & arter
Krokus hører til Crocoideae, som også er den familie, Iris er en del af. Familien består af 80 arter, og omkring 30 af dem kan du finde her i Danmark. De vilde arter er ofte mere undseelige end hybriderne, som er dem, du dyrker i haven. Ofte kalder man også de arter for havekrokus.
TIP Jeg må desværre skuffe dig; du kan ikke høste safran fra krokus, der er dyrket i Danmark. Det er kun ved Middelhavet, safrankrokus vokser, og det er en ganske særlig art. Safran er verdens dyreste krydderi, og det er de røde støvdragere i blomstens midte, man tørrer til safran.
Der findes mange populære sorter, og det kan godt betale sig at dykke ned i de mange muligheder, før du køber krokus. Forskellen på de mange blomster er nemlig enorm, og du kan både få sorter med prikker eller striber på bladene, hvis du vil have et alternativ til de fyldte, ensfarvede sorter. Orange, lilla, hvide og gule krokus er nemlig ikke de eneste muligheder du har, når du vil have en blomstrende løgplæne.
3 populære sorter
- Crocus vernus kaldes også hollandsk krokus eller vårkrokus, og arten vokser vildt i alperne. Den er desuden stamfader til almindelig havekrokus.
- Crocus speciosus er en efterårsblomstrende krokus, der også kendes som høstkrokus.
- Crocus sativus er den kendte safrankrokus, som blomstrer i oktober. Den er ikke hårdfør i Danmark.
Vil du plante krokus i haven? Så kan du gå på opdagelse i flere sorter herunder.
Køb krokus
Jeg kender det. Det kan være svært at beslutte sig for, hvilke sorter, der skal plantes i haven. Kan du ikke beslutte dig for, hvilke krokus du skal købe? Jeg hjælper dig lidt på vej her med et lille indblik i nogle af de fineste sorter, jeg kender.
Vil du have en ganske særlig blomst i din have, er ’Pickwick’ et godt valg, for denne lille ven har stribede blomster. På samme måde er ’Advance’ også helt sin egen, for den er lilla udenpå og gul indeni.
TIP Vil du have meget tidlige krokus, skal du vælge sorten Crocus chrysanthus.
Hvid krokus blomstrer i din have, når du planter ’Snowbunting’, ’Montblanc’, ’ Jeanne d’Arc’ eller den efterårsblomstrende ’Albus’.
De blå blomster ser man ikke ofte, men de findes, og vil du dyrke dem i haven, skal du gå efter ’Remembrance’, ’Blue Pearl, ’Blue Peter’ eller ’Blue Bird’.
Lilla krokus får du ved at plante ’Purpureus Grandiflorus’ eller ’Hubert Edelsten’, men ’Whitewell Purple’ er også et godt bud. Køber du ’E. A. Bowles’ eller ’Cream Beauty’, giver det dig gule krokus i bedene.
En snak om navnet crocus
Navnet crocus eller krokus er græsk, og som med så mange andre blomster – her tænker jeg særligt på påskeliljer og narcisser – kan også krokus findes i den græske mytologi.
For ifølge myten var Krókos en ung mand, der havde en affære med den skønne nymfe Smilax. Han var ekstremt forelsket i hende, og det varmede de gamle guders hjerter. Derfor, for at han kunne være sammen med hende til evig tid, forvandlede de ham til den lille blomst, vi i dag kender som krokus. Nymfen Smilax blev forvandet til en taks, så nu kunne de to vokse side om side.
10 ting du kan lave i haven til marts
Jeg synes, det er interessant, hvordan en blomst kan blive et billede på noget andet. Som nu med krokus, der er et symbol på glæde, hengivenhed og ungdom, hvilket netop er måden den unge, Krókus beskrives på. Blomsterne har ofte en dybere symbolværdi, end vi måske tænker over, når vi går rundt i haven mellem de mange dufte og farver.
Men når vi en gang i mellem bliver mindet om det, så husker vi, at krokus er en kærlighedshistorie, som folder sig ud igen og igen, hvert eneste år.
Line
Hej
Ved du, hvad er navnet på den blå/lilla mørke krokus på det øverste af dine billeder? Bh. Line
hverdagshaven
Hej Line.
Jeg kender ikke navnet på den mørkeblå/lilla krokus, så der kan jeg desværre ikke hjælpe dig.
Jeg håber, du finder den et sted, for sødt er den i hvert fald.
Mange hilsner
Christine.