Det kan være svært at stå for de syltede rødløg. Den pink farve, den sød-syrlige smag. En knasende bid. Jeg var solgt fra første bid, og derfor kan man næsten også altid finde et glas med syltede rødløg i mit køleskab. De er nemlig et helt perfekt, pink tilbehør, der kan peppe selv den mest triste rugbrødsmad op, og som kan løfte en hotdog til nye højder.
Læg dertil, at det både er nemt og hurtigt at lave dem, så tror jeg nok, at du har opskriften på en sikker vinder. Har du lyst til at prøve at lave dem selv, får du her min opskrift på syltede rødløg nu.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Min opskrift på syltede rødløg
Syltede rødløg er en af de ting, du godt kan strege fra dine køb på indkøbssedlen. De er nemlig både hurtige og nemme at lave selv, og jeg tør godt love dig, at de hjemmelavede er mindst lige så lækre som dem, du køber.
Det gode ved at lave syltede rødløg derhjemme er, at man selv får lov til at bestemme, hvilke krydderier de skal smage af. Nogle dage laver jeg dem, så de smager meget af anis, andre dage holder jeg dem neutrale og krydrer kun med peber. På den måde får jeg et tilbehør, som smager lige som jeg bedst kan lide det.
Med det in mente er vi klar til at gå i gang. Her får du min opskrift på syltede rødløg.
Det skal du bruge
Der bliver til 1 glas syltede rødløg af denne portion
→ 2 rødløg
→ 2 dl. eddike (æbleeddike eller lagereddike)
→ ½ dl. sukker
→ Krydderier (sennepskorn, peberkorn, fennikelfrø, stjerneanis, kanel, laurbærblade, dild, nelliker)
TIP Du skal ikke bruge alle krydderierne, jeg anbefaler, på samme tid. Vælg i stedet dem du bedst kan lide eller undlad helt at krydre de syltede rødløg, hvis du bare vil have et neutralt smagende tilbehør.
Sådan laver du syltede rødløg
Et lille tip før du går i gang. De syltede rødløg har godt af at stå og trække et par timer, inden de skal spises. Jo længere tid de står, jo mere smag udvikler de nemlig.
Sådan laver du syltede rødløg
✓ Start med at skolde det glas, som de syltede rødløg skal i. Det er vigtigt for holdbarheden, at glasset er helt rent.
✓ Lad så eddike og sukker mødes i en gryde, hvor de også får selskab af krydderierne, og lad det hele koge op. Lagen er færdig, når sukkeret er helt opløst.
✓ Imens lagen koger, skærer du løgene i skiver, som ikke er alt for tykke.
✓ Kom løgene i det skoldede glas og hæld lagen over, når den er klar.
✓ Luk glasset med det samme og sæt de syltede rødløg på køl.
Syltede rødløg uden sukker
Det, der gør syltede rødløg så lækre, er kombinationen af det søde og det syrlige. Den søde smag skabes af sukker, den syrlige af eddike. Derfor vil jeg ikke anbefale dig at lavede syltede rødløg uden sukker, for tro mig, de bliver frygteligt sure!
Nem opskrift på syltede rødbeder
Eddike har en meget gennemtrængende smag, og det er først, når den mødes med sukker, at den tæmmes og tilføjer tilbehøret noget godt. Jeg har forsøgt at eksperimentere med en opskrift på syltede rødløg uden sukker, men må hver gang konkludere, at sukker skal der til. I hvert fald indtil videre.
Hvor længe kan syltede rødløg holde sig?
I gamle dage syltede man for at forlænge en råvares holdbarhed. Det gør vi ikke i dag, hvor køleskab, fryser og konserveringsmidler gør det muligt for os at holde mad ”i live” i meget lang tid. For lang tid nogle gange.
Vil du forlænge holdbarheden på syltede rødløg, kan du bruge atamon, men skal jeg være helt ærlig: så lad være. Det er ikke nødvendigt. Har du været omhyggelig med at skolde glasset grundigt, og har du i det hele taget en god køkkenhygiejne, har de syltede rødløg en holdbarhed på flere uger i køleskabet – uden atamon.
TIP Du kan opbevare de syltede rødløg i et patentglas, som lukker helt tæt og sørger for, at bakterier ikke kan komme ned og lave ballade.
Her i huset skal man være hurtig, når syltede rødløg sættes på bordet, for de bliver spist så hurtigt, at spørgsmålet om holdbarhed sjældent bliver aktuelt. Mon ikke også, at det ender sådan hjemme ved dig?
Brug syltede rødløg til…
Syltede rødløg kan bruges til mange forskellige ting, og præcis derfor er jeg så stor fan af dem. Jeg bruger syltede rødløg i salat, som topping på smørrebrød eller til at gøre en helt almindelig rugbrødsmad lidt mere spændende på en hverdag. Løgene er lækre i wraps og madpandekager, lige som de også gør det overordentligt godt på hotdogs og i burgere.
Lækre, syltede græskar med timian
På samme måde som syltede græskar eller agurker tilføjer løgene nemlig både sødme, syrlighed og et sprødt bid, som klæder de fleste retter. Desuden er farven på løgene også herlig at se på, og med den kombination er det ikke helt forkert at udnævne syltede rødløg til at være et perfekt, pink tilbehør.
Du kan jo selv tjekke om ikke, at jeg har ret. Nu har du i hvert fald min opskrift på syltede rødløg.
Skriv et svar