Syltede græskar med timian

Syltede græskar med timian

Jeg kæmper lidt en kamp, jeg ikke kan vinde: mine græskarplanter producerer flere græskar, end jeg kan nå at spise. Selvom jeg gør mit bedste, ender jeg derfor altid med et luksusproblem, hvor jeg står med en overflod af mad.

Syltede græskar er derfor det kneb, jeg må bruge, hvis jeg skal holde bestanden lidt nede. Eller i hvert fald gøre et forsøg på det. Men det gør nu ikke noget, for på glas kan græskar holde sig meget længere end her ude blandt os andre – og på den måde får jeg også græskar i løbet af vinteren.

Lad os gå i køkkenet og sylte græskar til vinteren. Jeg har allerede fundet opskriften frem.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

Sådan laver du syltede græskar

Sådan laver du syltede græskar
Det tager 2 dage at lave min opskrift på syltede græskar.

Det tager 2 dage at lave syltede græskar – præcis lige som, hvis du har prøvet at lave græskar syltet som asier. I min opskrift vendes græskarskiverne nemlig også i salt, som de står og trækker i natten over.

Det tager dog ikke længere tid at lave syltede græskar end det tager at lave så mange andre syltesager. Du skal bare lige være opmærksom på, at forløbet strækker sig over mere end én dag.

Det skal du bruge

→ 500 gram græskar

→ 2 tsk. salt

→ ¼ liter eddike

→ 150 gram sukker

→ Krydderier (peberkorn, stjerneanis, fennikelfrø, sennepskorn, timian)

Sådan skal du sylte græskar

Det tager jo 2 dage fra start til slut, så vi må hellere komme i gang. Herunder kan du se, hvordan du skal sylte græskar.

Dag 1

✓ Start med at befri græskaret for sin overfrakke ved at skrælle det. Fjern samtidighed kernerne indeni

✓ Skær det nu i bidder eller strimler, der passer til en mundfuld

✓ Læg græskarstykkerne i en skål, drys salt over og bland det, så alle stykkerne får salt på

✓ Kom et låg på skålen, sæt den i køleskabet og lad græskaret hygge sig til i morgen

Dag 2

✓ Frisk og veludhvilet er du nu klar til at se, hvordan det ser ud med dine græskarstykker i køleskabet

✓ I løbet af natten er der trukket vand ud af stykkerne, så start med at hælde det fra

✓ Skyl så stykkerne i koldt vand og lad dem dryppe af

✓ Og nu til lagen…

✓ Lad eddike, sukker og krydderier mødes i en snurrende gryde på komfuret

✓ Kog til sukkeret er opløst. Det er lige tid nok til, at du kan skolde de glas, du vil have det syltede græskar i om lidt

✓ Læg græskarstykkerne i de skoldede glas og hæld lagen over – luk glassene og opbevar dem mørkt til du vil spise dem

Tip!

Du kan både bruge almindelig timian og citrontimian. Begge dele tilfører en lækker smag til de syltede græskar.

Hvad bruger man syltede græskar til?

Hvad bruger man syltede græskar til
Man kan bruge syltede græskar som topping og tilbehør.

Hvad bruger man syltede græskar til? Tja, godt spørgsmål. I det moderne køkken er syltet frugt og grønt ikke så trendy. Det smager vist lidt for meget af mormormad og brun sovs.

Men det er en skam! Syltede sager er da noget af det lækreste, du kan sætte på bordet – også uden, at menuen står på suppe, steg og is. Jeg sætter flere gange om ugen noget syltet på bordet, og græskarene her er en af de ting, der oftest finder vej ned fra hylden – skarpt forfulgt af de syltede hyben.

Jeg bruger syltede græskar til wok, i sandwich, snittet fint i salater eller som et køligt, nordisk sidekick til en stærk, krydret ret fra Indien eller Mellemøsten. Jeg har endda brugt dem på en hotdog i stedet for syltede agurker – og eftersom glasset blev tømt, mener jeg at kunne konkludere, at det blev godkendt.

Syltede græskar fungerer nemlig til det meste. Det handler nok mere om at huske at bruge dem og tænke dem ind i hverdagsmaden, end det handler om smagen. For den fejler bestemt ikke noget. Det kan godt være, at syltning lyder lidt gammeldags, men når smagen spiller, hvorfor så ændre på en god opskrift? Syltede græskar er i hvert fald kommet for at blive i mit hverdagskøkken.

Min opskrift på syltede græskar

Opskrift-på syltede græskar
I min opskrift på syltede græskar krydrer jeg blandt andet med timian.

Når man har græskarplanter, der er hurtigere end maven, gælder det nogle gange om at være lidt kreativ. Ender man med at spise den samme afgrøde aften efter aften, kører man hurtigt træt i smagen, men på den anden side er det heller ikke nemt at se, hvordan afgrøderne ikke bliver brugt til noget. Nu har planten jo ydet sit, så må jeg også yde mit.

Det var den udfordring, jeg stod med, da det for alvor gik op for mig, at mine græskarplanter ikke havde tænkt sig at sætte produktionen ned lige foreløbigt. Derfor måtte jeg ty til et gammelt trick: syltning.

Jeg gik derfor i gang med at sylte græskar på mange forskellige måder. Nogle blev sødet med vanilje, andre krydret med ingefær og chili og et tredje hold græskar syltede jeg som asier. Når man prøver sig frem på den måde i forsøget på at finde nye opskrifter, opstår der fra tid til anden noget, der er ekstra godt. Det var de syltede græskar med timian.

Derfor synes jeg, at du skulle have opskriften på, hvordan jeg laver dem.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

RELATEREDE INDLÆG

Følg mig på sociale medier for meget mere inspiration

Kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

SØG

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors