Hyldeblomsterne kan bruges på mange måder, og efterhånden bugner min opskriftsbog af idéer til, hvordan jeg kan bruge dem. Når det er sagt, er min favorit alligevel hyldeblomstsaft.
Den har en perfekt sødme og syrlighed på samme tid, og med sin sarte gule farve er den på alle måder smagen af sommer.
Vil du hælde et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft op til dig selv eller dine gæster? Så skal du læse med nu. Her får din min bedste opskrift på hyldeblomstsaft.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Lav hjemmelavet hyldeblomstsaft
Det er ikke svært at lave hjemmelavet hyldeblomstsaft. Faktisk vil jeg mene, at det er den nemmeste saft, du kan lave, og den opskrift jeg deler med dig nu, har jeg brugt i mange år efterhånden. Det er derfor, jeg godt tør kalde den min bedste opskrift på hyldeblomstsaft.
TIP Når hyldeblomstsaften er færdig, kan hyldeblomstklaserne og citronerne laves til hyldeblomstmarmelade. Det er lækkert på friskbagt brød eller i is og kager.
Det sværeste ved opskriften her er faktisk at vente på, at saften er klar til at blive drukket. Der går nemlig 3 dage, fra du har plukket hyldeblomsterne, til saften er drikkeklar.
Min bedste opskrift på hyldeblomstsaft
Du skal ikke finde mange ingredienser frem, når du bruger min opskrift på hyldeblomstsaft. Mange af tingene har du måske allerede i køkkenet? Herunder kan du se, hvad du skal bruge.
Der bliver cirka 1 liter hyldeblomstsaft af denne portion.
Det skal du bruge
→ 20 hyldeblomstklaser
→ 25 gram citronsyre
→ 2-3 citroner
→ 500 gram rørsukker
→ 1 liter kogende vand
TIP Hvis du skifter rørsukker ud med brun farin, får du en meget mørkere hyldeblomstsaft, som har en kraftigere smag. Du kan variere opskriften på hyldeblomstsaft, som du har lyst til, og du kan snildt lave en sukkerblanding med 250 gram farin og 250 gram rørsukker.
Sådan laver du hyldeblomstsaft
Er de fine hyldeblomster samlet? Så er du klar til at gå i gang med at lave hjemmelavet hyldeblomstsaft – og her får du min bedste opskrift.
Sådan gør du
✓ Start med at ryste hyldeblomstklaserne så smådyrene drysser af. Det kan være en fordel at gøre udenfor, før du klipper de grønne, hårde stilke fra blomsterne af, som ikke kan bruges til saften. Det er ikke nødvendigt at skylle hyldeblomsterne, men hvis du forsøger alligevel, vil du opdage, at det faktisk godt kan være svært, fordi de små, hvide blomster drysser af. Hyldeblomsterne indeholder pollen, som er med til at give saften smag, og den smag vil forsvinde, hvis du skyller klaserne først.
✓ Når blomsterne er rystet, og stænglerne er klippet af, lægger du dem i en gryde eller skål sammen med citronsyre, saften fra citronerne (eventuelt også citronskallerne) og rørsukker. Hæld så kogende vand over.
✓ Rør i blandingen så du er sikker på, at rørsukkeret er opløst, før du sætter gryden eller skålen i køleskabet, hvor blandingen nu skal stå og trække 2-3 dage under låg.
✓ Når ventetiden er slut, sier du hyldeblomstsaften fra og hælder den på skoldede flasker, som du propper med det samme.
✓ Hyldeblomstsaften serveres fortyndet med iskoldt vand. Synes du, at den skal være sødere? Så tilføj lidt rørsukker eller sirup når du har blandet saften med vandet og rør rundt til sukkeret er opløst.
Hyldeblomstsaft har en lang holdbarhed
Hyldeblomstsaft har lang holdbarhed, hvis du sørger for, at flaskerne er sterile, inden du hælder saften på flaske. Du kan eventuelt skylle flasken i spiritus, fx whisky eller rom, før du hælder hyldeblomstsaften på flaske, da det har en konserverende evne. Gør du det, kan din hyldeblomstsaft opnå en holdbarhed på 1 år.
TIP Du kan bruge overskuddet af hyldeblomster og citroner fra saften til at lave en lækker hyldeblomstmarmelade.
En tur i hyldehegnet
Når hyldeblomsterne er i sæson, skal jeg altid ud for at samle et lille forråd, så jeg kan lave hyldeblomstsaft. Hylden gror vildt i Danmark, og man ser den ofte i krat og markskel, hvor den lyser op for tiden.
TIP Pluk også nogle blomster, du kan bruge til hjemmelavet hyldeblomstte eller hyldeblomstsukker.
Jeg har selv et par buske rundt omkring, hvor jeg henter hyldeblomster, men jeg sørger altid for ikke at ”tømme” busken for hyldeblomster. Dels fordi bierne skal have noget at leve af og dels fordi, at blomsterne jo bliver til hyldebær i løbet af sommeren, og dem vil jeg jo også gerne have nogle af, når det bliver efterår.
Ud i naturen for at samle ind til hyldeblomstsaft
Sommeren er over os, og hvis det er gået din næse forbi, burde du næsten stikke den ud af vinduet og snuse ind: hylden blomstrer ! Hvert år strækker hylden sine knortede grene mod himlen og sætter de fineste, hvide blomster med gule støvdragere i kæmpe klaser, som lyser op. Det pynter i landskabet og duften, som spreder sig fra hyldeblomsterne, er fantastisk.
Prøv en gin & tonic med hyldeblomstsaft
Hyldeblomster har en meget kraftig og aromatisk duft, og netop duften er det, der gør hylden til noget særligt. Duften afslører den på lang afstand. Du behøver nemlig ikke at have næse som en sporhund, for at kunne dufte, at der er hyld i nærheden. Når du tager ud for at plukke hyldeblomster, kan du med stor sandsynlighed dufte dem, før du får øje på dem.
Sådan kan du kende en hyld
Når du har snust dig vej frem til en hyldebusk, vil du se, at barken på busken er meget grov og nubret. På de gamle og store hyldebuske vil barken endda danne nogle temmelig markante furer, som giver hyldegrenene et meget specielt ydre. Barken på de unge træer er glattere og grønnere, hvorimod de ældre træer har en grå bark.
Havens hyldebuske & hyldetræer
Det er ikke svært at skelne hyldebusken fra andre buske og slet ikke, når den blomstrer. De hvid-gule hyldeblomster lyser klart op i landskabet, og det er svært ikke at støde på dem, når du går en tur.
Vil du ud for at samle hyldeblomster, så du kan lave din egen hyldeblomstsaft, skal du aldrig samle tæt på trafikerede veje eller i industriområder. Hyldeblomsterne optager nemlig bilos og andet skidt, som ikke er godt at få i sin hyldeblomstsaft.
Grethe hansen
Kan man lave hyldeblomstsaft af tørret hyldebær?
hverdagshaven
Hej Grethe.
Det kan man desværre ikke, så du må vente til foråret med at lave en portion. Heldigvis går vi jo mod lysere tider.
Mange hilsner
Christine.