Hyldeblomstsukker har en meget tydelig smag af hyldeblomst og kan bruges i kager, desserter og is – ja, stort set alle steder, hvor man vil tilføje smagen af hyld. Sukkeret er nemlig et frisk indspark i en sød dessert, hvor den skarpe smag af hyld træder frem og giver modspil.
Vil du prøve at lave dit eget sukker til sommerens desserter? Så synes jeg, du skal læse med her. Nu får du nemlig min opskrift på hyldeblomstsukker.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Min opskrift på hyldeblomstsukker
Før du går i gang med at bruge min opskrift på hyldeblomstsukker, skal du lige vide noget. Det lyder måske ikke af meget, at der kun skal bruges 500 gram sukker, men du skal huske, at det hjemmelavede sukker smager meget intenst.
Når du bruger hyldeblomstsukker i kager, skal du derfor ikke erstatte sukkeret i kagen 1:1 med dit hjemmelavede sukker, da det så vil overdøve alt andet. Tilføj derfor kun ¼ (plus eller minus) hyldeblomstsukker, når du bager.
Med det in mente er vi klar til at gå i gang. Her får du min opskrift på hyldeblomstsukker.
Det skal du bruge
→ 10 hyldeblomstskærme
→ 500 gram rørsukker
Sådan laver du hyldeblomstsukker
✓ Først skal hyldeblomstklaserne skylles forsigtigt i koldt vand.
✓ Derefter skal hyldeblomsterne tages af klaserne. Det kan være et tidskrævende arbejde at frigøre de enkelte hyldeblomster, men er klaserne modne, kan du ryste hyldeblomsterne af. Så skal du kun nippe de hyldeblomster af, som stædigt bliver siddende på klaserne.
✓ Når hyldeblomsterne er taget af klaserne, blander du dem rørsukkeret.
✓ Hyldeblomstsukkeret lægges nu på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal røres i sukkeret 1-2 gange om dagen i den tid, det tørrer. Læg et stykke bagepapir oven på sukkeret i den tid det tørrer, så der ikke kommer fluer, støv og andet i blandingen.
✓ Sukkeret skal tørre 2-4 dage afhængig af, hvor varmt et sted det tørrer. Når det er helt tørt, klumper det en lille smule, og så kan du fylde det på tørre og lufttætte glas.
TIP Når sukkeret er tørret, kan du blende det, så hyldeblomsterne findeles. Det gør sukkeret ensartet i strukturen, at de tørrede blomster ikke ligger hele i sukkeret.
Opbevaring & holdbarhed
Hjemmelavet hyldeblomstsukker kan holde sig i mange måneder, hvis det opbevares korrekt. Gem det i lufttætte glas og opbevar dem mørkt og køligt – gerne samme sted, som du normalt stiller dit sukker.
Det kan kun betale sig at lave en stor portion, for hyldeblomstsukker har en holdbarhed på op til et år.
Sådan bruger du hyldeblomstsukker
Hyldeblomstsukker kan bruges til mange ting både i det salte og det søde køkken, men jeg har nu alligevel nogle favoritter, hvor jeg altid synes, at det gør en lækker forskel.
Lækkert i en jordbærtærte
Når det nu er sommer, så er der næsten ikke noget mere lækkert end en jordbærtærte, og jeg laver altid sådan en, når de første jordbær så småt har meldt deres ankomst i haven.
Plant søde, røde jordbær i haven
Jeg laver en helt klassisk jordbærtærte med creme og jordbær på toppen, men twister nu alligevel opskriften lidt, når jeg skifter noget af sukkeret ud med hyldeblomstsukker. Jeg synes, at det giver en fin kontrast til de søde jordbær, at skarpheden fra hyldeblomsterne lige kan smages.
Friskhed til æblegrød & æblekage
I løbet af sommeren får jeg aldrig brugt alt det hyldeblomstsukker, jeg laver, og derfor har jeg altid en god portion tilbage, som jeg kan bruge i løbet af efteråret og vinteren. Når det rigtigt rusker udenfor, kan jeg godt få brug for at minde mig selv om, hvordan det nu var, at sommeren smagte.
Derfor kan jeg godt lide at kombinere hyldeblomstsukkeret med en efterårsfavorit: æblet. Når jeg koger æblegrød tilføjer jeg således noget af mit hjemmelavede sukker, og hurtigt får jeg smagen af sommer frem.
Sådan dyrker du æbler i din have
Æblegrøden spiser jeg med mælk på eller laver en gammeldagsæblekage med makroner og flødeskum – det er altså lækkert! Især, hvis der også kommer hyldeblomstsukker i makronerne.
Et twist til marinader & rubs
Sukker skal ikke kun bruges i det søde køkken, så tag du det bare med over i det salte, når du laver aftensmad. Jeg bruger gerne hyldeblomstsukker i marinader og rubs, hvor jeg synes, at sukkeret tilføjer en fin og balanceret smag.
Mange muligheder med hyldeblomst
Når hyldeblomstsæsonen først er i gang, gælder det bare om at gribe alle de muligheder, som byder sig, når de små, hvide blomster glimter på hyldebuskene. Hvert år er jeg ude for at samle hyldeblomstskærme, som jeg tilbage i køkkenet laver om til saft, marmelade og ikke mindst sukker.
Min bedste opskrift på hyldeblomstsaft
Mulighederne med hyldeblomstsukker er mange, og egentlig gælder det bare om at prøve sig frem. I begyndelsen kan du jo erstatte sukker eller andet sødemiddel med hyldeblomstsukkeret på ting, du ofte laver. På den måde får du føling med, hvor meget du synes, at hyldeblomsterne må smage igennem.
Lækker hyldeblomstmarmelade med citron
Efterhånden kan du jo så udvide dit repertoire til retter, hvor du synes, at smagen af hyld kunne være lækker. Det er nemlig kun din lyst til at eksperimentere i køkkenet, der sætter grænser for, hvor du kan bruge hyldeblomstsukkeret.
De fineste, hvide blomster
Det er ikke svært at lave hyldeblomstsukker, og selvom det er et nussearbejde, hvor utålmodige sjæle måske kan blive sat lidt på prøve, er det faktisk rigtig hyggeligt at lave. Hvis vejret er godt, sætter jeg mig som regel ud i haven for at nippe hyldeblomsterne af stilkene.
Så kan jeg sidde der og kigge mig lidt omkring imens. Måske lytter jeg lidt fuglene, måske lader bare tankerne flyve med den flok gæs, der med jævne mellemrum krydser himmelrummet over mig. Er vejret ikke med mig, nipper jeg hyldeblomsterne indenfor, men så er det med en kop kaffe og en spændende podcast på sidelinjen.
Havens hyldebuske & hyldetræer
Er du klar til at gå i køkkenet og prøve min opskrift på hyldeblomstsukker? Så rigtig god fornøjelse.
Skriv et svar