De sidste gule blade flagrer febrilsk fra træernes grene, så de står tomt og strittende tilbage med den gnistrende grå efterårshimmel som baggrund. Skyerne samler sig i tætte formationer, som hænger tungt over haven i oktober, og du har nok lagt mærke til, hvordan regnen risler ned ad ruden flere gange om ugen.
Alligevel er der mange ting, du kan lave i oktober, for der er heldigvis også lune dage, hvor du kan komme ud og få jord under neglene. Ved du, hvilke gøremål du skal gå i gang med? Hvis ikke så læs med nu, hvor jeg giver dig mine bedste havetips til oktober.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
10 gøremål til haven i oktober
Det bliver koldt. Fugten flyder ned ad siderne på drivhuset, og den første rimfrost lægger sig som et hvidt lag i det grønne græs. Efteråret har for alvor fat i os nu, men alligevel er der mange ting, du kan lave i haven i oktober.
Efterårshaven – Sådan gør du haven klar til vinter
Er der gjort plads til efterårsferie i din kalender? Så er det jo perfekt timing, for der er mange ting, du kan gå i gang med. Det er nemlig den bedste tid på året, hvis du vil plante træer, buske og stauder eller lægge blomsterløg i jorden, så de kan folde sig ud i de flotteste farver i foråret.
Lad os gå en tur ud i efteråret. Her fortæller jeg dig, hvilke 10 gøremål i haven du kan kaste dig over til oktober.
1. Oktober er den bedste tid til at plante i
Efteråret er et perfekt tidspunkt til at plante i. Vil du anlægge et nyt staudebed, plante træer eller buske? Så er det nu, du skal finde graveredskaberne frem fra haveskuret.
TIP Du kan både dele og flytte stauder i første halvdel af oktober måned. Nåede du ikke at lægge blomsterløg i jorden i september? Du kan stadig nå det i oktober, men jo senere de lægges, jo senere spirer de til foråret.
Barrodsplanter skal også plantes i oktober, så drømmer du om en blomstrende rose til sommer, er det oplagt at finde plads til den i haven nu. Det samme gælder, hvis du vil etablere en ny hæk.
Haven i september – 10 ting du kan lave
Barrodsplanter er de planter, du køber uden jord eller potte. Det er faktisk planter kun med rødder, og netop derfor er de ofte meget billige. Roser, hækplanter og mindre træer eller buske sælges som barrodsplanter, og du kan hurtigt spare mange penge ved at vælge dem.
Køb roser, hæk eller buske som barrodsplanter her (reklamelink)
2. Dæk frostfølsomme planter
Den første frost finder vej til din have have i oktober, og især er risikoen for nattefrost stor. Har du ikke allerede dækket de frostfølsomme planter eller taget dem ind i varmen, er det på høje tid nu.
Ægte laurbær – Sådan plejer & passer du den
Citrontræer, oliven, rosmarin, figen, fuchsia, hibiscus, sommerfuglelavendel og ægte laurbær skal dækkes eller tages ind.
Du kan dække planterne med fiberdug eller et tæppe, ligesom bobleplast eller plastfolie også hæver temperaturen til over frysepunktet, hvis du pakker planterne ind i det.
3. Løg & knolde skal op af jorden nu
I oktober måned er der vinterklargøring af haven på programmet. Før frosten kommer, skal du grave løg og knolde op af jorden. Dahlia, gladiolus, kanna og knoldbegonier tåler ikke frost, så de skal ind for vinteren.
Gladiolus – Havens skønne diva
Ved du, hvordan du opbevarer løgene bedst? Klip stænglerne af planterne og børst dem forsigtigt for jord, før du lægger dem i åbne kasser, så de får luft i løbet af vinteren. Sæt kasserne et køligt og mørkt sted, hvor der er god luftgennemstrømning. Så holder løgene sig og kan plantes ud igen til foråret.
TIP Har du fået krukkerne ind? Krukker, der ikke tåler frost, skal flyttes ind i oktober, så de ikke frostspringer. Tøm dem for sommerblomster og rengør dem, før de kommer på vinterferie i varmen. Er krukkerne meget store, kan de løftes fra jorden ved at blive sat på et par klodser. Det kan forebygge, at de springer i løbet af vinteren.
4. Høst i køkkenhaven
Det kan godt være, at haven i oktober er kold, men alligevel kan du høste mange afgrøder i køkkenhaven. Porrer, kål, fennikel og græskar står stadig fint på rad og række. Kålene bliver endda kun bedre af at få lidt frost, men græskarene skal derimod ind i, før frysepunktet på termometret kan spottes. Det samme gælder kartoflerne, som også skal op af jorden nu, hvis du ikke nåede det i september.
5 nemme krydderurter du kan overvintre
Flere krydderurter står grønt endnu, og både timian og salvie kan plukkes i store buketter og drysses over vinterens sammenkogte retter.
TIP Du kan sætte hvidløg i haven i oktober, så du kan høste de første fed i juni.
Hvis efteråret har en smag, så må det være smagen af nødder og syrlige frugter. Æblerne lyser rødt på træernes grene, og det er også nu, at valnødder og hasselnødder modnes. De skal samles og tørres, så de kan spises i løbet af vinteren.
5. Riv visne blade sammen
Haven i oktober er ofte dækket af visne blade. Jeg river bladene sammen, og fordeler dem i mine bede, hvor de både beskytter sarte planter mod frost, men også fungerer som kompost. Har du mange blade, kan du lægge dem på komposten, hvor de formulder i løbet af de næste måneder.
Går du meget op i din græsplæne? Der er også den fordel ved at rive bladene sammen, at du mindsker risikoen for svampesygdomme og mos i plænen.
6. Beskæring af frugttræer & frugtbuske
Beskæring er en tilbagevendende begivenhed året rundt, så ved du ikke, hvad du skal lave i haven i oktober, kan du finde saksen frem.
Plant et blommetræ & smag forskellen
Kirsebærtræer, blommetræer og andre frugtbuske kan beskæres i oktober måned. Lige nu er saften i træerne lavest, og netop derfor er det fordelagtigt at beskære dem på dette tidspunkt af året. På samme måde som valnød, birk og ahorn er de træer blødere. Det betyder, at der fra ”såret”, hvor du har klippet grenen over, siver meget saft.
TIP Lad de visne blomsterstande på stauderne sidde. De beskytter planterne mod frost og er en lun bolig for smådyr.
Har du hindbær i haven? Efterhånden som hindbærrene høstes, kan du klippe de grene af, som har båret frugt, for de skyder ikke igen til næste år. I videoen kan du se, hvordan du beskærer hindbær.
7. Lav kranse & plant krukker med blomster i oktober
Sommerblomsterne har sagt farvel for i år, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at efteråret er farveløst. Tværtimod!
Jeg binder kranse til døren af gule blade, røde bær og barkede grene. Det er en hyggelig beskæftigelse i den kolde tid, og jeg synes, det er så stemningsfuldt med en hjemmelavet efterårskrans på døren.
Lav et græskarhoved til Halloween
Når kransen er hængt på døren, laver jeg vinterkrukker, som kan lyse op i haven. Vil du også plante krukker med blomster i oktober? Husløg, lyng og sankthansurt er gode i krukkerne, og de klarer også fint frosten, som står på spring.
8. Læg kompost i bedene
Vil du forkæle dine bede? Jeg spreder altid kompost i bedene i løbet af oktober måned. Jeg graver ikke haven igennem, men lægger bare komposten som et isolerende lag på jorden.
TIP Stik komposten om i oktober måned, så omsætningen af materialet kan opretholdes her i efteråret.
Det gør jeg både i køkkenhaven og i staudebedene, men buske og træer får også lidt ekstra næring, de kan gå vinteren i møde med.
Vil du have et godt havetip til oktober? Du får de flotteste roser til sommer, hvis du giver dem et godt lag kompost her i efteråret. Jeg lægger et lag på minimum 5 centimeter under mine roser, og de kvitterer som tak med den smukkeste blomstring i den kommende sæson.
9. Rengøring af drivhuset i efteråret
Frem med vand og sæbe! På en tørvejrsdag kan du rydde op og gøre rent i drivhuset. Få de visne planter ud, så sygdomme og skadedyr ikke kan overvintre i det døde plantemateriale, og gør grundigt rent.
Guide: Rengøring af drivhus trin for trin
Skift jorden i bedene, rens krukkerne og vask glasset grundigt – husk at komme helt ud i kanterne!
TIP Husk at lukke for vandet i den udendørs hane efter rengøringen, så du undgår frostskader i løbet af vinteren.
Efter rengøringen kan du hænge lyskæder op i drivhuset eller pynte med hyggelige lanterner. I den mørke tid, er det dejligt at kigge ud på, og når de lune efterårsdage melder sig, kan du sætte dig i glashuset og drikke en varm kop kaffe.
10. Gør efteråret nemmere for fuglene
Trænger du til en pause fra oktobers havearbejde? I takt med, at temperaturen daler, havemøblerne sættes ind og uret stilles tilbage til vintertid, får fuglene sværere ved at finde føde. Derfor må vi hjælpe dem lidt.
Jeg laver fuglekugler til havens vingede væsener – og de elsker det. Fra mit vindue inde i varmen kan jeg se, hvordan de sidder i tætte klumper og prikker i det kernefyldte fedt. Det giver liv i oktoberhaven, som ellers godt kan ligge stille hen.
Oktober i haven byder på mange gode oplevelser
Når efteråret lægger sig som en kølig kåbe omkring mig, får jeg lyst til at rykke ind i varmen. Tænde op i pejsen, sætte mig i den gode stol med varm hyldebærsaft og en god havebog. I oktober måned drømmer jeg om haven næste år, og jeg summerer op, tænker tilbage og vurderer: hvad vil jeg gøre anderledes næste år?
Oktober i haven er den måned, hvor efteråret for alvor får fat og de første storme fyger ind over bedene og blæser de sidste blade af træernes grene. En koksgrå himmel knitrer over mig, gæssene trækker skræppende ind over haven og i skumringen, mens solsorten synger solen i sænk, sætter jeg mig ved bålet.
Mens brændet falder sammen, og gløderne ulmende begynder at vise sig, sætter jeg æbler på pind og rister dem over varmen.
Den sødlige duft spreder sig i haven, og mens saften fra æblerne får skindet til at sprække, så kødet karamelliserer, tænker jeg på, at oktober i haven faktisk er lidt magisk – kulden til trods.
Skriv et svar