Bagte æbler over bål

Bagte æbler over bål

Klistrerede og karamelliserede. Lune, søde og urimeligt bløde. Bagte æbler over bål er noget af det hyggeligste at lave, når efterårskulden kommer krybende og tusmørket lægger sig som en fløjlsblød kappe over haven.

Jeg har tændt et bål i haven, og her fortæller jeg dig, hvordan du laver bålbagte æbler.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

De lækreste bålbagte æbler

De lækreste bålbagte æbler
Sprøde æbler klar til at blive plukket og bagt over bålet.

Det er en af efterårets og vinterens hyggeligste aktiviteter, synes jeg: at tænde et bål og krybe sammen foran flammerne, mens snakken går eller tankerne bare står stille et øjeblik. Jeg tænder ofte bål i haven – og i æblesæsonen sker det måske endda særligt ofte.

For når gløderne orangerøde og knitrende træder frem, får jeg altid lyst til at lave bålbagte æbler. Det er virkelig nemt, så både store og små kan være med omkring bålet. 

Herunder giver jeg dig to forskellige opskrifter på bålbagte æbler. Den første er luksusudgaven med varme krydderier og nødder. Den anden er buschcraft-versionen, som ikke kræver andet udstyr end en snobrødspind.

Velbekomme!

Det skal du bruge

→ 1 æble

→ 1 spsk. sukker eller farin

→ 1 tsk. stødt kanel eller kardemomme

→ 1 tsk. smør

→ 5-6 hakkede nødder

Tip!

Beregn 1 æble per person.

Sådan laver du bagte æbler over bål

Sådan laver du bagte æbler over bål
Når gløderne træder frem, kan du lave bålbagte æbler.

Jeg kan godt lide at beholde skrællet på æblerne, men sådan er det jo ikke alle, der har det. Er du en af dem, der helst undgår æbleskindet, så skræller du selvfølgelig bare frugten, før du halverer den.

✓ Halver æblet og fjern forsigtigt kernehuset

✓ Bland sukker, nødder, kanel eller kardemomme i det kolde smør

✓ Kom smør-sukker-nødde-blandingen på det halverede æble og ”saml” så æblet igen, før du pakker dem ind i stanniol

✓ Luk pakken grundigt, så smørret ikke siver ud, og bag æblet i gløderne fra bålet i cirka 10-15 minutter

✓ Æblet er færdigt, når det er helt mørt

Du kan bruge en udstikker til at fjerne kernehuset med, hvis du har sådan et jern. Det giver dig mulighed for at bage æblerne hele i bålet.

Tip!

Du kan bruge en udstikker til at fjerne kernehuset med. Det giver dig mulighed for at bage æblerne hele i bålet.

Forslag til servering

Hvordan serverer man bagte æbler? Mulighederne er mange. Egentlig er de skønne at spise direkte fra bålet – brændende varme, søde og saftige, men de er også lækre med et koldt tilbehør på siden. Flødeskum, yoghurt, creme fraiche, chantillycreme eller måske is?

Flere måder at lave bagte æbler på bål

Flere måder at lave bagte æbler på bål
Det hele begynder med et godt bål.

Hvis du vil lave bagte æbler over bål på gourmetmåden, er det ovenstående opskrift du skal bruge. Mikset mellem smør, sukker, krydderier og de hakkede nødder gør æblerne til en luksusmundfuld inden for bålmad, men nogle gange er det simple faktisk lige så lækkert.

Oftest laver jeg bagte æbler på bål ved bare at sætte frugterne på en snobrødspind. Ingen krydderi, ingen tilsat smag – kun æbler. I efteråret, når æblerne er i sæson, er de så søde og saftige, at de smager ganske fortryllende uden hjælpemidler.

Du laver de bagte æbler på bål på præcis samme måde som et snobrød. Sæt æblet på en pind, der er spidset i enden, og stik frugten ind i de ulmende gløder, mens du drejer den stille rundt.

Æblet er færdigt, når skindet sprækker, og saften syder omkring skallen. Det er klistret, karamelliseret og ægte buschcraftmad.

Bålbagte æbler i efteråret

Et pyramidebål er let at lave og brænder godt.

Flammerne fænger an og det tørre træ knitrer tyst i efterårsluften. Knaks. En knast springer og får brændestykkerne til at falde sammen, så ilden et øjeblik flakker uroligt. Men ikke længe og snart synker bålet sammen, så de ulmende gløder ligger tilbage. Orangerøde blinker de i mørket som et varmt, bankende hjerte. Efterårskulden føles ikke nær så isnende nu.

De bålbagte æbler begynder at dufte. En sød lugt spreder sig, og skindet på frugterne bobler op, de syder, og saften strømmer ud af frugten. De er færdige lige om lidt, når skindet sprækker og det hvide frugtkød kan ses, men det kræver tålmodighed.

Det tager nemlig lidt tid at lave bagte æbler over bål, så det er ikke en aktivitet, du kan kaste dig over, så snart lækkersulten sætter ind. Men ved du hvad? Jeg lover til gengæld, at det er hele ventetiden værd.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

RELATEREDE INDLÆG

Følg mig på sociale medier for meget mere inspiration

Kommentar

2 kommentarer til “Bagte æbler over bål”

    1. Velbekomme! Du burde prøve det, for det er bestemt lige så lækkert, som det lyder 🙂

      Mange hilsner
      Christine.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

SØG

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors