Klistrerede og karamelliserede. Lune, søde og urimeligt bløde. Bagte æbler over bål er noget af det hyggeligste at lave, når efterårskulden kommer krybende og tusmørket lægger sig som en fløjlsblød kappe over haven.
Jeg har tændt et bål i haven, og her fortæller jeg dig, hvordan du laver bålbagte æbler.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
De lækreste bålbagte æbler
Det er en af efterårets og vinterens hyggeligste aktiviteter, synes jeg: at tænde et bål og krybe sammen foran flammerne, mens snakken går eller tankerne bare står stille et øjeblik. Jeg tænder ofte bål i haven – og i æblesæsonen sker det måske endda særligt ofte.
For når gløderne orangerøde og knitrende træder frem, får jeg altid lyst til at lave bålbagte æbler. Det er virkelig nemt, så både store og små kan være med omkring bålet.
Herunder giver jeg dig to forskellige opskrifter på bålbagte æbler. Den første er luksusudgaven med varme krydderier og nødder. Den anden er buschcraft-versionen, som ikke kræver andet udstyr end en snobrødspind.
Se et udvalg af bålfade her (reklamelink)
Velbekomme!
Det skal du bruge
Beregn 1 æble per person
→ 1 æble
→ 1 spsk. sukker eller farin
→ 1 tsk. stødt kanel eller kardemomme
→ 1 tsk. smør
→ 5-6 hakkede nødder
Sådan laver du bagte æbler over bål
Jeg kan godt lide at beholde skrællet på æblerne, men sådan er det jo ikke alle, der har det. Er du en af dem, der helst undgår æbleskindet, så skræller du selvfølgelig bare frugten, før du halverer den.
✓ Halver æblet og fjern forsigtigt kernehuset.
✓ Bland sukker, nødder, kanel eller kardemomme i det kolde smør.
✓ Kom smør-sukker-nødde-blandingen på det halverede æble og ”saml” så æblet igen, før du pakker dem ind i stanniol.
✓ Luk pakken grundigt, så smørret ikke siver ud, og bag æblet i gløderne fra bålet i cirka 10-15 minutter.
✓ Æblet er færdigt, når det er helt mørt.
TIP Du kan bruge en udstikker til at fjerne kernehuset med, hvis du har sådan et jern. Det giver dig mulighed for at bage æblerne hele i bålet.
Forslag til servering
Hvordan serverer man bagte æbler? Mulighederne er mange. Egentlig er de skønne at spise direkte fra bålet – brændende varme, søde og saftige, men de er også lækre med et koldt tilbehør på siden. Flødeskum, yoghurt, creme fraiche, chantillycreme eller måske is?
Flere måder at lave bagte æbler på bål
Hvis du vil lave bagte æbler over bål på gourmetmåden, er det ovenstående opskrift du skal bruge. Mikset mellem smør, sukker, krydderier og de hakkede nødder gør æblerne til en luksusmundfuld inden for bålmad, men nogle gange er det simple faktisk lige så lækkert.
Oftest laver jeg bagte æbler på bål ved bare at sætte frugterne på en snobrødspind. Ingen krydderi, ingen tilsat smag – kun æbler. I efteråret, når æblerne er i sæson, er de så søde og saftige, at de smager ganske fortryllende uden hjælpemidler.
Du laver de bagte æbler på bål på præcis samme måde som et snobrød. Sæt æblet på en pind, der er spidset i enden, og stik frugten ind i de ulmende gløder, mens du drejer den stille rundt.
Æblet er færdigt, når skindet sprækker, og saften syder omkring skallen. Det er klistret, karamelliseret og ægte buschcraftmad.
Bålbagte æbler i efteråret
Flammerne fænger an og det tørre træ knitrer tyst i efterårsluften. Knaks. En knast springer og får brændestykkerne til at falde sammen, så ilden et øjeblik flakker uroligt. Men ikke længe og snart synker bålet sammen, så de ulmende gløder ligger tilbage. Orangerøde blinker de i mørket som et varmt, bankende hjerte. Efterårskulden føles ikke nær så isnende nu.
Kom godt i gang med frugthaven
De bålbagte æbler begynder at dufte. En sød lugt spreder sig, og skindet på frugterne bobler op, de syder, og saften strømmer ud af frugten. De er færdige lige om lidt, når skindet sprækker og det hvide frugtkød kan ses, men det kræver tålmodighed.
Det tager nemlig lidt tid at lave bagte æbler over bål, så det er ikke en aktivitet, du kan kaste dig over, så snart lækkersulten sætter ind. Men ved du hvad? Jeg lover til gengæld, at det er hele ventetiden værd.
Pilleovnen
Mums hvor lyder det altså bare lækkert – og ikke mindst hyggeligt 🙂
Tak for læsningen!
hverdagshaven
Velbekomme! Du burde prøve det, for det er bestemt lige så lækkert, som det lyder 🙂
Mange hilsner
Christine.