Av! Du kan næsten ikke undgå at hilse på de stikkendende brændenælder, når du går i haven – og mødet bliver ofte uforglemmeligt. De sætter nemlig et sviende aftryk på huden, så du husker dem længe efter.
Det er hårde ord at få med på vejen, men lægeurten er ikke kun en plante, du skal frygte. Den har mange gode egenskaber og kan både bruges til hjemmelavet gødning og i flere forskellige opskrifter.
Lad os starte med at nærstudere et par fakta om den brændende urt.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Et par fakta om brændenælde
Urten med det genkendelige udseende bliver 80 centimeter høj, men kan faktisk strække sig helt op til 120 centimeter! Kæmpen er i sæson fra marts til november, og kan kendes på de takkede, aflange blade, der både kan være helt lysegrønne og meget mørkegrønne.
Både blade og stængler er dækket med små hår – og det er dem, der brænder. Længere ned i artiklen har jeg skrevet et par fakta om, hvad du gør, hvis du brænder dig på dem.
TIP Tidligere har man brugt stænglernes fibre til at lave tekstiler af.
Fra maj og sommeren igennem kan du møde brændenælder med blomst. De ligner ikke havens stauder, for blomsterne, der sidder i plantens bladhjørner, er små og grønne. Faktisk ligner de mere frø.
Guide: Lav din egen brændenældegødning
Normalt vokser planten opretstående, men den kan også vokse krybende hen ad jorden.
Et sjovt fakta om brændenælde er, at den er særbo. Har du hørt om det ført? På mange vækster er der både han- og hunblomster på samme plante eller i samme blomst, men sådan er det ikke for nælderne. Her er er der skarp kønsopdeling: hanblomster på hanplanter og hunblomster på hunplanter.
Der er flere typer i nældefamilien
I udgangspunktet findes der to typer af brændenælde: en stor og en lille. Den store er den mest almindelige, og kendes også som Stor nælde (Urtica dioica). Forskellen på planterne er minimal, og du kan bruge dem på præcis samme måde.
TIP Du kan let forveksle urten med døvnælde. Den er ikke lige så høj som stor nælde, men den brænder ikke. Brug den på samme måde som den stikkende plante i madlavningen.
På latin er er navnet Urtica dioica, mens brændenælder på engelsk er stinging nettle. Planten er en del af nældefamilien, Urticaceae, hvor den tilhører slægten Urtica. Det kendte familiemedlem Liden nælde eller Urtica urens er derfor beslægtet med urten.
Hvor vokser brændenælder?
Det er en af de mest almindelige planter i den danske natur, og både børn og voksne genkender hurtigt planten på de savtakkede blade, der sidder parvis over for hinanden. Du kan finde den mange steder i naturen både her i landet, men faktisk i hele Norden og store dele af verden.
Opskrift på lækker brændenældehummus
Brændenælder vokser i skove og krat eller langs vandløb, grøftekanter, søer, møddinger, kompostbunker og hønsegårde, hvor jorden er meget næringsrig. Planten holder af at gro på steder med meget kvælstof i jorden.
Urten er utrolig hårdfør, og har du først fået den i haven, kan den være svært at slippe af med igen, for rødderne er stærke. Et brændenælderodnet ligner trærødder, og de forgrener sig hurtigt.
Derfor brænder du nallerne på nælderne
Både børn og voksne kender den sviende fornemmelse af at blive brændt af en brændenælde. Det hører vist med til livets uretfærdigheder, at man på et eller andet tidspunkt skal udsættes for netop det. Heldigvis påvirker det ikke smagen – tværtimod.
Den gode smag er skyld i, at de brænder, og det er et kløgtigt forsvar fra plantens side. På den måde kan den beskytte sig selv mod dyr, der vil æde den.
Hvis du nærstuderer planten, vil du se, at stængler og blade er beklædt med et tæt lag af små hår – og det er dem, der brænder. Hårene er skarpe som knive, og når du rører ved dem, brækker hårspidserne af og skærer et mikroskopisk hul på din hud.
Nælderne er ikke giftige for mennesker – du kan jo spise dem – men der er en giftig væske i hårene, som trækker ind i huden og fremprovokerer den sviende fornemmelse.
Derfor er det en god idé at tage handsker med, når du sanker brændenælder. Du kan også med fordele bruge en saks, så du kan være helt sikker på ikke at brænde dig.
Hvordan plukker man brændenælder?
Det bedste tidspunkt at plukke brændenælder er før blomstring. De små, friske skud er dem, der smager bedst, men du kan også godt bruge nye blade fra ældre planter. Jo lysere bladenes farve er, desto bedre er smagen.
TIP Pluk aldrig planter, der står tæt på veje, i markskel eller ved andre forurenede steder. Find dem i stedet i beskyttede krat eller skove.
Jeg vil anbefale, at du plukker brændenælder med handsker på, så du undgår irritation på huden. Du skal kun plukke urtens top, det vil sige de 3-4 øverste bladpar.
Du kan spise hele planten: frø, stængel, blade og rødder.
Sådan gør du, hvis du brænder dig på en brændenælde
Jeg har prøvet det mange gange; at dykke ned i en bunke ukrudt, hvor en brændenælde har gemt sig. Det er ikke nogen fornøjelse, og selvom jeg har haft handsker på, kan den svidende fornemmelse godt finde vej gennem det isolerende stof.
TIP Når du brænder dig, rødmer huden, men er du rigtig uheldig kan der også opstå hvide blærer. Er du allergisk over for brændenælders gift, kan du dæmpe udbruddet med antihistaminer, men det er yderst sjældent, det bliver aktuelt. Udslættet forsvinder som regel forholdsvist hurtigt.
Er uheldet ude, kan du heldigvis gøre noget for at lindre smerten.
Sådan gør du, hvis du brænder dig på en brændenælde
- Skyl huden med iskoldt vand, så giften vaskes af.
- Skrab forsigtigt de små hår væk med bagsiden af en kniv eller er kreditkort.
- Opløs lidt natron i vand og smør det på huden. Den basiske væske kan neutralise syren.
- Spyt! En god gammel klassiker.
- Saft fra en mælkebøtte modvirker også syren i giften.
Desuden har jeg fået fortalt, at saft fra brændenælder indeholder en modgift, man kan smøre på det udsatte område. Jeg har ikke selv forsøgt, men tippet er hermed givet videre.
Tip til at fjerne ukrudt fra haven
De fleste haveejere anser brændenælder som ukrudt, og selvom jeg har stor glæde af planten, er det ikke alle steder, den får lov at vokse frit.
TIP En brændenælde med blomst spreder hurtigt sine frø, så fjern planterne før de blomstrer, hvis du vil mindske deres fremmarch i haven.
Når den sidste rest af vinter slipper sit tag i haven, og det første forår finder sin vej frem, skyder de små brændenælder. Endnu er deres rodnet ikke særligt kraftigt, så vil du fjerne dem, er det nu, du må i gang.
Det er nemmest at luge planterne væk med håndkraft, når de ikke er så store, men du kan også bruge en buskrydder eller en græstrimmer, hvis det er et større område, der skal renses.
Formering af brændenælder i naturen
Det er de færreste haveejere, der drømmer om at formere brændenælder frivilligt, selvom planten er god for biodiversiteten. Den grønne urt klarer selv sin udbredelse gennem lange, kraftige udløbere under jorden.
TIP Stor nælde er flerårig, og formerer sig primært gennem rodskud, mens lille nælde er etårig og spreder sig via frø.
En brændenælderod er et tæt system, som hurtigt får godt fat i jorden. Du skal derfor lægge kræfter i for at fjerne planten.
Brændenælder er kendt for deres virkning
Oprindeligt har brændenælder været brugt som medicin, hvor den havde en positiv virkning på alt fra hoste til gigt og forstoppelse. Urten er også kendt for at kunne sætte gang i blodomløbet, og selv i dag er den historiske lægeplante genstand for forskning.
Her har man fundet ud af, at den virker fremmende for mælkeproduktionen hos ammende, men også at den afhjælper inflammation.
Sådan skaber du god biodiversitet i haven
Der er mange gode egenskaber i planten, som man med fordel kan få glæde af ved at spise den.
Prøv de lækre opskrifter med brændenælde
Du skal ikke være nervøs for at spise urterne, selvom de brænder. Hvis du hælder kogende vand over dem, holder de op med at brænde, og netop derfor er de perfekte til te og suppe.
Her tilberedes de nemlig på en sådan måde, at det kun er smagen og de mange gode egenskaber, du får.
TIP De nye skud er dem, der smager bedst, men det er også dem, der brænder mest. Derfor skal du være forsigtig, når du plukker urten til madlavning.
Men hvordan smager de så? Du kan bruge brændenælder i opskrifter, hvor du normalt ville have brugt spinat. De to grønne sager smager nemlig lidt af det samme, men nælderne har mere bid – selv efter tilberedning.
Det er naturligvis oplagt at bruge urten til den klassiske brændenældesuppe, men personligt er det ikke sådan, jeg foretrækker at spise dem. Den fornøjelse overlader jeg til andre, og kaster mig i stedet over opskrifter på brændenældepesto og te eller bruger dem i tærter, grød, brød, hummus og smoothies.
Jeg bruger dem også i omelet, pandekager og wokretter.
Er brændenælder sunde?
Vi danskere er blevet begejstrede for at samle vilde urter i naturen. Tager du kurven med i skoven for at sanke? Jeg samler mange ting i det fri, men de sunde brændenælder har jeg på matriklen, hvor de vokser i havens krat.
TIP Brændenælder kan tørres og bruges til te. Vil du have glæde af det gode næringsindhold, er det en oplagt måde at få ekstra vitaminer på i løbet af vinteren.
Jeg bruger dem i madlavningen gennem hele sæsonen. Dels fordi de smager dejligt, men i lige så stor udstrækning, fordi næringsindholdet er godt. Brændenælder er rige på A-vitamin, C-vitamin, kalcium og kalium, og samtidig har de et højt indhold af protein.
Guide: Tørring af brændenælder
Vil du have glæde af urten til vinter, er det oplagt at tørre dem. På den måde kan du forlænge holdbarheden og bruge de grønne blade til både smoothies, salt og te.
TIP Urterne tørrer bedst, hvis ikke de skylles først. Pluk dem derfor et sted, hvor de har vokset beskyttet, så de ikke er beskidte.
Det er nemt at tørre brændenælder, som kan gemmes i op til et år, hvis du opbevarer dem i lufttætte glas. Herunder fortæller jeg dig, hvordan du gør.
Sådan tørrer du nælder
- Pluk et stort bundt og hæng dem til tørring et luftigt sted, hvor de ikke får direkte sol.
- Hold øje med dem de næste uger – kan du spotte tegn på skimmel eller råd? Fjern hurtigt de angrebne stængler.
- Er brændenælderne helt tørre? De skal være knastørre, før du tager dem ned og kommer dem på lufttætte glas.
- Opbevar planterne i hel tilstand eller knus dem til pulver i en morter.
Efter tørring brænder planten ikke mere.
Skriv et svar