Du behøver ikke gå på jagt efter en vild hyldebusk, når du får lyst til at høste nogle hyldeblomster til saft, for du kan faktisk plante hyld i haven hjemme hos dig selv. Hyldebusken er smuk i de fleste haver, men særligt de haver, hvor der er lidt vildt, tilfører den en særlig stemning. Og duft. For om sommeren sender hyldebuskens blomster en fantastisk duft gennem haver og hegn.
Alt det og meget mere skal vi se nærmere på nu, for det er tid til at plante hyld i haven.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Hyld – Vælg de rigtige sorter
Næsten alle steder på landet kan du finde hylden, og ofte har den slået rødder bag gamle lader og ved møddinger, hvor den kan få lov til at vokse sig stor. For hyldebusken kan blive meget stor – 4-6 meters højde er ikke unormalt, hvis den får plads nok til at strække grenene.
Almindelig hyld kan købes her (reklamelink)
Når du skal købe et hyldetræ, skal du derfor først vælge, hvilken sort hyldetræet skal være. Skal sorten vokse sig til et stort træ, som hylden på landet, eller leder du efter en sort, der busker sig og passer til den lille have? Er du til den klassiske hyld med grønne blade og hvide blomsterskærme? Eller er du mere til en rødfliget hyld med mørke blade og røde blomsterskærme?
TIP En rosa hyld har mørke blade i sorte og røde nuancer, og den sætter de fineste, lyserøde blomsterskærme. Denne sort ser meget anderledes ud end den almindelige hyld med hvide blomsterskærme og grønne blade. En rødfliget hyld er flot i alle haver, men passer godt ind i den japanske haven.
Den sort du vælger at plante, er med til at skabe en stemning og et udtryk i din have. Går du meget op i, at din have former sig på en særlig måde, er det nemlig ikke lige meget, om du køber en fligetbladet hyld, en opstammet hyld eller noget helt tredje – for hver enkelt sort tilfører noget specielt til haven.
Herunder ser vi nærmere på nogle af de sorter, der er særligt populære at plante i haven.
Black Lace
Der findes nogle sorter inden for hyld, der er noget lidt ud over det sædvanlige. En rødbladet hyld som Black Lace er en af de sorter. Det særlige ved denne sort er, at bladene er meget mørke, og at blomsterskærmene er rosarøde. Som andre hyld blomstrer Black Lace i juni og sætter efterfølgende bær, der kan høstes i september.
Black Lace hyld kan købes her (reklamelink)
TIP Bruger du hyldeblomster fra Black Lace og andre røde hyld til hyldeblomstssaft, får din saft en fin, lyserød farve.
Black Beauty
Black Beauty er også en rød hyld med mørke blade i røde og sorter nuancer og med blomsterskærme i fine, lyserøde farver. Black Beauty blomstrer som andre hyldetræer i løbet af maj og juni, og i løbet af sommeren modner hyldebærrene, så de er klar til høst i september.
Black Tower
Black Tower er en rød hyld, der som det er kendetegnende for rosa hyld, sætter rosa blomsterskærme. Black Tower blomstrer i juni, men det særlige ved denne søjlehyld er, at den kun bliver 1-2 meter høj. Den er derfor god at plante i mindre haver.
Black Tower hyld kan købes her (reklamelink)
Sådan skal du plante hyld
Hylden kræver ikke nogen form for pasning eller pleje, om du så vælger at plante en rød hyldebusk eller går efter den almindelige hvide. Hylden kan nemlig gro i alt slags jord lige fra den sandede til den lerede, om end den dog godt kan lide lidt fugt.
Du kan plante hyld et sted i haven, hvor der både er sol og halvskygge, og hylden vil trives med begge dele. Det er nemlig en temmelig hårdfør plante, der stort set tåler alt – selv blæst. Det er jo derfor, at man ofte ser, hvordan hyldebuskene vokser i hegn og på udsatte steder, hvor andre træer giver op.
Du kan derfor godt plante hyld i hegn, hvor blæsten kommer susende, men det er klart, at jo mere du forkæler hylden med rolige vindforhold og god jord, des større udbytte giver den.
Hvornår skal man plante hyld?
Du kan plante hyld hele året og det gælder for alle sorter. Det bedste tidspunkt at plante hyld på er dog i efteråret, hvor jorden stadig er lun, men solen ikke brager ned. Fordelen ved at plante hyld i efteråret er også, at det ofte regner, så du derfor ikke skal tænke på, om du nu får vandet hylden.
Skønne æbletræer til alle haver
Køber du hyld som barrodsplanter, skal de plantes i efteråret. Køber du derimod hyld i potte, kan de plantes hele året. Det kan være lidt en religion, om man køber barrodsplanter eller planter i potter, men det kan godt være en fordel at købe hyld som barrodsplanter.
Hyld, der har vokset i potter, har fået tvunget rødderne til at vokse rundt og rundt i ring i potten. Det har barrodsplanterne ikke. Derfor kan de bedre få fat i jorden, når du planter dem ud, og dermed kommer de også bedre fra start end, hvis du planter hyld fra en potte.
Beskæring af hyldebuske
Det er ikke nødvendigt med beskæring af hyldebuske. Når det så er sagt, kan du uden problemer beskære hyld. Har du aldrig prøvet at beskære frugttræer og frugtbuske før, er hylden et godt sted at begynde, for det kan ikke rigtigt gå galt. Hyldebuske kan nemlig tåle en temmelig kraftig beskæring, så kommer du til at tage en gren for meget, sker der ikke noget ved det.
Hyldebuske kan blive temmelig store, og synes du, at hylden i din have begynder at brede sig for meget, kan det blive nødvendigt med en beskæring. Har du plantet hyld, fordi du gerne vil høste hyldeblomster og hyldebær, kan det endvidere være en fordel at holde hyldebusken i en højde, der gør det muligt for dig at plukke fra træet uden at skulle hente både stiger og stilladser.
Hyldetræet i den vilde natur
Den almindelige hyld eller Sambucus nigra, som den også kaldes, vokser ofte i skove, i hegn og langs markskel. Det er nemlig ikke usædvanligt, at du kan finde hyldetræet rundt omkring i naturen, for det vokser vildt overalt.
Hylden gør umiddelbart ikke meget væsen af sig, når den blander sig med de andre træer og buske rundt omkring i naturen. Det ændrer sig dog, når hyldeblomsterne springer ud som hvide lys mellem de grønne blade i løbet af maj og juni og sender en ganske særlig duft af sted med vinden. En sød blomsterduft, der er så kraftigt parfumeret, at det godt kan blive lidt voldsomt for de sarte næse.
Men det er kun i kort tid, for hyldeblomsterne forvandler sig snart til klaser med grønne bær, der vippende hænger og modner på hyldetræets grene. Hyldebærrene er modne i september, og så kan du for anden gang høste fra hyldetræet – i hvert fald, hvis du ikke plukkede alle hyldeblomsterne først på sommeren! Hyldebærrene har en dyb, mørk farve, ja de er næsten sorte, og klaserne kan blive så store og tunge, at hyldetræets blade næsten forsvinder i de mørke farver, når grenene bøjer sig.
Hyldetræet giver og giver! Først hyldeblomster, så hyldebær og begge dele kan anvendes til mange gode ting i køkkenet.
Opskrifter med hyld
Hyld kan anvendes til mange ting i madlavningen, og både hyldeblomsterne og hyldebærrene fortjener at komme med ind i køkkenet for at blive tryllet om til lækkerier.
Hyld indgår i mange opskrifter og først på sommeren, når hyldetræet blomstrer, er det hyldeblomsterne, der skal plukkes. Den mest kendte opskrift med hyld er hyldeblomstsaft, der med sin helt særligt søde og syrlige smag, minder mange om de første lyse sommeraftener omkring Skt. Hans. Resterne fra hyldeblomstsaften kan endda laves til hyldeblomstmarmelade – og det er altså også et hit!
TIP De sorte hyldebær farver meget – både tøj, hænder og mund.
Hyldeblomsterne kan bruges til at lave hyldeblomstte og hyldeblomstsukker, men de kan altså også bare dyppes i beignetdej og steges til de er gyldne. Det kaldes hyldeblomstpandekager, og det er også en god mundfuld at få serveret.
Super sunde hyldebær
I løbet af efteråret bliver det tid til næste runde; hyldebærrene. Hyldebærrene har et højt indhold af både A- B- og C-vitaminer, og de kan hjælpe med at jage en vinterforkølelse på flugt, hvis du koger saft af bærrene.
Hyldebærsaften kan blandes med honning og citronsaft og drikkes under et varmt tæppe, men den kan også serveres som hyldebærsuppe i en dyb tallerken med tvebakker vippende på toppen som små både.
Før du kaster dig ud i opskrifter med hyld, skal du huske, at de umodne, grønne hyldebær ikke kan spises. Det er også vigtigt, du koger de modne hyldebær, før du spiser dem. Hyldebærrene kan nemlig indeholde blåsyre, men du undgår en hver fare for marvekneb ved at koge bærrene, før du spiser dem.
Er hyld giftig?
En almindelig hyld er ikke giftig, men plukker du hyld andre steder end i haven, hvor du kender hyldetræets sort, skal du lige være lidt opmærksom. Det kan nemlig være sommerhyld eller druehyld, du står overfor, og begge sorter er giftige.
Sommerhylden har smalle blade og sætter mindre hyldeblomster end den almindelige hyld, og så både smager og dufter den anderledes. Sommerhyldens bær er sorte og ligner almindelige hyldebær, men druehyldens bær er røde, og derfor har du lettere ved at se, at det ikke er de hyldebær, du kan spise.
Hver gang, du går ud i den vilde natur, skal du altid tænke dig godt om før, at du plukker også spiser de ting, du finder. Er du i tvivl, om du står over for en giftig hyld, så lad være med at plukke af den. Plant i stedet en hyld i haven, som du trygt kan gå ud og høste af hvert eneste år.
Susanne Schmidt
Min søns Black lace gror næsten ikke. Blev plantet september 2018 fra potte. Det samme gælder min Black beauty. Skal vi gøde dem? Eller måske give dem dækbark.
Jeg har en Black lace, der er plantet 2016. Den er sat ned under ukrudsdug og det er dækket med dækbark. Den gror rigtig fint . De andre står i græsplæne en cirkel på 1m uden græs.
Har du et råd til at få dem i bedre vækst?
Vi er meget vilde med den flotte røde hyldesaft.
Venlig hilsen
Susanne Schmidt
hverdagshaven
Hej Susanne.
Den røde hyldesaft er nemlig bare flot og lækker, så jeg kan da godt forstå, hvis I gerne vil have mere af den.
Hyld vokser jo ofte bag gamle lader ved møddinger, så du kan sagtens give dem kompost eller omsat møg, hvis du vil sætte gang i væksten. Gør det gerne her i foråret. Dækbark holder ukrudtet nede, men det lyder som om, at det ikke er udfordringen her, siden du skriver, at I holder pænt rent omkring planterne.
Både 2018 og 2019 har været nogle meget varme og tørre somre, så det kan have sænket planternes hurtige vækst. Umiddelbart vil det være mit bedste bud på, hvorfor de ikke er vokset så hurtigt som den Black Lace, du plantede i 2016. Bliver 2020 også et tørt år, kan du hjælpe planterne på vej med vand.
Mange hilsner
Christine.
Sofie Nissen
Jeg drømmer om at have alm hyld til og vokse op af et skur. Vil jeg kunne holde den nede, ved at beskære? Kan læse at stammen kan blive en halv meter bred. Hvis stammen bliver så bred vil den ødelægge fliser og skur, så det vil ikke gå..
hverdagshaven
Hej Sofie.
Jeg kan jo selvfølgelig ikke love noget, men i udgangspunktet kan du godt plante en almindelig hyld ved dit skur og holde den nede med beskæring.
Mange hilsner
Christine.
Lene Frobøse
Jeg har en ældre hyld hvor der er mos på barken. Visse steder er den også faldet af. Kan træet overleve eller skal jeg skære af hvor det er bart?
Mvh. Lene
hverdagshaven
Hej Lene.
Så længe grenene skyder og ser sunde og raske ud, skal du ikke fjerne dem. På mine hyld er der også “bare pletter”, men træerne har det fint alligevel.
Mange hilsner
Christine.
Camille
Hej – jeg har et alt for højt hyldetræ med flere stammer. Jeg skar den ene ned i hegn-højde sidste år – og ville så tage resten her til maj. Læser nu at det skal være i starten af maj – er det for sent nu mon?
hverdagshaven
Hej Camille.
Ja, det er nok lige akkurat for sent til, at jeg tror, det er en god idé at beskære kraftigt. Jeg vil i hvert fald anbefale dig at vente, selvom hyld jo ellers er en ret sejlivet plante.
Mange hilsner
Christine.