Selvom jeg stadig går og venter på, at sneen lægger sig som en blød, hvid dyne i haven, kan jeg altså ikke komme uden om det: der står december i kalenderen.
Så mens jeg går og venter på, at vejrguderne sender sneflokke ned over landskabet, så alting bliver lidt mindre vådt at se på, julepynter jeg haven.
For én ting er, at snevejr får decemberhaven til at se magisk ud. En anden ting er, at man faktisk også selv kan gøre noget for at skabe en hyggelig julestemning udenfor.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Julepynt haven med naturens materialer
Julepynt i haven begynder altid med, at jeg tager støvler på, finder de varme vanter frem, hænger en kurv på armen og går ud for at finde julepynt til haven i naturen. Alt jeg skal bruge, ligger nemlig lige uden for min hoveddør.
Inspiration til hyggelig julestemning udendørs julepynt
Når jeg kommer hjem, er kurven fyldt med gran, mos, kogler, sten, vintergrene og røde bær. Jeg holder af at samle de forskellige ting i små tableauer rundt omkring i haven. Derfor lægger jeg gerne et par grene ved lanternerne eller fylder en kurv med kogler, æbler og gran, som kan pynte på havebordet. I krukkerne foran hoveddøren dækker jeg den bare jord med mos og klaser af røde bær.
Krukkerne fylder jeg med årstidens blomster og planter eller bundter af gran og grene, som jeg arrangerer på forskellige måder. Måske pynter jeg med et par kogler, kugler eller bånd. Jeg synes også, det er hyggeligt at grave en lille grønkål eller palmekål op i køkkenhaven for at omplante den i en krukke. Den klarer sig fintgennem december, hvis ikke hønsene når at spise den, inden måneden slutter…
Julepynt med smukke kranse
På æbletræerne hænger mistelten og bliver en slags julepynt i haven helt uden min hjælp. Jeg plukker altid en stor buket, som kommer ind i stuen i december for at sprede julestemning, men jeg bruger faktisk også misteltenen i julekranse.
Kranse kan nemlig også skabe en hyggelig julestemning i haven. Jeg hænger altid en julekrans på min hoveddør, så mine gæster kan blive budt velkommen med julepynt, men jeg binder også gerne en, som kan indgå i et vinterstilleben i haven.
Julepynt til haven med lys
Når mørket lægger sig over haven, er den ikke særligt hyggelig at kigge ud på, så derfor pynter jeg altid min have med lys i december. I drivhuset og på æbletræet hænger en lyskæde. Det er vist et klassisk valg, men det gør altså en forskel, synes jeg, at der er lys i haven, når jeg står op om morgenen eller kom hjem sidst på eftermiddagen.
Lyskæderne er ikke den eneste julepynt til haven med lys, som jeg sætter op. Jeg pynter også med levende lys, og særligt lanternerne er jeg glade for at bruge. De skaber sådan en hyggelig, julet stemning, og selv på en regnfuld decemberdag, kan de modstå vejret med deres bløde lys.
Sådan laver du et stilleben
Vil du lave et stilleben i haven med julepynt? De små tableauer er meget stemningsfulde, og du kan nemt lave dem selv.
Jeg samler gerne lanterner i større eller mindre stillebens både foran hoveddøren sammen med julekrukkerne, på havebordet, der ikke er kommet ind for vinteren, eller et andet sted i haven, hvor jeg synes, der skal være lys.
TIP Julepynt haven med krukker fyldt med årstidens blomster, grønne planter og kål. Julerose, skimmia, husløg, dværgcypres og buskbom er nogle af de hårdføre planter, der fint klarer decembers kulde. Få mere inspiration til, hvordan du skal tilplante julekrukker her.
Skal det være særligt festligt – for eksempel juleaften eller nytårsaften – sætter jeg fakler op, som kan bryde vintermørket, når jeg kigger ud i haven inde fra varmen.
Et varmende bål
Der er noget særligt over bål. Den måde flammerne flimrer og ilden knitrer på. Så snart, at der tændes et bål, samles man omkring det, og selvom bål kan tændes hele året rundt, er der nu noget specielt over at lave et i december.
Bålet er en del af min julepynt til haven i december. På en kold dag – måske med frost i luften og sne på jorden, hvis man er heldig – skaber det en hyggelig julestemning at mødes omkring bålet. Drikke varm kakao eller gløgg, riste de sidste af efterårets æbler og bare bruge et par timer på at stirre ind i gløderne, mens man snakker om løst og fast.
5 flotte bålfade til vinterhaven
Julepynt til havens dyr
Det er i december, at det for alvor går op for mig, at det er blevet vinter. Dagene bliver stadigt kortere, det bliver koldere og hønsene lægger ikke så mange æg, som man kunne ønske sig. De går på tidlig (men velfortjent) juleferie, og først når lyset vender tilbage, kommer æggene retur.
Jeg forkæler hønsene lidt ekstra i vintertiden, og når de skal have lækkerier, så skal havens småfugle selvfølgelig også.
Lav din egne fuglekugler i kulden
Derfor laver jeg altid noget spiselig julepynt til havens dyr, og fuglekugler formet som hjerter og juletræer er altid et hit. Formerne gør nemlig, at de både kan være julepynt til haven, som jeg kan lide at kigge på, og mad som fuglene hellere end gerne spiser.
Sæt et juleneg op til fuglene i december
Da jeg var barn, var det altid noget helt særligt, når vi skulle sætte et neg op til fuglene. Et stort gult et med en rød sløjfe på. Først når det var hængt op, kunne december rigtigt begynde.
Årets smukkeste efterårskranse
Sådan har jeg det stadigvæk, og negene er derfor altid en del af den julepynt til haven, som skal op som noget af det første, når december banker på de første kalenderblade. Når jeg har hængt det op, så breder julestemningen sig med det samme i haven, og så må frosten gerne komme. Jeg er parat.
Skriv et svar