Pasning af monstera

Pasning af monstera

Du kender den uden tvivl allerede: monstera deliciosa. I løbet af de sidste par år har det nemlig været umuligt ikke at åbne et magasin uden at se billede af den grønne stueplante med de delte blade. Forståeligt nok. For det karakteristiske udseende er netop det, der gør en fingerfilodendron til noget særligt.

Desuden er det en nem plante at have med at gøre, for den er hårdfør og kræver stort set ingen pasning. Til gengæld vokser den hurtigt og breder snart sine store, grønne blade ud i stuen. Er du klar til monstera? Nu skal du høre, hvordan du får succes med den hypede ”bloggerplante”.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

Monstera – En grøn plante med hullede blade

Monstera en grøn plante med hullede blade
Monstera er kendt for sine fligede, hullede blade.

Det er jo nok de hullede blade, der har gjort monstera til en populær plante. Oprindeligt vokser den i Nord- og Sydamerika, hvor den trives i det tropiske klima. Særligt i de fugtige regnskove skyder den i vejret, for monstera er en plante, der kan blive meget høj, og som er vild med at klatre.

Har du allerede set eksempler på, hvor stor monstera kan blive? Selvom planten faktisk ikke kan blive så høj her i vores kolde klima, kan den alligevel godt nå en højde på et par meter, hvis den får lov.

Monstera kaldes også for fingerfilodendron, og det skyldes de hullede blade, som ligner lange fingre. Faktisk er der ikke to blade på planten, som er ens, og derfor har planten også et meget særligt udseende.

Hvorfor har Monstera huller i bladene?

Nogle spørgsmål er nemmere at stille, end de er at besvare. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvorfor monstera har huller i bladene. Jeg har læst, at forskere efter mange år er nået frem til 2 forskellige teorier, som kan give svar på, hvorfor bladene har huller.

Den første årsag kan skyldes, at hullerne i bladene spreder overfladearealet, så planten kan optage mere sollys, når den står på regnskovens bund.

Den anden mulighed er, at bladenes huller er med til at gøre planten ekstra hårdfør over for det voldsomme regnvejr, som rammer tropiske egne. I stedet for, at vandet samler sig på bladene, så planten brækker eller tager skade, vil dråberne falde igennem hullerne i bladene og lande på jorden.

Forskellige typer af monstera

Forskellige typer af monstera
Der findes mange forskellige typer af monstera med hver deres særlige udseende og kendetegn.

Ikke nok med, at planten har et særligt udseende, så er navnet også noget helt specielt. Monstera er latinsk og har sin oprindelse i ordet monstrøs. Når jeg kigger på planten, giver det faktisk god mening, hvorfor de mange typer af monstera har fået det navn. De hullede plante, de lange stængler og den krogede vækst er nok indbegrebet af et monstrøst udseende.

Der er omkring 50 forskellige arter i planteslægten monstera, så hvilken skal du vælge? Herunder kan du læse mere om de 4 mest populære typer monstera.

Monstera deliciosa

På dansk kender du nok Monstera deliciosa under navne som Fingerfilodendron eller Fingerphilodendron, og netop denne art er da også den mest kendte i planteslægten. Nogle steder kan du også finde den under navne som Monstera pertusum eller i folkemunde Bloggerplanten, som henviser til plantens store popularitet i mode- livsstils- og boligmagasiner.

Tip!

Vil du undgå, at din fingerfilodendron falder sammen? Monstera har luftrødder, som kan blive meget lange. Planten bruger rødderne til at gribe fat med, så den kan klatre op, og derfor har den brug for en mospind at støtte sig til for ikke at knække midt over.

Det særlige ved monstera deliciosa er de mørkegrønne, delte blade, som den udvikler med tiden. Det er nemlig ikke altid, at planten har de fligede blade, når du køber den. De udvikles dog, når den vokser sig stor.

Monstera adansonii eller Monstera obliqua

Monstera adansonii er ikke lige så berømt som fingerfilodendron, men alligevel er den en del af monstera-slægten, som du bør kigge nærmere på. Den kendes også under navne som Monstera obliquaMonkey Mask og Swiss Cheese Plant. Denne art har et særegent udtryk og en forholdsvis lav højde, som gør den perfekt at placere på en hylde, så bladene blødt kan falde ned langs væggen.

Monstera adansonii har præcis som sit familiemedlem fingerfilodendron hullede blade. Den største forskel på de to typer er egentlig bare, at monstera obliqua er en lille smule mindre.

Monstera minima

Lad os nøjes med at kalde denne plante for Monstera minima, for navnet Rhaphidophora tetrasperma får bare tungen til at slå knuder på sig selv.

Du kan hurtigt komme til at tage fejl af, om du står med en monstera minima eller en monstera deliciosa i hænderne, når planterne er små. De grønne stueplanter ligner nemlig hinanden virkelig meget. Det bliver dog hurtigt tydeligt, hvilken type du har købt, for monstera minima vokser betydeligt hurtigere end deliciosa. Der er også det karakteristiske ved denne art, at den har dybe revner på begge sider af bladene.

Det kan være en god ide at give denne type monstera en mospind, som den kan vokse opad. Den gror nemlig hurtigt, og med en mospind får du mulighed for at styre væksten, så den ikke overtager hele din stue.

Monstera variegata

Vil du have en grøn stueplante, der ikke ligner alle de andre? Så skal du købe Monstera variegata. Planten er en broget fingerfilodendron, som ikke selv kan danne særligt meget fotosyntese. Derfor fremstår den med hvide plamager på de fligede blade, og netop det giver monstera deliciosa variegata et ganske særligt og smukt udtryk.

Planten skal passes på præcis samme måde som sine slægtninge til trods for sit specielle udseende, og den vokser også med lynets hast. Det er derfor en af de større stueplanter, du får ind ad døren, når du vælger at pynte dit hjem med en broget monstera variegata.

Plantning af monstera

Plantning af Monstera
Det er en god idé at give din monstera en støttepind ved plantning.

Du kan med fordel plante monstera i pottemuld med sphagnum, for den skal vokse i luftig, næringsrig jord. Jeg vil anbefale dig, at du efter plantning af monstera stikker en blomster- eller mospind i krukken, som den kan vokse op ad og støtte sig til.

Og hvorfor nu det? Simpelthen fordi planten – og her tænker jeg særligt på fingerfilodendron – har luftrødder. Det betyder, at rødderne vokser over jorden og derfor har brug for noget at gribe fat i. Du kan også vælge at klippe luftrødderne af, hvis du ikke vil lade planten klatre. Rødderne kan du bruge til at lave nye planter af, og hvordan du gør det, har jeg skrevet mere om længere nede i artiklen.

De fleste planter monstera i stuen, og det er også et godt sted at vælge, for den trives nemlig bedst ved almindelig stuetemperatur. Det er mellem 20 og 30 grader afhængig af årstiden.

Imidlertid er fingerfilodendron en plante fra regnskoven, og derfor kan den godt lide en høj luftfugtighed. Det er dog ikke noget, de fleste af os har lyst til at give den i stuen. Hvordan du snor dig uden om den udfordring, fortæller jeg dig i afsnittet om vanding og gødning.

Pasning af monstera

Pasning af monstera
Pasning og pleje af monstera klarer du nemt.

Pasning af monstera er ikke noget stort arbejde, og præcis det har gjort planten populær: her kan alle være med. Det er nemlig meget tydeligt at se, hvornår planten trives og hvornår den ikke gør. På den måde kan du nemt finde ud af, hvordan du klarer pasning af monstera.

Tip!

Du kan nemt se, om du har succes med pasning af monstera, for bladene afslører den. Gule blade er et tegn på, at planten står for lyst, mens manglende huller i bladene er et tegn på, at den står for mørkt.

Vil du give din grønne stueplante de bedste betingelser? Monstera trives ikke i direkte sol, for det kan medføre, at de fligede blade svides. Indirekte sollys er meget bedre, så giv planten en lys placering.

Du kan også sætte din monstera et sted, hvor det naturlige lys er begrænset, og selvom planten vil acceptere det, er det ikke den bedste betingelse for kraftig vækst.

Vanding og gødning til din grønne plante

Man kan nemt fristes til at tro, at monstera skal have meget vand, når det nu er en plante fra regnskoven. Ikke desto mindre er det ikke tilfældet, og faktisk trives monstera bedst med at tørre ud mellem vandingerne. Du skal derfor kun vande planten en gang om ugen.

Til gengæld er den grønne plante glad for fugt, og derfor må du overbruse eller sprayvande efter behov. Lyder det tidskrævende? Du kan også placere din monstera på badeværelset. På den måde sikrer du, at den altid får den fugt, der er behov for.

Tip!

Er de øverste 2-3 centimeter jord i krukken tør? Du ved, at din monstera skal have vand, når jorden i overfladen af krukken føles tør.

Det kan også være praktisk at sætte planten på badeværelset af andre årsager, for monstera drypper fra bladene. Lander dråberne på et råt trægulv eller et gulvtæppe, kan det give udfordringer, og derfor er badeværelset et godt sted at lade planten pynte.

Vil du sætte fart på væksten? Monstera vokser sig hurtigt stor, men med gødning kan du virkelig sætte fart på. Du får en meget stor plante, når du giver monstera gødning. Giv flydende gødning i forbindelse med vanding fra forår til sommer – så vil du se underværker! Det er kun nødvendigt at tilføje næring en gang om måneden.

Hold styr på væksten med opbinding og beskæring

Opbinding af monstera
Opbinding af monstera er en god idé, hvis du vil have styr på væksten.

Monstera kan blive stor – rigtig stor! Vil du undgå, at den vokser dig over hovedet? Det kan faktisk godt lade sig at gøre at styre væksten og tæmme den vilde plante. Opbinding er vejen frem.

Tip!

I naturen kan planten få en højde på mere end 18 meter!


Vil du undgå, at den grønne plante breder sig i alle retninger? Det kan hurtigt virke voldsomt, når en stor monstera slår sig løs, og selv i rum på mange kvadratmeter kan den gøre et enormt indtryk. Jeg har givet mine planter støttepinde, som de kan bruge til at klatre på.

Opbinding af fingerphilodendron er nemlig en oplagt måde at styre væksten på. Giv planten en mospind eller en blomsterpind, som den kan klatre langs, så vil du kunne sno den, som du ønsker.

Tip!

Vil du undgå opbinding?

Monstera obliqua (monkey mask) og Monstera minima er gode hængeplanter, så dem behøver du ikke støtte med opbinding.

Beskæring af fingerphilodendron er også en mulighed, hvis du vil holde planten nede. Det gør du ved at fjerne nye skud og luftrødder, som du kan lave til nye planter. Hvordan du gør det, har jeg  skrevet mere om længere nede i artiklen.

Sådan spotter du mistrivsel

Monstera er plante, der både er hårdfør og nem at passe. Det er dog ikke ensbetydende med, at du ikke kan opleve, at planten mistrives. I langt de fleste tilfælde skyldes det, at den ikke er placeret optimalt eller simpelthen ikke passes perfekt.

Herunder kan du se, hvilke tegn på mistrivsel monstera udviser.

4 tegn på, at din monstera mistrives

  1. Sorte pletter på bladene er et tegn på, at din grønne plante har det for koldt. Placer den i stedet i et rum, hvor temperaturen ikke er så lav
  2. Blege blade betyder, at du skal give mere gødning. Næring er en forudsætning for god vækst, og du skal derfor tilføje flydende gødning en gang i måneden. Gør det gerne, når du alligevel vander
  3. Gule eller brune blade viser dig, at du er for gavmild med vandet. Lad planten tørre ud mellem vandingerne, så den kan nå at absorbere alle dråberne
  4. Brune eller tørre pletter afslører, at planten får direkte sol, og det bryder den sig ikke om. Det giver nemlig svedne blade, og derfor må du flytte den til et sted, hvor den kun får indirekte sol

Kom i gang med formering af monstera

Kom i gang med formering af monstera
Vil du have flere planter, kan du formere monstera.

Vil du gerne have flere planter? Når først du har kastet din kærlighed på monstera er formering vejen frem, hvis du vil have flere planter. Og det kan godt betale. En fingerphilodendron er nemlig ikke noget billigt køb. Heldigvis er formering nemt, og du kan gribe det an på to måder.

2 metoder til formering af monstera

  1. Stiklinger
  2. Deling

Herunder fortæller jeg dig, hvordan du skal formere dine grønne stueplanter. 

Formering ved stiklinger

Har du allerede en monstera? Du har nok lagt mærke til, at planten sætter luftrødder. Det er dem, du skal bruge til stiklinger. Når du fjerner de nye skud på planten, er det samtidig med til at holde væksten nede.

Der er altså flere fordele i at formere din fingerphilodendron gennem stiklinger: du får flere planter og holder moderplanten sund.

Sådan formerer du monstera ved stiklinger

  1. Kan du se en stængel med luftrod? Følg det yderste af den stængel til det nærmeste led
  2. Klip lige under ledet og luftroden
  3. Plant stiklingen i fugtig jord og sørg for, at både led og luftrod er under jorden
  4. Det er meget vigtigt, at en stikling fra fingerfilodendron får fugt hele siden, så den skal sprayes eller vandes jævnligt
  5. Sæt derfor stiklingen i en lukket beholder, indtil den har slået rødder. Du kan bruge en gennemsigtig plasticpose til at skabe et fugtigt rum omkring planten
  6. Din stikling er klar til udplantning efter 4-8 uger, når rødderne er omkring 4 centimeter lange

Vil du i gang med at lave stiklinger? Det bedste tidspunkt at lave stiklinger af din monstera er i foråret og sommeren.

Formering ved deling

Synes du, det lyder indviklet med stiklinger? Indrømmet. Det er tidskrævende at tage stiklinger af lige netop denne plante, så derfor er det dejligt, at deling af monstera er en nemmere vej til formering.

Det kræver dog, at planten er i god vækst og dermed forholdsvist udviklet.

Sådan deler du monstera

  1. Tag planten ud af krukken og frigør forsigtigt rødderne for jord
  2. Nu kan du kan se, at rødderne er filtret ind i hinanden, så skil dem ad
  3. Gik det? Når du har delt rødderne, står du med flere nye planter, som du nu skal sætte i frisk jord
  4. Vær opmærksom på, at hele rodnettet er under jorden, når du placerer stiklingerne i en ny potte
  5. Hold jorden fugtig i den første tid efter delingen

Det er virkelig nemt at dele monstera. Du skal bare være opmærksom på ikke at beskadige rødderne, når du filtrer dem fra hinanden.

Er monstera en giftig plante?

Det er de færreste stueplanter, du skal sætte tænderne i, og det gælder også denne her. Monstera er en giftig plante, og derfor skal hverken børn, voksne eller kæledyr gumle på den. Hos børn viser forgiftning sig som udslæt eller irriteret hud, og for hunde og katte er kramper eller diarre symptomer, du skal være opmærksom på.

Jeg har haft monstera i mange år, og jeg har aldrig selv oplevet problemer med, at planten er giftig. Som med alt andet gælder sund fornuft: nyd planten, vask hænder efter berøring med den og lad ikke små børn få fat i den.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

RELATEREDE INDLÆG

Følg mig på sociale medier for meget mere inspiration

Kommentar

25 kommentarer til “Pasning af monstera”

  1. Hej! Tak for en dejlig blog og er godt indlæg! Min monstera kunne godt bruge mere jord i krukken, da det er god plads hele vejen rundt om den jordklump, som rødderne står i. Hvilken slags jord bør man benytte? Jeg er meget ny indenfor planter, men er utrolig stolt af min flotte monstera! Knus fr Ane

    1. hverdagshaven

      Hej Ane.

      Velbekomme – og tusind tak! Det gør mig meget glad, at du kan lide artiklerne 🙂
      Monstera kan rigtig godt lide, når jorden ikke er for fast, så du skal ikke trykke den alt for hårdt ned i krukken. Den må gerne være lidt porøs og luftig. En god plantejord med spagnum er et rigtig fint valg, når du vil give monstera ny jord.

      Rigtig god plantelyst!

      Mange hilsner
      Christine.

  2. Tak for en super beskrivelse af pasnong af denne vidunderlige plante.
    Hvad gør jeg med de mange rødder der vælter ud af potten 😉
    MH Gitte

    1. hverdagshaven

      Hej Gitte.

      Velbekomme, jeg er virkelig glad for, at du kan bruge min guide.

      Det bedste er at stikke rødderne ned i potten eller lade dem vikle sig omkring en plantepind, så din monstera kommer til at stå stabilt. Er der mange rødder, kan du klippe nogle af dem af med forsigtighed.

      Mange hilsner
      Christine.

  3. Hej
    Jeg fandt din artikel, fordi jeg synes, min monstera er blevet “træt” at se på. Jeg kan dog ikke finde svaret i artiklen. Nu kan jeg jo desværre ikke vedhæfte et billede af planten her, men den har vokset flot og kraftigt i flere år, så jeg omplantede den i maj måned, så den fik mere jord og plads. Lige siden har den dog hængt noget med bladene, de ser på ingen måde sprøde ud – trætte og krøllede sammen mange af dem. Ikke spændstige som før. Hvad gør jeg mon galt? Vander efter “reglerne” og har givet den en god, lys placering, uden at være i direkte sol.

    1. hverdagshaven

      Hej Rikke.

      Det kan skyldes mange ting, men det giver ofte udfordringer for store planter at blive ompottet. Det skyldes, at de har skabt et særligt miljø i deres krukke, og når de fjernes fra det, reagerer de. Med tiden burde det udligne sig, hvis du vander optimalt og har placeret det et godt sted. Du kan også fjerne visne blade, så monstera ikke bruger energi på at “hele” døde blade.

      Næste gang du omplanter, kan du med fordel nøjes med at skifte det øverste lag jord i krukken, så du ikke forstyrrer plantens rodnet.

      Mange hilsner
      Christine.

    1. Hej Susanne.

      Der kan være flere årsager til, at monstera danner dråber på bladene. Det kan både skyldes overvanding og/eller høj luftfugtighed.

      Mange hilsner
      Christine.

  4. Carla Engelhardt

    Hej Christine!
    Jeg kiggede her får at prøve at få en svar men kunne ikke helt finde det så nu spørger jeg her:)
    Min plante har det mega godt og jeg gør alt det som du siger, men det er som om jorden er meget hård? Den skiller på en måde og er ikke så mush og blød, skal jeg omplante den, elmer hvad skal jeg gøre?
    Vh Carla

    1. Hej Carla.

      Årsagen kan muligvis være, at potten ikke er stor nok til planten. Når rodnettet udvider sig på for lidt plads, kan det resultatere i, at jorden skiller. Nu skriver du, at planten trives, og så længe den gør det, synes jeg ikke, der er grund til at omplante den. I stedet kan du eventuelt lægge et løst lag jord øverst, som kan udjævne hullerne.

      Held og lykke med det 🙂
      Mange hilsner
      Christine.

  5. Hej Christine
    Dejlig info om en sjov plante.
    Planten og jeg har forsøgt os frem forskellige steder i huset og nu tror jeg vi har fundet en rigtig plads. Bla med mere sol så jeg håber på finger blade.
    Jeg vil gerne have plantet om for at få en mere stabil potte. Tænker du jeg skal tage den som den er og blot fylde jord omkring og lade rodnet være i fred?
    Da den ser lidt klejn ud har jeg givet den gødning for at give den lidt hjælp. Vil nyt og mere jord ikke også være en hjælp til planten?
    Hilsen Anne

    1. hverdagshaven

      Hej Anne.

      Jeg håber, at den nye plads resulterer i fingerblade. De er nemlig ret sjove og flotte.

      I udgangspunktet er der kun behov for en ny potte, hvis den nuværende er for lille, men der sker ikke noget ved, at du omplanter til en større. Ny, frisk jord gør aldrig skade, så jeg er sikker på, at din monstera kun vil blive glad for den ekstra hjælp.

      Mange hilsner
      Christine.

  6. Hej Christine.
    Skøn brugbar læsning, det er lige en side jeg har brug for.
    For 3 dage siden købte og modtog jeg en et-bladet stikling af monstra variegata, det bliver så spændende at følge den.
    Tak for din guide.
    Venlig hilsen Anni.

    1. hverdagshaven

      Hej Anni.

      Det lyder virkelig spændende med din nye monstera. Jeg håber, at den vokser sig stor og flot det næste stykke tid, så du kan få rigtig meget glæde af den i mange år – og måske endda selv tage stiklinger fra den.

      Tak for din ros. Det er så godt at høre, du kunne bruge artiklen, så jeg siger velbekomme!

      Mange hilsner
      Christine.

  7. Hej Christine
    Tak for din fine beskrivelse af planten.
    Jeg har en plante der er ved at være 3 år gammel. Men jeg er i tvivl om den skal omplantes i en større krukke (den er 1 Meter høj ca). Hvis den omplantes, skal den så helt ud af sin plastik krukke og over i en større krukke?
    Jeg har nogle blade der er gået i stykker, skal de klippes af og i så fald hvor har de bedst af at blive klippet? ☺️
    Hilsen Amanda

    1. hverdagshaven

      Hej Amanda.

      Velbekomme. Det kunne godt være, det var til tid en omplantning, og du skal endelig tage monstera helt ud af den nuværende plastikkrukke og placere den i en større. Giv frisk jord og godt med vand, så skal den nok klare det.

      Du kan også fjerne de beskadigede blade. Klip dem af helt inde ved planten.

      Mange hilsner
      Christine.

  8. Hej Christine

    Jeg har en Monstera på ca. 2 meter, men der er kun blade i toppen (2 stks da jeg blev nødt til at skære det ene væk, fordi det var dødt) Stammen er meget bar og kedelig og sådan har den stået i godt et års tid uden nogen form for vækst. Det er en redningsplante jeg har taget til mig, og den havde det allerede hårdt ved indflytningen. Den passes efter opskriften og får jævnligt gødning, men der sker ikke rigtig noget. Har du nogle ideer til at få den til at skyde nedefra eller fra stammen?

    1. hverdagshaven

      Hej Tine.

      Det lyder til, at du passer den helt perfekt, og muligvis har du allerede prøvet det, jeg foreslår nu. Når planter mistrives kan det skyldes flere ting, men har du sikret dig, at:

      – Potten passer til planten?
      – Jorden er tilpas næringsrig og fugtig?
      – At planten ikke står for solrigt, så bladene bliver svedne?

      Det kan være årsager til, at din monstera ikke vil skyde. Giv den eventuelt frisk jord, hvis det er længe siden, du sidst har gjort det, og sætter den luftrødder, kan du også bøje dem ned i jorden. Jeg kan desværre ikke garantere, at det virker, men min erfaring med monstera er, at planten godt kan være lang tid om at komme sig, hvis den har haft det hårdt i gennem længere tid. Jeg håber, at den snart er i bedring.

      Mange hilsner
      Christine.

  9. TAK — lige hvad jeg havde brug for – har fået min søns store plante i pleje i et års tid. Den skulle jo gerne stadig være flot når den skal retur.

    Er vest sol for skrapt for den?

    1. hverdagshaven

      Hej Gitte.

      Velbekomme – rigtig godt, du kunne bruge artiklen. Jeg håber selvfølgelig, at planten er i topform, når din søn skal have den igen, men jeg er sikker på, at du vil gøre dit bedste for at give den gode vækstbetingelser.

      Solen kan være meget kraftig, når den kommer fra vest, hvilket godt kan blive for meget for monstera. Står den vestvendt, men beskyttet, kan det imidlertid godt lade sig at gøre. Det afhænger derfor meget af, om du placerer den i direkte eller indirekte sol. Hold et vågent øje med planten i den kommende tid, så du hurtigt kan flytte den, hvis solen bliver for hård.

      Mange hilsner
      Christine.

    1. hverdagshaven

      Hej Kirsten.

      Velbekomme. Du kan godt klippe monstera lidt til for at holde den nede. Der er naturligvis altid en risiko for, at planten kan tage skade af beskæringen, men skærer du den ikke helt ned, kan den godt tåle det.

      Mange hilsner
      Christine.

  10. Hej
    Tusind tak for en super guide 🙂
    Jeg har lige købt en Monstera Minima, som bare er én stilk (knap 1m.)

    Er det typisk for Minima, at den bare vokser som én lang stilk?

    Vil den forgrene sig, hvis man klipper lidt af toppen? Og lykkes det nemt?

    Vil den trives i en selvvandingspotte?

    De bedste hilsner
    Maria

    1. hverdagshaven

      Hej Maria.

      Velbekomme, hvor er det fedt, du kunne bruge den – og tillykke med din nye monstera.

      Min erfaring er, at de unge planter netop blot er én lang stilk, og at de først forgrener sig i takt med, at de vokser sig større. Du skal derfor ikke klippe noget af, men blot have tålmodighed med og tillid til, at planten nok skal klare det helt af sig selv.

      Jeg har ikke forsøgt at plante i en selvvandspotte, men umiddelbart tænker jeg sagtens, at det kan lade sig at gøre.

      Mange hilsner
      Christine.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

SØG

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors