Der er noget særligt over lathyrus. Måden de snerler og snor sig på, griber fat, kravler op og sætter blomster på. De er lette i løvet, fine i formen og så er duften helt vidunderlig.
Ja, jeg er vild med lathyrus, og jeg planter dem i krukker, langs hegn og i espalier – simpelthen fordi de vokser, blomstrer og dufter hele sommeren. Det er en blomst, man bliver glad af at se på, både når den vokser i haven, og når den blomstrer i store store buketter på køkkenbordet.
Vil du dyrke lathyrus? Nu fortæller jeg dig, hvordan du skal gøre.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Kom godt i gang med dyrkning af lathyrus
Lathyrus er etårig, så derfor må du hvert år begynde forfra med at lægge frø i jorden. Jeg forspirer altid lathyrus, selvom det egentlig ikke er nødvendigt. De kan sagtens plantes på friland, når jorden er varm nok i løbet af maj.
TIP Du kan lægge dine lathyrusfrø i koldt vand 1 døgn før, du planter dem ud. Det giver en bedre spiringsevne.
Vælger du at plante lathyrus direkte på friland, lægger du frøene i en fugtig rille med 5-6 centimer mellem hvert frø i 2-3 centimeters dybe. Det er vigtigt, at du sørger for at vande jævnligt. De kan nemlig ikke lide at tørre ud, hverken som fuldvoksne planter eller som små spirer.
Kom godt i gang med forspiring af sommerens blomster
Dyrkning af lathyrus kræver i udgangspunktet sol og gødning. Du skal derfor plante dem et sted i haven, hvor solens stråler rammer dem jævnligt. Sørger du samtidig for at gøde dem, skal du nok få mange blomster til buketter.
Forspiring af lathyrus – ærteblomst
Forspiring af lathyrus kan du gå i gang med fra marts og indtil april. Læg frøene i et glas vand et døgn inden, du vil så dem, så er de mere tilbøjelige til at spire. Efter et døgn i vand er frøene svulmet op og er blevet bløde. Du skal forspire lathyrus i såmuld og sørge for at vande dem jævnligt, så de ikke tørrer ud.
Din guide til at prikle planter
Når planterne er vokset til, skal de prikles om i større potter, så de udvikler sig optimalt. Du kan plante dine ærteblomster ud, når risikoen for nattefrost er ovre, så hold godt øje med vejrudsigten. Du skal ikke regne med, at du kan plante dem ud, før maj kigger frem i kalenderen. Før du planter dine forspirede lathyrus ud i haven, skal du huske at afhærde dem, så de ikke får et kuldechok.
Tid til at afhærde planter – Sådan gør du
Lidt mere om gødning til lathyrus
Som nævnt er det en fordel at gøde ærteblomsterne, ligesom de også helst vil have masser af sol. Men så igen… Dyrkning af lathyrus kan sagtens lade sig at gøre uden gødning og dage med sol, har jeg erfaret. De lathyrus, som ikke får alt den kærlighed, de kunne bruge, og som står på matriklens mest forblæste plet, de vokser glimrende her i min have alligevel.
Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg planter dem et sted, hvor jorden i forvejen er meget næringsrig. I hvert fald må jeg blot informere om, at det ikke er helt efter havebogen, hvis ikke du giver lathyrus gødning, og blomstrer de ikke, er det med stor sandsynlighed derfor.
Tag frø fra lathyrus i efteråret
Hvis du selv vil tage frø fra lathyrus, skal du lade nogle af blomsterne blive sidde på planten i september måned, så de kan udvikle sig til bælge. Når bælgene er blevet mørke, og planten er begyndt at visne ned på grund af efteråret, kan du tage bælgene med ind, gemme de største frø og så dem igen i foråret.
TIP Har du en lathyrus, du synes, er særligt smuk? Så tag frø fra den plante.
En gammel havemyte siger, at man skal slibe frø fra lathyrus med sandpapir, før man planter dem i foråret. Det gør man, fordi skallerne er meget hårde. Jeg har aldrig gjort det, og jeg har fået fine planter alligevel, men har du lyst til at slibe på frøene først, så gør det endelig.
Bare vær opmærksom på, at du ikke sliber for meget af. Det er kun en let overfladeslibning, vi er ude i her. Pointen med at slibe frø fra lathyrus er, at de skulle spire bedre i jorden, fordi frøene ikke skal bruge så meget krudt på at bryde igennem skallen.
Er lathyrus giftig?
Det kan godt være, at lathyrus er en ærteblomst, men der er intet spiseligt over dem. Frø fra lathyrus er giftige, og det er vigtigt at være opmærksom på! For selvom de på grund af bælgene kan ligne ærter til forveksling, er de slet ikke så uskyldige. Det er derfor ikke en af de blomster, du kan drysse ud over din aftensmad.
Er lathyrus en staude eller sommerblomst?
Er lathyrus en staude? Både ja og nej. Lathyrus odoratus er en etårig lathyrus, som hører til sommerblomsterne. Til gengæld er den flerårige staudelathyrus, som navnet afslører, en staude.
Staudesalvie – En nem blomst til haven
Der er flere forskellige mellem den etårige lathyrus og den flerårige. Den mest markante forskel er, at en staudelathyrus ikke dufter, til den gæld har den en langt mere kraftig vækst end den duftende odoratus.
TIP Det er ikke alle ærteblomster, der dufter. Vil dyrke nogle, der dufter, skal du gå efter lathyrus odoratus.
En staudelathyrus overvintrer ude og skyder fra jorden hvert forår. Selvom den visner, når kulden blæser ind over haven, kommer den igen så snart, foråret begynder. Allerede fra juni sætter den blomster, der holder helt indtil efteråret.
Vil dyrke lathyrus som staude? Så er det mest almindelige syn en staudelathyrus i farver, der skifter mellem rød, lilla og pink. Det er smukt, men slet ikke lige så mangfoldigt som de duftende, der findes i et væld af farver.
Husk opbinding af lathyrus
Lathyrus kaldes ikke ærteblomster for ingenting. Når de spirer, ligner de nemlig til forveksling ærter, og præcis som ærter slynger og snor de sig. De vil frygteligt gerne gribe fat i noget og vokse sig store.
TIP I begyndelsen skal du hjælpe dine lathyrus lidt på vej, indtil de får fat. Opbinding af lathyrus skal gøres allerede fra begyndelsen af plantens voksetid, men efterhånden som planten bliver større, griber den selv fat og skal derfor ikke hjælpes så meget.
Det kan derfor kun anbefales, at du fra det øjeblik, du lægger et lathyrusfrø i jorden eller sætter de forspirede planter ud, sørger for, at de har noget, de kan vokse op ad.
Har de ikke det, finder de selv en udvej og griber fat om alt, de kommer i nærheden af. For at undgå det, er opbinding af lathyrus vigtigt. Lathyrus kan nemlig uden at ryste i løvet sagtens blive 1,5 meter høje, hvis de får lov. Derfor skal de have et stativ, et hegn eller noget helt tredje, de kan vokse op ad.
Hegn & stativer til opbinding
Du kan lade dine lathyrus vokse op ad hegn eller stativer, du kan købe på en planteskole. Pileflet, espalier, rionet og bambusstativer er også glimrende alternativer. Faktisk er en lathyrus ikke så kræsen med, hvad den vokser op ad, bare den kan få lov til at sno sig.
Tallerkensmækker – Farverig blomst & krydderurt
Får den ikke noget at kravle op ad, smyger den sig hen langs jorden. Det kan se fint ud, men opbinding af lathyrus har faktisk sine fordele. Det gør det nemlig lettere at styre planten, og har du andre planter stående samme sted, er det ekstra vigtigt med opbinding, så lathyrusen ikke kravler langs jorden og kvæler de andre planter.
Du kan plante lathyrus i krukker
Lathyrus vokser gerne i krukker på terrassen eller altanen, og det er derfor ikke kun i havens blomsterbede, at du skal dyrke dem.
Planter du lathyrus i krukker, kan du vælge at lade blomsten snerle sig ned langs krukkens kanter og brede sig, som den har lyst. Du kan også give den et stativ, så den får mulighed for at vokse op. Begge dele ser flot ud.
10 skønne blomster til dine krukker
Når du dyrker lathyrus i krukker er det vigtigt, at du gøder, så planten hele tiden får ny næring, den kan tære af og fortsætte med at vokse sig stor.
Vil du have mange blomster? Så skal du plukke buketter
Det vigtigste du skal gøre, når du dyrker lathyrus, er at plukke. Plukke, plukke og plukke – store buketter af de farvede, duftende blomster. Det kan føles som et overgreb at frarøve planten de allerførste blomster, men det er nødvendigt.
Plukker du ikke blomsterne, bliver de til bælge med frø, og så stopper blomstringen helt. Derfor bliver du nødt til at plukke mange buketter, som du kan give væk eller sætte på bordet i din stue. Derfor kan det være en god idé at dyrke lathyrus et sted i haven, hvor du ofte kommer forbi. Så kan du altid plukke en buket med ind – eller fjerne de bælge, der er kommet alligevel.
Kom godt fra start med kartoflerne
Jeg dyrker lathyrus lidt rundt omkring, hvor jeg har hegn, der trænger til lidt farve, men særligt rundt om køkkenhaven har jeg mange stående. Så tager jeg et par gange i ugen en buket med ind, når jeg alligevel er i køkkenhaven for at grave kartofler op eller hente et par rødbeder.
Det bedste ved at dyrke lathyrus
Det bedste ved at dyrke lathyrus er de duftende buketter. Egentlig er det heldigt, når man nu skal plukke så mange af dem for at få planten til at blive ved med at vokse. Jeg dyrker lathyrus for at få blomster til buketter fra juni til september – og hvilke buketter!
De mange forskellige farver lige fra hvid over sart rosa til en mørk – næsten sort – lilla skaber dybde og kontraster i mine buketter. Samtidig har lathyrus en lethed over sig, som giver noget særligt til en buket.
Jeg laver buketter, der kun består af lathyrus, men blander også gerne blomsterne med, hvad der ellers er i haven – roser, græsser, nelliker, hortensia eller sankthansurt. Prøv dig frem, lathyrus står godt til det meste og giv så buketten til en, du godt kan lide eller sæt den på et sted i huset, hvor du kan se de fine blomster hele tiden.
Ruth Dirksen
Hej.
Jeg har glædet mig over at læse om alle de skønne blomster hos lathyrus.
For andet år i træk har jeg nu flotte planter og absolut ingen blomster!
Jeg har købt frø i dyre domme, sået dem efter et døgn i vand på et beskyttet sted i solen, hvor de får vand og gødning – hvad gør jeg forkert?
Mvh
hverdagshaven
Hej Ruth.
Lathyrus er nemlig en fantastisk blomst, så jeg kan godt forstå, at du ærgrer dig over, at de ikke blomstrer. Jeg har aldrig selv haft problemer med, at mine lathyrus ikke ville blomstre, og jeg har faktisk heller aldrig mødt nogle, der har haft det problem.
Den vigtigste forudsætning for at få mange blomster på lathyrus er, at man plukker og plukker og plukker, men hvis du ikke får én eneste blomst, så er det jo ikke en mulighed.
Planter du på det samme sted i haven hvert år? Eventuelt kan du prøve at plante lathyrus et andet sted i haven næste år, lige som du også kan prøve nogle andre frø. Det kan være, at du kender en, der også har lathyrus i sin have, som du kan få nogle frø af.
Jeg håber, at det kan hjælpe dig, så du også kan få de fine lathyrus i din have. Du er selvfølgelig velkommen til at skrive igen 🙂
Camilla Næraa
Hvilken gødning bruger du til dine lathyrus?
mange hilsner
Camilla
hverdagshaven
Hej Camilla.
Jeg bruger flydende gødning. Du kan uden tvivl købe det på planteskoler, men jeg bruger altid gødning, jeg selv laver. Har du lyst til at lave din egen (naturlige) gødning af planter eller møg, kan du læse mere i bogen Naturlig Gødning. Den har jeg selv haft stor glæde af.
Hilsner
Christine.
Trine
Hej
Jeg har et højbed med en masse et-årige ærteblomster.
De fleste af planterne er visne, og smidder en masse frø.
Nogle af frøene falder ned mellem brædderne på terassen.
Skal jeg være urolig for, at der kommer nye ærteblomster op mellem terasse brædderne til næste sommer?
Mvh Trine
hverdagshaven
Hej Trine.
Potentielt set kan der godt komme nye planter op mellem brædderne, så vil du være helt sikker på, at der ikke kommer nogle, skal du fjerne bælgene med frø.
Skulle der kigge nogle ærteblomster op til sommer, er de heldigvis nemme at trække op.
Hilsner
Christine.
Hanna Maria Clement
Jeg kunne godt tænke mig at høre om duhar erfaring med at så latyrus om efteråret i uopvarmet drivhus, til udplantning om foråret? Jeg følge Botania på hendes Instagram konto, hvor hun skriver om at så nogle sommerblomster, bl.a. latyrus, om efteråret i drivhus og så udplante om foråret. Jeg har prøvet men de er døde efter vinteren. Har du nogle erfaringer?
Mvh. Hanna Maria Clement/HannasHave
hverdagshaven
Hej Hanna.
Jeg ved, man kan så lathyrus nu, men har aldrig selv forsøgt. Jeg venter til foråret, og kan derfor ikke give dig nogle råd med på vejen, når det gælder forspiring i efteråret.
Mange hilsner
Christine.
Ida Østergård
Tusinde tak for den spændende artikel om lathyrus, hvis du spørger mig, er det absolut min ynglingsblomst. Jeg har dem i krukker, hvor nogle bliver over to meter.
Og duften…… den er bare så skøn.
hverdagshaven
Hej Ida.
Selv tak for din søde kommentar! Lathyrus er også en af mine favoritter. Den er så smuk, og duften er det bedste, ved den. Jeg kan slet ikke få nok af den, og heldigvis kommer der jo kun flere blomster, hvis man plukker buketter. Det er bestemt en fordel, synes jeg.
Mange hilsner
Christine.
Lene Almegaard
Hej 🙂 tak for dette fine sted, jeg først lige har opdaget. Kan du måske give mig et råd: Jeg har en nordvendt altan, der kun har sol fra kl. 16 til 19-20 om sommeren. Jeg forspirer dem i sydvinduer. Du skriver at lathyrus klarer sig forblæste steder i din have – men også med kun lidt sol
Det håber jeg:-) Ellers må jeg jo lade dem blive inde og håbe de trives der. Men drømmen er jo en mur af lathyrus på den ene side af altanen 🙂 tror du det kan lykkes? Mange hilsner Lene
hverdagshaven
Hej Lene.
Velkommen til 🙂
Jeg kan selvfølgelig ikke love dig, at du er lige så heldig, som jeg er, men umiddelbart tror jeg da, at du nok skal få en blomstrende mur af lathyrus. Du må meget gerne skrive til mig i løbet af sommeren, og fortælle, hvordan det går.
Mange hilsner
Christine.
Hanne
Jeg har i fler år dyrket lathyrus, jeg synes de er skønne, selvom jeg vander og gøder rigeligt ender det altid med at de får meldug hvad skyldes det?
hverdagshaven
Hej Hanne.
Lathyrus er skønne, så jeg kan da godt forstå, du er ærgerlig over, at de får meldug. Er det mon gennem hele sæsonen eller først sidst på sommeren?
Meldug opstår, når det er fugtigt og varmt, og sådan er det ofte sidst på sommeren. Du kan fjerne angrebe blade, blomster og eventuelt planter, så snart du ser sygdomstegn, hvis du vil undgå, at det spreder sig, men ellers er det en god idé at udplante lathyrus på steder med god luftcirkulation. Når luften hele tiden skiftes, får sygdommen sværere ved at “sætte sig fast”. Vand heller aldrig på bladene, men et lille stykke fra planten, det burde også hjælpe. Hold eventuelt igen med gødning sidst på sæsonen.
Held og lykke med dem.
Mange hilsner
Christine.