Krydret rabarberchutney

krydret rabarberchutney

Sæsonen er skudt i gang, og de røde rabarber strækker deres sprøde stængler mod den blå himmel. Du bruger dem sikkert allerede til både crumble og saft, men du bør ikke snyde dig selv for også at lave en krydret rabarberchutney af et par stilke.

Kombinationen af krydderiernes dybde og frugtens syrlighed, gør chutney med rabarber til et dejligt tilbehør, du kan bruge til både fisk, kylling og salater. Er du klar til at gå i køkkenet? Jeg har fundet opskriften frem, så lad os få gang i gryderne.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

Opskrift på chutney med rabarber

opskrift på chutney med rabarber
Min opskrift på chutney med rabarber har en dejlig, krydret smag.

Hvordan kan du bedst lide en chutney? Sød, syrlig, stærk eller krydret? Der findes mange opskrifter på chutney med rabarber, og hver enkelt præsenterer sit bud på, hvordan smagen skal være.

Jeg holder af en krydret, syrlig chutney, og præcis det rammer min opskrift. Hvis du kan lide din version lidt sødere, så tilsætter du bare mere honning eller sukker.

Det skal du bruge

Der bliver 1 lille glas af denne portion

→ 5 små rabarber

→ 1 rødløg

→ 2 cm. ingefær

→ 2 fed hvidløg

→ ½ chili (kan udelades)

→ 1 dl. æbleeddike

→ 1 dl. balsamico

→ 1 dl. vand 

→ 1 tsk. honning (eller 2 tsk. rørsukker)

→ 1 tsk. sennepskorn

→ Salt

Vil du have en krydret chutney med rabarber og chili? Du skal vælge en chili, der passer til dit temperament. På den måde kan du selv afgøre, hvor meget styrke du vil tilføre. Er du ikke til stærk mad, kan du helt undlade chili, når du bruger min opskrift på chutney med rabarber.

Sådan laver du rabarberchutney

Sådan laver du rabarberchutney
Rabarberchutney er lækkert tilbehør til mange retter.

Forklædet er bundet, ingredienserne er fundet frem og vi skal i gang. Nu fortæller jeg dig, hvordan du laver rabarberchutney.


Sådan gør du

✓ Start med at rense rabarberne og skær dem i mundrette bidder.

✓ Pil løget, halver det og skær det i skiver.

✓ Grib så ud efter ingefær, hvidløg og chili, som du snitter i små tern. Vil du have en rabarberchutney uden hele stykker? Riv ingefær og hvidløg fint i stedet.

✓ Find nu en god gryde som du fylder med æbleeddike, balsamico, vand, honning og sennepskorn.

✓ Varm lagen langsomt op og kom rabarber, løg, hvidløg, ingefær og chili i – og lad hele herligheden simre 20-30 minutter ved lav varme.

✓ Begynder det at dufte? Smag på din rabarberchutney og tilføj salt og honning efter behov.

✓ Lad det koge et par minutter mere, mens du skolder et glas med patentlåg.

✓ Hæld den varme chutney over i det rene glas, luk med det samme og sæt på køl.

Voila – det var alt!

Hvor lang holdbarhed har rabarberchutney?

Jeg opbevarer min rabarberchutney på køl, for det giver den længste holdbarhed. I modsætning til saft eller marmelade er chutney ikke noget, jeg gemmer i lang tid.

Jeg foretrækker at lave en mindre portion, som jeg hurtigt kan spise. På den måde kan jeg være sikker på, at jeg når at spise det hele, før holdbarheden udløber.

Rabarberchutney har en holdbarhed på 1 uge i køleskabet, men det er nu alligevel sjældent, at glasset får lov til at stå så længe herhjemme. Når først den krydrede duft spreder sig i køkkenet, gælder det mere om at være hurtig, hvis man vil smage, end det gælder om at tænke på holdbarheden.

Sådan bruger du chutney med rabarber

krydret-rabarberchutney
Server din rabarberchutney til kylling, fisk eller ost.

Kylling med rabarberchutney er en rigtig forårsklassiker, og på samme måde som rabarberkompot passer perfekt til lørdagskyllingen, gør chutney det også. De syrlige noter tilføjer noget friskt til retten, som klæder den.

Du kan også spise chutney med rabarber til fisk og ost, ligesom den også er lækker som supplement på et stykke rugbrød. Jeg bruger den også gerne i madpandekager, som tilbehør til wok, dahl eller som en lækker dressing til salat.

Mange muligheder – Prøv et par variationer

rabarber
Du kan variere opskriften på rabarberchutney, så den passer lige til din smag.

Som jeg skrev i begyndelsen, er min opskrift på chutney med rabarber bare ét eksempel på, hvordan du kan gribe det an. Noget af det jeg holder allermest af ved at gå i køkkenet, er nemlig den måde, jeg kan variere en opskrift på. Med et par simple udskiftninger kan en opskrift pludselig forandre sig og måske smage endnu bedre end originalen.

Du skal derfor være velkommen til at tilføje og udskifte ingredienserne i opskriften præcis efter, hvordan dine smagsløg synes, chutneyen er bedst.

Prøv også rabarberchutney med

  • Æble
  • Blomme
  • Kanel
  • Abrikoser
  • Lakrids
  • Karry
  • Timian

Smag dig frem og find dine egne favoritter, for der er mange muligheder for variationer. Og mens du går der og nyder duften af krydret rabarberchutney, som spreder sig i køkkenet, kan du glæde dig over, at sæsonen for rabarber varer længe endnu. Heldigvis.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.

RELATEREDE INDLÆG

Følg mig på sociale medier for meget mere inspiration

Kommentar

2 kommentarer til “Krydret rabarberchutney”

  1. Hejsa. Det lyder og ser lækkert ud. Jeg bliver dog i tvivl om du mener 2 fed hvidløg eller to hele hvidløg? Sikkert det første, men …. Inspirerende at følge dig

    1. hverdagshaven

      Hej Carina.

      Tak for din søde kommentar – så skønt, du bliver inspireret 🙂
      Jeg mener 2 fed hvidløg, det andet bliver vist alt for voldsomt.

      Håber, du synes om opskriften.

      Mange hilsner
      Christine.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

SØG

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors