Hvis der er noget, man skal dyrke i sin have, så er det rabarber. Der er nemlig næppe noget så skønt, som at trække de første sprøde, røde stængler op af jorden i det tidlige forår.
Om det er svært at dyrke rabarber? På ingen måde. De passer nemlig sig selv. Men for at give rabarberen de bedste betingelser for at vokse sig store og røde så tidligt som muligt, er der alligevel et par ting, der kan være gode at skrive sig bag øret. Hvad det er, det fortæller jeg dig her.
Kom godt i gang med dyrkning af rabarber
I min have er rabarber noget af det første, der kigger frem og derfor også noget af det første, jeg høster – og det er tiltrængt. Det er nemlig den første, friske frugt, jeg kan hente i haven siden efteråret, så det er noget, jeg ser frem til.
Heldigvis er rabarber noget af det nemmeste, man kan plante i sin have. Der er nemlig ikke meget hokus pokus over at dyrke rabarber, for de passer stort set sig selv. Dermed ikke være sagt, at du ikke lige kan tage et par forholdsregler, hvis du rigtigt vil glæde dine rabarberplanter, for der er selvfølgelig altid noget, man kan gøre – sådan er det jo som regel med afgrøder.
TIP De mindste rabarber er som regel de sødeste.
Lad os se nu se nærmere på, hvordan du kommer godt i gang med dyrkning af rabarber.
Hvor skal jeg plante rabarber?
Det fine ved rabarber er, at de vokser glimrende i halvskygge. Derfor kan du uden problemer plante rabarber på et skyggefuldt sted, hvor andre af havens planter vil trives mindre godt. Når du planter rabarber, kan du derfor få udnyttet de mindre optimale pladser i haven.
Jeg har plantet rabarber to forskellige steder i haven, og det ene sted er ved komposten. Rabarber skal nemlig have meget næring især, hvis du jævnligt vil høste af dem. Det vil jeg gerne, og netop derfor dyrker jeg rabarber ved siden af min kompostbunke, så den kan stå og suge næring derfra. Det elsker den nemlig.
Det andet sted jeg har plantet rabarber, er ud til en kant, hvor det vælter ind med skvalderkål og andet skidt fra den dag, solen sender sine første stråler ned over haven. Når rabarberen bliver stor nok, vil den automatisk skygge for det ukrudt, der forsøger at trænge sig på, og jeg slipper derfor for at luge i det område, hvor rabarberen lukker af.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Sådan får du tidlige rabarber
Når rabarberen begynder at kigge frem i foråret, er jeg altid hurtig til at sætte en sort spand over dem. Det skal bare være en almindelig murerspand fra det lokale byggemarked, som er stor nok til at hele ”rabarberklyngen” kan være under. Oven på spanden lægger du en sten eller noget andet tungt, så spanden ikke blæser væk. Det lille trick gør, at du driver rabarberen frem, så du kan plukke og spise af den temmelig tidligt.
TIP Hen over sommeren skal rabarberen have gødning – gerne hønsemøg – som du lægger rundt om planten.
Under spanden snyder du rabarberen til at tænke her er dejligt lunt, jeg må hellere vokse, og så begynder den at sætte turbo på. Du skal selvfølgelig huske at tage spanden af igen på et tidspunkt, når du har nydt godt af den første høst. Rabarber kan ikke dyrkes i mørke hele sæsonen. Den har også brug for lys og luft.
Hvornår er rabarber i sæson?
Man siger, at rabarber er i sæson til og med Skt. Hans i slutningen af juni. Det er der, hvor den er bedst at høste og spise. Herefter skal den have ro indtil slutningen af august, hvor du så kan plyndre den igen for at få hylderne fyldt op med saft og marmelade til vinteren.
Hvis du vil være sikker på, at rabarberen har energi nok til at forsyne dig med anden omgang rabarber, kan du vande den i tørre perioder. Det er sjældent nødvendigt her hos mig, men jeg gør det da en gang eller to i løbet af en sæson.
Formering og deling af rabarber – Sådan gør du
En rabarbers levetid er lang, for den vokser sig bare større og etablerer for hver sæson et mere knudret rodnet. Hvis du gerne vil formere din rabarber, så andre kan få glæde af den, er det optimalt at gøre det i sensommeren. Del rabarberen med en spade og plant den i potter til overvintring i drivhuset eller direkte i jorden.
De kan se forkølede ud om foråret, men de skal nok komme, bare sørg for at holde dem fri for ukrudt indtil de er store nok til at klare ærterne selv. Det er vigtigt, at du venter et år eller to med at spise af den rabarber, du har plantet ud, for den skal altså bruge noget tid på at bide sig ordentlig fast. Men har du tålmodighed til at vente, kan du til gengæld høste uanede mængder rabarber sæsonen efter.
Rabarber og oxalsyre
Der er oxalsyre i rabarber, og det var jo nok grunden til de mange formaninger, jeg fik som barn, når jeg endnu en gang gnaskede løs på en frisk rabarber. Oxalsyre er nemlig ikke så godt for tænderne, og du kan næsten mærke, hvordan tænder og mund tørrer ud, hvis du spiser rå rabarber – hvilket også får de fleste til kun at gnaske ganske kortvarigt på en rå rabarber. Så lækkert er det nemlig heller ikke.
Oxalsyren skal dog ikke afholde dig fra at spise og dyrke rabarber. Serverer du din rabarber med mælk, fløde, cremefraiche eller lignende, kan du roligt spise alt det rabarber, du har lyst til. De ting neutraliserer nemlig oxalsyren.
Er du alligevel nervøs for oxalsyren så tro mig, man har også et mætningspunkt, når det gælder rabarber. Så snart de andre ting begynder at spire i haven, så glemmer du hurtigt alt om rabarber – i hvert fald indtil næste forår.
Dyrkning af kæmpestore, magiske rabarber
Da jeg var barn, synes jeg, at rabarber var noget af det mest magiske, man kunne dyrke. Planterne var kæmpestore, så man kunne kravle ind under dem og sidde der i skyggen og gemme sig, når varmen blev for drøj. Begyndte det at regne, kunne man brække en af de kæmpe stængler af og bruge den som en spiselig paraply. For tænk sig, trods talrige formaninger og løftede pegefingre kunne jeg ikke lade være med at spise af stænglerne.
De var sure, så tænderne hvinede, men var man meget sliksulten, kunne man med lidt god vilje godt forestille sig smagen af rabarbergrød eller noget af det syrlige slik i skøre farver. Med tiden lærte jeg, at det var de mindste rabarber, der var de sødeste. De store rabarber er sejere og surere, hvorimod de små er helt perfekte – de skal bare lige forarbejdes lidt først.
Så jeg har rabarber i min have, og jeg dyrker dem med største fornøjelse. Både fordi, jeg kan blive lidt nostalgisk, når jeg ser, hvordan de rigtigt kan vokse sig store og eventyrlige men mest fordi, at jeg synes, de smager henrivende.
Skriv et svar