Tænk en gang at liste ned gennem rækkerne i køkkenhaven på en varm sommerdag for at plukke en håndfuld ærter, man kan tage med hen under et skyggefuldt træ og spise. Ja, det er ikke dårligt.
Høst af ærter er en af de beskæftigelser, der hører sommeren til, og når først ærterne hænger tæt på planterne, kan turen frem og tilbage til køkkenhaven tages mange gange om dagen.
Klarer du ærterne i haven? Det gør du helt sikkert, og nu skal vi se nærmere på, hvordan du dyrker ærter i haven.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
I gang med dyrkning af ærter
Ærter, Pisum sativum, er 1-årige, og det betyder, du hvert år skal lægge nye frø i jorden, hvis du vil høste ærter. Du kan begynde dyrkning af ærter på friland i løbet af april, når frosten har sluppet sit tag i haven og jorden er løs og let at arbejde med.
Hjemmelavet hummus med brændenælder
Du behøver ikke at forspire ærter, men det kan have sine fordele at lade dem vokse frem i drivhuset og først i slutningen af måneden plante dem ud i køkkenhaven. Nogle sorter har nemlig svært ved at bryde frem af jorden på friland, så du kan hjælpe planterne på ved ved at forkultivere dem før udplantning.
Dyrkning af ærter kan du gøre over en lang periode, og det er en fordel lægge frø i jorden med 14 dages mellemrum til og med juni. På den måde kan du nemlig høste ærter i lang tid, og hvem synes ikke, det er dejligt med friskbælgede ærter på en sommerdag?
Hvis du vil have succes med dyrkning af ærter, er der lige noget, du skal vide. Det er nemlig ikke en god idé at plante ærter med løg og kartofler – de kan nemlig ikke rigtig lide hinanden. Så for at undgå ufred i køkkenhaven, skal du meget hellere plante ærter sammen med spinat, bønner, radiser og gulerødder.
Vigtigt at vide før såning af ærter
Er du klar til at såning af ærter i køkkenhaven? Før du går i gang med at lægge ærtefrø i jorden, vil jeg gerne give dig et lille tip.
Jeg plejer at så ærter i dobbeltrækker, hvor jeg først lægger én række med ærter. Derefter sætter jeg et hegn op, som ærterne kan klatre på, før jeg sår endnu en række med ærtefrø på den anden side af hegnet. På den måde kan du dyrke mange ærter på lidt plads.
TIP Du kan lægge dine ærtefrø i vand natten over dagen før, du planter dem. Det er med til at modne frøene, så de har lettere ved at spire.
Det er en god idé at så ærter på denne måde, og planter du dem med en afstand på 10 centimeter, kan de sagtens dele hegn. Mellem hver dobbeltrække sørger jeg for at have en god planteafstand, så jeg kan komme ind og høste de mange ærter, der kommer.
Sådan skal du så ærter
Såning af ærter er ikke svært, og fortæller jeg dig trin for trin, hvor du skal gøre.
Sådan gør du
- Når du skal så ærter i haven, begynder du med at lave en sårille med en hakke eller en rive.
- Vand rillen grundig.
- Er vandet sunket ned i jorden? Nu er den fugtig og du kan så dine ærtefrø.
- Læg frøene i 5 centimeters dybde og med en planteafstand på 5 centimeter mellem hvert frø.
- Når frøene er i jorden, dækkes de og jorden ”klappes” let, så ærterne trykkes ned.
- Vand grundigt
TIP Du får en lang sæson med ærter, hvis du sår nye frø hver 14. dag. Spiser du mange ærter? Du kan også så hver uge, hvis du vil have en stor og hyppig høst.
Det er ikke sikkert, alle ærterne spirer, og gør de ikke det, vil der komme huller i rækkerne. De huller lukker du ved at så ærter på de tomme pladser. De planter vil klart nok begynde at spire og udvikle sig senere end de andre, men det har ikke anden betydning, end du kan høste ærter i lidt længere tid i den række.
Kom godt i gang med såning & udplantning i køkkenhaven
Drop gødning til ærter
Ærter er en virkelig god ven, hvis man dyrker sin have økologisk – og det gør jeg. Ærter optager og fikserer nemlig kvælstof fra jorden.
Ja, nu bliver det måske lige teknisk nok, men det er vigtigt at vide, for det betyder nemlig, du ikke behøver at gøde jorden, før du begynder at dyrke ærter. Har du gødet jorden året før, kan du nemlig nøjes med at grave jorden godt igennem, så den er løs inden, du planter ærterne.
Vanding er vigtigt
Når du dyrker ærter, er vanding vigtigt. De tåler nemlig ikke udtørring og vokser bedst i en fugtig jord. Du må derfor være flittig med at komme forbi med vandkanden.
Hvis ærter mangler vand, bliver de både melede og seje, og fra såning til høst må du sørge for, at jorden omkring planterne er fugtig.
I tørre perioder skal du derfor forbi køkkenhaven dagligt for at slukke deres tørst, så du sikrer, at dine ærter vokser som de skal. Planterne er ekstra udsætte over for sygdomme og skadedyr, særligt meldug, hvis de mangler vand.
Sygdomme & skadedyr
Sygdomme og skadedyr er noget, du må være indstillet på at stifte bekendtskab med, når du dyrker ærter. Fugle som fasaner, duer og høns er meget glade for ærtefrø, og særlig lige efter såning er planterne udsætte. Mus mæsker sig også gerne i planterne, de og kan hurtigt gøre en ende på dine havedrømme.
Foruden mus og fugle er ærtevikleren også et af de skadedyr, som ærter kan angribes af. Fra begyndelsen af juli er den klar til at lægge æg på ærternes blomster, og i løbet af en uge udvikles der fra æggene små larver, som møver sig ind i ærterne.
Du ved, du har haft en ærtevikler på besøg, når der er orm i dine ærter. Du kan forbygge angreb ved at så tidligt eller ved at dække med fiberdug.
Fugle elsker ærter
Fugle elsker ærter! Men det er jo ikke for fuglenes skyld, at du dyrker ærter. Vil du undgå at fuglene høster de grønne bælge, før du gør?
Du kan forebygge angreb fra flyvende fjender ved at dække rækkerne med fiberdug lige over såning af ærter. Når de små planter begynder at blive større, kan du fjerne fiberdugen igen og ærterne burde ikke friste fuglene længere.
Sæt et hegn til ærter
Ærter slynger og snor sig, griber fat og klatrer op. Men de skal hjælpes lidt på vej, og særligt de høje sorter kræver lidt støtte på vejen. Derfor foregår dyrkning af ærter med hjælp fra hegn.
Der findes rigtig mange flotte hegn og kreative indspark, man kan give sig i kast med – lige fra pinde af bambus eller hassel, der sættes på kryds, til snore udspændt mellem pinde, til rionet.
Jeg har prøvet lidt forskelligt, men er nået frem til, at det, der fungerer hos mig, er rionet. Det er forholdsvist billigt og så er det stabilt – to ting, der batter i min bog. Er det smukt? Ikke sønderligt, når det står det helt brunt og bart i begyndelsen af sæsonen, men når først ærterne begynder at vokse, forsvinder hegnet hurtigt i grønne planter.
Vælg de rigtige sorter af ærter – En snak om typer & arter
Når du vil dyrke ærter i haven, skal du først beslutte dig for, hvilke ærter, du vil spise. Der er nemlig stor forskel på, om du planter gule ærter eller grønne ærter. Jeg dyrker mange forskellige sorter, der hver især har deres smag og udseende, og som kan bruges til noget forskelligt i madlavningen.
TIP Marværter er de ærter, du sikkert kender som grønne ærter. Det er de ærter, du finder på frost, og hvor bælgene ikke kan spises. Bælgene kan til gengæld godt spises på både slikærter og sukkerærter. Alle tre sorter dyrkes på samme måde.
Herunder kan du læse mere om de forskellige sorter af ærter, du kan så i din have.
Marværter
Marværter, Pisum sativum var. Sativum, er en de sorter, du oftest støder på i køkkenhaverne. Der findes forskellige typer af denne art, og du kan derfor både dyrke den lave version og den høje. De lave marværter har en højde på omkring 50 centimeter, hvorimod de største godt kan vokse sig et par meter høje. Du kan ikke spise bælgen på disse ærter, så de skal bælges, før der er mad på bordet.
Der findes marværter med lilla bælge, men hvor ærterne inden i er grønne, og de er flotte at dyrke i køkkenhaven. Vil du dyrke lilla ærter, skal du gå efter sorten Blauschokker.
Skalærter
Skalært, Pisum sativum var. sativum, er en meget hårdfør sort, som du kan bruge til gule ærter. De er ikke så søde og lækre som marværter, men til gengæld udvikler de sig hurtigt.
Vil du gemme ærter til vinter? Skalærter kan tørres og opbevares i krukker hele vinteren, og du kan derfor bruge til dem som erstatning for kikærter.
Sukkerærter
Sukkerærter, Pisum sativum var. macrocarpon, er skønne, fordi du kan spise hele ærten – inklusive bælgene. Du skal plukke denne sort, mens bælgene er flade og sprøde, for de skal nemlig spises inden, frøene udvikle sig.
Du kan så forskellige sorter af sukkerærter, men generelt for denne type ærter gælder det, at de ikke bliver så høje. De vokser til en højde på mellem 40 og 80 centimeter, så de er nemme at høste for både børn og voksne.
Vil du dyrke sukkerærter, kan du finde frø her (reklamelink)
Slikærter
Slikærter, Pisum sativum var. macrocarpon, er en sjov sort, for det er nemlig en krydsning mellem marværter og sukkerærter. På samme måde som sukkerært, kan du høste slikærter og spise bælgene med frøene indeni.
Smagen er sød, og de kan både spises rå og tilberedte. Slikærter kan dyrkes i forskellige højder, og du kan både få sorter, der er 50 centimeter høje og nogle der er 2 meter.
Markærter
Markærter, Pisum arvense, er ikke en af de almindelige sorter i køkkenhaven. Navnet siger det næsten, for de dyrkes på markerne og bruges primært til foder.
Du kan gemme ærter til vinter
Jeg dyrker ærter i min have, som jeg kan gemme til vinter uden at fryse dem ned. Det er ikke alle sorter, du kan gemme til vinter, og derfor måtte jeg på udkig efter gule ærter. Gule ærter skal ikke spises rå, det er derimod en type af ærter, der bruges som tilbehør. Jeg bruger dem til hummus eller som flækærter i gryderetter og puré.
Duftende, blomstrende lathyrus
De sorter jeg dyrker til at gemme hedder Carlin Peas og Lollandske Rosiner, og egentlig er det lidt forkert at sige gule ærter om dem, for det er faktisk en gråært. De er begge meget gamle sorter, som i stedet for at sætte hvide blomster får de fineste lilla blomster. Det er ikke svært at forstå, hvorfor lathyrus er en ærteblomst, når man ser disse ærter med lilla blomster.
Høst & spis ærter i sæson
Ærter skal høstes, når de er i sæson, for det er nu en gang der, de er bedst – friskplukkede og spist direkte fra bælgen. Det kan ikke sammenlignes med ærter på frost, der har været gemt en hel vinter. Der er meget mere smag i de friske, og netop derfor vil jeg gerne have en lang sæson med ærter – mange ærter.
Radiser – En nem og tidlig grøntsag i køkkenhaven
For at få mest mulig smag ud af ærterne, er det alfa omega, at høst af ærter foregår på det rigtige tidspunkt. Ærter kan nemlig godt blive melede og bitre, hvis de hænger for længe på planterne. Derfor tager jeg jævnligt en tur ned i køkkenhaven for at se, hvordan det går med ærterne, og når jeg kan se, at de er ved at blive tykke, så er det bare med at få dem plukket! Det er nemlig de tykke ærter, der bliver melede at spise.
Når du høster ærter i sæson, skal du være lidt forsigtig. Du kan nemt komme til at trække hele planten op, hvis ikke du er lidt varsom. Hold derfor godt fast om bælgen, når du plukker.
Du kan lave dine egne ærtefrø
Skulle det ske, du overser et par ærter så lad dem hænge. Jeg laver selv mine ærtefrø, og det gør jeg ved at lade nogle bælge hænge på de flotteste af planterne. Jeg lader bælgene hænge indtil, de er helt tørre, før jeg plukker dem og tager med ind.
TIP Ærter er selvbestøvende, så de krydser ikke. Det betyder, at det er meget nemt at lave sine egne frø.
Tilbage fra køkkenhaven tager jeg ærtefrøene ud af bælgene, og gemmer de flotteste tørt og mørkt indtil sæsonen med ærter begynder igen næste år.
Mj1986
Jeg har længe gået rundt med ideen om at dyrke mine egne ærter. Jeg elsker ærter havde aldrig tænkt på at dyrke mine egne, indtil jeg fandt denne hjemmeside. Jeg køber normalt ærter i bakker i Fakta, og det er også dem jeg vil dyrke. Ved i hvad denne sort hedder?
https://www.kimbino.dk/fakta/tilbudsavis-fra-torsdag-11-07-2019/?page=2
hverdagshaven
Det lyder da som en rigtig god idé at dyrke dine egne ærter 🙂
Hvilken sort det er, du normalt køber i Fakta, kan jeg desværre ikke svare på ud fra billedet. Der findes mange forskellige sorter, og flere af dem ligner hinanden, selvom de smager forskelligt. Det kan jo være, at du er heldig, at navnet står på pakken?
Held og lykke med dyrkningen!
Sandie J. Jensen
Du skriver at du gemmer ærterne tørt og mørkt indtil næste år. Men er det bare noget avispapir og en papkasse som ved andre grøntsager, og vil de kunne tåle frost henover vinteren? Hvordan gør du i den proces?
hverdagshaven
Hej Sandie.
Det er helt rigtigt, at jeg gemmer ærterne tørt og mørkt, så jeg kan lægge nye ærtefrø i jorden til foråret. Du kan godt pakke dem ind i avis, når de er helt tørre, og lægge dem i en kasse. Jeg lægger mine frø i kaffefiltre, som jeg skriver årstal og sortens navn på, og så kommer de i en kasse med låg, som jeg stiller i det skab, hvor jeg opbevarer frø. Jeg opbevarer altid mine frø frostfrit.
René
De planter der deler hegn(på hver deres side) sættes disse også med 10cm afstand? Eller skal de blot stå tæt op af hegnet?
hverdagshaven
Hej Rene.
Jeg vil anbefale, at du holder planteafstanden. Det giver nemlig ærterne den bedste mulighed for at udvikle deres rodnet.
Mange hilsner
Christine.
Kia
Kan man også tørre ærter til næste års såning, ved at bælge de modne ærter nu, og lade dem tørre i solen i vindueskarmen?
Sommer hilsner
Kia
hverdagshaven
Hej Kia.
Ja, det kan du godt. Jeg lader ærterne blive i bælgen, til den er helt brun og pergamentagtig, før jeg bælger ærterne og gemmer. Jeg tørrer dem derfor ikke i vindueskarmen.
Mange hilsner
Christine.
Anne
Hvor højt er det rionet hegn, som du benytter? Kan mam bruge alm hønsenet og sætte mellem to bambuspinde?
hverdagshaven
Hej Anne.
Det kommer helt an på, hvilken sort du dyrker. De høje ærter skal jo have et højere hegn end de lave. Hvis du har et hegn, der er minimum 1 meter højt – og gerne 1,5 meter – så vil jeg mene, at du er godt dækket ind. Du kan sagtens bruge hønsehegn mellem to bambuspinde. Det vigtigste er, at hegnet står stabilt.
Mange hilsner
Christine.
Helle Jessen Jensen
Jeg skal muligvis have det skåret ud i pap! Men når du gemmer frø over.. så lader du dem hænge på planten, indtil planten er total ‘hængeøre’ og så tager du den ind, bælger den, lægger ærterne i et kaffefilter – lukker det eller lader det være åbent? og direkte i kassen eller skal de ligge fremme lidt og tørre mere i luft?
Mon du har et indlæg med billede af din frøkasse?
Jeg vil prøve det i år, hvis ikke børnene spiser dem alle?! ☺️
Hilsen Helle
hverdagshaven
Hej Helle.
Ja, normalt lader jeg bælgene hænge på planten, til de er gule og tørre, men det afhænger selvfølgelig af, om vejret tillader det. Regner det i tørreperioden, kan du godt tage dem ind og bælge dem. Gør du det. skal du lade ærterne tørre færdigt et sted, hvor de ikke får direkte sol.
Når de er helt tørre, er de næsten hårde som sten, og så kan du lægge dem i kaffefiltret, som du lukker og kommer i kassen. Jeg sætter kassen i et skab, så frøene ikke får lys. Husk at skrive navn på filteret, det gør det nemmere til næste år.
Min frøkasse er en gammel papkasse fra stearinlys, men du kan bruge alle slags kasser. Formålet med den er at holde styr på filtrene i skabet, så de ikke roder.
Mange hilsner
Christine.
Louise H
Når du gemmer frøene til næste sæson, kan man så putte kaffefilteret i en syltetøjsglas med låg, eller skal de have ilt?
hverdagshaven
Hej Louise.
Jeg har mine i en åben kasse, men du kan sagtens lægge dem i et glas med låg.
Mange hilsner
Christine.
Rikke Christensen
Hej kan man plante de friske ærtefrø som netop er kommet ud af skallen og får planter fra dem.
hverdagshaven
Hej Rikke.
Nej, det kan man ikke, de vil mugne. De er nemlig ikke fuldt modne, og derfor kan de ikke spire.
Mange hilsner
Christine.
Rikke Christensen
Kære Christine tak for dit hurtige svar. Jeg har sat frøene til at tørre.
hverdagshaven
Hej Rikke.
Velbekomme – jeg håber, det bliver en succes 🙂 Den 2. september udgiver jeg en havebog, Hverdagshaven året rundt, hvor du kan finde et kapitel om at samle, tørre og gemme frø fra blandt andet ærter.
Mange hilsner
Christine.
Theo
Hej!
Jeg har også et spørgsmål; mine sukkerærter som jeg har groet på min lille altan har jeg høstet 22 dejlige ærter.
Mit spørgsmål er at mine ærteplanter er visnet men er samtidig begynder den at lave små blade i toppen af den visne plante. Skal jeg lade de visne planter blive eller bare smide dem ud? Altså kan der komme flere ærter eller hvordan?
Med venlig hilsen
Theo
hverdagshaven
Hej Theo.
Hvis du vil have det fulde udbytte af planten, skal du vente med at smide den ud, til den er visnet helt ned. Sætter den nye blomster, kommer der nemlig flere ærter. Det lyder på din beskrivelse som om, at planten ikke har en lang fremtid foran sig, men selvom den ser lidt mismodig ud, kan du sagtens være heldig at høste mere.
Mange hilsner
Christine.
Mark
Hej Christine
Når vi nu er nået september, skal jeg bare lade de visne planter være i ærtebedet? Tænker det som berigelse af jorden og vende jorden snart med alt det visne, så eks kål eller anden afgrøde bliver glade for jord-kvali?
hverdagshaven
Hej Mark.
Det kan du sagtens gøre. Det vil fungere som overfladekompostering.
Mange hilsner
Christine.