Indrømmet. Det er ikke lige hver dag, jeg bruger ægte laurbær i madlavningen, men derfor synes jeg nu alligevel, laurbærbusken er god at have som en del af krydderurterne i haven.
Den er nemlig ret fin at se på, og når den får lov til at vokse i krukker på terrassen, tilføjer den en ægte middelhavsstemning til det danske sommervejr. Og det kan jo godt være tiltrængt.
Så lad os se på, hvordan laurbær skal håndteres.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Duftende, grønne laurbær
Laurbær er en grøn busk med en virkelig krydret duft, og det er primært på grund af dens evne som krydderurt, jeg dyrker den. Nogle haveejere planter også laurbær eller Laurus nobilis, som den hedder på latin, fordi den kan opstammes og klippes i forskellige former.
Du behøver dog ikke at kaste dig ud i en vild beskæring af laurbærbusken og klippe fine former, det har jeg for eksempel selv til gode, for busken kan egentlig bare stå og passe sig selv.
Ægte laurbær, Laurus nobilis, må endelig ikke sammenlignes med laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus. Laurbærkirsebær er en rigtig god hækplante, men den kan ikke spises. Tværtimod. Laurbærkirsebær er nemlig giftig, og det er ægte laurbær ikke.
Dyrkning af laurbær – Sådan gør du
Laurbær har det bedst i sol og i læ, så det skal du sørge for at give den. Jordmæssigt kræver den nemlig ikke så meget. Den vokser i alt slags havejord, så længe jorden er veldrænet, og netop veldrænet er et nøgleord, hvis du vil have succes med ægte laurbær.
Planter du laurbær i krukker, skal du sørge for, at regnvandet har mulighed for at løbe fra. Det betyder, at du skal plante i en krukke, der har huller i bunden, og at hullerne ikke er alt for små. På den måde kan vandet løbe fra, så planten ikke får våde rødder. Det bryder den sig nemlig ikke om.
Nem formering af laurbær
Laurbær kan både formeres ved frø og ved stiklinger. Jeg har dog kun forsøgt mig med at stiklingeformere laurbær, men det går nu også helt fint.
Når du skal lave stiklinger, klipper du et kraftigt skud af planten, for eksempel i forbindelse med beskæring af laubærbusken. Fjern de nederste laurbærblade og sæt skuddet i en potte med fugtig jord.
Stiklingen må ikke tørre ud og skal heller ikke udsættes for direkte sollys før, at den er blevet større. Efterhånden som laurbæren vokser til, skal den selvfølgelig have en større potte, som den kan vokse videre i.
Gode råd om overvintring
De fleste af mine krydderurter har jeg samlet i et krydderurtebed, men når det kommer til laurbærbuskene, er det lidt anderledes. Laurbær er nemlig en af de planter, jeg har i krukker. Det har jeg fordi, laurbær ikke er særlig hårdfør, og faktisk tåler de ikke rigtigt frost.
Derfor skal laurbær helst overvintre frostfrit, og jeg synes, det er nemmere at rykke krukkerne ind, når vinteren nærmer sig end at grave en stor laurbærbusk op blot for at flytte den til et frostfrit helle om vinteren og derefter tilbage på friland, når varmen vender tilbage.
5 nemme krydderurter du kan overvintre
Laurbær kan fint overvintre i en uopvarmet havestue eller lignende. De mindste af mine laurbær, som nærmest bare er forvoksede stiklinger, overvintrer jeg i drivhuset. Rodklumpen og potte graver jeg ned, og tæt op ad stammen lægger jeg gran eller visne blade, som kan isolere. Til sidst dækker jeg også med fiberdug, som fungerer som en varm vinterdyne. Metoden har virket hvert år.
Kan ægte laurbær overvintre i haven?
Nu skrev jeg jo godt nok lige, at laurbær skal overvintre frostfrit indenfor, men de kan altså godt overleve på friland under særlige omstændigheder.
Hvis laurbæren står i en krog, op ad en husmur eller et andet beskyttet sted, hvor frosten ikke altid rammer, og hvor blæsten ikke er ubarmhjertig, kan det faktisk godt lade sig gøre at have laurbær på friland om vinteren.
TIP Laurbær bryder sig ikke om at få kulde og blæst kastet i mod sig, og samtidig må rødderne heller ikke blive våde. Det er altså vigtigt, at jorden er drænet godt uden dog at blive knastør.
For at give laurbæren en hjælpende hånd med at holde varmen i vinterkulden, kan du pakke den ind.
Brug laurbærblade i madlavningen
Jeg må nok være ærlig at indrømme, at laurbær ikke er den krydderurt, der er størst afsætning på her i huset. I hvert fald sammenlignet med nogle af de andre, jeg dyrker, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke bruger laurbær, for det gør jeg skam.
TIP Det er sjældent, man faktisk spiser laurbærbladene. Normalt tager man dem op af retten inden, den serveres.
Laurbær er nemlig et godt krydderi i rigtig mange retter, og jeg synes, at laurbær gør det udmærket sammen med fisk eller i simreretter.
Jeg kan også godt finde på at smide et par laurbærblade i eddikelagen, når jeg sylter, og det er altså ikke sjældent, at man kan finde laurbærblade sammen med de syltede rødbeder herhjemme.
En klassiker – Få opskriften på syltede rødbeder
Tørring af laurbærblade er nemt
Laurbær er en rigtig god krydderurt om vinteren, synes jeg, for dens lidt støvede smag passer perfekt til mange af de vinterretter, jeg holder af at servere. Det fine ved laurbær er, at bladene både kan bruges friske og tørrede.
Når jeg tørrer laurbær, klipper jeg en stor gren af planten, som jeg lader hænge lunt og tørt indtil, at laurbærbladene er knastørre. Når de er det, kommer jeg dem i et lufttæt glas. Så har jeg et forråd, jeg kan bruge af i løbet af vinteren, og det er jo ikke dårligt.
John Skytt
Kille Enna har en fin opskrift på gulerødder skåret i tykke skiver kogt i friskpresset appelsinsaft krydret med salt og sort peber og laurbærblad i meget fine stimler. Her er friske blade absolut bedst, nemmest at snitte og rarest at få i munden, for her spiser man dem.
hverdagshaven
Det lyder da som en spændende opskrift 🙂 Tak for tip!
Torben Nielsen
God og lærerig artikel om laurbær. Tak for den! Jeg har selv to flotte opstammede laurbær som leverer velsmag til mange retter.
hverdagshaven
Hej Torben.
Tak for din gode kommentar. Dejligt, at du kan bruge artiklen og lære nyt, selvom du allerede har stor succes med dine laurbær.
Mange hilsner
Christine.
Jannie
Hej læser lige at laurbær i er hård ført
Jeg har en den står ude sommer og vinter
Den er plantet i jord og er nu 2?5 meter høj
hverdagshaven
Hej Jannie.
Hvor er det dejligt, din laurbær trives. Det lyder som om, den vokser et godt sted, siden den er blevet så stor.
Mange hilsner
Christine.
May-Britt Buchardt
Hej
Da vi købte vores opstammede Laurits Nobilis, stod der på skiltet, der var vedhængt at den ikke kunne spises og kun var til pynt. Derfor har vi ikke brugt af den, men kan det være rigtigt at man ikke må bruge bladene når det nu er en Laurus Nobilis?
På forhånd tak
May-Britt
hverdagshaven
Hej May-Britt.
Det lyder da mærkeligt. Laurus Nobilis er ægte laurbær – og den må du spise. Kirsebærlaurbær – Prunus laurocerasus – kan man ikke spise, det er en hækplante.
Mange hilsner
Christine.
May-Britt Buchardt
Hej Christine
Tak for hurtigt svar – jeg kaster mig ud i at tørre nogen og prøve det af 🙂
De bedste hilsner
May-Britt
Linda
Jeg har af min lokale blomsterhandler fået at vide, at fx laurbær kun må markeres som spiselig, hvis virksomheden har en godkendelse fra Fødevarestyrelsen til at sælge fødevarer.
hverdagshaven
Hej Linda.
Det er jo godt at vide, så man kan være sikker på, at planten er godkendt til at spise. Jeg sælger ikke selv laurbær, men dyrker dem i min have.
Mange hilsner
Christine
John Heby
Hej Christine
Fruen og jeg har netop investeret i en opstammet laurbær, Laurus Nobilis, og kan se at den leverer en del rodskud. Kan disse fjernes fra moderplanten og plantes som en ny selvstændig plante á la en stikling ?
mvh
John Heby
hverdagshaven
Hej John.
Det lyder da som en god investering, den skal I nok blive glade for!
Du kan sagtens plante rodskuddene som stiklinger. Jeg kan selvfølgelig ikke love dig en succesrate på 100 %, men jeg vil mene, at de fleste bør kunne blive til sunde, selvstændige planter.
Mange hilsner
Christine.
Tonny Olesen
Årsagen til at man på på skiltet af visse købeplanter af Laurus Nobilis (det ses ofte også på andre spiselige planter, fx chili og citrus) kan læse at den ikke kan spises /kun er til pynt er, at planterne er sprøjtet med insektgifte, som gør dem uegnede til fødevarebrug.
hverdagshaven
Hej Tonny.
Tak for din kommentar, det var en god pointe at få frem.
Mange hilsner
Christine.
Inger
Hey Christine
Har lige købt en mindre laurbærbusk til min altan, så den står naturligvis i potte. Jeg synes, den skal vandes ret ofte, dog! Cirka hver anden/tredje dag hænger topskuddene “med hovedet”, men de står op igen lidt tid efter vanding. Nu har vi godt nok haft nogle dage med meget sol/varme og der er læ på altanen, men er det normalt, at laurbærbuske skal bruge så meget vand? Jeg undrer mig over hvor hyppigt, jeg skal vande … Hvad siger din erfaring?
Mvh Inger
hverdagshaven
Hej Inger.
At vande hver anden dag i det vejr vi har i øjeblikket, er det helt rigtige. Jeg plejer at vande hver anden dag i solrigt vejr og hver tredje hvis det er overskyet. Der kan selvfølgelig være planter med større behov, fx ompottede planter og stiklinger, men det er en god tommelfingerregel at følge.
Umiddelbart mener jeg derfor ikke, du skal være bekymret for, om din laurbær får for meget vand.
Mange hilsner
Christine.
Maria Malmberg
Skal en Lauerbær i potte gødes? Og evt. Med hvad?
Mvh Maria
hverdagshaven
Hej Maria.
Laurbær skal gødes mellem maj og juli med organisk gødning, du lægger øverst i potten. Når du vander, trænger gødningen langsomt ned, så planten kan optage det. Til august skal du ikke gøde mere, for så skal din laurbær have ro til at gå ”i dvale” gennem vinteren.
Mange hilsner
Christine.
Helle Calmar
Hej Christine
Jeg har to kæmpe store ægte Laurbærbuske. Jeg vil tro de er 6 år gamle ca og et par meter høje. De står godt og lunt op ad en sydvendt mur og klarer sig selv. Nu har jeg lagt mærke til at der også er kommet nogle grønne bær der ligner oliven. Ved du om de kan bruges til noget?
Mvh Helle
hverdagshaven
Hej Helle.
Det var da et godt spørgsmål! Jeg ved faktisk ikke, om man kan bruge bærrene i madlavningen, men du kan tage frø fra dem, når de er modne. Lige nu er de grønne, skriver du, men efterhånden som de modner, bliver de sorte.
Tørrer du frøene, der sidder inde i bærrene, kan du plante dem til foråret og få flere laurbærbuske.
Mange hilsner
Christine.
Daniel
Hvordan og hvornår kan jeg omplante og tage stiklinger af mit Lauerbærtræ?
hverdagshaven
Hej Daniel.
Du kan godt nå at tage et par stiklinger af laurbær nu, inden det bliver efterår, men ellers kan du vente til foråret. Laver du stilklinger nu, skal de overvintre frostfrit, men du kan læse mere om, hvordan man gør i min guide her.
Mange hilsner
Christine.
michael brethvad
hej christine,dine svar er yderst man elfulde i forhold til lauerbærs helse eenskaber, prøv at læs om planten.kh michael
hverdagshaven
Hej Michael.
Jeg kunne uden tvivl godt have skrevet mere om helsevirkningerne, men har i stedet fokuseret på dyrkningen. Når tiden er til det, vil jeg gerne supplere min viden – og dermed også artiklen – på den front.
Mange hilsner
Christine.
Brian
Ved godt det er en ældre artikel, men rigtig god, tak for det. Et spørgsmål: Er der et tidspunkt, hvor det er bedst at forsøge at lave stiklinger? Har en 2,5 m høj version i haven og vil gerne have en version ned i sommerhuset!
hverdagshaven
Hej Brian.
Velbekomme – godt at høre, du kunne bruge artiklen.
Det er bedst at lave stiklinger fra marts til august/september, hvor der er mest energi i planterne. Du kan derfor godt tage stiklinger far din laurbær nu. Jeg har skrevet en guide til, hvordan du gør her.
God fornøjelse.
Mange hilsner
Christine.
Brita Hølmich
Mit opstammede træ jeg købte for en måned siden får gule blade , ikke mange men bliver lidt nervøs da det er et stort og flot et
hverdagshaven
Hej Brita.
Plantede du træet om? Det kan være årsagen. Planter kan godt blive sat lidt tilbage efter omplantning, hvis rodnettet er blevet en smule beskadiget, men de genvinder som regel hurtigt kræfterne igen. Fjern de gule blade, så planten ikke skal bruge kræfter på holde liv i noget, der er ved at visne.
En anden årsag til gule blade kan også være over- eller undervanding, ligesom et pludselig skifte i temperatur kan gøre det samme. På planteskolen har laurbærtræet stået under optimale forhold, men når det kommer hjem i haven, er skarp sol, blæst eller køligere temperaturer parametre, træet måske ikke har været vant til, og som det derfor først skal vænne sig til. Reaktionen er gule blade, men så længe der ikke er mange, vil jeg umiddelbart ikke mene, du skal være bekymret.
Mange hilsner
Christine.
Mette Hansen
Tusind tak for god information. Virkelig nyttigt 🙂 Har selv et mindre laurbær og tænker at prøve at lave en stikling da den er noget ranglet. Hvornår er det bedst at lave stiklinger? Har ikke drivhus eller udhus så potten kommer ind om vinteren.
Mvh Mette
Mette Hansen
Har selv fundet svaret i alle kommentarerne 😉
hverdagshaven
Hej Mette.
Super godt at høre, du kunne bruge artiklen, og at du endda selv fandt svar på dit spørgsmål i kommentarerne.
Rigtig god fornøjelse med at lave stiklinger. Vil du læse mere om, hvordan man gør, kan du måske finde inspiration i artiklen her, som jeg har skrevet om netop det.
Mange hilsner
Christine.
katia de Neergaard
Hej Mette
Jeg har et 15 års gammelt laubærtræ i potte som er over 1 m høj… nu er det kommet noget sort på blade og grene og det er ikke bladlus
Måske en omplantning vil rede træet? Og hvilken type jord skal jeg give den
Pottemuld, med havejord ? Eller?
Med venlig hilsen
Katia
hverdagshaven
Hej Katia.
Det kan være sodskimmel, som er en svampesygdom, der – i værste tilfælde – kan lukke for bladenes fotosyntese, så planten går ud.
Sygdommen kan opstå som følge af angreb fra skjoldlus. De har næsten samme farve som laurbærs stamme, og kan derfor være utroligt svære at se og fjerne, men de efterlader noget klistret stads på bladene, som afslører dem. Det er deres ekskrementer.
Du skal vaske bladene og stammen med vand og en blød klud. Husk både at vaske over- og underside på bladene og afslut ved at overrisle planten med vand. Beskyt den efterfølgende mod direkte sollys, hvis det er muligt, så bladene ikke bliver svedne efter badeturen.
Jeg håber, at planten klarer det.
Mange hilsner
Christine.
Jesper
Jeg har en stor flot laurbær i haven, men er i tvivl om den kan spises. Smager kirsebær laurbær anderledes end rigtig laurbær? Eller hvordan kan man kende den ene fra den anden?
hverdagshaven
Hej Jesper.
Jeg kan ikke svare på, om kirsebærlaurbær smager anderledes end ægte laurbær, for kirsebærlaurbær er giftig og bruges derfor som hækplante i stedet for krydderurt. Kirsebærlaurbær eller laurbærkirsebær er en opretstående, stedsegrøn plante med en smal vækst og meget blanke, lancetformede, grønne blade.
Bladene på ægte laurbær har som regel en mørkere, grøn farve og så er de matte i udseendet. De dufter også af laurbær, når du gnider på dem, så det burde være forholdsvist nemt at se eller dufte, om du har den ene eller anden type i haven.
Mange hilsner
Christine.
Lis Alminde
Vi har en flere år gammel laurbær, som nu også har smukke bær. Kan de spises?
hverdagshaven
Hej Lis.
Godt spørgsmål, som jeg desværre ikke kan svare dig på, da jeg simpelthen ikke ved det. Jeg har dog aldrig mødt nogen, der har spist dem.
Mange hilsner
Christine.
Torben Skovgaard
Hej og tusind tak for god information. Min laurbær har bær. Kan de spises/bruges i madlavningen?
Jeg tror at den er ca. 20 år gammel, står i krukke og klippes ind imellem.
hverdagshaven
Hej Torben.
Velbekomme! Det er godt at høre, du kunne bruge artiklen.
Som du jo nok allerede ved, er laurbærblade et fantastisk krydderi, men ofte kasserer man jo bladene, når de er færdige med at tilføre smag til maden. Min laurbær har aldrig sat bær, og har jeg har endnu ikke læst noget sted, at man kan spise bærrene. Så længe det er ægte laurbær – og ikke kirsebærlaurbær, som jo er giftig – burde bærrene kunne spises, men jeg vil ikke rådgive dig, da jeg simpelthen ikke er sikker nok i min sag.
Jeg håber, du kan finde svar på spørgsmålet et andet sted. Du er meget velkommen til at skrive svaret til mig, hvis du finder det.
Mange hilsner
Christine.
Suzette Meedom Thegler
Hej, håber at der fortsat er gang i denne tråd. Min laurbær som har stortrives i sin krukke siden jeg købte den for 1 1/2 år siden, er begyndt at visne i de yderste skudspidser, samt også fået lidt sorte pletter samme steder. Jeg tror det er kommet her i løbet af vinteren.
Nogle forslag til hvad årsagen kan være?
Kan det evt være fordi den står for vådt? Hvad sker der så med den? Jeg kan jo ikke lige huske om jeg fik smidt leca i bunden af krukken. Eller måske er huller vokset til kommer jeg til at tænke nu mens jeg skriver…hvilket jo også vil gøre den vældig våd.
Venligst og tak
Suzette
hverdagshaven
Hej Suzette.
Der er fuld gang i tråden, så godt at du skriver. Det lyder som om, din laurbær har fået sodskimmel. Det er en svampesygdom forårsaget af skjoldlus, som gemmer sig på bladenes midterribber. De kan være svære at se, og sidder de for længe på planten, har man balladen. De udskiller nemlig en sukkerholdig væske eller honningdug, der får sodskimmel til at udvikle sig.
Det er også en mulighed, at planten har stået for vådt eller fugtigt igennem vinteren. Jeg synes, du skal plante den om i en ren krukke, give frisk jord og sørge for at lave et godt dræn, så den ikke kommer til at vokse i våd jord. Sørg også for, at den får godt med varme.
Efter 1 ½ i samme krukke er det under alle omstændigheder en god idé med en omplantning og frisk jord, så laurbæren har noget at leve af.
Jeg håber, at det kan være løsningen på problemet.
Mange hilsner
Christine.
Suzette Meedom Thegler
Tusinde TAK. Den er så virkelig fin og har tidligere stortrives så jeg vil jo rigtig gerne bevare den.
Jeg har lige et par spørgsmål yderligere, håber det er ok:
-kan det godt være skjoldlus her hen over vinter? Eller tænker du at de har siddet der fra sidste sæson men at det først nu er blevet et problem for planten?
-skal jeg evt klippe de inficerede dele af planten af?
-er det evt. en fordel at blande lidt sand i jorden så ikke den står og bliver fugtig?
Venligst og tusinde TAK
Suzette
hverdagshaven
Hej Suzette.
Du kan sagtens klippe de inficerede dele af planten, så den har gode forudsætninger til at skyde på ny. Det vil også være fint at blande sand i jorden, men lav stadig et godt dræn i bunden af krukken, så vandet kan løbe fra.
Held og lykke med den!
Mange hilsner
Christine.
Cecilie
Er der forskel på smagen af de friske og de tørrede blade? Og hvad er fordelen ved at tørre dem?
De er jo stedsegrønne, så kan man ikke sagtens høste et par blade i løbet af vinteren?
De bedste hilsner
Cecilie
hverdagshaven
Hej Cecilie.
De friske blade er meget kraftigere i smagen end de tørrede, og det er egentlig bare forskellen.
Du kan sagtens høste laurbær om vinteren, men bliver det meget koldt, kan planten få frostskader eller gå ud, så det ikke er muligt at høste, og derfor kan det være en god idé at tørre et par grene. Den danner naturligvis heller ikke så mange nye, friske blade om vinteren.
Mange hilsner
Christine.
Jesper
Min ægte laurbær har fået vær, men tænker om de kan bruges til noget?
Jesper
Min ægte laurbær har fået bær, men kan jeg bruge dem til noget?
hverdagshaven
Hej Jesper.
Jeg ved ikke, om du kan bruge bærrene til madlavning, men du kan tage frø fra dem, når de modner. I begyndelsen er de grønne, men de bliver sorte, når de er modne og klar til høst. Frøene sidder i bærrene, og tørrer du dem, kan du plante dem til foråret og få flere buske.
Mange hilsner
Christine.
Ole Frandsen
Hej, alle, lige lidt blær… Jeg har en snart 30 år gammel laurbær på friland. Den er godt 3 meter bred og omkring 5 meter høj. Er der nogen, der kender til større buske?
Hilsen Ole
hverdagshaven
Hej Ole.
Det lyder som en imponerende busk. Den må være meget flot. Jeg har ikke selv set en med sådan en størrelse.
Mange hilsner
Christine.