Hvis der er noget, jeg har lært i min tid som haveejer, så er det, at forsythia i den grad er en busk, der deler havefolket i to. På den ene side står dem, der synes, den er et fantastisk, solgult forårstegn. På den anden side står dem, der synes, forsythia er noget af det grimmeste, man kan plante i sin have.
Jeg er på hold med dem, der synes, forsythia er en fin forårsbebuder i haven. Indrømmet, det er måske ikke de smukkeste blomster, men den stærke, gule farve lyser så klart op i landskabet på lige præcis det tidspunkt af året, hvor jeg trænger allermest til et par farvedryp, at jeg ikke kan lade være med at blive begejstret.
Hvis du er enig, så blive hængende til en snak om forsythia.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Forsythia i haven
Forsythia x intermedia, vårguld, haveforsythia eller bare forsythia i daglig tale. Kært barn har mange navne, og det gælder så sandelig for den gule busk, der blomstrer tidligt i foråret. Så snart de første solstråler finder vej til haven, folder den gule blomster ud, før andre blomster, træer og buske vågner af vintersøvnen.
Den løvfældende busk er meget hårdfør, og det kombineret med den tidlige blomstring, gør den til en populær plante i haven.
I løbet af foråret plukker jeg store buketter med blomstrende forsythiagrene, som jeg sætter i vaser indenfor. De gule blomster er nemlig grunden til, at du skal plante forsythia i haven.
Køb forsythia til haven her (reklamelink)
Forsythias blomstringstid
Forsythia blomstrer tidligt i foråret, mens alle de andre planter stadig sover vintersøvn. Har vinteren været mild, kan du endda være heldig allerede i marts at få glæde af forsythias blomstring.
Efter blomstring sætter forsythia grønne blade. Det kan måske virke lidt omvendt, men ikke desto mindre er det den rækkefølger, tingene kommer i: først gule blomster, så grønne blade.
TIP Fra nytår kan du klippe forsythiagrene af og sætte dem i vaser indenfor. I løbet af noget tid vil blomsterne springe ud, så du kan tage forskud på foråret indenfor. Det kaldes at drive blomster frem.
Når blomstringstiden er slut, er forsythia grøn resten af sommeren, og man kan sige, at den ikke gør så meget væsen af sig i den periode. Derfor vælger mange at plante forsythia sammen med andre prydbuske, så farvefesten kan overtages af andre og dermed ikke kun være begrænset til det tidlige forår.
Udplantning af forsythia – Er der meget pasning?
Forsythia kræver ikke meget pasning, så i udgangspunktet kan du plante vårguld og slippe af sted med ikke at gøre andet. Altså i udgangspunktet. For vil du gerne have mange blomster, kommer du ikke uden om en beskæring i foråret. Det er ikke noget stort indgreb, og længere nede i indlægget kan du læse mere om, hvordan du skal gøre.
Udplantning af forsythia er nemt, for den kan vokse i alt slags jord og kræver ikke ekstra næring. I det hele taget er forsythia en virkelig hårdfør plante, og det er kun i perioder med tørke, den skal vandes.
TIP Forsythia kan vokse både i sol og på skyggefulde steder, men planter du forsythia i sol, får du den flotteste blomstring.
Min forsythia står meget udsat på en plet, hvor den får blæst året rundt, men det er ikke noget problem, for forsythia behøver ikke læ for at kunne trives.
TIP Har du en lille have kan du plante forsythia i espalier op ad en husmur. Forsythiagrenene er lette at bøje og forme, så derfor er den god at sætte i espalier.
Sådan planter du forsythia
Det bedste tidspunkt at plante forsythia er i efteråret, hvor jorden er lun og fugtig. Så har du købt forsythia eller har du været heldig at få en forærende på det tidspunkt af året, er det bare helt perfekt. Du kan dog også godt plante den i foråret – det har jeg selv gjort engang, og det gik helt fint.
At plante forsythia er heldigvis ikke svært og foruden et par fyldte vandkander og en god spade, skal du faktisk ikke bruge andet.
Sådan gør du
- Når du køber forsythia, står de som regel i potter, så start med at befri busken fra potten og væd rodnettet godt, så planten kan få slukket sin tørst.
- Så skal der graves! Fat spaden og grav et hul, der er godt stort. Forsythiaens rodklump skal flugte jordoverfladen, når du sætter planten i hullet. Ikke noget med, at rodklumpen stikker op over jordoverfladen, for det kommer der ikke noget godt ud af.
- Fyld 2/3 af hullet med jord og vand grundigt.
- Når vandet er sunket, fylder du resten af hullet og slutter din indsats af med at vande endnu en gang.
Det var alt.
Et par råd om vanding & gødning
Pasning af forsythia er ikke det, du skal bruge flest kræfter på. Den klarer sig nemlig fint uden ekstra omsorg. Du behøver derfor ikke at give gødning, for den suger selv den næring i jorden, den har brug for. Du skal kun give gødning til forsythia, hvis den jord du har udplantet i, er meget næringsfattig. Det kan for eksempel være meget sandet eller udpint jord. I de tilfælde vil busken have godt af kompost, så den lige får noget energi.
Hortensia – Din guide til udplantning & pasning
Den gule busk har et overfladisk rodnet, som gør, at du i tørre tider ofte må forbi med vandkanden. Den kan nemlig have svært ved selv at suge det vand, den har brug for, når rødderne ikke kan trække dybt ned i jorden. Vanding af forsythia kan derfor blive aktuelt i en varm sommer.
Har du plantet forsythia i krukker? Når du planter i krukker, skal du være indstillet på at vande jævnligt. Samtidig er det en god idé, hvis krukken har et hul i bunden, så overskydende vand kan løbe fra. Haveforsythia trives nemlig bedst i en veldrænet jord.
Beskæring af forsythia
Forsythia er ikke et træ, men en busk, der kan vokse sig rimelig stor – 2-3 meter i højden er ikke unormalt.
Det er dog ikke den eneste grund til, det er nødvendigt at beskære forsythia, for blomstringen bliver mindre, hvis ikke du finder beskærersaksen frem en gang imellem. En beskæring sørger nemlig for at skabe ny vækst i busken, og man kan faktisk godt sige, at en beskæring er en form for ansigtsløftning, der forynger busken.
Kæmpestenbræk – En nem staude til haven
Hvornår beskæring af forsythia skal ske, er der kun ét svar på: lige efter blomstring. Beskærer du forsythia på det tidspunkt, har den nemlig ikke nået at sætte nye blomsterknopper, som du utilsigtet kan komme til at klippe væk. Fjerner du blomsterknopperne, kommer der færre blomster det følgende forår, og det er jo ikke meningen. Hvornår, du kaster dig ud i beskæring af din forsythia, er derfor ret afgørende.
Sådan beskærer du
Du beskærer forsythia ved at fjerne gamle grene hele nede ved jorden. Samtidig kan du også tynde lidt ud i busken ved at klippe grene væk, som er skæve og krogede eller vokser alt for tæt. Det giver luft og lys, så nye skud får plads til at komme frem.
TIP Har du lige plantet din forsythia, kan du roligt vente et par år med at beskære den. Busken skal have lov til at etablere sig ordentligt før, at den beskæres.
Formering & stiklinger
Det er sjovt at formere sine planter, synes jeg, for det er ret fedt med en frodig have, hvor der vokser træer, buske, grøntsager og blomster over det hele – også selvom, det betyder, at der er nogle gengangere indimellem.
Læs mere om stiklinger & formering
Formering af forsythia kan gøres i foråret ved stiklinger. Vil du lave stiklinger af forsythia, brækker du et par skud af, som ser sunde og stærke ud. Stik skuddene dybt i en potte med jord, hold dem fugtige og sæt dem et sted, hvor de ikke får direkte sollys. I løbet af det næste stykke tid burde stiklingerne sætte rødder, og når de er vokset ud af deres potter, omplanter du dem indtil, at de er store nok til at rykke ud på friland.
Det er én måde at gøre det på.
Formering af forsythia behøver nemlig ikke kun at foregå gennem stiklinger. Et år havde jeg taget nogle forsythiagrene ind og sat dem i vand efter, at blomstringen var afsluttet. Grenene stod grønne og fine i vasen, så jeg vandede bare, når det blev lavvande i vasen. En dag så jeg, at grenene havde sat rødder, så jeg tog de små grene og plantede dem ud i nogle potter.
I dag er planterne halvvoksne buske, som jeg har plantet ud i min have og givet væk til andre haveejere, der så slap for at købe forsythia.
Kan jeg plante forsythia som hæk?
Du kan sagtens plante forsythia som hæk. Jeg har vårguld stående i et hegn, hvor der også vokser andre træer og buske, og selvom den hos mig ikke tjener andet formål end at sprede lidt forårsglæde først på året, kan du sagtens bruge den som hækplante.
Desværre er det ikke som hæk, forsythia gør det bedst. Der er jo det med hække, at de skal klippes hvert år – og nogle gange endda flere gange om året. Forsythia kan sagtens klare de mange klipninger, men det kan altså hæmme blomstringen.
Vil du plante forsythia som hæk? Denne sort egner sig godt (reklamelink).
Planter du forsythia som hæk, skal du altså være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at den blomstrer lige så rigt, som hvis du havde plantet den som en busk i haven. Men det er jo et spørgsmål om smag og temperament, om man vil have mange blomster eller ej. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med min gule forårsbebuder.
Lone Skou
Fantastisk artikel om fx forsythia. Tak. I begyndelsen af artiklen står der både at denne busk er stedsegrøn og løvfældende. Er det en stedsegrøn busk ?
Mvh Lone
hverdagshaven
Hej Lone.
Tusind tak skal du have. Dejligt at høre, du er glad for artiklen!
Forsythia er ikke en stedsegrøn busk, den er løvfældende. Jeg beklager min forvirring i begyndelsen af teksten – det bliver hermed rettet. Tak.
Mange hilsner
Christine.
Ann
Hej min forsythia er nu i skøn blomstring, men den har nogle grene hvor der ikke rigtigt er noget på, hvad kan det skyldes og skal jeg gøre noget ved det ?
Mvh Ann Andersen
hverdagshaven
Hej Ann.
Det kan hænge sammen med, at den ikke er blevet beskåret på det rigtige tidspunkt, som er lige efter afblomstring. Hvis du først beskærer senere, kan busken ikke nå at sætte nye knopper, og det resulterer i, at den ikke blomstrer det kommende forår.
En anden mulighed er også, at grenene, der ikke blomstrer, er gamle. Ældre grene kan have udfordringer med at bære blomst, men beskær dem efter blomstringen, så kan du “vække” dem igen.
Mange hilsner
Christine.
Dorte
Kære Christine
Vi har en Forsythia i haven, som ikke er blevet “plejet” i 10 år. Det betyder at grenene var blevet 2-3 meter lange, viklet ind i hinanden og i træerne ved siden af. Sikke et rod.
Jeg har nu klippet alt af, så der kun står grene i en 1-1,5 meters højde.
Jeg ved godt at tidspunktet er dårligt, og forventer ikke noget af den i år. Men tror du at den har kunne klare den “barbering”, så den kommer igen næste år?
Jeg har meget lidt grønne fingre, så ved ikke om jeg har været for voldsom – dog ville jeg gerne fjerne endnu flere grene, da de står meget tæt som en stor buket.
Dbh. Dorte
hverdagshaven
Hej Dorte.
Jeg kan jo ikke love dig noget, men umiddelbart tænker jeg, at din forsythia nok skal overleve. Det lyder jo som om, at det var en sund og veletableret busk. Det bedste tidspunkt til beskæring af forsythia er lige efter blomstring, så du sikrer, at den blomstrer smukt næste forår.
Jeg vil ikke anbefale dig at fjerne flere grene lige nu, så kan du vente til næste forår, vil det være optimalt.
Mange hilsner
Christine.
Carina
Kære Christine
Min nabo vil af med hendes Forsythia og jeg har lige tænkt på, om jeg kan grave dem op og plante dem ved sommerhuset?
Du skriver, at rødderne ligger meget overfladisk – tror du det kan lade sig gøre?
De er ca. 2,5-3 m. høje.
Hilsen Carina
hverdagshaven
Hej Carina.
Det er jo nogle store buske, som derfor har et meget stort rodnet, der let kan blive beskadiget ved flytning. Jeg kan ikke love dig, at buskene vil overleve, men det er da et forsøg værd.
Jeg ville nok beskære buskene efter blomstring og så flytte dem. Du kan også vente med at flytte dem til efteråret, hvor vejret er mildere, og de lettere kan etablere sig i jorden.
Held og lykke med det – jeg håber, det lykkes.
Mange hilsner
Christine.
Karina Lange
Hej Christine.
Tak for en super fin artikel om forsythia. Perfekt til en som mig, der er totalt haveamatør.
Jeg synes dog ikke jeg har kunnet finde info omkring, om den har brug for meget sol, sol/skygge eller hvad den trives bedst ved.
Jeg har et sted i haven, hvor vi har et grimt hegn og der vil jeg gerne “dække” udseendet af. Der er dog sol/skygge, så jeg er i tvivl om de vil kunne trives der?
God søndag
Karina
hverdagshaven
Hej Karina.
Tak for din dejlige kommentar! Jeg er rigtig glad for, at du kunne bruge artiklen.
Forsythia får den flotteste blomstring, hvis du giver den en placering med fuld sol, men den trives også i sol/skygge, så du kan sagtens plante den for at dække hegnet.
Mange hilsner
Christine.
Tina
Hej, tak for den fine artikel
Vi har en del forsythia, som har fået lov til at vokse sig store, alt for store. Nogle buske kan jo klare en helt grov beskæring, hvor man skærer ned til 30 cm og lader den blomstre på ny. Ved du, hvordan forsythia ville have det med en sådan behandling?
Vh – Tina
hverdagshaven
Hej Tina.
Forsythia kan godt tåle en grov beskæring helt nede ved jorden, men klipper du alle grenene af på én gang, kan den finde på at skyde aggressivt med strittende grene til alle sider. Jeg vil anbefale, at du beskærer de tykkeste og ældste grene ved jorden og gerne over et par år, så undgår en kraftig nyvækst.
Mange hilsner
Christine.
Christina
Hej.
Jeg har 3 forsythia buske /grene der blev plantet forrige år. Kan disse flyttes uden, at der sker dem noget.
hverdagshaven
Hej Christina.
Du kan sagtens flytte dem uden, at de tager skade. Flytter du dem her i foråret, særligt mens det er meget varmt, skal du sørge for, at de ikke mangler vand efterfølgende.
Mange hilsner
Christine.