Vi har vist alle sammen været der: ved bålet, der ikke vil brænde, men som demonstrativt sender tunge, sorte røgsignaler ud mod horisonten.
Der er ikke noget bedre end et bål, når det brænder rigtigt. Rent, varmende og knitrende, men hvordan laver man et godt bål? Det vil jeg fortælle dig nu. For det er faktisk slet ikke så svært at undgå at lave bål, der ryger i stedet for at brænde.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Hvordan laver man bål?
Et bål består af tre ting: ild, varme og træ. Fjerner eller mangler bare ét af de elementer, kan man ikke lave et godt bål. Det gælder derfor om at få dem til at arbejde sammen, når man gerne vil lære, hvordan man laver bål.
Der er nemlig mange måder, man kan gribe bålet an på, og som med alt andet kan det næsten blive en hel videnskab at få svar på, hvordan man gør. I mange år har det afholdt mig fra at lave bål, for jeg havde en forestilling om, at bål skulle laves på en særlig måde med specielle redskaber, teknikker og træ.
Noget, der burde være så simpelt, blev pludselig så komplekst. Sådan skal det ikke være! Det er nemlig virkelig let at lave et bål, og selvom der er mange forskellige fremgangsmåder, er hele humlen at få ild. Ild man kan varme sig ved, hygge sig ved, lave mad ved. Så lad os nu se nærmere på, hvordan man laver et godt bål.
Det skal du bruge til at tænde bål
Når man vil lære, hvordan man laver bål, er den vigtigste ting: tørt brænde. Det er næsten umuligt at få gang i træ, der ikke er ordentligt tørt. Jeg tænker her tilbage på mine helt unge dage som spejder, hvor jeg ofte kæmpede med at lave bål i regnvejr. Det blev bare aldrig rigtig en succes. Jeg taler derfor af erfaring, når jeg siger, at tørt brænde er vejen frem.
TIP Gør alt klar på forhånd, når du skal lave bål. Så slipper du for at løbe frem og tilbage efter brænde, gryder, kviste, tændstikker…
Jeg bruger småkviste og kvas til at tænde bålet med, men birkebark og avispapir kan også fint bruges til formålet. Kviste og kvas er godt at starte et bål med, hvorimod større træstykker først skal bruges, når bålet har fanget an.
Tørt brænde, tændstikker & strygestål
Har du tørt brænde? Når tingene er fundet frem, er du klar til at tænde bål. Det er så her, at du skal spørge dig selv, hvilken fremgangsmåde du vil bruge: man kan gå vildmarksvejen og tænde bålet med et strygestål, men når det er sagt, så er tændstikker altid en sikker vinder i min bog.
Til gengæld bruger jeg aldrig tændvæske, lampeolie eller noget i den stil for at få gang i bålet. Hvorfor? Fordi det ikke er nødvendigt. Desuden lugter det, og når man vil lave mad over bål, kan maden faktisk godt tage smag.
Sådan laver man et godt bål
Nu har vi kigget på, hvad man skal bruge til at lave et bål, så derfor kan vi rykke videre til at få besvaret spørgsmålet om, hvordan man laver et godt bål. Skal det tændes fra toppen? Fra bunden? Hvordan skal det bygges op?
Hvordan laver man et bål, er ikke et spørgsmål, man hurtigt svarer på. Afhængig af, hvad du skal bruge bålet til, kan det nemlig bygges op på forskellige måder.
TIP Det gælder om at holde en høj temperatur, for så ryger bålet mindre. Derfor lægger jeg aldrig mange stykker træ på ad gangen, men nøjes med at lægge et par brændestykker på efterhånden.
Derfor vil jeg nu vise dig 3 klassiske måder, man kan lave et godt bål på.
1. Pyramidebål
Et pyramidebål er et klassisk lejrbål, og når du vil lave bål i haven til en hurtig omgang snobrød, er det et godt bål at starte.
Først samler du en lille bunke med kviste, kvas, avispapir og mindre stykker træ. Omkring bunken bygger du så et bål af større brændestykker, så det ligner en pyramide. Bålet tændes indefra, og det er nemt at tilføje mere brænde efterhånden.
2. Pagodebål
Et pagodebål skal stables, så det ligner et tårn fra Klodsmajor – du ved, spillet Klodsmajor. Brændet skal lægges parvis oven på hinanden først den ene vej, så den anden vej. Der er forskellige måder, man kan tænde et pagodebål på, men jeg lægger altid optændingsmaterialet i midten og tænder det herfra.
Et pagodebål er et godt bål at lave mad over.
3. Jægerild
Jægerild – så er vi rykket ud i vildmarken, kan du høre det på navnet? Jægerild lugter af at lave bål i skoven, men båltypen fungerer altså også helt fint hjemme i haven. Jeg har prøvet.
Når du skal lave jægerild, lægger du to store stykker træ på hver side af et bål, for eksempel et pyramidebål, der er brændt til gløder. Læg de store træstykker så afstanden passer med, at der kan stå en gryde på dem, for nu skal der laves mad til en sulten flok!
Et lille tip er at vende ”åbningen” på de store stykker træ op mod vinden, så den kan puste liv i gløderne.
TIP Der findes mange andre båltyper end de tre, jeg har nævnt her. Stjernebål og finsk brændekomfur er også bål, du kan prøve at lave.
Lav et bålsted i haven
Jeg er vild med at lave bål. Det er simpelthen så hyggeligt, og en dag i haven inkluderer ofte et bål. Nogle dage har jeg gang i store bål, der brænder i flere timer, fordi jeg skal lave mad over gløderne. Andre dage er det et lille bål, der brænder kort tid, fordi jeg har brug for at varme fingrene eller koge en kop kaffe.
Derfor har jeg lavet et bålsted i haven. Jeg bruger også stadig mit bålfad, men de større bål kræver mere plads, og derfor besluttede jeg mig for at finde ud af, hvordan man laver et bålsted.
TIP Vil du ikke lave et bålsted i haven, kan du bruge et bålfad (reklamelink). Et bålfad er praktisk, fordi det kan flyttes rundt efter vindforholdene og efter, hvor i haven du opholder dig.
Præcis som med bål, er der mange måder, man kan vælge at lave et bålsted på. Det kan graves ned, laves på sten, komme op i højden… Derfor har jeg dedikeret et helt indlæg til at svare dig på, hvordan man laver et bålsted. Du kan klikke forbi her og blive klogere på det.
Pop, pop, popcorn over bål
Noget af det bedste ved et bål er, at man kan lave mad over det. Simreretter, hurtige retter, snobrød, supper, bagte æbler, skumfiduser – og popcorn.
Det er jo en klassiker, og det bliver altså ved med at være sjovt at høre, hvordan majskernerne popper nede i gryden. For ja, jeg bruger en stor, sort bålgryde, når jeg laver popcorn. Du kan også godt bruge et popcornsnet, men jeg synes, det er lidt mere cowboyagtigt at lave dem i en gryde.
Hvordan laver man popcorn på bål?
Når bålet er tændt, og gløderne står og ulmer i orange farver, kan man lige så godt lave en portion popcorn. Det er en hyggelig og hurtig eftermiddagssnack, og har man brugt et par timer i haven, er det altså ret lækkert med et par håndfulde af de lune, sprøde popcorn.
Nem opskrift på hjemmelavet pålægschokolade
Når jeg laver popcorn på bål, hælder jeg et par spiseskefulde smagsneutral olie i bunden af en gryde. Olien skal være helt varm, og først når den er det, hælder jeg 2 dl. majskorn i. Låg på. Vente… Pop… Pop… Poppoppoppop! Lige pludselig eksploderer det i gryden, så låget rasler og gryden gynger.
Undervejs ryster jeg lidt i gryden, så majsene ikke brænder på, og når det sidste pop har lydt, drysser jeg dem med salt.
Voila, spisetid!
Må man lave bål i haven?
Ja, du må gerne lave bål i haven, men det er vigtigt, at du tager dine forholdsregler. Et bål kan lynhurtigt sprede sig og komme ud af kontrol så lige gyldigt, hvor og hvornår du laver et bål, skal du huske.
Regler når du laver bål i haven
- Du må aldrig lave et bål, hvis det blæser meget eller har været tørke i lang tid
- Du må aldrig lave et bål tæt på bygninger, buske, træer & højt græs
- Hold altid øje med bålet & sluk det helt efter brug
- Hav eventuelt en spand vand klar, hvis uheldet er ude
- Tænd aldrig et bål, hvis ilden kan brede sig
Den vigtigste bålregel – Sluk bålet
En af de vigtigste bålregler, at du slukke bålet helt, når du er færdig med at bruge det. Ild kan hurtigt brede sig, og så snart de første gnister får fat i det tørre brænde, er det dit ansvar.
Vil du være helt sikker på, at bålet er slukket? Hæld vand over det rør i det med en skovl eller en pind. Når det ryger, og du ikke kan se flere gløder, er bålet slukket.
Tid til at lave bål i haven
Vi samles om bålet. Sådan har det altid været, og der er noget næsten urmenneske-agtigt over et godt bål. Det er varme, tryghed og kraft på samme tid og så snart, at et bål tændes, drages vi af det. Både børn og voksne.
TIP Du må gerne lave bål i skoven, men kun på de etablerede bålsteder. Husk altid at slukke bålet og rydde pænt op efter dig, når du har været forbi.
At lave bål i haven er noget alle bør unde sig selv en gang imellem, og jeg håber, at du har fået mod på at komme ud under åben himmel for at mærke varmen fra bålet.
Skriv et svar