Porrer er blandt vinterens dejligste grøntsager. De kan dyrkes tæt, så du kan have mange porrer på lidt plads. De kan stå på friland langt ind i efteråret og vinteren, så de kræver ikke opbevaring indendørs, når frosten banker på. Og den vigtigste grund? Den vigtigste grund til at dyrke porrer er, at de smager godt.
Vil du dyrke dem selv? Du skal ikke bekymre dig om først at skulle læse en lang, kompliceret dyrkningsvejledning til porrer. Det er nemlig meget lige til. Skal vi se på det?
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Dyrkning af porrer – Sådan gør du
Skal du dyrke porrer for første gang? Det er ikke svært at få succes med porrer, og det er derfor en god grøntsag at dyrke som nybegynder i haven. Porrer vokser nemlig villigt under de fleste forhold.
TIP Du kan dyrke porrer mellem gulerødder og selleri, hvis du ikke har meget plads i køkkenhaven. Porrerne begynder nemlig først at vokse sig store, når gulerødderne er høstet.
Den vigtigste forudsætning for at få succes med dyrkning af porrer, at at jorden er nødt godt. Planterne har nemlig brug for masser af kraft og energi, så de kan vokse sig store. I en hver dyrkningsvejledning til porrer, kan du derfor læse, hvor vigtigt det er løbende at tilføre ny næring til jorden i form af omsat kompost.
Sprøde, orange rødder – Sådan dyrker du gulerødder
Det er en af de ting, der rent faktisk skal efterkommes, for porrer kræver temmelig meget næring for at kunne udvikle sig. Derfor skal jorden, du dyrker porrer i vendes godt med møg eller kompost, før du planter i den. Gør du det, vil du kunne høste porrer i gode størrelser til aftensmaden.
Begynd med forspiring af porrer
Porreplanter kan sås direkte på friland fra slutningen af april og begyndelsen af maj, når nattefrosten ikke længere er en trussel mod de små planter.
Kan du ikke vente så længe? I slutningen af marts og begyndelsen af april kan du også vælge at forspire porrer i drivhuset eller mistbænken. Fordelen ved at forspire er, at det giver planterne længere tid at vokse i. I sidste ende vil det give dig større porrer sidst på sæsonen.
De forkultiverede porrer kan du plante ud i køkkenhaven fra maj, når du har afhærdet dem. Lige efter udplantning skal du sørge for at vande grundigt, så de ikke tørrer ud.
Kom godt i gang med såning af porrer
Uanset om du vælger metoden med såning af porrer på friland eller går efter at forspire dem, skal det gøres på samme måde. Du skal så frø fra porrer i cirka 1 centimers dybe og holde jorden fugtig, til planterne begynder at spire. I løbet af noget tid myldrer det op med høje, tynde stængler, der ligner purløg.
Skal det være helt efter bogen, skal planterne tyndes ud eller prikles, når de er vokset til. Det gælder både for såning porrer på friland, og hvis du vælger at forspire.
Er du færdig med at så porrer? Efterhånden som planterne vokser til, og faren for nattefrost driver over, bliver det tid til udplantning. Før du kommer så langt, skal du dog huske at afhærde planterne, hvis du har valgt forspiring. De kan nemlig gå i stok, hvis ikke de bliver hærdet, før du planter dem ud på friland. Det er derfor vigtigt, at du vænner dine porreplanter til livet uden for drivhuset i 1-2 uger før udplantning.
Så er det tid til udplantning af porrer
Der er det ved porrer, at de kan blive temmelig store, hvis de får lov. Jo større afstand du har mellem de porrer, du planter ud, jo mere plads har de at brede sig på.
10 ting du kan lave i haven i maj
Hvordan kan du bedst lide dine porrer? Det er en smagssag, om du vil have kæmpe store afgrøder eller godt kan lide dem lidt mindre. Planter du porrer med 10-15 centimeter mellem hver plante, giver det en helt almindelig tykkelse. Vil du have tykke porrer, skal du have en planteafstand på 50 centimeter mellem hver plante.
TIP Porrer tåler ikke nattefrost, når de er små, og det gælder ikke kun sommerporrer. Selvom vinterporrer kan tåle frost, når de er udvoksede, tåler de små vinterporrer ikke den mindste smule.
Udplantning af porrer er lidt specielt, for de skal nemlig plantes i render. Du skal lave en rille, der er 10 centimeter dyb, og i den sætter du dine planter. Når du planter på den måde, får porrerne de hvide skafter, som er dem, vi gerne vil have.
Det første stykke tid efter udplantningen af porrer på friland, er det vigtigt, at de ikke udtørrer. Kigger solen meget frem, skal du huske at vande de små planter, så de har en chance for at få ordentlig fat i jorden og danne et solidt rodnet.
Du skal væbne dig med tålmodighed
Lige efter udplantning af porrer på friland skal du ikke stille for store krav til dem. De vokser ikke eksplosivt hen over sommeren. Tværtimod står de og ser lidt forkølede ud, og hvert år tænker jeg: okay, de kommer ikke.
Men bedst som jeg går og ærgrer mig, begynder de at skyde i vejret, og i løbet af august og september udvikler de sig til nogle ordentlige klepperter. Det hjælper naturligvis på humøret hos undertegnede.
Gode råd om pasning af porrer
En af de ting der gør dyrkning af porrer til noget af det nemmeste er, at de ikke kræver særligt meget pasning. Dit vigtigste job er at holde ukrudtet på afstand, så det ikke suger alt den næring, porrerne skal leve af.
For at undgå at ligge med rumpen i vejret og luge hele sommeren, kan du jorddække dine porrer. Det kan du gøre ved at lægge afklippet græs omkring dem. Det er nemlig med til at holde ukrudtet nede, og samtidig holder det også på fugten. I efteråret kan du bruge nedfaldsblade til at dække med, lige som halm også kan bruges.
Juni i haven – 10 ting du kan gøre
Pasning af porrer inkluderer selvfølgelig også gødning, men du kan sagtens vente med at gøde indtil juni. Planterne vokser nemlig meget langsomt, så derfor har de ikke brug for at få tilført ny næring før senere på sæsonen.
Husk at hyppe dine porrer
Porrer skal hyppes. Det er nemlig gennem hypningen, at du får stammet porrerne op, så de får de hvide skafter. Dog kan hypning ikke trylle lange, hvide skafter frem, hvis du har plantet en sort, der ikke er genetisk bestemt til at udvikle lange skafter.
Du skal hyppe porrer løbende over sommeren, og selvom du har mange porreplanter, er det hurtigt overstået. Du kan hyppe samtidig med, at du alligevel er ude for at fjerne tidsler og andet ukrudt, der med jævne mellemrum forsøger at overtage køkkenhaven.
Vælg de rigtige porresorter
Ved du, hvilke porresorter du vil plante i din køkkenhave? Der findes to sorter, du kan vælge at plante.
De to sorter af porrer er
- Sommerporre
- Vinterporre
Sommerporrer skal, som navnet antyder, spises i løbet af sommeren. Vinterporrer derimod kan fint stå ude om vinteren, når sneen og frosten sætter ind. Du kan kende vinterporrer på, at de har kortere skafter end sommerporrer. Deres look er også mere rustikt – blandt andet fordi, deres grønne blade er grovere.
TIP Hvornår sættes vinterporrer? Vinterporrer sættes til forspiring i april og udplantes på friland i løbet af maj.
Spiser du mange porrer? Er du helt vild med de hvid-grønne stængler, kan det være en god idé at dyrke begge sorter. Personligt har jeg aldrig dyrket sommerporrer, men har i stedet brugt min tid på vinterporrer af den grund, at det er om vinteren, jeg har mest lyst til den grøntsag.
Den nemme kunst at dyrke squash
Sommertiden er fyldt med så mange lækre sager, at jeg slet ikke har lyst til porrer. Det har jeg til gengæld om vinteren, og så længe jeg sætter nok vinterporrer i foråret, har jeg nok til næste forår og sommer.
Hvilken sort af porre, du vælger at dyrke i din have, kommer derfor helt an på, hvornår og hvordan du vil høste og spise dem.
Høst & opbevaring af porrer
Når meteorologerne lover frost sådan for alvor, må du en tur i køkkenhaven for at lægge halm omkring de porrer, du ikke tager ind. Halmen sørger for at give dine porrer en smule varme, så du kan høste dem, selvom der er minusgrader.
Klog af skade lægger jeg også altid nogle porrer på indslag. Det kan du for øvrigt kan gøres løbende hele vinteren, hvis vejret tillader det. At lægge porrer på indslag betyder, at du tager din greb, løsner et passende antal porrer og tager dem med ind i drivhuset.
Her lægger du porrerne på rad og række, dækker rødderne med jord, og lader dem så ligge der, indtil du skal bruge porrer i madlavningen. På den måde kan du hele vinteren hurtigt stikke ud i drivhuset for at hente porrer. Det er praktisk, hvis frosten er så hård, at du umuligt kan få dem op af jorden.
Jordskokker – En uundværlig grøntsag til vinter
Det er nemlig sket for mig, og hvor bliver man ærgerlig over at gå og kigge på de mange porrer i køkkenhaven, som man har dyrket hele sommeren, og nu ikke kan komme til at spise. Porrer er smukke på friland, når de står grønne med hvide snepletter i toppen, men allersmukkest er de nu alligevel på tallerkenen…
Sygdomme & skadedyr
Det mest almindelige angreb på porrer, fortages af porremøl. De lægger æg af to omgange i løbet af en sæson. Første hold sætter ind før Grundlovsdag i begyndelsen af juni, næste hold porremøl kommer i juli og august. Venter du med at plante porrer til efter Grundlovsdag, kan du forebygge de kraftigste angreb.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
Rust er også en af de sygdomme, der kan ramme porrer. Det viser sig som rød-orange pletter på bladene. Som navnet antyder, ligner det rust, som du kender det fra jern. Heldigvis kan du sagtens spise porren, selvom den er angrebet. Du fjerner bare de yderste blade, hvor sygdommen sidder.
Vil du forebygge rust? Du kan forebygge sygdommen ved at plante porrer med større afstand til næste sommer.
Porreplanter – Fra haven til maven
Porreplanter er nogle høje, ranglede stængler, der stritter i køkkenhaven med sine grønne toppe. I løbet af efteråret og vinteren når køkkenhaven er ved at være tømt for grøntsager, og den bare, brune jord ligger tom og trist, er porreplanterne dem, der holder humøret lidt oppe. De lyser klart og fint, og minder mig om, at selvom vinteren står for døren, så kan jeg stadig høste friske grøntsager.
Syltede rødløg – Perfekt pink tilbehør
Det kan jeg lide! Jeg henter derfor tit og ofte porrer i køkkenhaven, farserer dem, bruger dem som fyld i supper, i rodfrugtfade eller hvor jeg nu synes, porrer passer ind i opskriften. Jeg dyrker derfor mange porrer, og fordi de kan stå tæt ved siden af hinanden, optager de ikke meget plads i køkkenhaven. Præcis af de grunde er porrer blandt de dejligste grøntsager i min have.
Kjeld Klokkerholm
Hvad er årsagen til, at mine porrer vil gå i stok. Hvad gør jeg mon forkert.?
hverdagshaven
Hej Kjeld.
Porrer er toårige grøntsager, så de burde først gå i stok på andet år. Hvis det er porrer fra i år, der går i stok hos dig, kan det skyldes, at de har fået kulde/nattefrost eller manglet vand under forspiringen.
Mange hilsner
Christine.
Katja
Hej Christine.
Er det for sent at så vinterporrer direkte i jorden midt i juli?
Vh Katja
hverdagshaven
Hej Katja.
Umiddelbart vil jeg mene, at det er for sent, men… Du kan jo give det et forsøg.
Hvis du prøver, må du meget gerne skrive til mig, om det bliver en succes. Det kunne være et spændende have-eksperiment at følge.
Mange hilsner
Christine.
Jytte Berg
Hej
Nogle af mine porre har fået blomst med frø i. Kan jeg bruge de frø til foråret?? Og hvordan skal de Evt opbevares?
Kærlig hilsen
Jytte
hverdagshaven
Hej Jytte.
Ja, det kan du i hvert fald. Frøene samler du en tørvejrsdag og helst inden, at det bliver frost, så du skal snart have dem ind. Læg frøene på en tallerken et sted, hvor de ikke får direkte sollys, og lad dem tørre godt og grundigt. Når de er helt tørre, kan du gemme dem i et kaffefilter eller et stykke avispapir.
Husk at skrive på papiret, hvilke frø du har gemt, så du kan kende dem til foråret. Frøene skal opbevares mørkt og tørt.
Mange hilsner
Christine.
Nicholas Bejstrup Strand
god og grund artikel 🙂
hverdagshaven
Hej Nicholas.
Tak for din positive kommentar. Det er rigtig dejligt at høre, du kan lide artiklen.
God dag.
Mange hilsner
Christine.