Med en nøddeagtig smag og et sprødt bid, er jordskokker en af de nemmeste ting, du kan dyrke i din have. De vokser, som blev de betalt for det, i alt slags jord så pasning og pleje behøver du ikke at bruge tid på. Det vigtigste er, at du høster dem, for de bliver ved og ved med at give lækre og sprøde knolde år efter år.
Kan du også godt lide den søde, nøddeagtige smag af jordskokker? Find et sted i din have, hvor de kan vokse eller læs med her for at finde ud af, hvordan du griber dyrkningen an.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Få jordskokker i haven
Jordskok, Helianthus Tuberosus, er en af de nemmeste ting, du kan dyrke i din have. Oprindeligt kommer planten fra Nordamerika, men også her på vores breddegrader er den lille knold med den nøddeagtige smag populær.
Det skyldes jo nok, at måden den dyrkes på, passer perfekt til det klima, vi har på disse kanter. Jordskokken tåler nemlig både sol, frost, regn og blæst – altså det danske vejr, når det er bedst!
Familiemæssigt er jordskokker beslægtet med solsikker, og det er faktisk ikke svært at se. Store, grønne blade og høje stængler kan nemlig i en hurtig vending få dig til at forveksle solsikker med jordskokker i haven. Sidst på sommeren sætter nogle sorter endda gule blomster.
Opskrift på lækker jordskokkepuré
Jordskokkens udseende er knoldet og nubret med variationer i farven. Knoldene kan både være røde, brune og hvide.
Dyrkning af jordskokker – Sådan gør du
Dyrkning af jordskokker er meget nemt, for de vokser med glæde i alt slags jord. Dog skal du være opmærksom, når det gælder placering af jordskokker, for planterne bliver meget høje. De kan uden problemer blive 2 meter, så hurtigt kommer de til at skygge for andre planter i haven. Derfor skal du dyrke jordskokker et sted i haven, hvor de ikke kan genere andre afgrøder, når de vokser til.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
Har du en have, hvor vinden kan være kraftig? Planterne vælter ikke på trods af deres højde, og derfor kan du dyrke jordskokker som et grønt læhegn rundt om køkkenhaven.
Smagen af lakrids – Dyrk fennikel
Jordskokker er en flerårig afgrøde, som er meget hårdfør. De kan derfor også dyrkes om vinteren, selvom det bliver virkelig koldt. Vil du have et stort udbytte? Det kan være en fordel at tilføre kompost eller gødning i efteråret, så planterne får tilført næring. Gør du det, vil du ikke opleve de store udfordringer med dyrkningen. Længere nede i guiden har jeg skrevet mere om jord og gødning.
Dyrk jordskokker med omhu
Man siger om de små knolde, at har man først én gang fået dem ind i sin have, har man dem for altid. Det er derfor med en vis form for respekt, man skal gå til dyrkning af jordskokker. De spreder sig meget, så derfor er det en god idé at dyrke dem et sted i haven, hvor deres fremmarch kan begrænses.
Alt du skal vide om dyrkning af løg
Det kan nemlig være svært at grave alle knoldene op, og ligger bare en enkelt tilbage i jorden, vil den føre familien videre. Dyrkning af jordskokker på det samme sted år efter år er derfor ikke noget problem, det er nærmere en forudsætning.
Lægning af jordskokker
Jordskokker planter man ikke, dem lægger man lige som kartofler. Når du skal lægge jordskokker, skal du lægge de knolde, der er mest glatte at se på. De kan have nogle skøre former med små knopper, der stikker ud hist og pist, og som gør dem til et sandt mareridt at rense eller skrælle.
Dyrkning af kartofler trin for trin
Hvordan undgår du de former? Det gør du ved at lægge de glatte knolde. På den måde mindsker du sandsynligheden for at få jordskokker, der har endnu flere knopper og som er endnu vanskeligere at have med at gøre i køkkenet.
Sådan lægger du knoldene i jorden
Når du har udvalgt de flotteste knolde, er det tid til at lægge dem i jorden. Jordskokker lægges, inden de begynder at spire, så er jorden ikke frossen, kan skal du gøre det i løbet af februar og marts. Du kan også godt lægge dem i efteråret, før frosten kommer. Jeg lover; de skal nok spire. Det gør jordskokker nemlig altid.
TIP Jordskokker skal kun vandes, hvis de begynder at hænge alvorligt med bladene, men det sker meget sjældent.
Er du klar til at plante jordskokker? De skal lægges i 10-15 centimers dybde med omkring 50 centimeter mellem hver knold. Dyrker du jordskokker i rækker, skal du have 30 centimeter mellem rækkerne.
Personligt dyrker jeg knoldene sådan lidt hulter til bulter. De står på en plet i haven, hvor det med rækker ikke rigtigt er en ting, og hvor det heller ikke kommer sig helt nøje, hvor mange centimer der er mellem hver plante. Jeg høster dem, jeg kan finde, og resten dyrker jeg videre på år efter år. Det er en aldeles fremragende måde at gøre det på, og nok også den mest brugte dyrkningsmetode blandt haveejere.
Pasning af jordskokker
Dyrkning af jordskokker er perfekt til den dovne haveejer. De kræver nemlig ikke meget pasning, og vokser fint uden den store omsorg. Planten har et dybtliggende rodnet, som gør, at den kan undvære vand i meget lang tid.
Derfor klarer jordskokker sig fint uden vanding, og selv i tørre perioder står planten grønt og fint, når andre afgrøder giver op.
TIP Jordskokker skal ikke graves op, når vinteren banker på døren. De overvintrer uden problemer på friland.
Det hører også med til pasning af jordskokker, at du dækker dem med halm, blade eller grangrene i vintertiden. På den måde kan du høste af dem, selvom frosten skulle sætte sig i jorden, for afdækningen fungerer nemlig som isolering.
Den nemme kunst at dyrke squash
Er du lige glad med, om jordskokkerne har mange knudrede gevækster? Så kan du bare dyrke videre på dem, du ikke får gravet op. Metoden giver ikke nødvendigvis de flotteste jordskokker, men udbyttet skal nok blive lige så stort, som havde du brugt tid på at udvælge de enkelte knolde.
Gode råd om jord, kompost & gødning
Dyrkning af jordskokker kan foregå på den samme plet i din have hvert år. Du behøver derfor ikke at tænke på at flytte dem, som man jo ellers plejer at gøre med grøntsager. Normalt er det vigtigt hele tiden at veksle mellem de ting, man dyrker, så jorden ikke bliver træt og udmagret. Det gælder dog ikke for jordskokken, som uden problemer kan vokse på det samme sted i mange år.
5 nemme krydderurter du kan overvintre
Det er temmelig praktisk, for det kan være svært at få alle jordskokker op. Har du overset bare en enkelt lille knold i jorden? Du kan være helt sikker på, at den spirer til foråret. Det er grunden til, at planterne har fået ry for at være svære at udrydde og grunden til, at man bliver anbefalet at dyrke dem i udkanten af haven.
Et par gange i løbet af året kan du tilføre en ordentlig omgang gødning eller kompost til jordskokkerne, for det kan de godt lide. Det er både med til at give et stort udbytte og sørge for, at knoldene under jorden bliver store.
Sygdomme & skadedyr
Du behøver ikke være bekymret for sygdomme og skadedyr, når du dyrker jordskokker, for de angribes aldrig. Eller næsten aldrig, for mosegrise kan godt lide at spise knoldene. Det samme gælder for kaniner.
Har du ikke af dem på matriklen? Så behøver du ikke at frygte sygdomme eller skadedyr, når du planter jordskokker.
Høst & opbevaring af jordskokker
Hvornår er det tid til at høste jordskokker? Når efteråret nærmer sig, visner planten ned, bladene bliver gule og stænglerne står tilbage som stive, brune rør i haven. Umiddelbart tænker man ikke, at der er meget at komme efter her, men tøv en kende – der er guld under jorden!
Kom godt i gang med dyrkning af porrer
Det er nu, det er tid til at høste. Jordskokker er i sæson fra slutningen af september til april, og hele vinteren kan de blive liggende i jorden, så du kan høste af dem, når du får lyst. Du graver dem op med en spade eller en greb på samme måde, som når du graver kartofler op.
Sådan høster du jordskokker
- Fat en greb og gå mod bedet
- Start med at løsne jorden omkring planten og vrik greben roligt frem og tilbage
- Frem fra mørket dukker de fineste knolde op
Knoldene sidder omkring plantens rødder, og de er nemme at høste. Faktisk kan de nærmest trækkes op, hvis du hiver i den visnede stængel.
Opbevaring af jordskokker er bedst i køleskabet, hvor de kan holde sig flere uger. Er de blevet bløde? De kan genvinde deres sprødhed, hvis du lægger dem i koldt vand nogle timer inden, du skal bruge dem. Dog har den bløde konsistens ingen betydning for smagen, hvis du vælger at koge jordsokkerne til suppe.
Der er ingen grund til at høste hver eneste jordskok i bedet, så derfor skal du heller ikke bekymre dig om at opbevare dem hele vinteren lige som rødbeder og andre rodfrugter. De knolde du ikke graver op, udvikler sig blot under jorden, og når foråret vender retur, vil de begynde at skyde igen. Du skal derfor kun høste alle knoldene, hvis du ikke vil dyrke jordskokker på det samme sted næste sæson.
Et tip til vinteropbevaring
Jordskokker er vinterhårdføre, så du behøver ikke at tænke på, hvordan du skal opbevare dem i løbet af vinteren. De kan nemlig blive stående på friland, for de har ingen problemer med at tåle frost. Det kan dog være en fordel at tage nogle jordskokker ind, hvis der varsles hård frost, som gør det umuligt at grave dem op af jorden.
TIP Du kan dække jorden over jordskokkerne med halm, hvis du ikke vil have, at jorden fryser til.
De holder sig fint på køl i noget tid, men har du gravet en større portion op, kan du opbevare dem i en kasse med fugtigt sand. På den måde kan de holde sig i nogle måneder – men så længe burde frosten nu ikke have fat i jorden.
Jordskok smager af nødder
Hvordan smager jordskok egentlig? I havebøger og dyrkningsvejledninger kan du læse, at jordskokker smager som en blanding mellem artiskokker og kartofler. Jeg synes, de små knolde har en gennemtrængende smag af nødder, og netop derfor spiser jeg dem gerne rå.
Vil du bruge dem rå? De er perfekte skåret i tynde skiver i salaten eller serveret med pesto.
TIP Jordskokker giver et stort udbytte, men der kan være et stort spild, hvis du skræller dem – særligt, hvis jordskokkerne er meget knudrede. Heldigvis kan de spises med skræl på, hvis de renses grundigt.
De kan dog også tilberedes, og jeg bruger tit jordskokker i supper, bager dem i ovnen, laver dem til chips eller lader dem mødes med netop kartoflen i en mos.
En klassiker – Opskrift på syltede rødbeder
Der er mange gode opskrifter med jordskokker, og hvad enten du serverer dem lune eller kolde som tilbehør, smager de herligt. Deres faste konsistens gør de velegnede til mange ting. Jeg kan også anbefale, at du koger dem med i en god, krydret dahl. Det giver også en dejlig smag.
En sand historie om jordskokker i haven
Grunden til, at jeg altid har været lidt forsigtig, når det kommer til jordskokker, skyldes min farfar, der et år var blevet frygteligt træt af de jordskokker, der efter hans mening, begyndte at brede sig lidt for meget i køkkenhaven.
Det ville han gøre noget ved, men i stedet for at slå koldt vand i blodet, valgte han at handle. Prompte.
Dyrkning af agurker trin for trin
Se, det kan der være meget godt at sige om, men lige i dette tilfælde burde han, som den erfarne havemand han trods alt var, nok lige have drukket en ekstra kop kaffe og spist et stykke mere af farmors kringle før, han erklærede åben krig mod jordskokkerne.
For min farfar valgte at hente den gule fræser og fræse hele stykket med jordskokker så knolde, rødder og jord blev spredt til højre og venstre. I den temmelig store køkkenhave vel at mærke.
Skønne æbletræer til alle haver
Og det var en fejl, for sådan et frontalangreb hævner sig, og lad mig bare sige det på denne måde; jordskokkerne gav ikke så let op. De næste par år kunne min farfar så – med en vis indestængt vrede vil jeg gætte på – begynde at luge køkkenhaven for jordskokker, som var det mælkebøtter eller skvalderkål, der på hver en ledig plet så sit snit til at kigge frem.
Det eneste gode man kan sige om den historie, er, at det da trods alt var et problem, han kunne spise sig ud af…
Stine
Hej! Jeg har i efterlagt lagt nogle jordskokker i en stor balje med dræn i bunden. Dette forår er de så skudt op og jeg glæder mig til at se om de får flotte gule blomster. Desværre hænger planterne helt vildt! Flere af bladene er tørre og sprøde. Jeg vander ca hver 3 dag. De står op af et hegn i læ med sol meget af dagen. Er der mon noget jeg gør forkert eller noget jeg kan gøre, for at få liv i dem igen? På forhånd mange tak 🙂
hverdagshaven
Hej Stine.
Har du mærket om jorden er for tør eller våd? Det lyder umiddelbart som om, at planterne enten får for lidt eller for meget vand. Husk, at jordskokker har brug for meget næring for at trives, så det vil være en god idé at give dem gødning.
Mange hilsner
Christine.
Anne Mette
Hej.
Jeg har lagt jordskokker i foråret og planterne har stået flotte, grønne og ranke hele sommeren… omkring 1 meter høje, men de har på intet tidspunkt blomstret. Kan det stadig godt være jordskokker på planterne?
Vh Anne Mette
hverdagshaven
Hej Anne Mette.
Der kan sagtens være jordskokker, som er klar til høst, selvom planten ikke har blomstret. Jeg ville grave et par planter op for at se, om ikke der skulle være bid. Er det modsatte tilfældet, sætter du bare planten i jorden igen.
Mange hilsner
Christine.
Lene
Kan jordskokker have små lilla blomster nu her i juni?
hverdagshaven
Hej Lene.
Jeg har kun set jordskokker med gule blomster – de ligner faktisk solsikker til forveksling. Jeg vil dog ikke afvise, at der findes en sort, som sætter lilla blomster. Der findes jo også jordskokker, der ikke er hvide, men røde, gule eller lilla.
Mange hilsner
Christine.
Peggy
Hej
Har lige prøvet at grave en plante op, men fandt en hel masse tætsiddende hvide lus-lignende små dyr på flere af knoldene.
Er det noget specielt for jordskokker, og kan jeg risikere at det kommer igen næste år.
hverdagshaven
Hej Peggy.
Det kan muligvis være rodlus, der har slået sig ned i dine jordskokker. De kan overvintre, og derfor skal du flytte afgrøden til et nyt sted i haven, hvis du vil undgå de ubudne gæster næste år.
Jeg håber, det virker.
Mange hilsner
Christine.