Lys, kranse, pynt, gran og mistelten er kendetegnene for haven i december. Men selvom julefreden sænker sig mellem bedene, er der alligevel mange ting, du med fordel kan gøre i den kolde måned.
Jovist, alting ser stille ud på overfladen, men måneden byder faktisk på mange fine aktiviteter under åben himmel. Vi skal langt omkring fra udplantning til beskæring og dekorationer i krukkerne, så lad os komme i gang. Her får du mine bedste havetips til december.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
10 gøremål til haven i december
Dagene bliver kortere, lyset mindre, men alligevel er der mange ting at lave i haven i december. Nye træer, buske og stauder kan stadig plantes, beskæring af vinen må klares nu og at tjekke overvintrende blomster, frugt og grønt er også på programmet.
Men det vigtigste gøremål til haven i december er at pynte den med lys, julekrukker, kranse og dekorationer. Det gælder nemlig om at udnytte mørket og få lys ind i haven, så december bliver en varm måned, selvom sneen og frosten måske er landet på græsset.
Så lad os tage det varme tøj på og gå ud! For der er 10 ting du kan lave i haven i december, og nu fortæller jeg dig, hvad det er.
1. Pynt decemberhaven med gran & dekorationer
Det er som om, haven vågner af sin vinterdvale i december, hvis den pyntes med dekorationer og lys. Krukker, kranse, lanterner og lyskæder bidrager med en hyggelig, julet stemning, som gør det rart at gå rundt i haven, selvom der ikke er meget liv derude.
Pynt også med normansgran eller nobilis, som holder længe og ikke taber nålene.
Du kan flette dine egne kranse til døren eller lægge dem på havebordet, hvor du i små stilleben kan skabe den fineste vinterstemning. Materialerne finder du i haven eller samler i skoven, hvor du skal gå efter mos, bær, grene med lav, kogler og tomme frøstande. Det er nemlig gode ting at bruge, når du binder kranse.
Smukke julekranse til december
Her i vintermørket må vi udnytte alle havetips for at få lidt ekstra lys til de korte dage, og haven i december bliver kun hyggeligere og varmere af at blive pyntet med lanterner og lyskæder. Lyskæder pynter pænt på træer, buske og hække, men havekrukkerne bliver også livlige med lys i. Sammensæt lanterner og levende lys for at skabe en ekstra fin stemning i decemberhavens mørke.
2. Plant krukker med juleroser & hyacinter
December er ikke den måned i haven, man forbinder med blomstrende planter, men du må ikke undervurdere din have i december. Der er nemlig flere planter, som blomstrer i den kolde tid. Buskbom, cypres, skimmia og gran kan plantes nu, og de er smukke at sætte i krukker med lyskæder mellem grene og blade. Kristtorn, hasselblad, efeu og berberis er også nogle af de planter, som hører december måned til.
10 smukke blomster til dine krukker
I krukkerne kan du plante hyacinter. De står flot med deres hvide, rosa og lilla farver, og når de er afblomstrede, kan du plante dem ud i haven. Så skyder de i den kommende sæson. Husløg er også skønne i vinterkrukkerne, og vil du tilføje julestemning, kan du dække den bare jord med mos og kogler.
TIP Juleroser kan graves op og drives frem nu.
Det er ikke nødvendigt at vande ofte på denne årstid, for planterne har ikke brug for meget vand i de kolde måneder. Derfor skal du være sparsom med vandkanden.
3. Plant nyt i havens bede
Hvis ikke der er frost i jorden, kan du stadig flytte stauder eller plante nye. Særligt de løvfældende træer og buske er det en god idé at plante nu, ligesom det også er bedst at flytte mindre træer og buske til nye placeringer på denne årstid. Du kan også sagtens dele og plante større stauder ud nu.
TIP Du kan stadig nå at lægge forårsløg i jorden, hvis ikke du nåede det i oktober eller november.
Et af de små, garvede havetips til december er at lægge frø i jorden. Ja, du læste rigtigt – du kan faktisk så nu, for nogle stauder har brug for kulde for at spire. Det er blandt andet lupin, påskeklokke, primula og violfrøstjerne, så skal de være en del af din have, må du så frø fra dem nu.
Du kan lægge frøene i spirebakker uden for eller så dem direkte på voksestedet.
4. Dæk de frostfølsomme planter
De kolde vinde blæser ind over haven i december, så sarte planter skal dækkes ind, hvis ikke de skal tage skade. Jeg dækker planter som lavendler, træpæoner, syrisk rose, skærmliljer, raketblomst, hortensia og roser med grangrene, visne blade eller halm. Du kan også bruge halmmåtter, som kan købes på planteskolerne.
Hortensia – Din guide til udplantning & pasning
Når julen synger på sidste vers mod slutningen af måneden, og juletræet har udtjent sin værnepligt, kan du bruge grangrenene fra træet til at lægge omkring de sarte planter.
Duften af Provence – Sådan dyrker du lavendler
I køkkenhaven kan du også lægge halm omkring grøntsagerne, så de let kan graves op, selvom der er frost i jorden. Det gælder gulerødder, porrer og jordskokker, men kålene klarer sig uden en varm vinterdyne.
5. Giv fuglene mad & lav fine fuglekugler
Du har måske lagt mærke til, at haven i december er fyldt med fugle? Det er nemlig ikke alle fugle, der flyver sydpå. Mange arter overvintrer i Danmark, men vinteren kan være streng for de små, fjerede venner, som har svært ved at finde mad. Derfor hænger jeg fuglekugler op i træerne og lægger mad på foderbrættet, så de altid kan finde noget godt at spise.
Jeg sørger også for, at der er frisk vand rundt omkring i haven. En lille skål, et spejlbassin eller lignende er perfekt til formålet, så de små fugle kan få noget at drikke, når vandpytter og søer fryser til.
Det er også fint at sætte et fugleneg op i haven i december – og måske med et stort bånd omkring. Det er hyggeligt at se på i juletiden, og fuglene elsker det.
6. Glem ikke de overvintrende planter i drivhuset
Et af de gode råd til haven i december er at tjekke til overvintrede planter i drivhuset. Mangler de vand? Trives de? Selvom planter ikke har brug for meget vand i vintertiden, kan de alligevel ikke undvære et par dråber i ny og næ.
TIP Gør det hyggeligt at være i drivhuset til vinter ved at pynte med lyskælder og levende lys i lanterner.
Har du opbevaret frugt og grønt til vinter? Hver 14. dag må du tjekke til frugt og grønt, som du gemmer gennem vinteren. På den måde kan du forhindre, at sygdomme eller råd spreder sig mellem afgrøderne. Kan du se et dårligt æble eller en rådden gulerod, skal den straks fjernes, så den ikke smitter de andre.
Sådan opbevarer du frugt gennem vinteren
7. Husk at lukke for vandet
Når kulden kommer krybende, er der særligt én ting, du skal huske: lukke for vandet. Tøm haveslangen, så vand ikke fryser til is i slangen, og tag den gerne ind i haveskuret de næste måneder. Husk også at slukke for udendørs vandhaner, når de er tømt for vand, for på den måde undgår du, at de frostspringer.
8. Beskæring af vin skal gøres nu
Beskæring af vin er på haveplanen i december, for nu undgår du, at planten bløder for meget, når du skærer i grenene. Du skal både fjerne sideskuddene og korte nye skud af til en tredjedel af længden, men hovedstammen skal du ikke beskære.
Efterårshindbær skal også beskæres, før de sætter nye skud i foråret, så har du ikke allerede gjort det, er det et gøremål til haven i december. Heldigvis er det nemt! Du klipper nemlig bare alle grenene af helt nede ved jordoverfladen. I videoen viser jeg dig, hvordan du gør.
Kom godt i gang med frugthaven
Du må ikke beskære frugttræer nu, for vinterbeskæring får dem til at danne vanris. Det betyder, at de sætter lange, tynde grene direkte op i luften – og mange af dem. Vanris danner ikke blomst, og uden blomst får du ikke frugt.
Skønne æbletræer til alle haver
Har du et træ, som skal fældes, er det et perfekt tidspunkt at gøre det på nu. Når det er koldt, trækker træets saft ned i roden, og det efterlader stamme og grene så tørre, som de kan blive. Det er godt, hvis du vil bruge træet til brænde efterfølgende.
9. Fjern sne fra træernes grene
De fleste af os drømmer om en hvid jul, men det er ikke altid, vejrguderne opfylder det juleønske. Er vi alligevel så heldige, at vejret viser sig fra sin hvide side, skal du huske at fjerne sne fra træernes grene.
5 nemme krydderurter, der kan overvintre
Det er især vigtigt, hvis meteorologerne varsler tøvejr om dagen og frost om natten. Sneen skal fjernes, så træernes grene ikke knækker, og særligt unge træer har brug for hjælp til at komme af med sneen.
TIP Er der frost og kulde i luften, kan gangstier fryse til og blive spejlglatte i decemberhaven. Det samme kan også ske i din indkørsel, men i stedet for at strø salt, kan du med fordel bruge grus eller sand. Det er bedre både for havens planter, som ikke tåler saltet, og dyrelivet.
Du skal også feje sne væk fra drivhusets tag, hvis der lægger sig en tyk, hvid vinterdyne på det. Det ville jo være ærgerligt, hvis sneens vægt fik glastaget til at briste.
10. Pluk en mistelten
Jeg holder så meget af mistelten. Den er indbegrebet af jul for mig, og jeg plukker hvert år en stor gren, som pynter fint i julemåneden – og måske endda kaster et kys eller to af sig.
Vil du dyrke din egen mistelten, skal du bruge de hvide bær, som sidder på grenene. Du skal bare ikke plante mistelten i haven i december, selvom det ellers virker oplagt. Det er nemlig først i marts og april, det skal gøres.
Gode aktiviteter til december i haven
Selvom det ved første øjekast ligner, der ikke er meget liv derude i vintermørket, gemmer haven i december alligevel på mange fine oplevelser i den kolde tid.
10 afgrøder du kan dyrke om vinteren
Det er nemlig ikke alle planter, der er i vinterdvale, og både skimmia, hortensia, kristtorn og stedsegrønne buske lyser op med deres farver. December i haven kalder på hygge ved bålet, og mens vintermørket sænker sig, lyser flammerne flimrende op og spreder varme. Nogle gange falder jeg i staver foran bålet, andre gange laver jeg snobrød, popcorn eller bagte æbler over de sidste gløder. Det er sådan en hyggelig aktivitet.
December i haven byder også på brændehugning! Det er en perfekt måde at få varmen på, når frosten knitrer i luften. Så tager jeg den tykke uldsweater på, og svinger øksen, så træsplinterne springer.
Bagefter rykker jeg ind i varmen med favnen fuld af nykløvet brænde. Foran den store, sorte ovn sætter jeg mig på hug, smider et par kævler ind og fyrer op. Ritjs. En tændstik stryger gennem svovlen, og ilden fænger an, får fat og ulmer snart. Nu er det vinter, og jeg kan læne mig tilbage med varm te i koppen og en stor stak havebøger i skødet.
Jeg går i hi. I hvert fald et par måneder. Eller måske bare til mine fingre begynder at krible efter at komme ud igen.
Skriv et svar