Hvidløgsduften breder sig i forårsluften, og når det sker, ved jeg, det er tid til at plukke ramsløg. Det er et sikkert forårstegn, og jeg glæder mig hvert år til at høste de grønne blade og forvandle dem til lækre ting i køkkenet.
Vil du følge trop? Jeg har lavet en guide til dig, der vil sanke i naturen eller dyrke planten i haven, så du også kan bruge den kraftfulde hvidløgsurt i madlavningen.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Fakta om ramsløg
Snus ind! Det er tydeligt, at ramsløg, Allium ursinum, tilhører løgfamilien, for der spreder sig en karakteristisk hvidløgsduft fra planten – og smagen lader sig heller ikke fornægte.
Du finder løgplanten i de fleste danske skove, hvor den vokser i store bestande. Særligt folder den sig ud i den østlige del af Jylland, specielt i Risskov ved Aarhus, men også på ved København, på Sjælland, Bornholm og øerne, kan du høste ramsløg. Det er faktisk kun i Vestjylland, det kan blive svært at finde planten.
TIP Urten holder af en skyggefuld placering, så du skal lede efter den under løvtræernes tætte kroner, i hegn, krat, buskadser eller parker, hvor jorden er fugtig og næringsrig.
Selvom planten inden for de sidste par år er blevet ekstremt populær i køkkenet, og endda kan købes i supermarkedet, er den faktisk ikke nogen nyhed. Blandt de finurlige fakta om ramsløg kan jeg fortælle, at den har været en del af vores madlavning i mere end 6.000 år.
På dansk kalder vi også ramsløg for vild hvidløg eller Nordens hvidløg, mens man på engelsk bruger man navnene wild garlic eller ramsons. Det latinske navn kan oversættes til bjørneløg, fordi man maner, den brune bjørn bryder sig godt om smagen.
Pas på: Kan forveksles med liljekonval
Når du glad og fro går gennem skoven i det tidlige forår for at sanke naturens vilde hvidløg, skal du være varsom. Ramsløg kan forveksles med de giftige liljekonvaller, Convallaria majalis, men der er måder at kende forskel på planterne. Nu nu fortæller jeg dig, hvad du skal holde øje med.
Guide: Sådan dyrker du løg i haven
Du genkender ramsløg på de grønne, ellipseformede blade, og de små, stjerneformede, hvide blomster, som sidder i skærme på høje, trekantede stilke. Planten bliver mellem 15-45 centimeter høj, og gnider du bladene mellem fingrene, fremkommer den karakteristiske hvidløgsduft.
TIP Planten kan også forveksles med høsttidløs, Colchicum autumnale, og dansk arum, der også er giftige, men lige som liljekonvallerne har de heller ikke den stærke hvidløgsduft- og smag. Pluk aldrig planter, du ikke er helt sikker på at kende, og tag gerne en bog med om vilde vækster, når du høster.
Normalt springer ramsløg ud tidligere end liljekonval, men der er aldrig nogen garanti, og det kan sagtens ske, at planterne vokser samtidig. Liljekonval bliver med sine store, grønne blade 30 centimeter høj, og hele planten er meget giftig.
Heldigvis er det let at kende forskel på planterne, når de blomstrer, for liljekonvallens blomster er små, runde kupler, mens ramsløgsblomster er stjerneformede. Den sikreste metode til ikke at forveksle planterne er at dufte til dem, for den giftige plante lugter ikke af hvidløg. Gnid derfor bladene mellem fingere for at finde ud af, hvilken vækst du står overfor.
Høst ramsløg i sæson
Ramsløg vokser vildt i naturen, og du kan finde den mange steder, når det er sæson. Fra marts til juni plukker jeg bladene i skoven, og jo tidligere i foråret jeg finder dem, jo bedre smager de. Nogle gange kan jeg endda være heldig, at de allerede springer ud i februar, men højsæson er marts og april.
TIP Du kan lave mange ting med ramsløg – fra en skøn mayo til krydret ramsløgssalt eller en kraftig, grøn pesto. Frøene kan endda syltes som kapers.
Det bedste er, at du går en lang sæson i møde, så du har ikke travlt med at komme ud for at sanke. Samtidig udvikler planten sig gennem hele året – fra de første, spæde blade, til blomstersætning og høst af løgene i efteråret.
Du kan derfor høste ramsløg næsten året rundt, selvom det mest er i foråret, man plukker dem.
Sådan plukker du ramsløg
Det er let at sanke ramsløgsblade: Du plukker bare bladene med hænderne. Hvis jeg høster større bundter, bruger jeg nogle gange en saks, så mine hænder ikke dufter alt for meget af hvidløg, når jeg kommer hjem.
TIP Når du sanker i naturen, skal du aldrig gøre det på forurenede steder. Pluk ramsløg langt væk fra trafikerede veje, industriområder og sprøjtede arealer.
Sanker du i den vilde natur, kan du lægge bladene i en kurv eller pose, men læg dem ikke så tæt, at de bliver mast.
TIP Pluk aldrig alle planterne på samme sted. Der skal være nogle tilbage, som kan sætte frø og formere sig til næste år.
Kommer du sent af sted for at sanke, gør det ikke noget, for man kan sagtens spise ramsløg efter blomstring. Du kan endda gemme planten ved at tørre bladene eller lave en urtesalt, så du til vinter kan få et drys hvidløg fra skoven i maden.
Plant ramsløg i haven
Det er ikke kun i skoven, du finder planten, for du kan uden problemer plante ramsløg i haven. Du skal bare være opmærksom på, at den breder sig hurtigt, og snart kan overtage et stort areal. Vil du undgå, at den spreder sig til uønskede steder, kan du som ved dyrkning af peberrod og jordskokker begrænse dens plads. Det gælder om at have styr på tropperne!
Urten vokser bedst på en skyggefuld placering i fugtig havejord. Det gælder om at imitere skovbundens forhold, så det kan du gå ud fra, når du skal finde ud af, hvor den vil vokse bedst i din have.
Ramsløg kan plantes i køkkenhaven og bruges som spiselig afgrøde, men på grund af de hvide blomster er den også smuk i staudebedet. Planter du den sammen med andre skovplanter – for eksempel anemone, liljekonval, skilla, ingefær, storkonval eller kodriver – er løglugten heller ikke så gennemtrængende.
Du kan købe ramsløg i potte til udplantning på planteskoler, men det kan også være, du kender en anden haveejer, som vil give dig en stikling, du kan plante ud. Du skal bare huske, at det ikke er tilladt at grave planter op i skoven eller naturen, men til gengæld må du gerne høste frøene og så dem.
Tips til dyrkning
Dyrkning volder ikke mange problemer, for pasning og pleje er ikke det, du kommer til at bruge mest tid på. Planten klarer sig selv det meste af tiden.
Dyrker du væksten i køkkenhaven, kan det være en fordel at plante ramsløg i rækker. På den måde kan du bedst høste planten, men det er også lettere at holde styr på den, når den vokser og breder sig.
Såning af ramsløg – Sådan gør du
Vil du være med helt fra begyndelsen, kan du så ramsløg fra frø, som du køber på planteskolen eller høster selv. Det bedste tidspunkt at plante på er i efteråret eller i det tidligste forår, for løgplanten skal have kulde, før den spirer.
Såning & udplantning i køkkenhaven
Frøene sås i fugtig jord med 1 centimeters mellemrum og i en plantedybde på 1 centimeter. Når spirerne vokser frem i foråret, ligner de græs med deres høje, tynde udseende.
De er klar til udplantning i haven, når de har en kraftfuld vækst, men du kan først plukke af dem i 2. eller 3. vækstsæson. De skal lige etablere sig sikkert først. Kan du vente så længe, kan du til gengæld se frem til en stor høst!
Sådan samler du frø til formering
Efter blomstring er det tid til at samle frø, og som med mange andre planter kan du plukke frø fra ramsløg, når den er færdig med at sætte blomster i slutningen af maj og begyndelsen juni.
Når planten afblomstrer, sætter den små, runde frøkapsler i klynger på tre. Åbner du kapslerne, kan du se, at frøene er små og sorte – og tørrer du dem, kan de plantes i haven, hvis du selv vil dyrke løgplanten. Du kan selvfølgelig også købe ramsløgsfrø eller planter i potter på gartnerier.
TIP Det er ikke kun gennem frø, planten formerer sig. Formering af ramsløg kan også gøres gennem deling i efteråret. Planten bestøves af desuden af insekter.
Når stænglen, frøene sidder på lægger sig langs jorden, er de modne til høst. Det er også her, myrerne flokkes om planten, for de er vilde med de olieholdige kerner, som de slæber væk og spiser. Det er blandt andet sådan, væksten breder sig.
Du kan gemme ramsløg til senere
Fik du ikke brugt alle bladene med det samme? De har heldigvis en holdbarhed på 3-5 dage, hvis du opbevarer dem i køleskabet. Jeg lægger dem i et fugtigt klæde eller en åben bøtte, så der ikke samler sig kondens omkring dem. På den måde holder de sig friske længst muligt.
Du kan ikke fryse friske ramsløgsblade, så vil du forlænge holdbarheden yderligere, kan du lave ramsløgspesto eller ramsløgssmør, som fint tåler en tur på frost. Ramsløg kan også tørres og bruges til urtesalt, hvilket også er en fin måde at forlænge levetiden på.
Lækre opskrifter med ramsløg
Den grønne løgplante er fyldt med vitaminer, og kigger du på næringsindhold, er der meget godt at komme efter. Urten indeholder en række sunde stoffer, som styrker immunforsvaret, virker hæmmende på betændelse og indholdet af C-vitamin skulle eftersigende være 10 gange større end i citron.
Kom i gang med dyrkning af porrer
De mange gode egenskaber er ikke den eneste grund til, du skal bruge planten i madlavningen. Det er selvfølgelig på grund af smagen, som er lidt mildere end hvidløg, lidt kraftigere end purløg og samtidig har en snert af porre over sig. Du kan med fordel bruge ramsløg i opskrifter, der har brug for hvidløgssmag, og erstatte både purløg, porre og almindelige hvidløg med den grønne urt.
Faktisk er der et væld af muligheder, og det er bare om at kaste sig ud i nogle af de mange, lækre opskrifter. Herunder kan du få flere idéer til, hvordan jeg bruger ramsløg.
Sådan bruger du ramsløg
Hvad man bruger af ramsløget, afhænger af, hvilken ret der skal på bordet. Du kan både bruge blade, blomster, knopper og endda løgene, som gemmer sig under jorden.
Jeg spiser planten rå og tilberedt, men da smagen er meget kraftig, vil jeg anbefale, at du er lidt forsigtig, hvis du bruger den rå. Snit gerne bladene helt fint og brug dem i salat eller som drys på en omelet – det er lækkert. Jeg er også begejstret for at anvende dem i wok- og gryderetter eller dampet som tilbehør.
TIP Vil du have en ”nordisk aioli”, kan du røre en ramsløgsmayo.
Nogle af de mange ting, man kan bruge ramsløg til, er pesto, salt, eddike, dressinger, marinader og kold sovs. Jeg bruger også bladene i brød, til æggekager, røræg og i madmuffins eller sylter ramsløgskapers til vinterens mange retter.
Gitte
Hej
Kan Ramsløg gro sammen med Påskeliljer og Dorthealiljer, eller bryder de sig ikke om hinanden?
Vh Gitte
hverdagshaven
Hej Gitte.
Jeg har ikke selv erfaring med at lade dem vokse sammen, men umiddelbart tænker jeg ikke, der er noget i vejen med at gøre det. Du kan læse mere om påskeliljer i den her artikel.
Mange hilsner
Christine.
Kirsten
Hvorfor er mine ramsløg syge at se på?
De er med bitte små brune pletter, som gør at spidserne “rådner”.
hverdagshaven
Hej Kirsten.
Brune pletter og bladspidser er som regel et tegn på, at planterne står for vådt eller tørt. Ramsløg trives i fugtig jord, der ikke må blive alt for våd. Samtidig holder de af en skyggefuld placering, og vokser gerne i en humusrig jord. Er de betingelser ikke opfyldt, kan det resultere i, at planterne mistrives og visner.
Mange hilsner
Christine.