Der er så dejligt, der ude på landet. Med kaglende høns, gyldne kornmarker tunge af aks, som svajer sagte i vinden og et glad postbud, der altid stopper op til en halv kop kaffe og en sludder.
Ja, der er dejligt herude. Ellers havde jeg vel heller ikke slået mig ned midt i flødeskumsidyllen, men det er altså ikke kun lutter lagkage, du finder på de pletter, hvor kragerne har madpakker med eller for længst er vendt om, og hvor hverdagshaverne bliver til langstrakte pløjemarker.
Der er nemlig også en lugt af ammoniak. En lyd af skrigende svin på vej med transporter. Der er forladte lader og længer, som kun efeuen værdsætter, når den kvælende kravler mod toppen. Der er langt til bussen, hvis den findes, jord under neglene og en summende motorstøj fra de store maskiner.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Og så er der hårdt arbejde
Nå ja, og så er der hårdt arbejde. Som nu i dag, hvor solen igen kiggede frem, og jeg måtte en tur i haven for at reparere kvashegnet. En af de gamle pæle havde i et ordentlig blæsevejr i løbet af vinteren valgt at kapitulere og lægge sig fladt ned.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
Så den skulle udskiftes, for man har ikke meget glæde af et hegn med et hul i. Det holder, hverken de ting ude, der skal holdes ude eller de ting inde, der skal holdes ind. Et hul i hegnet giver kun problemer.
Og mens jeg gik der og baksede med at lukke hullet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på et spørgsmål, jeg tit får stillet. Spørgsmålet om livet på landet med selvforsyning og bæredygtighed – spørgsmålet om, hvorfor.
Da Morten Korch gik igen
Mange tror, at livet på landet – at mit liv på landet – er fyldt med frisklagte æg, grøntsager, som spirer i ét væk og favnfulde af store blomsterbuketter.
Og lyder det da ikke skønt?
Nu er det jo ikke for at tage drømmen fra nogen, men i al fortrolighed; sådan er det ikke. Ikke hver dag i hvert fald for selvfølgelig er der også dage, hvor alting lykkes og hvor jeg må knibe mig selv i armen over, hvor stort et udbytte jeg kan høste eller hvor rankt solsikkerne står, fordi de ikke er blevet fejet omkuld af vinden.
Men det man ikke ser med mindre, at man bor her, er når afgrøderne ikke vil spire på grund af for meget vand fra oven. På grund af for lidt vand fra oven. Når kålen bliver ædt af kålsommerfuglelarver, agurkerne angrebet af spindemider eller en høne er stoppet med at kagle.
Når det sker tager Morten Korch vadmelssækken på ryggen og forlader landsbyfreden sammen med vagabonderne på Bakkegården.
Fravalget
Der bliver brugt mange timer på at nå frem til at have rødbeder nok til hele vinteren. Løg nok. Gulerødder nok. Ja, nok af alt.
Og jeg er langt fra selvforsynende med alt. Kaffe. Appelsiner. Toiletpapir. Det køber jeg mig til. For selvforsyning er herfra, hvor min verden går, ikke det endegyldige mål det er langt mere en proces, en livsstil, en måde at lære på.
Så alt den snak om selvforsyning. Jeg bliver lidt træt. For selvforsyning er ikke noget, man bare lige gør, og når der i medierne tales om selvforsyning og bæredygtighed som et tilvalg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det da i lige så høj grad indebærer et fravalg.
Et fravalg som de færreste nok er klar over, når de går og drømmer om at rykke ud af byen, ud på landet, ud, hvor grøntsagerne skal dyrkes selv. Herude, hvor det handler om ikke at give op efter 100 meter med hakkejernet, når der er 500 meter mere forude. Herude, hvor idyllen og den utopiske forestilling om at være 100% selvforsynende overrumples af ting, der skal gøres hver dag, året rundt, på det rigtige tidspunkt, igen og igen.
Et fravalg af hvad?
Selvforsyning er et fravalg af det nemme, af det bekvemmelige, de lette løsninger og de rene negle. For det er da nemmere at hente en bakke æg ved købmanden end at holde liv i en flok høns; give dem vand, korn, frisk halm, småsten og lukke dem ind om aftenen, så ræven må finde sin aftensmad et andet sted. Hver aften vel at mærke. Ikke kun de dage man er hjemme eller de dage, hvor solen skinner.
Det er da også nemmere at høste frugt og grønt i supermarkedet end at grave bede, få styr på kompost, sædskifte, frø og vinteropbevaring. At planlægge et år frem – hm, gad vide, hvor langt ind i vinteren, jeg har lyst til selleri? – og så håbe på, at alt går som planlagt, så høsten lykkes som på film.
Det er tid, der investeres. Tid jeg kunne have brugt på så meget andet. Det er et fravalg af en forlænget ferie for, hvem passer dyrene? Det er et fravalg af kaffe i byen eller ekstra timer på kontoret, for nu skinner solen og det er tid til forspiring eller at luge eller at høste eller at muge ud ved hønsene. Det er et fravalg af jordbær i december – men okay, det er ikke et svært fravalg – og take away rundt om hjørnet.
Når jeg tilvælger selvforsyning, målretter jeg min tid og mine kræfter mod det og fravælger dermed andre muligheder. Fordi det for mig – ikke nødvendigvis for dig, Moster Oda eller andre – er den mest simple måde at leve på, også selvom det indebærer, at alt laves fra bunden. At der ikke er nogle færdigløsninger, noget købt pålæg eller pasta i poser. Kort sagt: at der ikke er nogle numre i det, jeg laver og spiser.
Det er et valg, jeg har taget og indrettet mig efter. Et tilvalg, der indebærer fravalg, og i en verden, hvor fravalg ses som noget negativt, kan det lyde… Som en dårlig ting?
Tværtimod.
At få ting til at spire og gro, at omsætte ting, se potentialet og vokse med det. At indgå i en cirkulær rytme, hvor forår afløses af sommer, efterår, vinter, forår… Hvor alting går i ring. Det er grunden til, at fravalget føles som et positivt tilvalg.
Skriv et svar