I virkeligheden er det ikke en kunst at dyrke squash. Overhovedet. Det er faktisk temmelig meget lige ud af landevejen.
Det hele starter med forspiring i foråret, og når varmen begynder at brede sig, rykker de små planter ud i køkkenhaven, hvor squashene stille og roligt vokser frem. Lad os starte i drivhuset med det samme så der kan komme squash på middagsbordet.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Såning & forspiring af squash i drivhus
I løbet af april kan du begynde at så squash i drivhuset. Det gør du ved at lægge et frø i en potte med god og fugtig jord i cirka 2 centimeters dybde. Det er vigtigt, at du sørger for at holde jorden fugtig i den kommede tid.
Mangler du frø? Du kan finde frø til squash her (reklamelink)
Når dine squash er vokset til, skal de prikles om. I korte træk betyder det, at du skal flytte de små planter over i nye potter, så de kan vokse sig store, indtil det er tid til at plante dem ud på friland.
Du kan første plante dine squash ud, når du er helt sikker på, at det er varmt nok uden for drivhusets trygge rammer. Squash kan nemlig ikke tåle frost.
Vigtigt ved forspiring af squash
Forspiring af squash ender med afhærdning i 1-2 uger. Med afhærdning mener jeg, at du, før du flytter dine squash fra drivhuset til friland, lige har de små planter ude for at snuse til det store, vilde liv under åben himmel.
Kom godt i gang med forspiring
Først et par timer om dagen, derefter lidt længere og til sidst en hel dag, så de kan vænne sig til vejrskifte, blæst og svingende temperaturer. Husk på, at livet i drivhuset er et beskyttet liv for squash.
Tid til afhærdning af planter – Sådan gør du
Du ved, at dine squash er klar til afhærdning, når de rigtig begynder at vokse til og har udviklet 3-4-5 store blade. Når det ligner, at de mener det, så er det tid til at komme videre.
Dyrkning af squash på friland
Når foråret begynder at melde sin ankomst, skal du i sørge for at arbejde jorden i køkkenhaven godt igennem med møg og kompost. Squash har brug for meget næring så en jord med fut i, er det, der skal til, hvis du vil høste mange squash.
TIP Dyrkning af squash kræver masser af sol og varme, så det er en god idé at plante dem et sted i køkkenhaven, hvor de rammes mest muligt af solens stråler.
Har du forspiret dine squash? Når faren for nattefrost er drevet over omkring maj, kan du rykke de forspirede planter på friland. Vil du så squash direkte i køkkenhaven, er det også nu, at du kan lægge frøene i jorden.
TIP Du kan dyrke squash i drivhuset, men da den trives helt fint på friland, kan du lige så godt bruge pladsen i glashuset til agurker, tomater, basilikum og meget andet godt.
Dyrkning af squash kræver meget plads, og når først du har plantet de små, grønne skud ud, vil du opdage, at de hurtigt får fat og begynder at brede sig til alle sider. Derfor skal du huske at plante squash et sted, hvor de kan få lov til at brede sig. Det er også vigtigt, at du igennem hele sæsonen sørger for at vande dem, så de ikke tørrer ud. Vil du lykkes med at dyrke squash, skal de nemlig have vand nok.
Åh nej, hvad er nu det?
Der er ikke så meget pjat med squash. Det er nemlig utroligt nemt at dyrke dem, og jeg kan derfor godt anbefale, at du får dig en sådan en plante, hvis du er ny haveejer. Imidlertid kan der dog komme skår i haveglæden.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
For selvom du synes, du har gjort alt, hvad du kunne for at gøre din squashplante glad, kan den godt finde på at hænge lidt med bladene alligevel. Sygdomme og skadedyr kan ingen undgå at støde på fra tid til anden.
Lidt om sygdomme & skadedyr
Nogle sygdomme og skadedyr kan du selv forebygge, mens andre ting ikke er noget, dine grønne fingre kan ændre på. Når du lige har plantet squash på friland, er de et let bytte for snegle, der hellere end gerne spiser de grønne blade. Det kan du som sådan ikke gøre så meget ved andet end at gå en sneglerunde, når duggen falder om aftenen.
På sneglerunden fjerner du de snegle, der har lusket sig ind i køkkenhaven med kurs mod dine små squash. Jeg går selv sådan en tur hver aften hele foråret og sommeren og i stedet for at se det som en sur pligt, ser jeg det som en mulighed for dagligt at komme rundt i min have og kigge nærmere på, hvordan planterne udvikler sig.
Desværre er det ikke kun sneglene, du skal kæmpe med, når du dyrker squash, selvom det burde være rigeligt. Lad os derfor lige vende nogle af de ting, dine squash også kan blive udsat for.
Hvide pletter på squashblade
I løbet af sommeren kan du opdage, at der kommer hvide pletter på squashbladene. Det er med stor sandsynlighed meldug, som kommer, når vejret er både fugtigt og varmt. Du ved, sådan en klassisk, lummer og halvklam, dansk sommer.
Det er selvfølgelig brandærgerligt, når en squash bliver angrebet af meldug, men hvis du er hurtig og fjerner de squashblade med hvide pletter, du kan spotte, kan du holde sygdommen nede. Det er som regel også først sidst på sæsonen, at meldug kommer på banen, og der er du forhåbentlig ved at være mæt af squash.
Gule blade på squash
Når du kan spotte gule blade på din squash, skal du ud med vandkanden. Gule blade er som regel et tegn på, at din squash ikke har fået nok vand, og at den nu er begyndt at visne stille og roligt.
Har du sørget for at vande din squash – og uden at drukne den – kan det skyldes, at du har givet jorden for meget næring. Selvom squash gerne vil have en næringsholdig jord, kan det også blive for meget af det gode, og tilføjer du i løbet af sæsonen en omgang møg, der ikke er godt nok omsat, kan det altså godt resultere i gule blade på din squash.
Vælg de rigtige sorter
De fleste tænker nok på en aflang, grøn fidus, når de hører ordet squash. Det er også rigtigt, sådan kan de se ud. Der findes imidlertid mange forskellige sorter, som kan være sjove at dyrke i køkkenhaven.
Du kan både få gule squash og stribede squash, lige som nogle sorter også kan være små og runde. Lyder det sjovt med en blå? Sorten Blue Ballet er en gammel arvesort, der har en fin, tyrkis skal og et saftigt, orange kød.
Bladbede – En nem grøntsag til køkkenhaven
Der er altså mange andre muligheder end de helt almindelige, grønne farver og sorter, når du skal i gang med dyrkningen. Og hvorfor ikke prøve dem? Det er sjovt at prøve nye og anderledes sorter af squash, for det pepper altså middagensmaden gevaldigt op, når der kommer lidt farve på bordet.
Tag frø fra squash i efteråret
Vil du samle dine egne frø? I løbet af august og september er det tid til at samle frø fra squash, hvis du har tænkt dig at dyrke squash igen til foråret. Du skal derfor lade et par squash vokse sig meget store sidst på sæsonen, for det er nemlig fra dem, du skal samle nye frø.
Frøene ligger inde i squashen og har en hvid-gul nuance. Du får fat i dem ved at fjerne det snaskede frugtkød, der omgiver dem, og derefter breder du frøene fra squashen ud på et stykke papir eller en tallerken. Når du har gjort det, skal du lade dem tørre et luftigt sted, inden du pakker dem væk. Frøene skal opbevares mørkt og tørt.
Til foråret kan du så finde frøene frem og starte forfra med at dyrke squash. Sådan er det jo med haven. Det hele går i ring, igen og igen.
Hvordan med høst & opbevaring af squash?
Det kan være fristende at forspire mange planter, så du er helt sikker på, at du kan høste squash nok hele sommeren. Men lad dig ikke rive med – en enkelt plante giver squash nok til en hel familie. Så med mindre du er helt vild med zucchini eller courgetter, som de også kaldes, og gerne spiser et par stykker om dagen så hold lidt igen. Du skal nok få lov til at høste squash i rigelige mængder.
Squash kan blive rigtig store, og har du ikke lige været over planterne en dag eller to, kan der godt ligge en ordentlig hval og gemme sig under bladene. De store squash kan sagtens spises, men det er de små, der smager bedst.
TIP Squash skal opbevares i køleskabet, når de er høstet. De kan holde sig 1-2 uger.
Du skal derfor ikke holde igen med at høste squash, der er små. Planten bliver ved og ved med at sætte nye blomster helt indtil efteråret, så den har en lang dyrkningssæson. Du kan nemlig dyrke squash fra juni til oktober, og i den periode vil du få rigeligt med squash både til dig selv og til dem, der kommer på besøg.
Dejlige retter på middagsbordet
Du kan spise squash rå i salater eller skåret tyndt som grønt tilbehør på rugbrødsmadder som erstatning for agurk. Den fine, nøddeagtige smag er skøn til mange ting, og courgetter er både fortrinlige at bage i ovnen eller på grillen og til at bruge i tomatsovser og supper.
Sådan dyrker du agurk trin for trin
Er blomsterne også spiselige? De flotte, gule blomster på squash kan også sagtens spises. Flere steder i verdens anses de endda som en delikatesse, hvis de dyppes i beignetdej og steges sprøde i varm olie. Prøv det – det smager herligt!
TIP Tager du en helt lille squash, deler den og griller den brun og fin, er den et fantastisk indslag på middagsbordet, når den dampende varm serveres med pesto lavet på basilikum og med friskrevet parmesan eller Vesterhavsost over. Rub og stub bliver spist, når den ret kommer på bordet.
Når squash bliver store, kan de få en trevlet og lidt kedelig konsistens. Derfor er de store bedst at bruge i bagværk som brød og kager eller farseret enten med kød eller i en vegetarisk udgave. Kernerne fra de store zucchinier kan desuden tages fra, tørres og ristes på panden. De kan nemlig fint drysser over salater som et sprødt indslag.
Tilbage er der så kun at sige – velbekomme og rigtig god fornøjelse med dyrkning af squash.
Cristina
Hei mine sqasch råtner bort, blir ca 10 cm så blir de brune i tuppen der blomsten har vært. Hva er galt? Mvh Cristina
hverdagshaven
Hej Cristina.
Der kan være flere årsager til, at dine squash rådner, men særligt når det har været meget vådt, er der en tendens til, at det kan ske. Det er blomsterne, der rådner og på den måde smitter frugterne. Du kan prøve at nippe blomsterne af, når der er dannet frugt, for at se om det kan hjælpe.
Cristina
Tusen takk, jeg var redd for å fjerne blomsten.
hverdagshaven
Jeg håber, at det virker 🙂
Hanna
Mine squashplanter hænger pludseligt med bladene – heg har tre planter i forskellige bede, og alle gør det henover natten. Er det fordi det er blevet for koldt? De ser helt døde ud i dag, hvor de var fine i går.
Mvh Hanna
hverdagshaven
Hej Hanna.
Ja, det er med al sandsynlighed fordi, at det er blevet for koldt. Mine squashplanter gav op for en uges tid siden og nu, hvor frosten kom, er det helt slut for i år.
Hilsner Christine.
Marc
Hej. Det er første gang jeg prøver kræfter med at så selv.
Min har fået gule blomster men de visner også. Hvorfor gør de det?
Den har 4-5 blomster fordelt på 2 planter. Men 3-4 af dem er allerede gået ud/visnet. Jeg har nippet dem af, da jeg tror det er det rigtige. Men jeg ander intet om der. Håber du kan hjælpe.
Marc
hverdagshaven
Hej Marc.
Blomstrer dine squash allerede? Squash skal først sætte blomster, når de er plantet ud på friland. og det er endnu for koldt at dyrke squash under åben himmel. Det er med stor sandsynlighed derfor, at blomsterne falder af – fordi de enten mangler næring, hvor de er nu eller fordi de har det for koldt på friland.
Du kan godt nippe blomsterne af, så snart de viser sig, og på den måde holde plantens udvikling nede. Mit bedste forslag er ellers at forspire en ny omgang frø nu, som du kan plante ud i køkkenhaven i slut april eller begyndelsen af maj, når temperaturen er højere.
Mange hilsner
Christine.
Christina
Jeg har lidt samme problem. Jeg har for første sået 5 squash planter og blev anbefalet at så dem allerede i marts. Jeg har nu 5 store planter med masser af blomster (og 25-30cm høje) i vores havestue, som jeg ikke kan plante ud pga risiko for frost. Skal jeg starte forfra eller kan jeg plante dem ud i større potter for at give dem næring i stil maj eller hvad gør jeg?
På forhånd tak
Mvh Christina
hverdagshaven
Hej Christina.
Jeg ville nippe blomsterne af for at bremse væksten, og så ville jeg give dem større potter. Sæt dem gerne køligt, hvis det er muligt. Har du et drivhus? Så kan du sætte dem der. Du kan også begynde at hærde dine squash nu, så de snart kan plantes ud. Det kan du læse mere om her.
Mange hilsner
Christine.
Anne
Er det mon muligt at dyrke squash i plantekasser? Jeg har lige lavet af palle rammer og den ene Kasse var egentlig tiltænkt et par squash planter.
hverdagshaven
Hej Anne.
Det er bestemt muligt, så det kan du sagtens gøre.
Rigtig god fornøjelse med dyrkningen.
Mange hilsner
Christine.
Bodil
Jeg har 4 store spande med en stor squash i hver. Tænker om jeg kan lade dem gro op ad en rosen bue. Lige som med en spand i hver fod på buen. Og hvor vart skal det være udenfor før de kan sættes på friland.
hverdagshaven
Hej Bodil.
Det afhænger af sorten om de kan klatre langs rosenbuen, for det er ikke alle typer, der kan klatre. Kan de klatre, er det flot at lade dem vandre i højden.
Du kan godt plante dine squash ud på friland nu, hvor temperaturen holder sig nogenlunde stabil og nattenfrosten er ovre. Du skal huske at hærde planterne, før du sætter dem ud under åben himmel.
Mange hilsner
Christine.
Ditte
Har 3 store squash planter i en plantesæk, med flotte blomster på, men blomsterne falder af og danner ikke frugt. De får vand hver aften. Hvorfor danner de ikke frugt?
hverdagshaven
Hej Ditte.
Dyrker du squash i drivhus? Så er det muligvis, fordi planterne har det for varmt, at de ikke vil danne frugt. Det kan også skyldes, at du giver dem for meget vand, hvis du vander hver aften. Du kan med fordel mærke på jorden, om den er fugtig eller ej og kun vande, hvis jorden er tør.
En sidste mulighed er, at blomsterne simpelthen ikke bliver bestøvet og dermed ikke kan danne frugt. Du kan forsøge selv at “være bi” ved at bestøve hunblomsterne. Det gør du ved at plukke en hanblomst og forsigtigt bruge den til at bestøve med. Hanblomsten kan du kende på den lange stilk, som ikke har en lille frugt i enden af blomsten.
Mange hilsner
Christine.
Stine
Hej,
Jeg har haft squash i mine plantekasser hele sommeren og det er gået så godt. Nu er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt jeg skal fjerne planten, når vi begynder at nærme os vinter, eller om den bare skal stå og på den måde vokser videre næste år?
🙂
Kh Stine
hverdagshaven
Hej Stine.
Hvor dejligt, at du har haft succes med at dyrke squash 🙂
Squash er ikke flerårig, så den visner desværre ned, når det bliver frost. Jeg plejer derfor at fjerne mine planter, når de ligger brune og våde i bedet i løbet af efteråret, men du kan også sagtens lade dem ligge til foråret og fjerne dem der.
Mange hilsner
Christine.
Trine Rahbek
Hvornår er det bedst, at plante dem ud på friland? Har dem i højbede og forspirer dem selv.. de blev plantet ud i april/maj, men har ikke givet meget og er allerede ved at være færdige.
Skal jeg vente en måned?
hverdagshaven
Hej Trine.
Det lyder som om, du har gjort alt efter bogen. Så snart der ikke bliver lovet (natte)frost længere, kan du plante dem ud på friland, når de er afhændede. Grunden til, at udbyttet måske ikke er så stort i år, kan nok skyldes det ustadige forår. Jeg har hørt om flere, der har haft udfordringer med squashdyrkning i år pga. vejret.
Jeg vil derfor anbefale dig at plante ud på samme tidspunkt næste år.
Mange hilsner
Christine.
Johanne
Jeg har nu squash på friland i haven for 3. år i træk. Det første år gik det helt perfekt og vi nød godt af høsten. Sidste år begyndte squashbladene at blive tørre og visne, trods jeg synes jeg vandede grundigt. Udbyttet blev også ringe. Jeg har nu plantet forspirrede squash ud og de er igen begyndt at få visne blade (de største/ældste blade først). Hvad dælen gør jeg forkert? Jorden er alm. havejord vendt med jord fra genbrugsstationen.
hverdagshaven
Hej Johanne.
Som regel skyldes de gule blade mangel på vand, men du skriver, at du vander grundigt, så det er det nok ikke årsagen. En mulighed er derfor, at planterne ikke er blevet hærdet længe nok, før de er udplantet på friland. Når de oplever store temperaturudsving meget pludseligt, visner de. Den lange periode med meget varme og sol, vi netop har haft, kan have solskoldet planterne, så de får gule blade. De fleste overlever det, hvis de får vand nok, men du kan eventuelt forsøge at dække med fiberdug for at skærme dem mod solen.
Den sidste mulighed er, at jorden ikke er næringsrig nok. Vend den eventuelt med kompost til efteråret, så du kan være sikker på, at den er energifyldt til foråret.
Mange hilsner
Christine.
Johanne
Tak for svar!
Jeg vil i hvert fald mene at jeg har vandet rigeligt -det kan være at planterne er uenige.
Jeg aklimatiserede i en uges tid, men jeg har måske været for hurtig. De har nu været plantet ud i 2 uger.
Ville det hjælpe at give lidt gødning nu eller risikerer jeg at det så går helt galt?
Skal jeg klippe de visne blade af, så planten ikke bruger energi på dem, eller skal jeg helst lade den være?
hverdagshaven
Hej Johanne.
Hvis de ikke har været hærdet nok, vil det tage mere end to uger for dem at genvinde kræfterne. Jeg ville ikke på nuværende tidspunkt give gødning, men derimod vente til de er større. Unge planter, der i forvejen er svækkede, tåler ikke for kraftig kost, så se tiden an. Når de begynder at vokse, kan du tilføre næring.
Du kan godt fjerne de visne blade – dem har planten jo alligevel ikke nogen glæde af.
Jeg håber, at de klarer det.
Mange hilsner
Christine.
Lene Vestergaard
Hej
Kan man spise både hun og han blomsten? Hvis man tager hunblomsten, kommer der vel ingen frugt?
Mange hilsner Lene
hverdagshaven
Hej Lene.
Du kan både spise han- og hunblomsterne, men som du selv er inde på, skal du ikke kun plukke hunblomsterne. Under dem sidder en knop, som senere bliver til squash. Du skal også lade nogle hanblomster blive på planten, for de bestøver hunblomsterne.
Mange hilsner
Christine.
Thomas
Hejsa. Min forspiring går helt amok lige nu! De vokser sig dobbelt så store i døgnet lige nu. Vejrudsigten viser sig at det bliver 15-18 grader i den kommende tid, men med regn. Er det for tidligt at plante dem ude nu? De er omkring 5-8 centimeter høje. Eller skal jeg bare lufte dem lidt, som du beskriver?
Mvh
Thomas
hverdagshaven
Hej Thomas.
Det lyder da herligt, at det går godt med forspiringen, så er næste skridt jo udplantning. Det kan du først gøre, når risikoen for nattefrost er ovre, men du kan godt udplante, selvom der bliver lovet regn. Det kan ofte være en fordel, da planterne ikke så hurtigt tørrer ud. Husk at hærde dem først, så de kan tåle skiftet mellem ude og inde. Du kan læse mere om hærdning i den guide, jeg har skrevet her.
Mange hilsner
Christine.
Carsten
Er squash/courgetter ligesom agurker hvad angår om- og udplantning, således at de ikke kan plantes dybere? Jeg synes et par af mine planter har meget overfladiske rødder, så overvejede om de kunne ompottes dybere?
hverdagshaven
Hej Carsten.
Du kan godt plante dem dybere, når de allerede har overfladiske rødder. Sæt dem ikke alt for dybt, men sørg for, at rødderne er dækket med jord.
Mange hilsner
Christine.
Anne
Hej hvorfor bliver squashen runken de får massere af vand og gødning har de også fået ?
hverdagshaven
Hej Anne.
Hvis årsagen ikke er, at planten mangler vand eller har fået for meget, kan det skyldes manglende bestøvning. Når bierne ikke bestøver blomsterne, kan frugterne ikke udvikle sig, og resultatet bliver, at de rådner, runkner eller skrumper ind. For at komme problemet til livs, må du selv bestøve blomsterne ved at tage pollen fra hanblomsten – brug en lille pensel – og drysse på hunblomsten. Hanblomsten sidder på en lang stilk og har ikke frugt i enden.
Held og lykke!
Mange hilsner
Christine.
Lone
Hej Christine
Jeg har prøvet Custard White i år . Hvordan vil du tilberede dem ?
hverdagshaven
Hej Lone.
‘Custard White’ er en rigtig lækker squash, som jeg selv dyrker hvert år. Jeg bruger dem blandt andet til supper, som fyld i gryderetter, revet i brød og kager, skiveskåret på pizza, i omeletter eller også fylder og bager jeg dem. Du kan også prøve min opskrift på syltede squash, som er et rigtigt lækkert tilbehør til flere retter.
Mange hilsner
Christine.
Karina
Hej Christine
Jeg sidder og skal til at bestille frø til køkkenhaven, deriblandt squash. Men mine squash bliver altid voldsomt ramt af meldug. Kan du evt anbefale en sort, der er mere resistent overfor meldug?
hilsen Karina
hverdagshaven
Hej Karina.
Meldug er ofte en udfordring, når man dyrker squash, og især sidst på sæsonen bliver de ofte angrebet. Jeg ved, at flere F1-sorter er resistente over for meldug, blandt andet “Primula” og “Soleil”. Det er ikke sorter, jeg selv har dyrket, og jeg kan derfor ikke garantere, at de ikke bliver angrebet.
Held og lykke med dyrkningen.
Mange hilsner
Christine,