Hornviol er en sød, lille staude, som lyser op i haven fra tidligt forår til sent efterår. Den vokser frodigt i krukker og bede, og falder snakken på pasning og pleje, er det ikke meget, den har brug for. Derfor er det svært ikke at holde af den farverige blomst.
Skal den trives hos dig? Læs med nu, hvor jeg fortæller, hvordan du planter og passer violer. Det er virkelig nemt, så du kan godt glæde dig til at lære din nye planteven bedre at kende.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Hornviol i haven
Hornviol, Viola cornuta, er en sød, lille forårsbebuder du finder i haven både forår og efterår. Du kender den på de karakteristiske kronblade, der ofte er lilla, selvom den også kan have andre farver. Blomsterhovederne, der varierer i størrelse fra små til storblomstrende, kan også være gule, orange, hvide, lyserøde, røde, violette eller blå. Bladene er runde og grønne.
15 flotte forårsblomster til haven
Mange tror, planten er en forårsblomst, men egentlig er det en flerårig staude, der tilmed er hårdfør. Når vinteren er mild, kan den blomstre, selvom der er rimfrost i græsset. Højden er 15-20 centimeter, og den er derfor sød både i krukker eller som kantplante i staudebedet.
Guide: Sådan vælger du planter til staudebedet
Hornviol vokser vildt i Pyrenæerne, og kommer oprindeligt fra det sted, hvor det nordlige Spanien og sydlige Frankrig grænser op mod hinanden. Gennem tiden har den spredt sig til hele Europa og Danmark, hvor den hurtigt er blevet populær.
Du kan forspire hornviol fra frø
Hornviol blomstrer fra marts til oktober, og er du heldig, skal du kun plante dem én gang. De er selvsående, og vil hurtigt formere sig. Derfor er de gode som bunddække i haven, da de tætte blade dækker den bare jord og forhindrer ukrudt i at spire.
Lungeurt – Et perfekt bunddække i havens bede
Du kan få hornvioler i haven på to måneder. Det letteste er at købe stauderne på planteskoler og gartnerier i foråret. De er klar til udplantning og vil blomstre kort tid efter. Lidt længere tid tager det, hvis du vil lave planterne fra bunden selv, for skal de blomstre til foråret, må du forspire dem fra juni til september.
Heldigvis er det ikke svært, og herunder forklarer jeg dig trin for trin, hvordan du gør.
Forspiring trin for trin
Forspiring forbinder man med forår, men det er jo her, de små planter skal blomstre. Derfor skal du så frø fra hornviol mellem juni og september. Så er de klar til at springe ud, når vinteren er forbi.
Guide: Forspiring trin for trin
Frøene kan du så direkte på voksestedet. Husk at markere stedet med en plantepind, så du ved, at det er her, de små hornvioler spirer om nogle måneder. Denne metoder kræver ikke meget pasning, men fugle, snegle og andre dyr kan samtidig finde på spise de spæde skud, og du skal derfor være opmærksom på, om planterne faktisk bryder frem.
Forspirer du i spirebakker, er det nemmere at følge væksten tæt.
Sådan skal du så hornviol:
- I hver af spirebakkens rubrikker lægger du et frø
- Dæk med et tyndt lag jord
- Vand forsigtigt
Det er meget vigtigt, jorden ikke udtørrer, så giv vand, når du mærker, at den er tør.
Spirebakkerne sætter du køligt. Frøene spirer bedst, når temperaturen er under 20 grader. Faktisk kan det blive vanskeligt allerede omkring 18 grader, så skru ned for varmen, indtil kimbladene folder sig ud. Det tager et par uger, for spiringstiden er 14 dage.
Du skal omplante – det man kalder at prikle – planterne, når rødderne kryber ud af spirebakkens bund. Det betyder, at de skal sættes i større potter, så de kan fortsætte med at vokse, til de er klar til at komme på friland i midten af august.
Planterne kan overvintre her, og graves op til foråret, hvis du vil dyrke dem i krukker.
Sådan planter du hornviol
Udplantning af hornviol i krukker eller på friland skal du gøre i marts og april. Jorden skal være veldrænet, men fugtig, og næringsrig, for planterne trives bedst i løs, kalkholdig muldjord.
Giv dem også gerne en placering i halvskygge eller fuld sol.
Sådan planter du hornviol:
- Lav et plantehul med en dybde, der giver plads til, at hele rodnettet kan placeres i uden at blive beskadiget. Sæt planten i samme dybde, som den stod i, da du købte den i potten
- Løs jorden i bunden af plantehullet, så rødderne får bedre fat, inden du planter
- Fyld jord omkring planten og tryk den let sammen
- Afslut med vanding
I foråret kan det være meget varmt og tørt. Derfor skal du vande planterne hver anden dag, og særligt i krukker må du være opmærksom på, at jorden er fugtig.
TIP Du får hurtigt mange blomster, for den formerer sig talrigt og spreder sig lystigt. Men selvom blomsten ser sød og uskyldig ud, er den en drillepind. Udseendet kan nemlig ændre sig, og det er ikke sikkert, de nye blomster får samme farve, som den du plantede til at begynde med.
Dyrker du hornvioler i krukke, kan du tilplante dem fra begyndelsen af marts på samme måde, som jeg har beskrevet herover.
Du kan både plante stauderne i større eller mindre grupper efter sort eller farve. En god tommelfingerregel er at plante minimum fem af hver farve eller sort og gerne mindst syv, hvis du vil have effekt.
TIP Violer gør haven smuk i ydersæsonerne, når andre planter visner ned eller går i dvale. I efteråret er de livfulde i selskab med skimmia, lyng eller bjergte, og lægger du blomsterløg under planterne, vil du blomstre samtidig med forårsløgplanterne. Erantis, vintergæk, påskelilje, iris, krokus, vibeæg og skilla er gode valg.
Kontrastfarver fremhæver planternes forskellige udseende – det skaber liv og blikfang i bedene. I mindre krukker og altankasser kan det derimod være en fordel kun at plante én type, da udtrykket ellers hurtigt kan blive rodet.
Udplantning i krukker til foråret
Det er ikke kun på friland, du får glæde af farvefloret. Netop på grund af sin lave højde, egner den lille staude sig godt til udplantning i krukker. Her får den de bedste vækstbetingelser, hvis du etablerer et dræn, så vandet ikke samler sig i bunden af krukken og rødderne rådner. På den måde kan du holde jorden fugtig, uden at den bliver våd.
TIP Plant hornviolerne ud i havens bede, når sommerblomsterne skal i krukkerne. Det er jo en flerårig staude, som kommer igen år efter år, og den er derfor slet ikke færdig med at gøre gavn, selvom nye blomster overtager pladsen i krukkerne.
Drænlaget laver du af lecakugler, potteskår eller småsten, som du lægger i den nederste tredjedel af krukken. Vælg også gerne en krukke, der har hul i bundet, så vandet kan løbe væk. Nu kan du fylde potten med jord og plante.
10 flotte blomster til dine krukker
Hornviol tåler let frost, og derfor kan du lade krukken stå ud til vinter, hvis den er frostsikker. Bliver det meget koldt gennem længere tid, kan det være en god idé at dække med fiberdug, en plantesæk eller et varmt tæppe og sætte krukken overdækket eller trække den ind til husmuren.
Hvordan passer man hornviol?
Næring er nøglen til god vækst både i krukker, altankasser og på friland. For at opnå en lang blomstring, skal du gøde hver 14. dag i blomstringsperioden, og brug gerne flydende gødning ved vanding. Følg altid forskrifterne på produktet, så du doserer korrekt.
TIP Hornviol skaber naturlighed i haven, og tiltrækker mange forskellige insekter. Oprindeligt stammer de fra bjergegne, og derfor kan du plante dem i stenbede. De vil nemlig trives i den let, tørre jord.
Som en del af den almindelige pasning, kan du forlænge blomstringen ved at nippe visne blomsterhoveder af. Klipper du hornvioler ned, giver det en tættere vækst, men beskær dem kun halv tilbage. Det får dem til hurtigt at skyde igen.
Kan hornvioler tåle frost?
De ser små og sarte ud, men stauderne trives under kølige temperaturer og tåler let frost. Faktisk lader de sig sjældent slå ud af vind og vejr, men vokser ufortrødent i både plus og minusgrader.
5 nemme krydderurter der tåler frost
Derfor kan du også trygt plante dem i krukker og bede i det tidlige forår eller sene efterår, hvor de vil blomstre rigt. I efteråret fortsætter blomstringen til det bliver koldt, og er du heldig, kan de endda blomstre videre, selvom det bliver vinter. Naturligvis bliver blomstringen mindre, når det bliver køligere, men den tager revanche, når vejret bliver lunere.
TIP Tidligt på dagen efter nattefrost kan blomsterne hænge, men de rejser sig, når solen begynder at varme.
Du kan derfor have glæde af de kønne blomster i mange af årets måneder, og få farvespillet frem i ydersæsonerne, når mange af havens andre planter ikke lyser op.
Stort udvalg af farver
Violer, som også inkluderer stedmoderblomster, findes i et stort udvalg af farver fra gul til lilla, blå, hvid, lyserød, rød, orange eller violet. Du kan både finde sorter med store og små blomster, og hængende sorter er søde i ampler, der danser fra udhæng.
Hornviol tilhører violfamilien, der består af 4-500 plantearter, som vokser både i haver og den vilde natur. De vilde arter dyrker vi ikke i haven. Dem, der vokser her, er udfaldet af mange års krydsningsarbejde, og det er årsagen til, at du kan vælge mellem så mange forskellige farver.
Jeg tør derfor næsten godt love, at du altid kan finde den nuance, der vil klæde dine bede og krukker, uanset om du er til stærke og kraftige farvekombinationer eller afdæmpede nuancer.
Hvad er forskellen på hornvioler og stedmoderblomster?
De småblomstrede hornvioler har holdt humøret højt i haven gennem mange hundrede år, men nu er den nære slægtning, stedmoderblomsten, trængt ind på dens enemærker. Der er en del ligheder mellem de to arter, der også deler planteslægt.
Foruden udseendet sælges og blomstrer de samtidigt, ligesom pasning og udplantning foregår på præcis samme måde. Derfor kan du også sagtens bruge denne guide til begge plantearter.
Duften af Provence – Udplantning & pasning af lavendel
Men hvad er forskellen på hornvioler og stedmoderblomster? Foruden at være look-a-likes og stamme fra den samme plantefamilie, bliver det kun endnu mere indviklet, når jeg afslører, at de også deler navn. På latin hedder hornviol Viola cornuta stedmoderblomst Viola tricolor.
TIP Viola cornuta er plantens latinske navn. Cornuta betyder hornet – deraf det dansk hornviol – som henviser plantens lange nektarspore. Den strækker sig som et horn fra det største af de fem kronblade.
Den største forskel ser du i størrelsen på blomsterhovederne, for tricolor er meget større end cornuta. Tager vi de botaniske briller på, er stedmoderblomst en etårig sommerblomst, der visner ned efter blomstring og skal plantes igen hvert forår, mens violerne som bekendt er flerårige stauder.
Susanne
Jeg tror du tager fejl mht hvad der er hornvioler, violer og stedmoderblomster. Ihvertfald er det ikke de rigtige billeder til teksten.
hverdagshaven
Hej Susanne.
Det er godt, du er vaks, når der sniger sig en fejl ind. Det må jeg få rettet, tak skal du have.
Mange hilsner
Christine.