Sommeren sitrer i luften, og varmen bølger gennem haven i juli måned. Grøntsagerne samler sig i store klynger i køkkenhaven, frugten modner med rekordfart på buskene og blomsterne folder sig ud i alle regnbuens farver!
Ved du, hvad du skal lave i haven i juli? Nu tager jeg dig med gennem de gøremål, du kan kaste dig over i sommervarmen. Der er ikke mange ting på tjeklisten, for i denne måned skal vi huske at slappe af og nyde livet under åben himmel. Er du klar til at køre på ferie? Jeg giver dig også et par gode råd til, hvordan du kan tage på sommerferie uden, at haven kommer til at mærke, du er væk fra den.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
10 gøremål i haven i juli
Halvdelen af året er gået nu, og på papiret burde juli være en af de varmeste måneder. Alting står grønt og fint, buskene er tunge af frugt, køkkenhaven fyldt med grønt og både sommerblomster og stauder folder fint farverne ud i bedene.
Det er nu, du kan høste udbyttet af alt det arbejde, du lavede tidligere på året. Haven i juli måned handler derfor om at nyde og vedligeholde. Der er ikke meget havearbejde, der skal klares, men kører du på sommerferie, skal du lige være opmærksom på et par ting. Lad os derfor kigge nærmere på 10 gøremål i haven i juli.
1. Husk vanding & gødning til havens planter
Vil du blive ved med at plukke frisk grønt og store buketter hele sommeren? Det er vigtigt, dine planter får den næring, de har brug for. Derfor skal du ikke holde dig tilbage med vand og gødning.
Lav din egen brændenældegødning
Er det en varm og tør måned? Haven i juli kan være en tør tid, så dine planter har brug for meget vand, hvis de skal have energi nok til at producere mad til dig. Det samme gælder dine krukker, som også har brug for ekstra vand i varmen.
Det kan dog blive en dyr fornøjelse at tappe vand direkte fra hanen, så derfor har jeg installeret en regnvandstank. Når himlens sluser åbner sig, fyldes den, og jeg har nu gratis vand til mine planter i flere uger.
Du kan købe en regnvandstank her (reklamelink)
Samtidig vander jeg også kun tidligt om morgenen eller om aftenen, hvor solen ikke er så skarp. Det giver nemlig en mindre fordampning, så planterne får mest ud af min vanding.
2. Høst i køkkenhaven
Er du allerede gået i gang med at høste i køkkenhaven? I juli måned er køkkenhaven fyldt med frisk grønt, som dagligt kan hentes ind og sættes på middagsbordet. Kartofler, squash, gulerødder, ærter og bønner er bare nogle af de ting, du kan fylde i kurven.
Den nemme kunst at dyrke squash
Krydderurterne dufter også skønt på denne tid af året, og personligt høster jeg dagligt store håndfulde, som jeg gavmildt bruger i madlavningen. Kan du ikke nå at bruge alle urterne? Du kan tørre dem, så de kan gemmes og bruges til vinter. Bland dem også til kryddersalt eller lav en stor portion kryddersmør, du kan servere til grillmaden.
Opskrift på smør med krydderurter fra haven
Husker du at holde øje med frugtbuskene? Der er solbær, ribs, hindbær, jordbær, ferskner, abrikoser og vindruer klar til høst, når din havekalender siger juli. De smager fantastisk, når de høstes sommervarme og spises i haven, men du kan også bruge den friske frugt i kager eller desserter.
Kom godt i gang med frugthaven
Holder du ferie uden for haven, er det en fordel, hvis du husker at høste frugt og grønt, før du tager afsted. Du kan med fordel plukke de afgrøder, som ikke er helt modne endnu, for mens du er væk, vil de modne færdigt og måske rådne i bedet. Giv glad dine grøntsager og frugter til venner og naboer, hvis du ikke selv kan nå at spise det hele.
3. Pasning af planter i drivhuset
Det er ikke kun i køkkenhaven, det er høsttid. I drivhuset vokser varmekrævende planter, og her i juli måned trives de virkelig. Dyrker du tomater? Hvis du gerne vil have mange tomater, skal du huske at knibe sideskud på planterne. Du kan også med fordel fjerne toppen på dine tomatplanter, så de koncentrer sig om at sætte frugt i stedet for at vækste.
Du skal også tjekke, om dine agurker trives. Er de angrebet af lus eller spindemider? Hvis de er, må du have fat i spinderovmider, som kan spise de ubudne gæster.
Sådan dyrker du agurker trin for trin
Det hører også med til det daglige havearbejde i juli at sørge for god udluftning i drivhuset. Lad gerne døren stå åben, så frisk luft kan cirkulere mellem planterne. Tager du på sommerferie i juli? Du kan med fordel lade døren stå åben, mens du er væk fra haven, for så kan planterne klare sig 1-2 uger uden din opmærksomhed.
4. Beskæring af hække & frugttræer
Har du buske, der blomstrer tidligt på sæsonen? I juli måned kan de beskæres. Det er også nu, du kan finde hækkeklipperen frem og klippe din hæk, ligesom nogle vælger at give hækken gødning på denne tid af året. Det får hækplanterne til at ranke sig og vækste stabilt.
TIP Beskar du dine frugttræer i vinters? Klip de nye skud af, som træet sætter om sommeren, for ellers stjæler de både vand og næring, så træet ikke kan udvikle sig optimalt.
Jeg finder også rosensaksen frem nu og sørger for, at afblomstrede blomster bliver klippet af. Det sikrer, at rosen sætter nye blomster, så jeg får en lang blomstringssæson. I det hele taget skal du sørge for at nippe visne blomsterstande af både stauder og sommerblomster, så du opmuntrer planterne til at sætte flere blomster.
5. Lav nye stiklinger i juli
Vil du høre et af de gode havetips til juli? Forår og sommer er de bedste tidspunkter til at lave stiklinger. Det er nemlig nu, planterne er i god vækst, og du vil derfor have stor succes med at formere dem.
Guide: Sådan laver du nemt dine egne stiklinger
Det er utroligt nemt at lave sine egne stiklinger, og faktisk tager det heller ikke meget tid. I løbet af sommeren vil du derfor hurtigt kunne få flere nye planter.
Gode planter du kan lave stiklinger af
Vil du lave dine egne stiklinger her i sommermånederne? Når du laver stiklinger, brækker du en sund stilk eller stængel af din plante, sætter den dybt i en potte med såjord og vander grundigt.
Placer stiklingen lyst, men lad den ikke få direkte sollys og sørg for, at den ikke tørrer ud. I løbet af et par uger vil den sætte rødder, vokse sig stor og være klar til omplantning.
6. Undgå kartoffelskimmel i kartoffelplanterne
Er bladene gule, krøllede og kedelige på kartoffelplanterne? Det er et tydeligt tegn på, at der er kartoffelskimmel i planterne. Vil du redde høsten, må du derfor straks fjerne alt det af planten, som står over jorden. Smid endelig ikke de syge plantedele på komposten, men brænd dem i stedet, så smitten ikke spredes!
Du behøver ikke at grave kartoflerne op af jorden, selvom planten er ramt af skimmel. De kan sagtens ligge i den fugtige jord mange uger endnu, hvor de holder sig friske. Kartoflerne tager altså ikke skade af skimmel, hvis toppen af planten fjernes, men du skal vide, at de heller ikke vokser særligt meget fra nu af.
7. Havens krukker skal også passes
Havens krukker skal have ekstra opmærksomhed i juli. Vanding og gødning er havearbejde, du ikke kan springe over på denne tid af året, hvis du har plantet i krukker. Det kan give udfordringer, hvis du tager på ferie i længere tid. Er det tilfældet, må du hive fat i naboen og spørge om en hjælpende hånd med vanding, mens du er væk.
10 skønne blomster til din altan
Er du kun på ferie i kort tid, kan du sætte dine krukker ind i skyggen, så de får mindre sol. Sørg for at vande grundigt, før du forlader haven, så kan krukkerne klare sig noget tid.
8. Husk at binde klatrende planter & blomster op
Selvom det er sommerferietid, er der alligevel et par gøremål i haven i juli, som du ikke må glemme. Klatreroser, klematis, blåregn, klatrehortensia og kaprifolie er bare nogle af de skønne, klatrende planter, som har brug for lidt ekstra hjælp.
Kaprifolie – En klatrende skønhed i haven
Klatreplanter skal nemlig bindes op løbende gennem sommeren, så du kan få dem til at vokse i den retning, du vil. Vil du have en klematis til at vandre over havedøren? Skal en kaprifolie klatre langs husmuren eller på hegnet? Du må binde planternes skud, som falder blødt ud til siderne, ind til det emne du vil lade planterne kravle på. På denne tid af året er skuddene bløde, så du kan nemt bøje og forme dem, som du vil.
Brug aldrig metaltråd til opbinding af planter! De graver sig ind i grenene og skader plantens udfoldelse. Jeg bruger altid bomuldssnor, sejlgarn eller plantesnor, som er egnet til opbinding.
9. Få bugt med bladlus
Bladlus er en hver haveejers skræk – og de er da også irriterende gæster at få besøg af! De kan nemlig hurtigt få dine planter til at bukke under og sætte en stopper for frodigheden i haven. Bladlus forårsager dårlig vækst samtidig med, at de kan overføre svampe og sygdomme. Det er særligt her i juni og juli måned, de er på spil i haven.
Haven i juni – 10 ting du kan lave
Du kan forebygge angreb ved at vande dine afgrøder grundigt. Det er nemlig især planter, der mangler vand, som er et let bytte for bladlus. I tørre tider må du derfor være ekstra opmærksom på, at dine planter ikke mangler vand.
Har du opdaget et angreb? Du kan spule bladlusene af med en kraftig stråle fra haveslangen. Gentag ”behandlingen” dagligt til lusene er væk.
Sådan får du en stor biodiversitet i haven
Vil du have endnu et af de gode havetips til juli, som også kan bruges året rundt? På den lange bane kan det være en fordel med en stor biodiversitet i haven, hvor svirrefluer, mariehøns, snyltehvepse og mange andre smådyr vil spise bladlusene, før de når at spise dine planter.
10. Få hjælp fra venner & naboer til havearbejdet i juli
Der er ikke noget så dejligt som gode venner og naboer, der kan træde til og give en hånd med havearbejdet i juli. På den måde kan du med ro i maven køre på ferie, uden at tænke over om krukker i haven klarer varmen eller om grøntsagerne ligger og rådner under planterne. Der er nemlig styr på sagerne.
Smukke & gule solsikker i haven
Lad derfor endelig venner, familie og naboer høste i køkkenhaven, mens du er væk. Lad dem plukke friske urter, spise moden frugt, hente fyldte kurve med grønt og æg ved hønsene. Lad dem plukke store buketter i blomsterbedene, mens de nipper et par visne hoveder af og lad dem som tak for mad vande i bedene.
Hvis du er heldig, lægger de måske lidt af høsten på køl eller fryser et par poser med bær, så der er lækkerier til dig, når du kommer hjem fra ferie.
Kom godt i gang med i haven i juli
Er det ikke herligt? Sommervarmen sænker sig som en varm dyne over haven i juli, og lige nu passer den egentlig bare sig selv. Haveejerens fineste opgave er derfor bare at nusse rundt, plukke store buketter og høste massevis af frugt og grønt.
10 nemme grøntsager til dit efterår
Det er lige nu, det er tid til grillaftener med gode venner på terrassen, til at slænge sig i hængekøjen og tænde bål i haven, når solen sænker sig i horisonten. Stille skinner stjernerne, en ugle tuder og alt er stille.
Haven er et magisk sted både sommer og vinter, men det er nu – her i varmen – vi skal suge indtryk, lyde, lys og dufte til os. Gemme dem til vinter, hvor der bliver brug for at tage dem frem. Så kan man sidde der og varme sig ved de gode oplevelser, som haven i juli gav, og måske finde en pose frosne bær frem fra fryseren, koge en grød og genskabe en lille bid af sommerhavens liv.
Skriv et svar