
Der finder mere end 400 forskellige arter, så det kan blive svært at vælge, hvilken storkenæb du skal plante i haven. Fælles for alle sorter er de smukke blomster, som folder sig ud fra forår til efterår.
Stauden er også et perfekt bunddække, som breder sig villigt, og på fornemmeste vis udkonkurrerer ukrudt. Fra skvalderkål til brændenælder tager den kampen op uden at stille store krav til pasning.
Geranium hører uden tvivl til de nemme stauder i haven, og nu stiller vi skarpt på de mange fine egenskaber.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev.
Storkenæb – En hårdfør staude i haven

De bløde blade bølger blidt i vinden, så du med det samme ser, den sarte skønhed storkenæb har. Det gør den til et elegant indslag i haven. Søger du efter en staude, der har brug for minimal pasning, er den samtidig et godt valg.
Geranium, som planten kaldes på latin, findes i mange udgaver, og udseendet varierer derfor en del: Fra høje sorter til lave vækster, fra hvide, blå og lilla farver til rosa, lyserøde, orange, røde eller sorte. Enkle eller halvfyldte blomster sidder parvist mellem grønne, fligede blade. Stænglerne er korte og tynde, hvilket giver blomsten sit luftige udseende.
Tip!
Du kan læse meget mere om de forskellige sorters udseende, blomstringstider og egenskaber længere nede i artiklen.
Når det gælder størrelse, kan planten findes med højde fra 15-60 centimer. Blomstringen, der løber over et par måneder, varierer afhængigt af de enkelte arter, men breder sig over en lang periode fra forår til efterår. De første springer ud i maj og sene sorter blomstrer med smukke høstfarver til september og oktober.
Smuk staude med lang blomstring

Hvor lang en blomstring storkenæb har, afhænger af, hvilken art du planter. Geranium phaeum folder sig ud fra maj og juni, mens Geranium rozanne sætter ind senere og blomstrer fra sommer til vinter.
Tip!
Storkenæb er vinterhårdfør og tåler endda hård frost. Du behøver derfor hverken at den ind, når det bliver koldt, eller tænke på vinterdækning og anden beskyttelse.
Et fællestræk fra alle planterne er, at de blomstrer gennem sommersæsonen. Du kan derfor godt forvente at have glæde af deres smukke udseende i et par måneder.
Brug geranium som bunddække

Har du et sted i haven, som skal dækkes hurtigt, er geranium en hårdfør staude, du skal alliere dig med. En tæt bladvækst gør planten til et effektivt bunddække, som kan holde ukrudt ude af staudebedet. De kompakte bladtuer sørger for, at intet lys kan trænge ned mellem dem, og derfor kan de tage kampen op mod alt fra mælkebøtter til kvikgræs og skvalderkål.
Vil du bruge storkenæb som bunddække, skal du udplante 4-9 planter per kvadratmeter, så du sikrer, at de dækker jorden helt. Vær dog opmærksom på, at der er forskel på, hvor brede og højde de enkelte arter og sorter er. Spørg derfor på planteskolen, hvor hurtigt storkenæb breder sig, når du har fundet den blomst, du synes, er smukkest.
Tip!
Geranium er også en god kantplante, der er sød at plante sammen med roser, ved buske eller sammen med andre stauder. Skal den være stedsegrøn, kan du plante Geranium macrorrhizum, der beholder sit grønne løv hele året.
Længere nede i indlægget kan du læse mere om, hvilke sorter der egner sig bedst som bunddækkende staude.
Korrekt placering af storkenæb

Det fine ved storkenæb er, at den tåler skygge. Derfor kan du plante den steder i haven, hvor andre stauder ikke trives. Vil du opnå den smukkeste og længste blomstring, vil jeg dog anbefale, at du placerer planten i fuld sol eller halvskygge. Det er trods alt under de betingelser, den har det bedst.
I forhold til jord stiller stauden ikke store krav, og kan derfor plantes i alle haver. Den trives bedst i tør jord, så har du en våd, tung lerjord i bedet, kan du med fordel lette den med sand. Tilfør muld med kompost, hvis du har sandet jord, så du undgår at plante i en mager havejord.
Den bedste placering af storkenæb er på friland, hvor planten kan brede sig. Du kan dog også dyrke den i krukker på terrassen eller altanen.
Husk altid at udplante i krukker med dræn i bunden, så vandet kan løbe fra i stedet for at samle sig omkring plantens rødder.
Sådan gør du: Udplantning af storkenæb

Er der frost i jorden? Hvis du kan svare ja til det, må du vente med at gå i haven. I hvert fald, hvis du vil plante storkenæb.
På alle andre tidspunkter af året kan du imidlertid godt udplante geranium. Det bedste plantetidspunkt er efter min mening i efteråret, når jorden er lun efter en lang sommer, men solens stråler ikke er så stærke, at de nye planter svides.
Planter du på denne årstid, skal du heller bekymre dig for meget om vanding, da himlens sluser ofte åbner sig og væder væksterne.
Herunder kan du trin for trin lære, hvordan udplantning af storkenæb skal klares.
Trin for trin: Tid til at plante

Find en skovl, tag havehandskerne på og fyld en vandkande!
Det er tid til at plante, og heldigvis er det ikke svært. Nu forklarer jeg dig, hvordan du gør.
Sådan gør du
- Grib fat om din planteskovl og grav et hul, der er så bredt og dybt, at rødderne ikke bøjes, når stauden placeres
- Løs jorden i bunden af det nygravede plantehul, så du sikrer, at rødderne kan få godt fat
- Hæld vand i hullet og vent til det er trukket ned i jorden
- Sæt så forsigtigt planten i hullet
- Fyld jord omkring, tryk godt fast og fyld øverst et let lag jord på
- Vand grundigt
I den første tid efter udplantning er det vigtigt, jorden omkring planterne holdes fri for ukrudt. Hold desuden en planteafstand på 25-30 centimeter.
En note om den rigtige plantetid

At udplantning af stauder skal ske i efteråret, er egentlig et levn fra de gode, gamle dage. Det var den gang, stauder blev solgt som barrodsplanter. Finder du nogle af dem på tilbud, skal de stadig plantes på denne årstid, men i dag er de fleste storkenæb forædlet, så planterne kan komme i jorden året rundt.
Grunden til, at barrodsplanter skal i jorden i efteråret, skyldes, at de let bliver påvirket af vind og vejr. De er meget følsomme, fordi rødderne er blottede. Sætter du dem i jorden, når den fra august til oktober er lun og fugtig, får planterne de bedste forhold at udvikle sig under.
Når du køber storkenæb på planteskolen eller gartneriet i dag, er det sjældent som barrodsplante. Under optimale og tilpassede vækstforhold opdyrkes stauderne med afmålt vanding og gødning, så de får den næring, de har brug for til at udvikle sig.
Den rigtige plantetid er derfor ikke længere kun i efterårsmånederne, men hele året.
Værd at vide om pasning og pleje af storkenæb

Storkenæb er en blomst, som ikke kræver meget pasning og pleje. Du kan derfor med fordel vælge væksten, hvis du ønsker en staude, som ikke stiller store krav til din opmærksomhed.
En af de største fordele er, at storkenæb kan tåle frost, så du skal ikke bekymre dig om overvintring, hvis du dyrker på friland. Den skal bare blive i bedet. I løbet af efteråret visner den ned, men til april og maj kigger den frem igen og begynder at folde et grønt løv ud.
Tip!
Det er sjældent planten rammes af sygdomme og skadedyr.
Som jeg tidligere nævnte, trives stauden i tør jord, så vanding er ikke det, du kommer til at bruge mest tid på. Samtidig har den tørketålende staude heller ikke et stort behov for næring – forudsat, at den vokser i forholdsvis næringsholdig jord. Det er nok at give gødning i form af velomsat kompost hvert forår.
Deling og flytning af storkenæb i efteråret

Nu nævnte jeg jo, at udplantning kunne gøres året rundt, med mindre jorden var frossen. Når det handler om deling og flytning af storkenæb, gælder der imidlertid andre regler. Her er det bedste plantetidspunkt efteråret netop på grund af det fugtige, lune vejr. Især er sensommeren og september gode måneder at dele stauder på.
Tip!
Det særlige navn har planten fået på grund af de aflange frugter, kapselfrugter, som ligner den rødbenede fugls næb.
Den nøjsomme staude kan både plantes solitært eller i grupper. Ønsker du at etablere et staudebed, kan du flytte planten til en ny placering uden problemer. Den er robust og kan både genplantes og deles.
Tip!
Bier og insekter elsker storkenæb. Vil du øge biodiversiteten i din have, er det en god blomst at vælge, da den tiltrækker mange nyttedyr.
Formering af storkenæb gøres gennem stiklinger, deling eller frø. Vil du undgå, planten spreder sig i bedet, kan du med fordel beskære den i efteråret ved at klippe de visne frøstande ned.
Tid til beskæring af storkenæb

Sidst på sæsonen hænger stauden med næbbet. For at gøre planten pænere at se på, kan den klippes ned.
Beskæring af storkenæb medfører ikke en ny blomstring samme sæson, så det er kun for æstetikkens skyld, du skal finde saksen frem.
Du fjerner de visne blade og knækkede stængler, ligesom du også kan klippe frøstandene væk, hvis du ikke ønsker, planterne formerer sig. De er nemlig selvsående.
Populære sorter ogc arter af storkenæb (Geranium)

Storkenæb tilhører slægten Geranium, der inkluderer mere end 400 arter. I haverne dyrkes de storblomstrede som prydplanter i staudebedene, men du kan også finde vild storkenæb både i Danmark, Europa, Asien og Nordamerika.
I haven er det primært disse arter, der er populære
- Blodrød storkenæb
- Engstorkenæb
- Hvidgrå storkenæb
- Pragtstorkenæb
- Storrodet storkenæb
- Tæppestorkenæb
Med så stor en plantefamilie kan det være svært at vælge en variant til haven. De mange sorters udseende varierer bredt, og du kan forelske dig i et væld af farver fra hvid til lyserød, orange, lilla, blå, rød, rosa eller spraglet.
Storrodet storkenæb
Storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum, er en stedsegrøn art, der er perfekt som bunddække. Den kompakte vækst skaber et tæt udtryk i bedene, og sørger for, at ukrudt ikke kan overtage.
Planten breder sig gennem underjordiske skud, hvilket gør det let at flytte den i efteråret.
Tip!
Storrodet storkenæb dufter, når du rører bladene.
Bladenes grønne farve falmer sidst på efteråret, men fordi planten bevarer løvet gennem vinteren, dækker den jorden hele året. Højden ligger mellem 30-40 centimeter, og planten er en sund, stærk vækst.
Blomsterne er hvide, pink eller rosa. Ældre planter kan med fordel klippes ned for at forynge dem.
Himalaya storkenæb
Lilla og blå blomster er det, der gør Geranium himalayense til sin egen. Blomsterne er store, og åbner deres smukke ydre ud mod haven, mens de balancerer på stilke, der blot er 30 centimeter høje.
Den er en god, bunddækkende staude, som breder sig gennem tætte, underjordiske skud. Himalaya storkenæb visner ned til vinter, men spirer igen til foråret.
Geranium rozanne
Fra juni til september folder Geranium rozanne sine flotte, blåviolette blomster ud. Du får derfor en storkenæb med lang blomstring, når du planter denne i haven.
Med en højde på op til 50 centimeter hører den til blandt de høje sorter.
Hvidgrå storkenæb
Som navnet antyder sætter hvidgrå storkenæb, Geranium cinereum, hvidgrå blomstrer. Glæd dig til at se dem folde sig ud fra juni til september på stængler med en højde på 10-20 centimeter.
Bølgekronet storkenæb
Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum, kan købes i flere størrelser. De største bliver op til 70 centimeter høje, mens de lave sorter maksimalt bliver 30 centimeter.
Fælles for dem alle er de mørke, sortrøde blomster, der beriger haven fra juni til august. Du kan dog også finde varianter med rosa, lilla, grålige eller hvide blomster.
Sorten sår sig selv villigt gennem frø.
Engstorkenæb
Engstorkenæb, Geranium pratense, er et godt valg til staudebedet.
Den dobbelte variant ’Summer Skies’ kan kun formeres ved deling, da den er steril og ikke sætter frø. Sorten blomstrer fra juni-juli og bliver op til 90 centimeter høj.
Denne variant er også en vild storkenæb, som vokser i naturen. Du kan plukke den i grøftekanter og ved enge.
Blodrød storkenæb
Blodrød storkenæb, Geranium sanguineum, er endnu en hjemmehørende art, som kendes på en lav, krybende vækst. Ikke mere end 20-30 centimeter høj bliver den.
I den vilde natur vokser varianter i lilla og røde farver, mens det i haverne er mest almindeligt med hvide, rosa og røde nuancer. Til insekter er den oplagt, for bier og andre nyttedyr sværmer i de smukke blomster.
Skovstorkenæb
Allerede fra maj står skovstorkenæb, Geranium sylvaticum, på spring med blå, hvide eller rosa blomster i fuldt flor. Den spreder sig flittigt, og med en højde på 60-70 centimeter kan den hurtigt fylde staudebedet.
Som navnet antyder, er sorten sød i skovbedet, hvor den sammen med anemoner eller græsser gør et godt indtryk.
Stinkende storkenæb
Det er de lådne kirtelhår, som har givet Geranium rabertianum navnet stinkende storkenæb – og ikke uden grund. Den stinker nemlig!
Vælger du alligevel at plante den i haven, kan du foruden odøren se en plante på 15-40 centimeter vokse villigt i bedet. Små, røde blomster sætter den også.
Stinkplanten kan også findes i naturen, hvor den vokser ved skove, strande og i hegn.
Knudret storkenæb
Knudret storkenæb, Geranium nodosum, er en sød sort, som sætter rosarøde blomster fra juni til september. Den bliver 30-50 centimeter høj og trives både i fuld sol og skygge.
Planten er vinterhårdfør, som de andre i slægten, og kan derfor bruges til bunddække. Breder sig langsomt, men villigt.
Geraniumhybrid
’Jolly Bee’ er en geraniumhybrid, du kan have glæde af fra juli til frosten fyger gennem haven. Det særlige ved sorten er, at jo koldere vejret er, desto mere blå blomster får den.
Planten ikke i deles, men egner sig godt som bunddække.
Rose Clair
Geranium x oxonianum ’Rose Clair’ er en populær sort på grund af den lange blomstring, der varer fra juni til september. Med en højde på 30-40 centimeter skaber den en fin fylde i bedet, og netop derfor er den en af de mest almindelige i danske haver.
Kathrine Adele
Geranium x oxonianum ‘Kathrine Adele’ er en hvid storkenæb med små, bordeaux tegninger. Mange refererer til den som ’Rose Clairs’ lillesøster, da de har mange af de samme fællestræk og egenskaber.
Cedric Morris
’Cedric Morris’, Geranium sanguineum, sætter med sin skarpe pink farve kulør på havelivet fra juni til august. Planten bliver op til 50 centimeter i højden.
Thurstonianum
Geranium x oxonianum ’Thurstunianum’ er en særlig sort, som med sine smalle, pink kronblade sender tankerne hen på stjernehimlen.
Blomsterne ligner nemlig små stjerner, som folder sig ud i dagslyset fra juni til august.
Er storkenæb spiselig?
Storkenæb har været anvendt i folkemedicin på grund af sine antiseptiske og antibakterielle egenskaber. Man mente nemlig, planten kunne kurere alt fra fordøjelsesbesvær til sygdomme som stafylokokker.
Om virkningen var, som man håbede, kan jeg ikke svare på. Derimod kan jeg fortælle, at storkenæb er spiselig. Friske kronblade og blomster kan bruges i salater eller som pynt på kager og desserter, men kan også tørres til te, da de beholder farven.
Blomsterne har en sød, parfumeret smag, men det samme kan man ikke sige om bladene. De er ikke giftige, men de har en skarp smagsnuance, der ikke glæder alle ganer. Nogle sorter er også kendetegnet ved lodne, behårede blade, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dejlig bid at sætte tænderne i.