Det flotteste er et staudebed, som fra forår til efterår skaber liv og variation i haven med spændende farver, strukturer, former og mønstre.
Nu skal vi se nærmere på, hvordan du etablerer et staudebed, som år efter år folder sig ud i et farverigt blomsterflor. Det er nemlig helt afgørende, at du har en klar plan, så planterne får de bedste vækstbetingelser, og du får de dejligste bede.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Planlægning af staudebed trin for trin
Et flot staudebed kræver planlægning, hvis det skal levere blomster til buketter fra forår til efterår. Havearbejdet begynder derfor indendørs, hvor du må lægge en plan for, hvordan du griber etableringen an. Her må du nærstudere staudernes farve, blomstringstid, højde og vækstform, så de får den perfekte placering i forhold til jord, sol og skygge.
TIP Det er en god idé at placere de forårsblomstrende vækster inde i bedet, så nye planter dækker for dem, når de visner ned. På den måde ser bedet hele tiden friskt og frodigt ud.
Bedets opbygning har stor betydning for planternes trivsel, og det må du huske allerede på dette tidspunkt i din planlægning.
Sådan får du flotte stauder i haven
For at bevare det store overblik, anbefaler jeg, at du laver en tegning af staudebedet. Når du visualiserer dine idéer på papir, bliver idéerne konkrete, og det er en stor hjælp. Du kan bruge farveblyanter til at udpensle, hvilke toner bedene skal have og allerede på et tidligt stadie finde ud af, om du ønsker ensfarvede eller spraglede bede.
Gode råd når du lægger en plan
Et staudebed skal levere varieret blomstring gennem hele havesæsonen, og år efter år skal bedene bugne i et rigt flor. For at få det ønske opfyldt må du lægge en plan, så du kan vælge de helt rigtige stauder og skabe et velfungerende bed i haven.
TIP Plant grupper med flere ens planter, måske 4-6 forskellige, som du gentager og planter mellem hinanden. Det giver et roligt bed, som er behageligt for øjet at gå på opdagelse i.
Virker det uoverskueligt? Det kan være rart at have nogle gode råd at støtte sig til under planlægningen. Derfor har jeg samlet en håndfuld havetips til dig herunder.
Gode råd til planlægning af staudebed
- Vælg altid de planter, farver og former, du synes, er flottest
- Tag højde for jord- og lysforhold i din plan
- Skab en god forkant i bedet, så der ikke opstår huller og bare stykker med jord
- Udse dig gerne stauder, der er gode som bunddække, og som hæmmer ukrudtet i at bryde frem
- Gentag planterne flere steder i bedet og haven for at skabe liv og variation
- Plant kun i ren og ukrudtsfri jord, så blomsterne får de bedste betingelse for at etablere sig
- Vælg både tidligt- og sentblomstrende stauder, så du både forår og efterår får fornøjelse af bedet
Gå efter farver du kan lide
Hvilke farver synes du, er flottest? Det spørgsmål skal du dvæle ved, når du tegner de nye staudebede. Jeg vil til en hver tid opfordre dig til at fylde bedene med de blomsterfarver, du bedst kan lide. Det giver dig en have, du finder stor glæde i at gå rundt i, og det er jo faktisk hele humlen ved at være haveejer.
Duften af Provence – Sådan passer du lavendler
Uanset om du holder mest af de iøjnefaldende stauder eller foretrækker farver med rolige nuancer, skal du altid vælge toner, som passer sammen. Det giver et balanceret bed, hvor stauderne står flot sammen og ikke stjæler opmærksomheden fra hinanden. De skarpe farver som gul, orange og rød skaber liv og blikfang i haven, og her kan du med fordel vælge valmuer, montbretia eller gyldenris.
TIP Vær modig og skab kontrast med komplementærfarver, hvor gule stauder placeres sammen med violette eller blå med orange. Giv gerne den ene farve lov til at brede sig mere, så komplementærfarven opleves som farvegnister i bedet.
Derimod er hortensia, lavendel eller klematis planter i afdæmpede farver, som giver bedet et roligt udseende. Gå efter farver som violet, blå, rosa, lyserød, purpur, creme og hvid, hvis du ønsker et idyllisk, pudderfarvet bed.
Blade & blomsterfarver skaber variation i staudebedet
De fleste haveejere vælger planter efter knop- og blomsterfarver, men du må ikke glemme blade, løv, stængler og støvdragere, når du køber stauder. Hele blomsten er med til at præge bedets udtryk, og nogle planter forvandler sig endda i løbet af sæsonen og gennemgår det mest vidunderlige farveskifte.
Sankthansurt – Sensommerskønhed i haven
Det gælder blandt andet sankthansurt, som står grøn i foråret, men mod efteråret folder sig ud i de flotteste høstfarver.
TIP I den første del af planlægningen kan du overveje, om du vil have et bed, der blomstrer i efteråret, foråret, sommeren eller om blomstringstiden skal variere gennem sæsonen.
Du må huske, at blomsterfarver ikke er permanente, men falmer og visner, som havesæsonen skrider frem. Vil du have et staudebed med lang, varieret blomstring, er det afgørende, du vælger løvfarver, som forlænger bedets farverigdom.
Sæt fokus på former med blomster & løv
Et bed bliver først spændende, når det har dybde, så øjet kan gå på opdagelse. Dukker nye planter, sanseindtryk, farver og stemninger op igen og igen, bliver det inspirerende at vende retur for at nærstudere væksterne. Brug grebet som et aktivt værktøj, når du planlægger dit staudebed ved både at sætte fokus på blomster og blade.
Staudesalvie – En nem plante i bedet
Indeholder dine havedrømme stauder med store, fyldte blomster, tragtformede liljer eller de enkle brudeslør med de små, sarte blomster? Lige så mange forskellige planter, der findes, lige så mange forskellige former kan du finde i udvalget på planteskolerne.
Kæmpestenbræk: Skønt bunddække i staudebedet
Nogle blomster folder sig ud i store skærme eller sætter små kugler på stilke, som violfrøstjerne, og valmuer bøjer sig i farvestrålende pomponer eller store kvaste. Brug de mange udformninger til at give staudebedet personlighed ved enten at fokusere på stor fylde eller det florlette udtryk. Du kan også skabe et skarpt, stringent udtryk eller et romantisk, svævende udseende, som passer perfekt til cottagehaven.
Glem ikke løvet
Det er ikke kun blomsterfarver og former, du skal visualisere før etablering af staudebed. Jeg vil også opfordre dig til at se nærmere på bladformer, for løvet kan gøre underværker for det samlede udtryk.
TIP Du kan vælge stauder med blade, der sidder tæt til jorden, hvis du ønsker et godt bunddække. Løvefod og kæmpestenbræk er gode kantplanter, som dækker jorden effektivt og holder ukrudtet nede.
Blade er ikke kun grønne solfangere, men kan skabe stor variation i bedet. Udse dig gerne planter med brede blade, for eksempel løvefod, eller udvælg en alunrod med fligede blade for at skabe modspil til de andre stauder. Linjeformede, små, store eller spættede blade er også muligheder, og du får også et flot, æstetisk udtryk, hvis du vælger farvet løv.
Opnå en lang blomstringstid med den rigtige placering
De enkelte stauder til haven har individuelle blomstringsperioder, og det må du have in mente, når du vælger planter til dit staudebed. På den måde kan du opnå en lang blomstringstid og få mest glæde af dit bed.
I planlægningen må du derfor ikke glemme, hvor afgørende den rigtige placering af planterne er.
Blå og lilla stauder – Bjergknopurt med de bugnende blomster
Vil du have et fyldigt blomsterflor uden huller i rækkerne, skal du købe sorter, som afløser hinanden fra forår til efterår. Skal det lykkes, må du plante stauder med lang blomstringstid både forrest, i midten og bagerst i bedet.
Udse dig gerne spændende arter, som blomstrer over flere måneder. På planteskolen kan du få råd og vejledning til, hvilke stauder til haven, der giver dit et bugnende blomsterflor.
Den rigtige placering i staudebedet er afgørende for plantevæksten
Det er ikke uden betydning, hvilken placering i staudebedet de enkelte plantevækster får. Plantes de ikke på det rigtige sted i bedet, vil de mistrives, så du ikke får fuldt udbytte af deres smukke ydre.
I nogle tilfælde vil en uhensigtsmæssig placering få selv de mest hårdføre stauder til at gå ud, så det er helt afgørende, at du i planlægningsfasen retter fokus på vækstkrav.
Under etablering af staudebedet skal du placere de højeste planter bagerst, de mellemhøje i midten og de lave stauder forrest. På den måde undgår du, at de høje vækster ikke skygger for de små.
TIP Planter du høje, lette stauder mellem lave, vil blomsterne hæve sig over bedet og bryde helhedsindtrykket på en spændende, livlig måde.
Ved placeringen må du også have in mente, hvilke betingelser de enkelte sorter trives under. Nogle stauder vokser bedst i sol, andre i halvskygge, mens vækster som lungeurt foretrækker skygge.
Lungeurt: Forårets tidligste staude
Husk at hegn, huse, haveskure, bygninger, hække, træer og busker, som står tæt på det nye bed, kan skygge for planter, der har brug for fuld sol. Det samme gælder høje stauder, som til trods for at bedet er placeret på et fladt stykke, sagtens kan fylde så meget, at lyset ikke når ned til bunden, hvor mindre planter vokser.
Sådan gør du: Arrangering af staudebedet
Det er ikke kun farverne på din tegning, du skal koncentrere dig om, når du etablerer et staudebed. For selvom stauder i blå, hvide, gule, røde og lilla nuancer er vigtige for det samlede udtryk, er udplantningen heller ikke uden betydning. Du sætter nemlig dit personlige præg på haven i måden, du arrangerer staudebedet på.
Sammensætter du blomster i store grupperinger, skaber du et romantisk afsæt, som – måske inspireret af de engelske cottagehaver – er smukke i den idylliske landhave. Derimod passer planter i rækker og skarpt afgrænsede bede godt til et moderne hjem, hvor det minimalistiske og lineære udseende efterstræbes.
Planter du solitært, kan du opnå et tone-i-tone-udtryk, hvor enkle sorter eller farver får lov at træde frem. Det giver et roligt bed, der ikke støjer i haven.
TIP Du kan fremhæve en særlig sort i bedet ved at plante den solitært. Det er også en nem måde at få et tone-i-tone-look på, hvis du vil sætte fokus på hvide stauder, blå nuancer eller noget helt tredje.
Vælger du at plante stauder solitært, skal du huske god planteafstand. Det kan også være en fordel at dække jorden, så ukrudt ikke spirer frem, og du slipper for at luge. Læg fiberdug omkring planterne og dæk efterfølgende med fliser, grus, granitskærver eller barkflis.
Sørg for godt jorddække i staudebedet
Jorddækning kan være helt afgørende for, at staudebedet får den bedste begyndelse i haven. Selv de mest hårdføre stauder får svært ved at komme godt fra start, når ukrudtet dominerer.
Klatrende kaprifolie med den skønneste duft
Før du går i gang med at plante, skal du klargøre jorden, så den er helt ren. Selve etableringen af bedet begynder derfor med at rense jorden for ukrudt, grene, gamle rødder og sten, så planterne kan danne et sundt, stærkt rodnet.
10 skønne stauder til dine krukker
Grav også jorden godt igennem, så den er let og porøs at plante i efterfølgende.
Når blomsterne er udplantet, kan du jorddække med barkflis, sten, grus eller skærver, så ukrudtet ikke spirer. Det ser flot ud, og planterne får god mulighed for at vokse sig store uden at blive hæmmet af skvalderkål, brændenælder og kvikgræs. Nogle vækster vil med tiden dække jorden af sig selv, og dermed holde ukrudtstrykket naturligt nede, og det kan du selvfølgelig have in mente, når du køber stauder til haven.
Skriv et svar