Frosten falder som en hvid kappe, der lægger sig over haven. Jorden er hård, luften kold og det eneste, der springer ud, er isblomsterne, som sætter sig på ruderne. På jorden ligger krøllede blade, og træernes tomme grene stritter stive i luften.
Der er ikke meget havearbejde i januar, som skal gøres, men det kan være svært at holde de grønne fingre i ro. Det kribler i dem. Heldigvis er der nogle ting, man kan lave allerede nu i årets første måned, og dem vil jeg gerne dele dem med dig, der heller ikke kan vente med at komme i gang derude.
Her får du 10 ting, du kan lave i januar i haven.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
10 gøremål i haven til januar
Det er i januar, at havedrømmene kan folde sig ud og begynde at tage form, for med kun et par måneder til marts, venter foråret jo næsten lige om hjørnet. For at imødekommende den spirende lyst til at komme i haven igen, så de grønne fingre kan krible lidt mindre, deler jeg her 10 gøremål i haven i januar med dig.
1. Planlæg, hvordan haven skal se ud
Med januar begynder ikke kun en ny måned. Nej, det er også et nyt år og en ny sæson i haven, vi tager hul på. Derfor bruger jeg januar på at planlægge årets have og finde ud af, hvad jeg vil dyrke de næste måneder.
TIP Du kan skabe et godt overblik ved at tegne havens bede og på den måde visualisere den nye sæson. Ved at farvelægge blomsterbedene eller lave et moodboard kan du finde ud af, hvilke sommerblomster, som passer godt sammen.
Jeg begynder altid med at læse mine havenoter fra sidste år for at finde ud af, hvilke forbedringer og hvilke succeser jeg skal tage med videre. Hvad gik godt sidste sæson? Hvor er der plads til forbedringer? Det er nemlig med det in mente, at jeg planlægger køkkenhavens afgrøder og bedene med de mange sommerblomster.
2. Sortere frø & bestille nye hjem
Når jeg har fået et overblik over, hvad jeg vil dyrke i min have i den kommende sæson, er det blevet tid til at sortere frø fra sidste år. Hvor mange frø er der tilbage i posen med porrer? Fik jeg brugt alle morgenfruefrøene og skal jeg prøve en ny spændende bønnesort i år?
Det er dejligt at få ryddet op i de mange poser, som i løbet af sommeren og efteråret er endt i ”frøkassen”. Det føles nemlig som om, at foråret rykker en my tættere på, når der er styr på de mange frøposer.
Efter sorteringen er det blevet tid til at bestille de frø hjem, jeg får brug for. Nogle år bytter jeg også med andre havemennesker, som har en smuk tagetes eller en gråært, som jeg bliver nødt til at prøve.
3. Beskyt planter mod frost
Haven i januar kan være kold, og på samme måde som jeg tager en frakke på, når jeg skal ud i vintervejret, skal planterne også beskyttes. Derfor inddækker jeg allerede i efteråret de planter, der ikke kan tåle hård frost.
Januar er den tid på året, hvor temperaturen for alvor kan finde på at dykke, så derfor kan det godt blive nødvendigt at dække nogle planter endnu engang. Det kan være laurbær, lavendel eller en figen, som skal have fornyet vinterdynen med halm eller gran fra december. Klematis og roser skal beskyttes ved ”fødderne”, så der skal også lægges afdækning, hvis jorden er bar.
4. Mad til fuglene
Et lille gøremål i haven i januar er at give fuglene mad. Det virker som en lille ting, men ikke desto mindre er det en vigtig ting at huske. Der er ikke meget mad for fuglene at finde i haven i januar, så de bliver glade, hvis du hænger nogle godter op til dem.
TIP Vil du vide, hvordan du skaber større biodiversitet i din have med flere fugle og insekter? Så er det lige her, du kan blive klogere på det.
Jeg laver altid fuglekugler fyldt med frø og kerner, som jeg hænger på træernes bare grene. Det ser fint ud, og fuglene flasker friske frem og tilbage for at finde de bidder, de bedst kan lide.
5. Tid til at beskære vin
Trænger du til at lave ”rigtigt” havearbejde i januar, hvor du virkelig får lov til at gå til den, så må du finde beskærersaksen frem. Det er er nemlig nu, at vinen skal beskæres, så du kan få store, flotte druer til sommer.
Haven i februar – 10 ting du kan gøre
6. Er haveredskaberne klar?
Er haveredskaberne forårsklar? Hvis ikke er det nu, at du har tid til at få lavet et nyt skaft til øksen, slebet knive og sakse eller give de elektriske redskaber lidt olie.
Når først foråret pibler frem i haven, har jeg mere lyst til at komme i gang med at så og plante end med at at gøre haveredskaberne klar. Derfor er det et af januars gøremål i haven.
7. I tilfælde af sne
Jeg kan ikke prale af at have mange hække i min have, men til gengæld er min ene hæk sådan en, som hælder slemt, hvis der lander alt for meget sne på den. I tilfælde af meget sne i januar må jeg derfor fjerne de hvide fnug, som tynger den stakkels hæk.
Nogle år kan det også være nødvendigt at fjerne sne fra buske og træer, hvor sneens vægt truer med at knække deres grene eller vælte dem omkuld. Jeg holder også altid et vågent øje med drivhusets tag, når der kommer meget sne, og sørger for at fjerne det, så glastaget ikke giver efter.
8. Find havebøgerne frem
Jeg må erkende, at januar ikke er den måned, hvor der er flest gøremål i haven. I stedet for at opfinde den dybe tallerken for at komme på noget, jeg kan lave derude, rykker jeg i stedet inden for i varmen og nyder stilheden.
Så laver jeg en gode kop hyldeblomstte eller kaffe, sætter mig i gyngestolen foran brændeovnen og læser havebøger. Der er nemlig altid et emne, jeg lige skal have opfrisket eller have lidt mere styr på. Det kan være emner om dyrkning, naturlig gødning, sædskifte, kompost og jordforbedring. Andre gange fordyber jeg mig også i bøger med smukke billeder af haver, som jeg kan blive inspireret af.
9. Spis din have
Selvom haven i januar på overfladen ikke ser så frodig ud, skal man ikke lade sig snyde. Der er stadig masser af grønt derude, som kan høstes. Dagligt tager jeg turen til køkkenhaven for at hente kål, jordskokker og porrer. Mange kåltyper smager endda lidt bedre, hvis de lige har fået et par graders frost.
Få succes med de nemme jordskokker
Har vinteren været mild, kan jeg også være heldig, at der stadig er en fennikel i køkkenhaven, lige som mange af krydderurterne også sagtens kan overvintre.
Kom godt i gang med at dyrke porrer
Varsles der hård frost, så sørger jeg altid for at dække jorden omkring jordskokker og porrer. På den måde sikrer jeg mig nemlig, at jeg kan grave dem op selvom, at jorden fryser. Du kan selvfølgelig også grave en forsyning op og opbevare frostfrit indtil, at kulden slipper sit tag i jorden.
10. Mærk varmen fra bålet
Vintervejr er bålvejr for på sådan en kold dag, hvor frosten sitrer i luften, er det altid hyggeligt at rykke sammen omkring varmen fra bålet.
Jeg tænder ofte et bål, når jeg er i haven. Enten for at varme fingrene, lave en simreret eller bare koge en kop kaffe. Det er virkelig hyggeligt, og når mørket falder på, lyser det haven op med sine ulmende gløder.
Nyd stilheden i januar
Der er stille i haven i januar. Fuglene kvidrer ikke så højt. Lyden af brummende bier kan ikke høres, og de pippende kyllinger er nu store, kaglende høns, som demonstrativt trasker rundt og skraber i den tomme køkkenhave.
5 nemme krydderurter der kan overvintre
Sådan er det lige nu, og selvom jeg har lyst til at gå i gang med det hele – plante, så og gro, så må jeg vente lidt endnu. Egentlig er det også helt fint, for på samme måde som haven har brug for at gå i dvale, har jeg det også. Derfor er en af de vigtigste gøremål i haven i januar – og de andre vintermåneder – at samle nye kræfter, finde ny inspiration og nyde stilheden.
For lige om lidt går det løs igen, og så er jeg klar.
Skriv et svar