Vinter i haven byder både på smukke, frostklare morgener og dage med bidende blæst og kulde. Der er dage med tunge regnskyl og stille timer, hvor isblomsterne springer ud på ruden, mens florlette fnug af sne daler fra himlen.
Jeg drømmer altid om kælketure og snemænd med gulerodsnæser, når det bliver vinter, hvor rolige dage i sneen afløses af havearbejde og forberedelser til den nye sæson. For selvom det er vinter i haven, er der stadig nogle gøremål, som skal klares.
Så nu tager vi handsker, hue og halstørklæde på for at gå ud i vintervejret! Her får du 10 ting, du kan lave i haven, når det er vinter.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
10 ting du kan lave i haven til vinter
Vinter er den tid på året, hvor havemenneskerne rykker indenfor. Tager en pause, lader op og ser frem mod den nye sæson i haven. Det er en stille tid på året, hvor jeg fordyber mig i havebøger, tager en ekstra kop af den gode, hjemmelavede te og falder lidt i staver foran brændeovnen.
Det er bestemt tiltrængt at hvile kroppen og hovedet efter en lang sæson i haven, men i takt med, at vinteren skrider frem, begynder lysten til at komme i haven at melde sig igen. Det kribler i fingrene, og mit hoved fyldes af nye idéer, som skal prøves så snart, at foråret springer ud.
Heldigvis er der faktisk noget havearbejde, der skal laves nu selvom, at temperaturen rammer frysepunktet. Så lad os se på det. Her får du 10 ting du kan lave i haven til vinter.
Har du brug for mere inspiration?
1. Plant krukker i haven til vinter
Der er ikke meget, der blomstrer, når det er vinter i haven. Sommerens regnbuefarver og kaskader af lys er afløst af mørke toner og snehvide glimt fra tid til anden. Det er ikke liv og hygge, der er mest af på denne årstid, så jeg må selv gøre noget for at skabe en varm stemning derude.
Skab en hyggelig stemning med krukker i vintertiden
Derfor planter jeg krukker i haven til vinter. Jeg samler krukkerne i store og små klynger foran hoveddøren, i drivhuset og på terrassen. Alunrod, helleborus og husløg er gode at plante i krukker her om vinteren, ligesom grønkål også er smukke andre steder end i køkkenhaven.
Det vigtigste du skal huske, når du planter krukker i haven om vinteren, er, at planterne skal kunne tåle kulde og frost. Ellers holder de ikke længe.
2. Giv fuglene i haven mad
Jeg skal lytte godt efter, hvis jeg vil høre fuglekvidder på denne her tid af året. Der er nemlig ikke mange fugle i haven, når vinteren tager fat.
De fugle der er, de skal til gengæld have det godt! Derfor laver jeg hvert år fuglekugler fyldt med kerner og frø, som jeg hænger op i havens træer.
Det er noget, der bringer lykke, og fuglene flokkes hurtigt omkring maden. De mange fugle i haven gør vinteren mere livlig, og jeg synes, det er dejligt at kigge ud af vinduet for at se, at der trods kulde stadig er liv og røre derude.
Sådan får du bedre biodiversitet i haven
3. Lav pileflettede kræmmerhuse
Nogle dage er det så koldt, at bare tanken om at skulle ud, er… Isnende! På de dage bliver jeg inde, og det er slet ikke utænkeligt, at jeg går i gang med at flette pil. Det er sådan en hyggelig beskæftigelse, og jeg kan altid bruge en ny kurv til hente grøntsager i, når det bliver sommer igen.
Vil du prøve at pileflette, har jeg lavet en lille og nem guide, der viser dig, hvordan du fletter et kræmmerhus. Du kan følge linket herover, hvis du vil prøve, for det er slet ikke så svært. Kræmmerhuset kan hænges i havens træer og fyldes med mad til fuglene i løbet af vinteren.
4. Fjern sne fra hække & drivhustage
Hvert år drømmer jeg om et snedækket landskab, hvor alting er dækket af et hvidt flor, som giver røde kinder, store smil og mange timer med leg i kulden. Det er nemlig ikke umuligt, at der kommer sne, når det er vinter i haven.
De år, hvor sneen kommer væltende i store mængder, er det dog nødvendigt at fjerne den fra hække, træer, buske og drivhustage. Sneen skaber nemlig et stort tryk, som kan få grene til at knække, hække til at vælte og glastaget på drivhuset til at give efter. Derfor skal den fjernes.
Jeg bruger en kost til at skubbe sneen væk med.
5. Fæld de udgåede træer
Træer er vigtige i haven. De er hjem for fugle, egern, kryb og kravl, og de giver skygge, som også er en vigtig ting at have. Derfor er jeg ikke fortaler for, at man fælder alle havens træer, men når det så er sagt, kan det blive nødvendigt fra tid til anden.
5 nemme krydderurter du kan overvintre
Træer, der udgør en fare, generer eller skæmmer haven skal selvfølgelig fældes. Jeg har da også selv haft gang i motorsaven for at fælde udgåede træer, der hældede slemt mod huset. At fælde træer er en god ting at gøre, når det er vinter i haven, og efterfølgende kan du planlægge den nye sæson i haven. Måske åbner det fældede træ for nye muligheder?
6. Vinterblomster i haven
Istapperne hænger fra træernes grene og husenes tage, og selvom kålen gør sit bedste for at sprede farve derude, er der ikke meget grønt at kigge på. Haven er gået i dvale og det, der fylder mest, er tomme frøstande fra sommerens blomster, træer og buske. Men under jorden ligger forårets blomster og venter på at kigge frem.
TIP Du kan stadig høste grøntsager i køkkenhaven, selvom det er koldt. Kål, porrer og jordskokker er vintergrønt, som uden problemer tåler frost. Mange krydderurter klarer sig også fint, selvom vejret bliver koldere.
Vinterblomster i haven er derfor helt uundværlige på denne tid af året, og alunrod, helleborus, kæmpestenbræk og vortemælk er alle gode stauder med grønne blade, som er smukke i vinterhaven. Efeu, buskbom og cypres er også flotte og særligt i december, skaber de en hyggelig julet stemning.
7. Skab hygge med lys & lanterner
Mørket lægger sig som en tung dyne over haven i vintermånederne, og der er ikke mange lyse timer om dagen til at få lavet noget havearbejde. Derfor pynter jeg min have med lys, og jeg sætter både lanterner og lyskæder op derude.
TIP Sæt lysene sammen med havens krukker i små stilleben.
Når jeg fra huset kigger ud i haven, er det ikke et mørkt tæppe, der møder mine øjne, men derimod glimt af varme og lys. Det er hyggeligt, og samtidig forlænger det også min sæson i haven. Den slutter nemlig ikke, når vinteren kommer, men ændrer sig til at være et rum, jeg kan kigge ud på.
8. Overvintring af planter & knolde
Da det endnu var efterår, tog jeg mine frostfølsomme planter ind til overvintring. Løg fra gladiolus, knolde af dahlia og de store pelargonier og duftgeranier – bare for at nævne et lille udvalg.
Selvom de ikke kræver meget pasning her i løbet af vinteren, skal jeg alligevel holde et vågent øje med dem. Man kan nemlig hurtigt glemme de planter, man har sat til vinteropbevaring. Jeg holder øje med, at knolde og løg ikke får fugt, så de rådner, og finder jeg tegn på råd, fjerner jeg smittekilden med det samme.
TIP Overvintrer du dine planter et sted, hvor der er risiko for let frost, kan det være en god idé at tænde et par stearinlys. Det holder temperaturen oppe.
Blomsterne giver jeg lidt vand fra tid til anden, og så sørger jeg for, at luften i rummet de overvintrer i, ikke står helt i stampe.
9. Slap af med havebøgerne
Jeg sætter mig gerne med en god bog, når det er vinter i haven. Laver en kop te eller kaffe, trækker i de uldne sokker og lader tiden flyve et par timer.
Det er nemlig nu, at jeg samler inspiration til den nye sæson i haven og har tid til at fordybe mig i emner om dyrkning, kompost, gødning og meget andet. Så smæk benene op og find havebøgerne frem – der er alligevel ikke andet at lave nu.
10. Lav et varmende bål
Der er noget særligt over bål, synes jeg, og især når det er vinter i haven. Så bliver bålet et naturligt samlingspunkt med sit lys og sin varme. Derfor laver jeg bål næsten hver gang, jeg går i haven. Nogle dage laver jeg mad over det, andre gange blot en kop kaffe og så er der også de gange, hvor jeg bare varmer fingrene og stirrer ind i flammerne.
TIP Mangler du en bålplads i haven? Læs min guide til, hvordan du trin for trin laver en bålplads derhjemme.
Jeg har skrevet en guide til, hvordan du laver et godt bål, og den synes jeg selvfølgelig, du skal læse inden, du selv går ud for at lave et bål.
Der findes nemlig mange forskellige slags bål, du kan lave, og det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du bygger dem afhængig af, om du vil lave mad over gløderne eller blot hygge i skæret fra flammerne.
Vinter i haven – Tid til afslapning
Der er stille i haven. Fuglene kvidrer kun sjældent, bierne brummer ikke og frøernes kvæk vækker mig ikke i de tidlige morgentimer. Når det er vinter i haven, er det tid til at slappe af. Lade nye havedrømme folde sig ud, lade idéerne bruse gennem hovedet og tage den lidt med ro.
Der er alligevel ikke længe til, at foråret igen kommer farende, at lyset vender tilbage og lydene igen kastes frem og tilbage mellem blomster og grøntsager. Men indtil da tager jeg den helt med ro, og det er faktisk heller ikke så tosset.
Skriv et svar