Selvfølgelig skal der være salvie i bedet med krydderurter. Med sin specielle duft og sin kraftige smag er salvie et krydderi, der for mange er ukendt territorium – og det er en skam. Foruden sine mange egenskaber er det nemlig også en plante, der er utrolig fin i haven, og som kan have de flotteste farvenuancer.
Desuden er urten virkelig nem at dyrke, så hvad venter vi egentlig på? Det er tid til at plante salvie i haven.
ET ÅR I HAVEN
Få et gratis uddrag af min e-bog Et år i haven, når du tilmelder dig mit månedlige nyhedsbrev med grønne havetips.
Salvie – En dejlig krydderurt i haven
Salvie, Salvia officinalis, er endnu en af de fantastiske krydderurter, der med sin kraftige duft og smag er med til at gøre både haven og maden i køkkenet lidt mere festlig.
Salvie er en halvbusk, der bliver mellem 40 og 80 centimeter høj. Med tiden får den nogle knudrede, stammelignende grene, som salviebladene sidder på. Stammerne ligner dem, timian får.
Som så mange andre krydderurter fra Middelhavet er salvie utrolig nem at passe, og den kræver ikke nogen særlig jord. Derfor kan du uden problemer plante salvie i din have – urten vil sagtens kunne stå og hygge sig uden din indblanding.
Det eneste du skal gøre, er at plukke store buketter af den så ofte, du kan komme af sted. Det kan man vist kalde en god arbejdsfordeling.
God råd om dyrkning af salvie
Dyrkning af salvie er den nemmeste kunst i verden. Du kan endda glemme at vande urten, uden det bliver et problem – det er den tilgivende type, vi har med at gøre her.
Har du en lille have? Du kan sagtens plante salvie i den lille have og alligevel få et stort udbytte. Det samme gælder, hvis du dyrker salvie i krukke og i drivhus – begge dele kan lade sig at gøre. Dyrkning i drivhus er dog langt fra nødvendigt, for planten klarer sig storartet på friland, og du kan derfor bruge pladsen under glastaget på at dyrke basilikum i stedet.
Kom godt i gang med dyrkning af basilikum
Dyrker du salvie på friland, er det ikke nødvendigt at dække af, når det bliver koldt, for planten er nemlig meget hårdfør. Det skal selvfølgelig ikke afholde dig fra at lægge lidt gran over for hyggens skyld, hvis du har noget tilovers.
5 nemme krydderurter, der kan overvintre
Fordi salvie er vinterhårdfør, kan den holde sig grøn året rundt. Du kan derfor selv på en kold vinterdag plukke en lille buket af friske salvieblade, som du kan bruge i madlavningen.
Du kan plante salvie i krukker & potter
Det gode ved at dyrke salvie i krukker og potter er, at de kan flyttes efter behov. Samtidig er de virkelig fine at have stående på terrassen eller andre steder, hvor de kan dufte dejligt.
TIP Har du lavendler i haven? De skal dyrkes på samme måde som salvie. Læs mere om pasning og pleje af lavendler her.
Om vinteren kan du tage krukkerne ind i drivhuset og dække dem med fiberdug eller gran. Planterne er nemlig mere udsatte, når de dyrkes i potter. I løbet af marts kan du rykke krukker ud under åben himmel igen, og salvien vil vokse videre.
Haven i marts – 10 ting du kan gøre
Gode råd blomstring & beskæring
Salvie blomstrer i juni og juli, og nogle sorter sætter de fineste, lilla blomster, som bierne flokkes om. Det er lige, så det summer, når du går forbi – og i haven er det jo en dejlig lyd at lægge øre! Krydderurten er nemlig med til at øge havens biodiversitet, når insekter flokkes om den, og det kan have mange fordele.
Læs mere om de mange fordele ved biodiversitet i haven
Vil du beskære salvie? Når du skal i gang med beskæringen, må du holde øje med, hvornår planten er færdig med at blomstre. Det er først, når den er afblomstret, du skal finde saksen frem og gå i gang. Det er vigtigt, du ikke klipper salvien helt ned. Der skal være nogle grønne skud tilbage, så den har en chance for comeback.
Sådan skal du passe & plante mynte
Hvor ofte er beskæring nødvendigt? Du skal ikke tænke på beskæring af salvie hvert år. Faktisk er det ikke en gang nødvendigt at klippe den ned, men vil du ikke have, den bliver alt for stor, kan du gøre det med nogle års mellemrum.
Der findes mange arter & sorter af salvie
Røde, brogede, grønne eller grålige. Store blade. Små blade. Lange blade eller runde blade. Der findes mange arter af salvie, der alle ser meget forskellige ud. Netop på grund af den store diversitet i salviens udseende, dyrker mange den skønne krydderurt blandt havens stauder. Salvie gør det nemlig godt også uden for køkkenhaven og krydderurtebedet.
TIP Der findes flere arter af salvie, som ikke skal forveksles med staudesalvie. Denne sort skal du selvfølgelig ikke spise. Den skal pynte i haven – ikke i middagsmaden.
Foruden den almindelige grønne salvie med de store, flotte blade, skal du næsten prøve at dyrke nogle af de lidt mere specielle sorter. Ananassalvie for eksempel, der har en tydelig smag af ananas, som gør den lækker i te og desserter. Den har nogle meget store blade, som også er flotte at blande i buketter, hvor den foruden sin fylde også bidrager med en aromatisk duft af ananas.
Staudesalvie – En nem staude til haven
Vil du have krydderurter med farver? Salvia tricolor er det latinske navn for den art, der har grønne, hvide og røde blade. Det er også en af de sorter, som er meget smukke at plante blandt havens stauder eller i krukker på terrassen.
Formering af salvie fra frø & stikling
Salvie kan dyrkes fra frø i foråret, men det er meget nemmere at plante salvie fra stikling eller ved at dele en. Mange steder – fx i supermarkedet – kan du købe salvie i små krukker. De ser fine ud i vindueskarmen i ganske kort tid, men de visner hurtigt hen.
Hvorfor sker det? Jo, det sker, fordi planterne står på alt for lidt plads. Der er nemlig ikke kun én salvie i krukken – der er flere. Det kan du udnytte til din fordel ved stiklingeformering.
Vil du vide, hvordan du skal gøre? Du skal forsigtigt skille de små planter ad og plante i hver deres krukke. Husk at vande dem, så de ikke tørrer ud, men ellers skal du bare lade dem vokse sig til store planter eller sætte dem direkte i jorden på friland. Du vil opdage, at de hurtigt begynder at vokse sig store.
10 nemme afgrøder til køkkenhaven
Du kan også formere salvie fra stikling. Det er virkelig nemt, du får hurtigt nye planter og netop derfor er det min foretrukne måde at formere på. Du kan stiklingeformere salvie hele sommeren og i det tidlige efterår, og metoden er den samme for alle de forskellige arter af salvie. Herunder fortæller jeg dig trin for trin, hvordan du skal gøre.
Formering af salvie – Sådan gør du
Vil du stiklingeformere din salvie? Herunder har jeg lavet en guide, der fortæller dig, hvordan du skal gøre.
Sådan gør du
- Pluk skud af din salvie – og gerne så der kommer noget af det træagtige stamme med. Er der blomst på skuddet, skal du ikke plukke det skud, vælg i stedet et uden.
- Fjern alle bladene undtagen de øverste.
- Fyld en krukke med jord og stik skuddet dybt ned i jorden. Tryk skuddet fast og sæt krukken et skyggefuldt sted.
- Sørg for at holde jorden fugtig. De små skud kan ikke tåle udtørring, så lige her er det vigtigt med vanding af salvien.
- Du kan plante salvierne ud på friland, når de begynder at vokse og danne nye blade.
Du kan læse mere om stiklinger her
Salvies mange egenskaber – En lægeurt
Det er ikke uden grund, at salvie også kaldes lægeurt, for den er netop kendt for sine mange egenskaber. Faktisk er det en af de mest brugte lægeurter, og selv i dag anvendes den i medicin. Kigger vi nærmere på navnet, er det faktisk interessant at vide, at salvie stammer fra det latinske salvare. Det betyder helbrede, og netop derfor kaldes krydderurten også for lægesalvie.
Opskrift på te med citronmelisse
Vil du have glæde af de mange gode egenskaber, som lægesalvie har? Når snuen kribler i kroppen, kan du lave te af salvie ved at plukke en håndfuld friske salvieblade, som du lader møde citron, honning og kogende vand i et krus. Det har efter sigende en gavnlig effekt på den dryppende næse.
Morgenfrue med mange gode egenskaber
Du skal ikke kun bruge salvie til te, når du skal havde bugt med en rød næse. Den har nemlig mange andre gode egenskaber, og for eksempel er salvie et dejligt krydderi i mange opskrifter.
Lidt om salvies smag & anvendelse
Du skal bruge bladene fra salvie som krydderi i din mad. Særligt i Italien er det en populær krydderurt, men her i landet har vi endnu ikke fået smagsløgene op for de mange gode egenskaber.
Kryddersmør med urter fra haven
Det er en skam, for salvie har en dejlig smag, som er perfekt at anvende, hvis du vil balancere fede retter ud. Flæskesteg, pølser, suppe og kylling matcher krydderurten, men også den italienske klassiker saltimbocca er tæt knyttet til de fine, grønne blade.
Salvie har en kraftig og krydret smag, og netop derfor synes mange, at den kan være svær at anvende. Den kan nemlig hurtigt blive meget dominerende. Du kan derfor med fordel starte forsigtigt ud, når du anvender salvie i madlavningen.
Spis de duftende blade i maden
Salvie og kylling er et godt makkerpar, ligesom den også er helt fantastisk friskhakket over grillede grøntsager eller på en knasende, sprød pizza. Desværre har urten ry for at have en overdøvende smag, og mange steder kan du se, at opskrifter med salvie fortæller, at man lige skal holde lidt igen med denne krydderurt.
TIP Kom et par friske salvieblade i en kande med koldt vand og lad det trække lidt. Det smager dejligt på en varm sommerdag, og særligt ananassalvie tilfører vandet en fin smag.
Det er jo en smagssag. Personligt har mine smagsløg ikke noget i mod et skud frisk lægeurt – tværtimod! Jeg er vild med det, og når man så endda får salviens gode egenskaber med indenbords samtidig, er der da slet ikke nogen grund til ikke sige ja tak, når den sættes på bordet.
Skriv et svar